Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2165Visninger
AA

33. Kapitel 33: "Hjem"

 

*Kira*

 

Jeg sad på bagsædet i en bil. En BMW. Det vidste jeg kun, fordi Celina også havde sådan én.

     Så gik det op for mig, at det VAR Celinas bil. Hawaiidanserinden i forruden var ikke til at tage fejl af. Ikke nok med det, det var Celina selv, der sad bag rettet og kørte bilen ned ad en landevej.

     På pladsen ved siden af hende sad en ung James, yngre end mig, men bestemt meget ældre end den James, der havde banket på Celinas dør. Han må have været omkring tolv. Han havde armene over kors, mens han så fraværende ud af vinduet, mens Celina pludrede løs.

     "Du kommer simpelthen til at elske stedet, James," sagde Celina. "Der er træningsbaner, gode lærere, swimmingpools, basketballnet som IKKE er vildt gamle. Og nu skal du høre det bedste; store værelser med eget bad. Lyder det ikke bare vildt godt?"

     "Hm," sagde James, men jeg var ikke sikker på, om han overhovedet havde hørt det.

     "Du kommer til at elske det," sagde jeg som de kørte ind ad porten ind til Pijifenas Magiskole. Vores magiskole. "Bare vent og se."

     Jeg fulgte med Celina og den unge James op ad trappeopgangen, hvor de straks mødte Bill, der var langt mindre gråhåret.

     "Celina!" udbrød han begejstret og lukkede Celina ind i sin favn.

     "William, min kære ven," sagde Celina og gav ham et kindkys. Hun lagde sin hånd på James' skulder. "Det her er så James Cult."

     "Ah, hr. Cult." Bill rakte sin hånd frem. James tog den tøvende. "Jet tvivler ikke på, at du nok skal blive en flittig elev med den mor, du har."

     "Hun er ikke min mor," sagde James stift.

     "James!" lød en stemme fra et sted bag mig. Jeg vendte mig om og så en tolvårig Brandon komme fra en af korridorerne. Han vinkede. James vinkede tilbage og løb op til ham. De forsvandt begge to og efterlod Celina og Bill tilbage.

 

Så sprang jeg vist nogle år frem. I den samme indgangshall. Men nu var den fyldt med elever. På trappen stod Bill og holdt en tale, som jeg allerede havde hørt fra da jeg startede på skolen sidste sommer. Noget sagde mig, at han holdt denne tale hvert år.

     "Hvad så med dig? Du og Rin har heller aldrig - " lød James' stemme lige ved min side. Jeg så til siden og fandt mig selv lige ved siden af James, Brandon og Rin. Teenagere, de kunne da ikke have været særlig meget yngre end i dag.

     Rin sendte James et dræberblik, men Brandon trak på skuldrene. "Niks, men det er også, fordi min mor går i kirke hver søndag og er bedste ven med din plejemor."

     James fnøs.

     Det samme øjeblik gik hoveddøren op bag mig. Jeg blev kold om ørerne. Flere kiggede, men så så uinteresseret væk igen. I døråbningen stod Cat.

     "Se, det er hvad jeg snakker om," hviskede James til Brandon. James' øjne var spærret op i en nysgerrig forbløffelse. Brandon så fra pigen til James.

     "Hende?" spurgte han.

     "Hende," svarede James, nu med et lille smil.

 

Jeg ville hjertens gerne have set James' og Catrianas romantiske første møde, men det var der desværre ikke tid til. Jeg havde for travlt med at redde hans liv, så Cat ikke ville blive reddet bare til at finde ud af, at hendes kæreste var død og borte for evigt.

     Så jeg skyndte mig at bladre videre. Lige indtil jeg fandt mig selv på en eng midt om natten. Foran mig var et brændende hus.

 

*Jack*

 

Jeg greb efter mit sværd, men det blev straks taget fra mig. Chariisy holdt det lidt. Mistænksomt. Så holdt hun det mod sin finger, og blod begyndte at pible. Hun stønnede.

     "Du ville forsøge at dræbe mig, dreng," sagde hun rasende. Hun løftede sværdet og smed det langt, langt væk. Det fløj gennem luften i en uendelig saltomortale. Så forsvandt det ud over klippesiden.

     "NEJ!" råbte jeg. For fanden da også. Hvordan skulle vi nu slå hende ihjel? Vi havde jo ikke andre muligheder!

     Jeg havde så godt som givet op, men Cat var ikke lige sådan at slå ihjel. Hun mumlede en rasende besværgelse, og pludselig bestod hendes hænder af blå lyn. Hun skød lynene ind i betvingerne, der holdt hende, derefter ind i dem, der holdt mig. De faldt alle om, og jeg turde ikke engang tjekke, om hun havde dræbt dem.

     "FÅ FAT PÅ SVÆRDET!" råbte Cat til mig.

     "Ja, jo, sværdet," sagde jeg en smule forvirret. Men hvor var det? Hun havde kastet det ud over skrænten. Så der løb jeg hen imod. Men noget stoppede mig. En mur af ild tårnede sig op foran mig. Jeg så mig skrækslagent til side. Chariisy havde hånden rakt frem.

     "Måske ligner jeg ikke en falden engel," sagde hun. "Men jeg har stadig kræfterne som en. Du går ingen steder, Jack."

     Ilden spredte sig, og jeg var hurtigt fanget i en cirkel af høj ild.

     "Fedt," mumlede jeg.

     Cat var dog stadig i gang. Hun rodede rundt i sin taske og fandt en af sine eliksirer. Den smed hun på Chariisy, og kvindens ben frøs fast til stedet. Chariisy gispede, men begyndte så at kaste flammekaster mod Cat, der lavede en kolbøtte og kun lige undveg med et hængende hår.

     "Hvor er den, hvor er den," kunne jeg høre hende mumle, som hun kom løbende lige forbi mit fangenskab, desperat rodende rundt i sin taske.

     "Gør alt, hvad du vil, yngel!" råbte Chariisy, mens hun sendte ild efter min søster. "Du kan alligevel ikke slå mig ihjel! Det nytter ikke noget!"

     "JEG KAN VEL PRØVE!" råbte Cat og smed endnu en eliksir på hende. Denne eliksir fik slyngplanter til at kravle op ad Chariisy, så hun knap nok kunne bevæge sig. Men den faldne engel satte bare ild til dem, og så forsvandt de.

     "Kom nu, Catty, vi kan vel snakke om det," sagde hun.

     "DU MYRDEDE MIN KÆRESTE, VI SKAL IKKE SNAKKE OM NOGET SOM HELST!" Cat rodede stadig desperat rundt. Hvad var hendes plan mon?

     "James valgte det selv, det havde jeg intet at gøre med!"

     "JEG ER LIGEGLAD!" skreg Cat. Der løb tårer ned ad hendes kinder. "DU SKABTE EN KÆDEEFFEKT SOM ENDTE MED, AT HAN GJORDE DET! SÅ JA DU HAVDE FAKTISK ALT MED DET AT GØRE! AHA!" Op ad tasken hev Cat endnu en eliksir. Hun smilte ondskabsfuldt, da hun smed den på Chariisy.

     Tilsyneladende skete der ikke noget, og Chariisy lo. "Hvorfor bliver du ved med at spilde dine kræfter, lille pige? Du kan ikke skade mig. Ikke for alvor." Hun rakte sine hænder ud for at brænde Cat levende, men intet skete.

     Nu var det Cats tur til at le. "Du er frosset fast til jorden, og du har ingen kræfter. Ikke de næste par minutter i hvert fald. Kom, Jack." Hun løb hen og slukkede ilden om mig. Der var et underligt sindssygt blik i hendes sorte øjne. "Vi kaster hende ud over afgrunden."

     "Undskyld, vi... hvad?"

     "Måske dør hun ikke af det, men med hver knogle i hendes krop brækket tror jeg næppe hun kan gøre for meget skade."

     Jeg trådte hen til hende, klar på at gøre, hvad end der skulle til for at stoppe den sindssyge kvinde. Hun stirrede først på os i chok, og så... så trak hun på smilebåndet. Et ansigtsudtryk, jeg efterhånden var kommet til at frygte.

     "Ja, jeg har ingen kræfter," sagde hun. "Men... der findes andet i denne verden end magi." Hun tog sin hånd ind under sin jakke. Rodede lidt rundt. Så fremdrog hun...

     "Nej," hviskede jeg og kastede mig selv baglæns.

     Det var en pistol. En helt almindelig, magiløs pistol.

     Cat nåede ikke at handle, før Chariisy rettede pistolen lige mod hendes bryst. Og skød.

     Det var helt utroligt stille efter det høje brag. Chariisys bryst hævede og sænkede sig i hidsige bevægelser. Jeg lå stivnet på jorden. Cat, derimod, faldt ned på knæ. Et sår i hendes mave gav sig til at bløde - voldsomt. Hun gav et enkelt støn fra sig, før hun faldt ned og ligge

     "Hils din kæreste fra mig," sagde Chariisy. Så rettede hun pistolen mod mig. "Lad os gøre det til en familiesammenføring, hvad siger du til det, Jack?"

 

*Kira*

 

Huset var op i flammer. Store flammer, som sendte en stor søjle at røg op imod nattehimlen. Ved huset stod en høj, ranglet mand klædt i sort. Han kiggede rundt med sine ravneøjne, og et kort øjeblik så det ud, som om han kiggede lige på mig. Det gav mig gåsehud.

     Ud af det brændende hus kom to børn løbende. Den ene en dreng, den anden en pige. De var så små, men lyste op i natten med deres blonde hår. Den sortklædte man satte efter dem sammen med de andre mænd, der havde brændt huset.

     De kom alle sammen løbende lige imod mig.

     Med et skrig faldt jeg, så lang jeg var, ned i græsset og så det hele på afstand. Noget, som jeg i den grad ikke havde lyst til at se, men som jeg ikke bare kunne lukke øjnene for. For det var vigtigt. Det var denne nat, der var grunden til alt, der siden var sket. Og det var denne nat der var grunden til, at James nu var død.

     Der lød et skrig mod nattehimlen. Et lille pigeskrig. Pigeskriget mindede mig for meget om det skrig, Daniel havde givet, den nat han var blevet tortureret. Jeg havde været til stede, jeg havde hørt det hele sammen med James. Og mon ikke, om det var denne nat, hans sind vendte tilbage til gang på gang, drengeskrigene lød gennem vores celledør?

 

Endelig slap jeg væk derfra. Men ikke til det bedre. I den grad ikke til det bedre.

     Jeg stod på en slette. Først troede jeg, at den var tom, men det blev hurtigt klart for mig, at der var mennesker hvor end jeg så. Først kunne jeg ikke se dem, men deres gennemsigtige, svagt skinnende skikkelser kom til syne. De steg op fra jorden, svævede lige forbi mig og op imod himlen, der bestod af et slags svagt lys.

     "Hvad i alverden," hviskede jeg og så mig omkring. Hvad var det her for et sted? Og hvorfor var jeg her? Jeg burde i stedet lede efter James...

     Mit hjerte sprang op i min hals, da jeg så ham.

     Ret forude. Han stod med ryggen til mig. Klædt i det tøj, han var død i, skuende op imod lyset.

     Og dette var den rigtige James. Det vidste jeg, at det var. Helt inde inderst i mit hjerte vidste jeg, at det var James' sjæl, jeg stod bag.

     "JAMES!" råbte jeg.

     Men han hørte mig ikke. Han så ikke ud til at reagere på noget som helst omkring sig. Og ganske langsomt løftede hans fødder sig fra jorden.

     James svævede op imod lyset.

 

*James*

 

Lyset var det skønneste, jeg nogensinde havde set i mit liv. Så varmt og velkommende. Det ønskede, at jeg kom op til det. For det repræsenterede alle de ting, som jeg manglede. Varme, lys, et hjem. Det hele ventede på mig.

     Det var det, som fik mig til at sætte af fra jorden. Langsomt kom lyset tættere og tættere på mig. Jeg smilte ved tanken om endelig at kunne vende hjem efter så mange år at have været ude.

     Mor, far, Kira, tænkte jeg, nu kommer jeg.

     De ventede på mig. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at komme dem i møde, så vi alle kunne få fred, så vi alle kunne lægge disse forfærdelige år bag os. Så vi alle kunne være hjemme.

     Noget iskoldt greb fat om mit håndled. Det gøs i mig, og jeg hev for at komme fri.

     "James," sagde en kold stemme. Jeg ville væk fra den.

     "JAMES!" sagde den kolde stemme om nu endnu koldere. Det var den kulde, som fik mig til i sidste ende at kigge i den retning, den kom fra.

     Grebet blev med det samme varmt. Varm som et lejrbål.

     "James." Stemmen blev lige så varm. Varm som hjem.

     En anden Kira mødte mine øjne. En Kira, der var i live. Hun smilte til mig. Blidt trak hun mig ned, indtil mine fødder ramte jorden igen. Så omfavnede hun mig.

     "Kom hjem," sagde hun.

     "Okay," sagde jeg.

 

*Kira*

 

James fløj op og sidde på bordet. Jeg landede tilbage i min stol, gispende. Vi blev begge to klar over, hvor vi var og hvornår vi var.

     "Du er i live," hviskede jeg, som sandheden gik op for mig. Han var i live, han var lige her på bordet, sammen med mig. I den virkelige verden. I live. Jeg havde reddet ham. "DU ER I LIVE!" Jeg faldt ham om halsen så voldsomt, at vi begge røg ned fra bordet.

     Først grinte vi. Så græd vi.

     Det var James, der begyndte. Noget sagde mig, at han havde set alle de ting, som jeg selv havde set. Og at han følte alle de ting, som han ikke havde givet sig selv lov til at føle.

     Så han græd og græd, og det gjorde, at jeg også begyndte at græde, fordi det er den type, jeg er. Så vi omfavnede hinanden og græd, da Rin og Matt kom brasende ind på biblioteket. Så faldt de os om halsen, og de begyndte også at græde. Dermed sad vi fire fuldvoksne mennesker og græd, som om vi var femårige.

     James spurgte ikke på noget tidspunkt, hvad der var sket. Eller hvor Cat var. Hvilket var meget godt, for jeg havde absolut ingen idé. Oraklet var forsvundet, præcis ligesom Gud havde sagt, at det ville.

 

*Jack*

 

Chariisy affyrede en kugle mod mit ansigt. Jeg nåede ikke at gøre noget. Men af en eller anden grund blev jeg ikke ramt. Kuglen fløj brat af kurs og lige ned i jorden, hvor den reflekteredes mod klippegrunden og blev affyret ud i intetheden. Chariisy stirrede i chok på mig. Jeg stirrede i chok på hende.

     "Godaften, Chariisy," lød en kold stemme. Chariisy og jeg så i retning af stemmen.

     Og der stod Lucifer, Mikael og en eller anden lyshåret falden engel, som jeg absolut ingen idé havde om, hvem var. Men jeg havde set ham i tronsalen før alt var gået amok.

     I panik affyrede Chariisy sin pistol mod de tre, men Mikael mumlede nogle stille ord, og pistolen sprang i luften i hendes hænder.

     "Englemagi," hviskede hun. "Nej, nej, nej."

     "Desværre, Chariisy," sagde den faldne engel. "Nu går den ikke længere."

     Chariisy så ud til at være besejret. I hvert fald et par sekunder. Så spredte hun sine fingre, og mørklilla lyn skød ud fra hendes hænder, mod Lucifer, englen og den faldne engel.

     Kampen gik i gang. Jeg vidste, at de ikke kunne slå hende ihjel, ej heller kunne hun slå dem ihjel. Den ville fortsætte ud i en uendelighed. Det hele afhang af mig. Mig og sværdet.

     Cat havde sagt, at jeg måtte få fat i sværdet.

     Cat.

     Mine øjne fandt hende nogle få meter fra mig. Hun lå på ryggen, så op mod himlen uden at se noget. Jeg snøftede. Det var den anden.

     Jeg skyldte hende at finde det sværd. Jeg skyldte James det. Jeg skyldte alle det.

     Dermed begyndte min vilde jagt, mens jeg desperat måtte forsøge at undgå at blive skudt på. Jeg løb hen til afgrunden, kiggede, søgte. Men kunne selvfølgelig ikke se det. For helvede, jeg kunne ikke engang se bunden. Hvis sværdet var dernede, fik jeg det jo aldrig tilbage. Det var der absolut ingen mulighed for.

     Men - uden helt at kunne fatte mit eget held - så jeg, at der var en anden afsats længere nede. Og på den afsats lå det sandelig og skinnede op til mig. Der var stadig langt ned, men i det mindste kunne jeg se det.

     Jeg svang ud over afsatsen og fandt noget, jeg kunne støtte min fod mod. Da jeg fandt det, tog jeg en dyb indånding, og så kravlede jeg ned.

     Det var en helt utroligt lang tur ned. Men jeg kunne ikke så godt bede Mikael eller den faldne engel om at hjælpe mig. De var travlt beskæftiget. Denne tur måtte jeg klare alene.

     Og så. Endelig var jeg der. Med rystende ben løb jeg hen og greb sværdet. Mærkede det i mine hænder og sukkede lettet. Det var heldigvis ikke gået i stykker eller noget. Nu... nu skulle jeg bare derop igen...

     Mens jeg kravlede derop, kunne jeg se forskellige farver af magikræfter flyve over mit hoved. Jeg vidste, at det var mange tusind års indre had og raseri, som blev udkæmpet deroppe lige nu. Uheldigvis var jeg bare til stede, da det skete. Men helt ærligt, det var tre mod én. De måtte vel have kontrol over situationen.

     Da jeg endelig kom derop, kunne jeg se, at det ikke var tilfældet. Ja, Lucifer og hans to venner kæmpede tappert, men Chariisy kunne kun med lidt sved på panden holde dem hen. Ingen så meget som blødte.

     Lucifer fik øje på mig. Da han fik øje på sværdet, nikkede han. Han råbte et eller andet til Mikael og den faldne engel, som jeg ikke kunne høre i min udmattelse. Jeg kom på benene, netop som Mikael og den faldne engel samlet sendte noget isblåt mod Chariisy. Det ramte hende lige i brystet, og hun faldt ned på knæ, ned og ligge. Rystende.

     "Nu!" råbte Lucifer til mig. Det kunne kun betyde én ting, og jeg løb, på trods af udmattelse, hen til Chariisy. Hun så på mig med store øjne, da jeg løftede sværdet.

     Og med en enkel bevægelse var hun død.

     Jeg faldt ned på knæ ved hendes lig. Tjekkede, om hun rent faktisk VAR død. Men hendes hjerte bankede ikke. Hendes hud var allerede ved at være kold.

     Den faldne engel satte sig på knæ ved siden af mig. Han betragtede næsten sørgmodigt kvinden.

     "Så fik hun endelig fred," sagde han og tørrede panden.

     "Det var fandeme også på tide," sagde Lucifer og sukkede.

     "Lu... Lucifer..." sagde Mikael. Vi så på ham, og han pegede hen imod Cat.

     Al farve forlod Lucifers ansigt. Han slap alt, hvad han havde i hænderne og løb hen til sin datter. Der gik forbløffende lang tid, hvor han vist bare havde bildt sig ind, at hun var såret.

     "Cat, Cat," hviskede han til hende. "Kom nu."

     "Lucifer," sagde den faldne engel.

     "Cat, kom nu."

     "Lucifer, jeg tror ikke hun er - "

     Lucifer sagde ikke noget. Han løftede bare blikket mod den faldne engel, så ham lige i øjnene. Men den faldne engel mødte Lucifers øjne uden så meget som at stønne. Ildfast, som var han dannet af den samme tordensky.

     "Vi tager tilbage til De To Dale," sagde Lucifer med et mørke i sine øjne, som jeg aldrig havde set hos ham før.

     Hverken Mikael eller den faldne engel sagde noget. For der var intet man kunne sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...