Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2154Visninger
AA

4. Kapitel 4: "Sommerferiestart"

 

*Catriana*

 

Folk var lidt længe om at stå op dagen efter siden, ja, altså siden, at der var afslutningsfest i går. Folk havde helt indtil klokken 15:00 til at forlade skolen og tage på sommerferie. Det var først ved ellevetiden, at der rigtig var trafik i boenhederne. Folk løb frem og tilbage og pakkede deres ting. Forældre ankom for at hente deres børn. Folk fik spist morgenmad, folk gik på toilettet og folk lånte glattejern af hinanden, fordi omg, jeg kan bare ikke tage på sommerferie med denne her frisure.

     De eneste, der ikke var i gang med at pakke, var Kira, Rin, Matt og mig. Vi befandt os inde i min, Rins, Brandons og James' boenhed, hvor vi var i færd med at diskutere, hvad fanden vi skulle gøre ved situationen.

     "Jeg fatter ikke, at han blev kidnappet igen. Igen!" beklagede jeg mig, mens jeg trampede frem og tilbage i stuen. "Hvad er det, som alle skurkene finder så vanvittigt lokkende ved ham?"

     "Måske er det hans kærlige personlighed," foreslog Kira tørt.

     "Jeg er seriøs, Kira! Han bliver kidnappet hele tiden!"

     "Det ved jeg da godt. Men han er bare uheldig. Første gang var det, fordi han kunne se dig i øjnene, og de dumme kvinder ville vide, hvorfor han kunne det. Anden gang var det, fordi din falske onkel - "

     "Han er ikke min familie."

     " - Absolut ville have fat på Daniel, som James passede på. Og nu er der nogle betvingere, der har været efter ham siden han var ni. Hvad er fællesnævneren?" Kira så rundt på os alle sammen. Ezavias ord gav ekko i mit ord. Var fællesnævneren mon virkelig mig? Var det, fordi han var min kæreste, at alle de her ting skete for ham? Men det kunne det da ikke. De her folk havde været efter ham hele hans liv. Jeg havde kun kendt ham et par år.

     "Hvorfor var de efter ham?" spurgte jeg Kira. Hun var den eneste her, der havde en chance for at vide det.

     "James vidste det aldrig," sagde Kira. "Ingen af os vidste det. De dræbte bare hans familie. Ingen af os så meget som vidste, at det var på grund af ham. Men..." Hun bed sig i underlæben. "Jeg har et gæt."

     "Så del det da, kvinde!" sagde Matt.

     Kira smilte skævt. "Jeg tror, at det er på grund af James' kræfter. Hvorfor skulle han ellers være interessant?"

     Den mulighed smagte vi alle sammen lidt på. Ja, det var helt klart sandsynligt. Men så var der en anden ting. "Men hvor er han? Hvor har de ført ham hen? Og hvad vil de med ham?"

     Ingen svarede. For ingen vidste det. Så indså jeg noget. De have været betvingere. Men ikke bare betvingere. Mine øjne faldt på Rin, der sad i lænestolen. Hun havde ikke sagt et ord under hele samtalen.

     "De var fuldbetvingere," sagde jeg henvendt til hende. Nu faldt tiøren også for Kira og Matt, og vi så alle på Rin. Da Rin opdagede, hvad der foregik, spærrede hun øjnene op og stirrede på os, som var hun blevet opdaget med fingrene i kagedåsen.

     I det samme bankede det på døren. Hidsigt. Matt gik hen og åbnede. I døren stod Bill. Og han så rasende ud.

     "Jeg håber sandelig, at I har en god forklaring på det, der skete i går."

     Åh gud, han vidste det.

     Bill trådte ind i boenheden. "Pedellen fik ingen nøgler. Lyset var stadig tændt, og halvdelen af arbejdet manglede at blive gjort. Kan man da ikke stole på teenagere længere?"

     Jeg sank en klump og så på de andre efter hjælp. Til at starte med virkede det ikke, som om nogen havde noget forsvar. Men det var selvfølgelig Kira, der til sidst kom til undsætning:

     "Det må du undskylde, men vi var så trætte, at vi var nødt til at gå i seng. Vi tænkte, at vi ville rydde resten op i dag."

     Bill fnøs og lagde armene over kors. Hans øjne spejdede rundt i rummet. "Sig mig, hvor er hr. Cult henne?"

     Vi var alle stumme. Jeg åbnede munden for at sige noget. Så overvejede jeg at fortælle, at James var blevet kidnappet. Men det var ikke specielt fristende. Det ville blot forstærke opfattelsen af, at vi var nogle ulykkesfugle, der ikke bragte noget godt med sig.

     Rin rejste sig op. "Han er allerede taget hjem. Han skulle hjælpe Brandon med noget." Hun gik hen til døren og så Bill i øjnene. "Hvis du ellers ville lade os være alene ville vi lige pakke færdigt, og så kommer vi ned og rydder op bagefter. Er det i orden?"

     Bill tøvede. Så nikkede han. "Der skal være ryddet op inden klokken tre." Så gik han. Rin smækkede døren i og vendte sig imod os andre.

     "Jeg ved, hvor han er," sagde hun.

 

*Jack*

 

Jeg gik ned ad den lange panoramakorridor med udsigt ud over kongeriget. Selvom det kun var halvdelen af kongeriget, som jeg kunne se herfra. Og halvdelen af kongeriget, der egentlig var mit. Jeg drejede til højre og ind ad en dør, der førte til et mødelokale. Der var et rundt bord med tolv stole omkring. Ved bordet stod en ung kvinde med briller. Da hun så mig, bukkede hun kort.

     "Deres majestæt," sagde hun ydmygt uden at se på mig.

     "Hvad skriver hun, Amelia?" spurgte jeg.

     Amelia rettede sig op igen og sank en klump. "Måske skulle du hellere selv læse det. Patrulje 6 er blevet fanget."

     "Hun har snart indfanget dem alle sammen, hvis vi ikke passer på," mumlede jeg og tog imod brevet. Det bar Chariisys sejl. Jeg hadede hendes sejl. Og jeg hadede Chariisy. Hun havde overtaget halvdelen af mit kongerige og gjort mit folk til hendes slaver. Hvis rygterne talte sandt behandlede hun dem lige så slemt, som min mor havde gjort.

     Jeg læste brevet. Det var skrevet med Charrisys egen sirlige håndskrift, som jeg havde set så mange gange før. I det mindste skrev hun da selv sine breve.

     Da jeg havde læst færdigt, rakte jeg brevet tilbage til Amelia, der tøvende tog det. "Jeg vil ikke have flere patruljer sendt ud."

     "Men, Deres majestæt - "

     "Nej. Vi er nødt til at tage den med ro. Hun er stærkere end os, og jeg ønsker ikke, at alle mine spejderpatruljer skal ende i hendes fangekældre."

     "Men de er det eneste redskab, vi har."

     Jeg nikkede og vendte mig væk fra hende. "Det ved jeg. Men - "

     Mere nåede jeg ikke at sige, før døren blev flået op. I døren stod min rådgiver Sabdos. Han så forpustet ud og stirrede på os med vilde øjne.

     "Ti... Ti..." gispede han åndeløst.

     "Træk vejret, mand," sagde jeg.

     Sabdos og en dyb indånding. Så fik han fremstammet: "Tilius og Ravnene er tilbage."

     Mit hjerte bankede hurtigere. "Og?"

     "Og de har James Cult med."

     Jeg styrtede ud af mødelokalet. Amelia og Sabdos fulgte med mig. Sabdos fortalte, at de befandt sig i tronsalen. Mit hjerte galopperede af sted. Lige meget, hvor lidt det behagede mig, så var James Cult nok vores sidste chance. Hvis rygterne altså talte sandt. Hvilket jeg håbede, at de gjorde. Hvis ikke, så var der intet håb for De To Dale.

     Inde i tronsalen var de. De seks Ravne, deriblandt Tilius, stod alle sammen omkring en ung dreng. Han kunne ikke være meget yngre end mig. I slutningen af sine teenageår, vel. Han havde lyst hår og blå øjne, der så mod mig, som jeg trådte ind. Da han så mig, rynkede han panden, forvirret. Jeg smilte.

     "James Cult," sagde jeg og trådte langsomt hen imod mig, forsøgte at kontrollere min iver.

     "Hvem er du?" spurgte han.

     "Mit navn er Jack," svarede jeg. "Jeg er konge af De To Dale." Jeg nikkede let til Tilius, hvorefter to Ravne tvang James ned på knæ. Han så forvildet - og vredt - på mig. Jeg nærmede mig ham, så vores ansigtet kom helt tæt på. Han så lige på mig, og jeg kunne se, at han undredes. Måske var det over, at jeg sådan så ham i øjnene på den måde, eller også var det, fordi mit ene øje var grønt og mit andet sort.

     "Det er ham," mumlede jeg, da drengen ikke faldt i smerte. Han stirrede ind i mine øjne uden det mindste ubehag, virkede det som om.

     "Du..." sagde han, som Ravnene fik ham rejst op. "Hvorfor er dit øje sort?"

     Jeg trak på skuldrene. "Verden er fuld af så mange mysterier." Henvendt til Tilius sagde jeg: "Spær ham inde i Kobberværelset." Så vendte jeg blikket mod James igen. "Det glæder mig at have dig her. Lad, som om du er hjemme."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...