Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2433Visninger
AA

36. Kapitel 36: "Overraskelsen"

 

*James*

 

Ting var kun lige faldet til ro, da jeg fyldte atten år.

     Min fødselsdag lå faktisk et ret perfekt tidspunkt på året. Sommerferien var stadig stærkt i gang, alle var glade og udhvilede, fordi man havde sovet længe - og der var stadig en uges tid til, at skolen startede igen. Solen skinnede også altid, fordi, hey, det var sommer.

     Jeg elskede min fødselsdag.

     Celina plejede at invitere Brandons og Kiras familier samt selvfølgelig Brandon og Kira selv. Så plejede vi tre som regel at spille de spil, jeg fik i fødselsdagsgave, eller lege med legetøjet da vi var yngre. Imens plejede alle de voksne at sidde i sofaerne og drikke en masse vin. Et år stjal vi en af flaskerne og drak en hel masse inde på mit værelse (Brandon og jeg var fjorten, Kira tretten så det endte bestemt ikke særlig godt).

     I år var det i det store og hele den samme flok gæster, der var her i år. Forskellen var bare, at Rin, Matt og Catriana også var her i år.

     Personligt havde jeg aldrig nydt min fødselsdag så meget som i år. Det er, som om de dage bare bliver ekstra gode, når man har brugt hele sommeren, hele forrige år på at kæmpe mod faldne engle og sindssyge udødelige kvinder.

     Efter vi havde spist hjalp jeg endda Celina med at vaske op. Nu havde Catriana gjort det så meget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage mig sammen.

     "Er du helt rask?" spurgte hun mig, og jeg smilte bare til hende med et glimt i øjet. Vi vaskede op til musikken i radioen i nogle minutter. Da vi var færdige hoppede jeg op på køkkenbordet og tog en juicekarton. Celina smilte til mig.

     "Ved du hvad, James? Jeg tror endelig, at du er kommet ud af teenagefasen," sagde hun.

     "Hvordan skal det forstås?"

     "Du virker gladere. Du har smilt oftere siden du kom hjem fra... sommerferie. Hvad skete der i de dale?"

     Jeg trak på skuldrene. "Altså, jeg ville gerne fortælle det, men du ville få en nærdødsoplevelse. Synes du virkelig, at jeg er blevet gladere?"

     Celina nikkede. "Er det Cat?"

     Varmen steg mig til kinderne. "Måske en lille smule."

     "For hvis det er tilfældet... jeg har aldrig set en pige gøre dig gladere. Ikke engang Sally Winters i den korte periode, I var sammen. I din mørke teenagetid."

     "Celina, jeg har fortalt dig, at vi ikke taler om den tid. Den var virkelig pinlig!" Jeg kunne dog ikke lade være med at le.

     Celina kluklo også. Så ringede det på døren. Hun tørrede sine hænder for at gå ud og åbne, men jeg sprang ned fra køkkenbordet.

     "Jeg skal nok åbne," sagde jeg. "Vask du resten op, kvinde."

     Celina sukkede.

     Jeg gik hen til døren, der stadig ringede. Da jeg åbnede, stod jeg overfor en gammel, krumrygget mand lænet op ad en stok.

     "Tillykke med fødselsdagen, James," sagde han med et tandløst smil.

     "Jamen hej, bedstefar," sagde jeg.

 

Jeg havde ét familiemedlem tilbage efter mine forældres død. Ét. Og det var min morfar, som havde fået min mor i en utroligt høj alder. Derfor var han allerede på plejehjem og ude af stand til at tage sig af mig efter tragedien. Men jeg så ham da af og til ved højtider og når jeg sjældne gange tog mig sammen til at komme på besøg på plejehjemmet. Der lugtede af tis og gebis, så jeg forsøgte altid at lokke min morfar hjem til mig selvom han holdt virkelig meget af sin seng derovre.

     Han plejede faktisk aldrig at komme til min fødselsdag. Jeg mistænkte, at det var fordi fødselsdage mindede ham om konceptet at blive gamle. Min kære bedstefar var nemlig ung i sit hjerte, og han ville helst ikke mindes om døden.

     "Jeg er så glad for, at du kunne komme, Kurt," sagde Celina og omfavnede min morfar. Min morfar og trampede sin stok ned i gulvet et par gange.

     "Jeg ville da aldrig gå glip af, at mit eneste barnebarn blev myndigt! Atten år er en vigtig alder. Det er den alder, man for alvor finder ud af, hvem man er. I hvert fald den alder, man bliver tvunget til at finde ud af, hvem man er. Jeg kan huske... begge mine forældre var feer, og de ville så gerne have, at jeg blev blomsterhandler. De forærede mig min første blomsterbutik som attenårig. Men jeg, jeg blev jo født med telekineseevner. Så jeg fik et job som skibssmed. Utroligt nyttig at kunne flytte al jernet og skruerne ved tankens kraft. Åh jeg blev allerede direktør som tyveårig."

     Min morfar kunne i øvrigt også sludre og sludre og sludre - hvilket også var en af grundene til, at jeg havde skåret ned på mine besøg de sidste par år.

     "Det gør du altså også," sagde Catriana med et grin, da jeg fortalte hende det mens min morfar snakkede.

     "Han er virkelig sød," sagde Rin. "Tænk, jeg troede du var helt familieløs."

     Jeg rystede på hovedet. "Niks. Min morfar er skam stadig blandt de levende. Og han er god nok.

     "Jeg har i øvrigt en gave til dig, James!" udbrød min morfar pludselig og sprang op fra stolen. Frem fra sin taske hev han en firkantet pakke. Den havde lige nøjagtig den form og størrelse, at den kunne indeholde et VHS-bånd. Hvilket jeg i den grad ikke håbede, siden vi havde smidt vores afspiller ud for flere år siden.

     "Mange tak, bedstefar," sagde jeg og tog pakken, der var hård.

     Det kunne godt være en bog, sagde Catriana i mine tanker.

     Selvfølgelig er det ikke en bog. Min morfar kender mig bedre end det!

     Måske vil han bare gerne have, at du får dig en god uddannelse. Og gode uddannelser kræver bøger.

     Du er så irriterende nogle gange, det er da utroligt.

     Jeg skyndte mig at pakke pakken op, og, sandelig så, der lå et videobånd. Nøgent uden kassette. Der stod kun på det: sommer 2009.

     "Hvad er det her?" spurgte jeg og så i vildrede på min morfar, der var ved at tørre sine øjne i et lommetørklæde.

     "Jeg fandt det i en af mine gamle kasser. Den eneste film, jeg nogensinde filmede - og som ikke lå i huset."

     "Huset?"

     "Bare se den, James," sagde Celina og smilte vidende.

     "Men vi har ikke nogen videoafspiller?" sagde jeg.

     Nu blev Celinas smil bredere. "Kig ind på mit kontor."

     Alle så afventende på mig, og jeg tror ikke, at jeg kunne forvente at slippe. Det her var sikkert en eller anden spøg af en slags, som jeg ikke helt havde regnet ud endnu. Jeg tog videobåndet under armen og gik op ad trapperne til Celinas kontor og hen til fjernsynet i hjørnet, hvor der... sørme så... var tilsluttet en gammel, støvet videoafspiller. De havde gjort det bare så jeg kunne se videoen. Hvad var det her for noget?

     Tøvende og en smule nervøs satte jeg mig ned på knæ, satte videoen i afspilleren og trykkede play på fjernbetjeningen, som var lige så støvet som videoafspilleren.

     Filmen begyndte. Det var en amatørfilm, filmet med håndholdt kamera.

     "Jeg filmer nu, jeg filmer nu. Den er i gang," lød min morfars stemme i filmen. Hvad kameraet filmede var lidt utydeligt i starten, men så blev det løftet og klart, og det blev rettet mod - mod -

     Mod en kvinde med lyst, opsat hår med klare, blå øjne, der glimtede ligesom himlen badet i sollys. Hun smilte et tandsmil, der nåede helt op i hendes øjne. Hun var oprigtigt lykkelig, ligesom hun altid havde været.

     Min mor.

     "Har du kameraet rettet mod, hvad der er vigtigt, far?" sagde min mor med et glimt i øjet.

     "Selvfølgelig, min egen."

     Min mor lo. "Mod billedet, gamle!"

     "Åh ja, selvfølgelig." Kameraet blev rettet og mod et billede, der hang på en væg. Massevis af mennesker tog billeder af det. Det var Mona Lisa.

     Jeg huskede det svagt. Ja. Vi havde engang været på Le Louvre. For mange år siden. I... i 2009.

     Det bankede på døren bag mig. Jeg skyndte mig at holde filmen på pause. "Ja?"

     Ind kom Catriana. Hun smilte til mig. "Celina sagde, at jeg hellere måtte gå op til dig? Hvad har de givet dig? Er det en spøgvideo?"

     "Nej... det... det kan man ikke ligefrem sige. Kom og se."

     Catriana satte sig i skrædderstilling ved siden af mig på gulvet. Hun så på fjernsynet. "Hvem er den kvinde?"

     "Min mor."

     "Din mor? Gud, det kan jeg sgu da godt se. Hun ligner dig fuldstændig. Hun har endda samme modermærke lige ved øjet."

     Jeg smilte. Så trykkede jeg på play igen.

     "Som I kan se her, er det Mona Lisa," lød min mors skønne stemme i videoen. Den stemme, som jeg havde glemt, hvordan lød. Jeg havde endda glemt, at hun havde det pokkers modermærke ligesom mig.    

     "Jeg forstår ikke kunst, så måske skulle vi høre eksperten Erik om det. Erik, hvad kan du fortælle os om Mona Lisa?"

     "Jo, nu skal I høre." Kameraet blev vendt mod min far, der kløede sig i skægget.

     "Han kløede sig altid i skægget, når han skulle til at fortælle om ting han havde forstand på," kom jeg pludselig i tanke om. "Han vidste virkelig meget om kunst. Og... og han vidste især meget om Mona Lisa. Han havde altid ønsket sig at se hende. Hun var et mesterværk i hans øjne."

     Catriana sagde ikke noget. Jeg tror ikke, at hun vidste, hvad hun skulle sige. Det var helt fint med mig. Jeg havde ikke brug for, at hun sagde noget.

     Filmen var rettet mod Mona Lisa i nogle øjeblikke. Så blev min morfar træt af at filme det, og han gik nu videre og filmede de andre malerier. Min far fulgte med og fortalte det, som han vidste om malerne og om malerierne. Min morfar blev tilsyneladende også træt af at filme malerierne, så han rettede kameraet mod det store rum, de hang i, og hvor to små børn løb rundt. Den yngste, en lyshåret pige, der måtte have været omkring tre-fire år, havde et eller andet i hånden, og den lidt ældre dreng, jagtede hende og forsøgte at få fat på det. De forvandlede sig til og fra dyreskikkelser og kravlede rundt på væggene.

     "James og Kira, kan I SÅ komme ned!" sagde min mor.

     Mine skuldre sank sammen, da min søster forvandlede sig tilbage til menneske og i skamme afleverede den lille figur til min mor. Figuren var fra museumsshoppen og forestillede en hinduistisk gudinde. Min mor rakte den derefter til mig, og jeg omfavnede den. Jeg havde også glemt alt om figuren. Den gik til i branden. Men jeg havde sådan elsket den.

     Det forklaret, hvorfor jeg var så betaget af de hinduistiske guder. Det var, fordi jeg selv havde ejet en lille Bakti engang.

     Mine øjne begyndte at løbe i vand, og jeg gad ikke engang tørre tårerne væk, som min morfar filmede hele min familie samlet på en bænk. Min far og mor sad på bænken, og jeg og Kira sad på skødet af dem. Kira smilte også helt op i øjnene. Hun var det smukkeste væsen, jeg nogensinde havde set.

     "Øhm, far," sagde min mor, da kameraet havde været rettet mod dem i lang tid uden at der var sket noget. "Er du sikker på, at du ikke stadig filmer?"

     "UPS!" udbrød min morfar bag kameraet. "Du godeste, det gør jeg da også. Men det er vel ligemeget, dette bliver en fabelagtig film. Smil til videokameraet!"

     Vi grinte alle sammen og smilte. Jeg satte filmen på pause og bare betragtede os alle sammen. Så glade og sorgfri. Uden et problem i livet.

     Sådan et minde kunne jeg godt sætte på pause. Sådan et minde kunne jeg godt vende tilbage til lige til den dag jeg dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...