Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2152Visninger
AA

34. Kapitel 34: "Gud og Satan"

 

 

*Kira*

 

"Okay, jeg er klar," sagde James. "Fortæl mig, hvad der skete."

     Rin, Matt og jeg gloede ned i vores kort, ikke ligefrem ivrige efter at svare. Der var gået flere timer siden James var vågnet op. Vi havde lavet alverdens ting. Spist kage, spillet fisk, spillet krig, spillet matador. Faktisk havde vi spillet en masse spil, hvilket havde været min idé så vi kunne aflede James' opmærksomhed. Det var nok det, der også først fik ham til at mistænke, at et eller andet var galt, siden jeg normalt hadede at spille spil. Jeg var normalt mere se-film-typen.

     "Hvorfor tror du, der er et eller andet galt?" sagde Matt uden at se James i øjnene. James himlede med øjnene.

     "Helt ærligt, ingen af jer har nævnt noget om krigen, og det tør jeg vædde på ikke er fordi det hele var en dans på regnbuer. Så fortæl mig det. Hvad skete der efter jeg... efter jeg..." Han sank en klump. "Efter jeg døde."

     Jeg havde forsøgt at indsamle energi hele dagen til at fortælle ham det. Fortælle ham hvordan Chariisy ikke var død, hvordan hun havde kidnappet Cat og Jack. Hvordan ingen vidste, hvad der var sket med dem. Og hvordan Lucifer, Darkeya og Mikael var taget ud efter dem. Indtil videre var ingen vendt tilbage endnu.

     Rin kiggede på mig, så på Matt. Så nikkede hun og så på James.

     "Du har ret," sagde hun. "Du bør vide besked. Af alle har du fortjent det."

     Måske var det blikket i Rins øjne, eller også var det, fordi jeg trillede tommelfingre, som jeg havde for vane at gøre, når jeg havde det ilde til mode, men James blev i hvert fald blegere, og han nikkede.

     "Fortæl mig det."

     Rin bad mig og Matt om at gå ud af sygestuen. Det gjorde vi uden at tøve, selvom jeg følte, at jeg måske burde have været den, der fortalte ham det, siden jeg havde været til stede. Men Rin var bedst til at komme med dårlige nyheder uden at græde, så hun var helt klart den mest optimale til jobbet.

     "Jeg tror ikke, jeg kan bære det, hvis der sker Cat og Jack noget," sagde Matt. "Der er ligesom sket for meget allerede."

     Jeg nikkede, fordi jeg ikke kunne være mere enig.

     "Og du... du kan ikke se noget?"

     "Nej. Oraklet eksisterer ikke længere."

     "Men... du var jo også synsk før. Du er vel stadig synsk, er du ikke?"

     Jeg stivnede og stirrede på Matt. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Faktisk havde jeg slet ikke haft nogle syner siden Oraklet, og nu blev jeg pludselig bange for, at det hele var væk. Det ville godt nok være en tragedie oven på tragedier.

     "Kira!" lød en stemme længere ned ad korridoren. Jeg fór om, for der var Darkeya. Han var svedig og snavset. Mange sorte fjer manglede på hans vinger.

     "Darkeya," sagde jeg åndeløst og gik ham i møde.

     Lad det være godt nyt, lad det være godt nyt.

     Darkeya tog hårdt fat i mine skuldre og ruskede i mig. "Kira, du fortalte mig, at Chariisy havde et eller andet for. Et eller andet, som hun ikke havde fortalt mig. Fortæl mig, hvad det var!"

     Jeg sank en klump. Halvkvalt svarede jeg: "Jeg kan ikke huske det."

     "Hva' hvad...? Hvad mener du med, at du ikke kan huske det? Svar mig!"

     "Hey, slip hende!" Matt skubbede Darkeya væk. Darkeya sendte ham et meget farligt blik, og jeg blev pludselig bange for Matts sikkerhed.

     "Hey, hey, hey, ikke flere mord!" sagde jeg, for Matt så præcis lige så kampberedt ud. Jeg vendte mig mod Darkeya. "Jeg er ked af det, Darkeya, men... det hele er ligesom bare forsvundet. Jeg ved, at jeg kunne se ting, da jeg var Oraklet, men det er, som om Oraklet har taget hemmelighederne med sig i graven. Jeg ved ikke længere hvornår nogen af jer dør."

     Matt blev bleg. "Har du... har du vidst det?"

     "Åh du har ingen idé," sukkede jeg. Jeg så på Darkeya, der så helt utroligt håbløs ud. "Hvad er der sket? Fandt I dem?"

     Darkeya nikkede men uden at vise antydningen af lykke eller lettelse. "Chariisy er død. Jack slog hende ihjel. Men..." Han tog en dyb indånding. "Jeg kan ikke... I må hellere selv komme med."

     I det øjeblik vidste jeg, at mine synske evner ikke var væk. For da jeg så udtrykket i hans sommergrønne øjne, vidste jeg det.

 

*Jack*

 

Der var også sket gode ting. Da vi vendte tilbage fik vi at vide, at det var lykkedes Kira at redde James, hvilket bragte lidt lettelse til denne situation. Og så selvfølgelig, at Chariisy endelig var død. Jeg kunne endelig komme videre, endelig forene mit kongerige, som nu endelig var helt og frit.

     Jeg vidste ikke hvordan jeg havde det, da jeg fik at vide, at Ravnene var døde. Hver og én. Flere af soldaterne fortalte, at Chariisys soldater var gået specifikt efter dem. I virkeligheden var jeg måske lettet, for de havde altid givet mig gåsehud. Især Tilius med hans sorte ravneblik. Og dog havde de været mig en stor hjælp gennem tiden.

     Nogle ærkeengle havde lagt liget af Cat i en lædersofa ved vinduet. Vi befandt os inde på mit kontor. Mig, Gud, hans ærkeengle, Mikael og Lucifer. Lucifer havde sat sig ved sofaen og holdt Cats hånd. Han sagde ikke noget.

     Gud gik hen til Lucifer og lagde en hånd på hans skulder. "Vi bør ringe til Tenna."

     "Nej," sagde Lucifer. "Det er der ikke nogen grund til."

     Gud rynkede panden af det, men nåede ikke at sige noget før døren gik op. Ind kom Darkeya sammen med Matt og hende pigen, der havde været forsvundet i flere måneder. Da de fik øje på Cat, så de på hinanden, så på os andre.

     "Var det Chariisy?" spurgte Kira.

     "Ja," sagde jeg. "Hun skød hende."

     "Hun... hun skød hende?!" sagde Matt. "Som i med en pistol?"

     Jeg nikkede. "Magikere kan være så arrogante, at de glemmer, at der er bedre våben til stede."

     Nu så Kira på Gud. "Kan jeg ikke bare gøre det igen? Jeg mener... hvor svært kan det være?"

     Gud rystede sørgmodigt på hovedet. "Nej. Oraklet er ophørt med at eksistere. Det kan ikke længere lade sig gøre. Hun er allerede draget videre."

     "Hun er allerede draget..." hviskede Kira. Hun begravede ansigtet i sine hænder. "Åh gud, hvad skal vi sige til James?"

     Nu rejste Lucifer sig op. "Ingen siger noget til James. Eller til nogen. For hun kommer ikke til at være død særlig længe endnu."

     "Hvad hentyder du til, Lucifer?" spurgte Gud.

     "Ja, hvad tror du?" knurrede Lucifer. "Dig, selvfølgelig. Genopliv hende."

     Der blev så stille på kontoret, at man måtte have kunnet høre en knappenål falde til gulvet.

     "Lucifer," sagde Gud så. "Jeg forstår din sorg. Jeg forstår den alt for godt. Men jeg kan ikke gøre undtagelser. Jeg har et princip, der siger, at - "

     "Jeg er ligeglad med dit princip!" sagde Lucifer. "Du genopliver hende. NU!"

     Gud så Satan lige i øjnene, som han sagde. "Nej. Vi må alle møde døden før eller senere. Ingen burde være hævet over det."

     Lucifer sagde ikke noget. I stedet løftede han en knyttet næve og tyrede den lige ind i kæben på Lysets Herre.

     Gud faldt ned på knæ. Han tog sig til kæben, mens ærkeenglene til stede i rummet rettede deres sværd mod Lucifer. Selv Mikael. Lucifer ignorerede dem.

     "Du vover at slå din herre..." hørte jeg Gud hviske i chok.

     "Du er ikke min herre," sagde Lucifer koldt. "Og det har du aldrig været. Aldrig nogensinde. Det er på tide, at du indser det, Jahve, jeg er din ligemand."

     Flere af ærkeenglene gispede.

     "Du taler højforræderi, Lucifer," sagde Mikael varslende. Lucifer ignorerede også ham. Han bøjede sig ned og løftede Gud op i kragen, skubbede ham op ad væggen og så ham lige ind i øjnene.

     "Nu skal du høre på mig, dit gamle svin," sagde han mørkt. "Det her er ikke en eller anden tilfældig person, der er drattet om ude i ørkenen. Det her er ikke bare et almindeligt menneske, hvis mor trygler dig om at genoplive. Det her er min datter, mit barn. Måske er jeg selv udødelig, måske vil jeg se hende dø for øjnene af mig en dag. Men i dag er ikke den dag. Jeg vil hellere selv give op på livet end jeg vil se hende dø som attenårig. Er det på nogen måde uklart?"

     Gud sagde ikke noget. Det føltes, som om alle holdt vejret.

     "Her er du, skaber af alt magisk og alt levende," sagde Lucifer, raseriet var kun vokset i form af den mørke, mørke stemme. "Du har magten til at genoplive hende, men du nægter på grund af et princip? Virkelig?! Jeg har begået oprør mod dig før, og jeg kan gøre det igen. Og jeg sværger, Jahve, hvis du ikke genopliver hende lige nu, så vil jeg finde en måde at bryde din udødelighed på. Jeg vil ikke helme før jeg finder den lille ting, der skal til for at slå dig ihjel, og så vil jeg slå - dig - ihjel."

     I lang tid var der ingen, der gjorde noget. Ærkeenglene havde omringet Lucifer og Gud med trukne sværd, klar til at kløve Lucifer eller det, der var værre.

     Så, efter uendelig lang tid, hvor ingen havde sagt eller gjort noget, nikkede Gud meget langsomt.

     "Slip mig, Lucifer," sagde han. "Slip mig, og jeg skal nok genoplive Cat."

     Langsomt gav Lucifer slip på Guds krave. Han bakkede bagud men fastholdt Gud med det sorte blik. Jeg kunne ikke lade være med at mistænke, at Gud måske følte lidt af den smerte, som de øjne havde påført så mange andre gennem tiden.

     "Bær hende ind i sygefløjen," kommanderede Gud til sine ærkeengle. Ærkeenglene tøvede ikke og gjorde, som det var blevet dem beordret.

     Lucifer lænede sig op ad mit skrivebord. Jeg tror, at han var lidt rystet over sine egne ord. Men jeg tror heller ikke, at han fortrød noget. Tværtimod tror jeg, at han endelig havde fået afslutning på tusindvis af års kvaler.

     "Bliv herinde," sagde Gud til Lucifer. "Men I unge bør nok komme med, så I kan berolige hr. Cult."

     Kira og Matt fulgte med. Jeg blev hængende lidt, alt for bange til at håbe.

     "Det var sandelig imponerende," sagde den lyshårede faldne engel.

     Lucifer fnøs. "Hvad snakker du om? Sådan taler jeg da altid til ham."

 

*James*

 

Jeg troede ikke, at det kunne blive meget værre, da Rin først havde fortalt mig, at ingen vidste, hvor Catriana var. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at jeg ikke kunne få kontakt til hende gennem mine tanker.

     Og da nogle ærkeengle kom styrtende ind gennem dørene til sygefløjen med hende i armene, sank mit hjerte langt ned i min mave.

     "Catriana?" sagde jeg åndeløst. De lagde hende i en seng, og jeg anede et stort sår i hendes maveparti. Det var et skudsår.

     "Nej, CATRIANA!" skreg jeg og kæmpede for at komme ud af sengen, men pludselig var både Kira og Matt der, og de holdt mig tilbage i sengen.

     "Det er okay, James," sagde Kira.

     "Men hun - hun - hun er såret!"

     "Faktisk er hun - " begyndte Matt, men Kira sendte ham et dræberblik, og han holdt kæft. Men jeg havde allerede forstået nok. Det var derfor, jeg ikke kunne få kontakt til hende.

     "Er Chariisy død?" spurgte jeg. Jeg håbede inderligt, at hun ikke var, så jeg kunne slå hende ihjel.

     "Chariisy er død ja," lød Jacks stemme i dørkarmen. Han kom hen til min seng. Gud trådte også ind af døren. Han nikkede kort til mig, før han gik hen til Catrianas seng, som jeg knap nok kunne se for bare ærkeengle.

     "Er... er Catriana...?" Jeg kunne ikke afslutte spørgsmålet.

     "Hun er død," sagde Jack nådesløst. Han så mig endda i øjnene, som han sagde det.

     Rin tog en hånd op for munden.

     Nu smilte Jack svagt. "Men bare rolig, det er hun ikke længe. Lucifer har ordnet det."

     "Lucifer har... hvad?"

     "Lucifer har overtalt Gud til at genoplive hende. Og hvis ikke Gud kan gøre det, kan ingen."

     Jeg nægtede at tro på det. Jeg nægtede at tro, at Gud kunne overtales til at redde Catriana. Han kunne ikke overtales til at redde Brandon, han kunne ikke overtales til at redde mig, hans egen arving. Så hvad i alverden havde Lucifer dog gjort, der havde fået ham overtalt til at redde min kæreste?

     Mit hjerte startede først med at banke, da ærkeengle trak sig væk fra sengen, og jeg kunne se Catrianas bryst hæve og sænke sig langsomt. Hun var ikke ved bevidsthed, men åh gud, hun var i live.

     Det gik op for mig, at jeg holdt Kiras hånd, og det så stramt, at hendes hånd var hvid som et lagen. Jeg skyndte mig at give slip. Så sprang jeg op af sengen og gik hen ved siden af Gud.

     "Du... genoplivede du hende virkelig?" spurgte jeg.

     Gud nikkede. "Kom, lad os gå," sagde han til sine ærkeengle. De forlod lokalet. Jeg så dem ikke gøre det, da jeg kun så på Catriana, som langsomt fik lidt farve tilbage i sit ansigt. Hendes skudsår var stoppet med at bløde. Det var allerede helbredt så meget, at det kun var et ar.

     Der blev helt stille i rummet, og jeg vidste, at mine venner også var gået. Jeg satte mig på stolen og rakte ud efter Catrianas hånd. Tog den og klemte den.

     Jeg behøver dig, sagde jeg til hende.

     Tavshed.

     Så slog Catriana øjnene op. Hun stirrede på mig i lang tid, som om hun ikke kunne fatte, at jeg var der. Så begyndte hun at græde.

     "Din skiderik!" råbte hun og tyrede sin pude ind i fjæset på mig. I rent chok nåede jeg ikke at undvige.

     "Hallo! Hvad har jeg gjort?" Da jeg fjernede puden fra mit ansigt, fik jeg pludselig en Catriana i fjæset. Hun faldt mig om halsen med et hulk.

     "Jeg troede, at du var død, for helvede," græd hun. Jeg lagde armene om hende.

     "Men jeg er i live. Og det er du også. Vi er begge i live."

     "Dø aldrig igen."

     "Okay. Så skal du love det samme."

     "Hvad snakker du om? Jeg har ikke været død."

     Jeg lo. Og hun lo. Så lo vi sammen.

     Først, da vi havde grint os mætte, spurgte jeg hende om den ene ting, som jeg havde haft lyst til at spørge hende om de sidste mange uger:

     Har du lyst til at tage hjem?

     Catriana undslap nogle sidste grin. Du har ingen idé.

     Så lad os tage hjem.

     Ja tak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...