Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2263Visninger
AA

35. Kapitel 35: "Spøgelsesbyen"

 

 

*Kira*

 

Allerede dagen efter besluttede vi os for, at vi ville tage hjem. Så nu fik vi alle travlt med at pakke. Undtagen mig, for jeg havde ikke nået at få noget med, da Darkeya spontant kidnappede mig. Så i stedet hjalp jeg Matt med at pakke.

     Og pakket, det fik vi godt nok gjort. Vi lå slet ikke i sengen og snavede størstedelen af tiden. Slet ikke.

     Faktisk lå vi og ikkesnavede, da det bankede på døren. Jeg gik ud fra, at det var en af de andre, der ville skynde på os, siden vi skulle hjem om ikke mere end et par timer, men da Matt åbnede døren, var det Darkeya.

     "Åh, det er dig," sagde Matt sammenbidt. Han sendte mig et dræberblik over, at den mand overhovedet vidste, hvor værelset var. Jeg smilte undskyldende og flettede mit hår.

     "Halløj, kyllingeelsker," sagde jeg.

     "Hej, rævepige," sagde Darkeya. "Er det mig tilladt at komme indenfor?"

     "Det ved jeg ikke, hvad jeg synes om," sagde Matt.

     "Kom nu, luk ham ind, Matt," sagde jeg. "Hvis han gør noget giver jeg ham bare mundkurv på."

     "Sig mig," sagde Matt, hans blik strejfende fra mig til Darkeya. "Er de andre klar over, at du tilsyneladende ikke er ond længere? Cat, James...?"

     "Jeg er skam stadig ond," sagde Darkeya. "Men om de ved, at jeg er her...?" Han trak på skuldrene, og så trådte han forbi Matt og hen til sengen, hvor jeg sad. "Jeg kom egentlig bare for at sige, at jeg tager af sted nu."

     "Gudskelov," mumlede Matt.

     "Af sted?" spurgte jeg.

     "Ja. Tilbage til Koraldalen. Jeg skal tale med de faldne engle. Lucifer har... besluttet sig for at lukke mig tilbage ind i afgrundens dyb."

     "Det er da fedt. Hvorfor?"

     "Jeg tror, at han er meget ensom i Helvede, og for at være ærlig kan jeg ikke lide den dal. Solen skinner for meget. Så vi er kommet frem til en enighed om, at vi lægger vores had bag os og går tilbage til, hvordan det var før."

     "Så han har tilgivet dig?"

     Darkeya trak på skuldrene. "Det tror jeg nu ikke, at han nogensinde kommer til. Men han er villig til at tilgive de faldne engle, fordi de er hans folk lige så meget som de er mit."

     "Det er nu heller ikke ligefrem Lucifer, jeg er bekymret for. Han er en gammel mand, der har flere gårsdage end morgendage tilbage."

     Darkeya rynkede panden. "Hvad mener du med det? Lucifer er udødelig."

     Matt og Darkeya stirrede på mig, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne lade være med at spytte de åndssvage, ubegrundede tanker ud. Ærlig talt anede jeg ikke, hvor jeg vidste det fra, men af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at se nogle kæmpende drager for mig. Som et minde fra en drøm...

     "Jeg ved det ikke," sagde jeg. "Glem det. Det er bare synsk sludder."

     Hverken Darkeya eller Matt så tilfredsstillet ud, men Darkeya endte dog med at gå uden at få svar. Lige så snart, han var ude, så Matt på mig.

     "Så... hvordan tror du, Cat og James kommer til at tage, at Darkeya flytter ind med Cat?"

 

*James*

 

Tidlig eftermiddag sagde vi farvel til Jack og til De To Dale. Jack havde arrangeret en bil og chauffør indtil vi kom til en lufthavn. De andre var ved at sætte sig ind i bilen, da jeg så på Jack.

     "Farvel," sagde jeg.

     "Farvel, James," sagde Jack. Han kløede sig i nakken og tilføjede: "Jeg håber, at det her ikke har været alt for forfærdeligt."

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg døde, så hvad tror du selv?"

     Jack smilte. "Tak, i øvrigt. Jeg ved, hvor meget du har ofret for denne her krig. Jeg er dig virkelig evigt taknemmelig."

     Vi stod i akavet tavshed lidt. Så gjorde jeg noget, som jeg aldrig troede, at jeg ville komme til. Jeg gav Jack et farvelkram. Som om vi var venner. Hvilket vi næsten også burde være, siden han var min kærestes bror. Og inderst inde vidste jeg jo godt, at han ikke havde fortjent mit had. Han havde aldrig rørt en finger, da det kom til min families død. Det hele havde været hans mor og Tilius. Begge døde og draget videre til den næste verden. Og når alle var døde, var der ikke nogen grund til at blive ved med at hænge fast i fortiden.

     Så jeg besluttede mig for, at Jack og jeg skulle skilles på god vis.

     Og da vi kørte, så jeg mig ikke tilbage. Det gjorde de andre heller ikke.

     Da vi kom tilbage til den virkelige verden, tog vi straks vores telefoner for at ringe til Brandon. Men alle vores telefoner var løbet tør for batteri, så i sidste ende besluttede vi os for, at det måtte blive en overraskelse.

     Det blev det så sandelig også. Mange timer senere, da havde været oppe i luften, landet igen, kørt lidt med tog og endelig nået til den vej, jeg var vokset op på. Celina grød, da hun fandt os i dørkarmen. Så råbte hun på alle andre. Brandons forældre var der lige efter, og de kaldte på Brandon.

     Brandon kom humpende på krykker. Da han så os blev hans hænder så overophedede, at hans håndtag på krykkerne smeltede. Han faldt ned på knæ og gav sig til at råbe af os:

     "Jeg troede, at han virkelig havde kogt jer levende! Er I klar over, hvor urolig jeg har været! Først bliver James kidnappet, og så forsvinder I alle sammen! Jeg ringer og ringer og ringer. Jeg skriver og skriver og skriver. Jeg kontakter jer endda på messenger - på SKYPE! Men ingen svarer - INGEN! I er simpelthen bare forsvundet, og jeg var helt sikre på, at den djævel havde kogt jer levende! Jeg taler aldrig til jer igen! I er nogle forrædere! Nogle skiderikker! I har bare været levende hele denne fucking sommerferie, men har bare BESTEMT jer for, at jeg ikke var VIGTIG NOK AT KONTAKTE!"

     Ingen af os svarede til at starte med. I stedet gik vi hen til ham, hjalp ham på benene, og så omfavnede vi ham alle sammen, undskyldte og forsøgte at forklare, men det viste sig at være for svært, når man stod i et stort gruppekram. I sidste enden var der ingen, der sagde noget, og selv Brandon gav op på at være sur.

 

*Catriana*

 

Vi brugte nogle få dage på at komme til ro. Rin tog hjem til sine forældre. Kira og Matt tog hjem til Kiras familie, mens jeg blev og boede med James, Brandon og deres familie. Celina var vist ikke ligefrem begejstret for min tilstedeværelse, men hun måtte leve med det. Desuden tror jeg, at hun tilgav mig min herkomst da jeg hjalp hende med at vaske op hver aften.

     "Stop med det, det sætter mig i et dårligt lys," sagde James en af aftenerne, da jeg kom tilbage til værelset med hænderne duftende af sæbe.

     Politiet var der ofte, og vi forklarede så godt vi kunne uden at skulle nævne den hemmelige verden, som De To Dale var. Heldigvis var vi ikke på egen hånd. Ærkeenglen Mikael mødte op og fortalte dem, at vi havde været på en opgave sammen med Lysets Herre. Pludselig blev samtlige politibetjente langt mindre interesserede i hvad vi havde lavet i sommerferien.

     Den 4. august, en uges tid før skolestart og dagen før James' fødselsdag, tog jeg til Helvede for at hente nogle ting til skoleåret. James' fødselsdagsgave var også dernede, fordi det var det eneste sted, jeg kunne være sikker på, at han ikke ville snuse rundt.

     Min første overraskelse mødte mig fra det øjeblik, jeg dukkede op det sædvanlige mørke sted. For der var der to, der var i gang med at snave.

     Jeg skreg så højt, at de parret skreg højere og spænede væk. På det tidspunkt gik jeg ud fra, at de bare var fordømte, men havde regnet med, at faldne englefordømte havde mere respekt for slottets korridorer.

     Men så forlod jeg det mørke sted og kom ud i den store hall, hvor der...

     Hvor der var faldne engle til alle sider. Klædt i jakkesæt og mørke kapper, som slottets personale havde været det dengang jeg var barn. Fordømte rendte rundt i hælene på dem og holdt styr på deres mapper og arbejdspapirer.

     Mit hjerte bankede hurtigere, da jeg gik ud fra, at Darkeya på en eller anden måde havde overtaget Helvede uden jeg havde fået noget at vide om det.

     Men... da de faldne engle, der passerede mig, blev opmærksomme på min tilstedeværelse, bukkede de sørme for mig eller nikkede respektfuldt. Jeg blinkede forvirret. Ingen havde bukket for mig siden... siden...

     "FAR!" råbte jeg som jeg brasede ind på min fars kontor, hvor jeg så sandelig regnede med, at han var. Men der var tomt. Hvad i alhelvede? Han var ALTID på sit kontor, hvor han læste bøger, fordi han kedede sig så meget.

     "Han er i konferencerummet, Deres Højhed," sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så en fordømt. Han bukkede for mig, og jeg stirrede på ham. Han gik før jeg kunne nå at spørge ham, hvad der foregik.

     Hvad var der sket med verden? De fordømte havde ikke omtalt mig som andet end djævledatteren i årevis.

     Jeg skyndte mig hen til konferencerummet, hvor jeg flåede døren op. Der mødte mig det mest rædselsvækkende syn, jeg nogensinde havde set.

     Omkring det aflange, normalt nøgne bord, sad tolv faldne engle. Oppe ved tavlen stod min far og Darkeya.

     Der blev så stille i rummet, at jeg kunne høre mit eget hjerte banke. Så skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

 

Min far gennede de faldne engle ud. Alle undtagen Darkeya, som rakte mig et wienerbrød fra en kurv på bordet. I chok kunne jeg ikke andet end tage imod det og sidde og gnave i det.

     "Cat, der er en god forklaring - " begyndte min far, men jeg afbrød ham:

     "Hvor syg er du?"

     "Syg? Jeg er da ikke syg."

     "Ikke? For det er den absolut eneste grund, jeg kan finde på, til at du skulle lukke det røvhul tilbage i Helvede."

     Min far sukkede. Han satte sig ned ved siden af mig. Han tog wienerbrødet fra mig. "Du har ikke godt af kage."

     "Jeg hader dig."

     "Lad hende dog få det kage," sagde Darkeya.

     "Hold kæft, Darkeya," sagde min far. Han smilte til mig, som om det skulle gøre situationen bedre. "Ser du, Cat. Du var ikke ved bevidsthed på det tidspunkt, men det var Darkeya, der viste os, hvor Chariisy havde taget dig og din bror hen. Faktisk er det takket være ham, at I overhovedet er i live."

     "Jeg troede, det var dig, der råbte af Gud?"

     Min far rødmede og smilte for sig selv. "Ja, også det. Men nu skal du lige høre efter. Darkeya havde indset, at Chariisy havde forrådt ham og holdt sine sande intentioner tilbage. Så... hvad skal man sige... han er vel...?"

     "Han er reformeret," hjalp Darkeya til og rakte ud efter en kage til sig selv.

     Jeg så fra ham til min far. "Så du har tilgivet ham for at forråde dig, fordi han blev forrådt af Chariisy?"

     Min far trak på skuldrene. "Det kan man vel godt sige."

     "Det er det absolut dummeste, jeg nogensinde har hørt. Manden kan forråde dig igen, at du ved det."

     "Det gør han ikke," sagde min far.

     "Hvordan ved du det?"

     "Cat, det ved jeg. Og desuden har det bare været... som et mindre skænderi. For en, der er så ung som dig, er det måske svært at forstå, men Darkeya og jeg er mange tusind år gamle. Set i forhold til det, tæller fire år ikke for særlig meget."

     Varmen steg mig til hovedet, fordi jeg var så vred. Jeg rejste mig op. "Så alt hvad han gjorde, det betyder ikke længere noget?" Jeg så på Darkeya. "Du slog Jesus ihjel. Jesus fucking Christus. Kidnappede min lærer og min halvsøster og forsøgte at slå dem ihjel. Og du torturerede din egen søn, som om han ikke betød noget som helst. Alt for mange gange har du forsøgt at slå mig eller James ihjel. Du tøvede ikke med at gøre Kira til Oraklet, selvom du vidste, at det kunne slå hende ihjel. For ikke at tale om, da du besatte min skole og truede James med at slå uskyldige elever ihjel, hvis ikke han fandt mig for dig." Jeg var så vred, at jeg havde holdt vejret, så jeg tog en dyb indånding, før jeg så sagde: "Gør hvad I vil. Men jeg vil ikke være med til det. Jeg går op og pakker mine ting. Farvel."

     Så gik jeg.

     Men før jeg kom til mit værelse, kom jeg forbi et af de store panoramavinduer, der skuede ud over byen. Spøgelsesbyen, som jeg havde haft for vane at kalde den gennem årene. Men nu så den meget anderledes ud.

     Det var, som om der var kommet farver på. I gaderne gik familier af faldne engle, i færd med at flytte ind i deres gamle huse. Man gjorde rent, stillede sine møbler tilbage, grinte og vandede planter. Og som jeg først havde fået øje på det, kunne jeg ikke gå videre. Før jeg vidste af det, var jeg begyndt at græde, og jeg kunne ikke helt sætte ord på hvorfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...