Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2253Visninger
AA

32. Kapitel 32: "Det sande formål"

 

 

*Kira*

 

Jeg bad Rin og Matt om at gå ud efter Gud, Lucifer og de andre allerede havde gjort det. Jeg ville have ro til at koncentrere mig. Problemet var bare, at jeg stadig ikke kunne koncentrere mig. I stedet sad jeg bare ved bordet og holdt James' hånd.

     "Det er meningen, at du skal dykke ind i hans sind, rævepige." Jeg kiggede op og så Darkeya, lænet mod en af bogreolerne med armene over kors.

     "Kors i røven, virkelig?" sagde jeg med åben mund og sendte ham dræberblik.

     Darkeya smilte. "Du må undskylde, at jeg afbrød dig."

     "Hvad?" spurgte jeg.

     "Dengang jeg indfangede dig. Du sagde, at du var i gang med noget andet. Du var midt i noget, sagde du."

     "Nå... jah." Det havde jeg glemt alt om. Alt var jo ligesom blevet flettet sammen alligevel. "Hvorfor undskylder du pludselig?"

     "Fordi..." Darkeya gik hen og satte sig på den anden side af bordet. "Der er ikke nogen chance for, at Lucifer tilgiver mig. Ikke oven på alt det, jeg har gjort."

     "Fortryder du det? Det du har gjort, mener jeg."

     Darkeya tænkte lidt over det. Til sidst sagde han. "Det ville jeg ikke gjorde, hvis jeg vidste, at det var det værd. Der er et mørke i mig, som jeg ikke kan skamme mig for meget over. Men da du viste mig det syn... mørket i mig er måske stærkt, men så stærkt er det ikke."

     "Det lyder som noget Satan ville sige." Jeg smilte. Darkeya smilte tilbage. Han rakte hånden frem, og jeg tog den tøvende.

     "Uanset hvad, så gjorde du mørket lidt svagere," sagde Darkeya. "Og uanset hvad der sker derude, så lad os adskilles som..."

     "Bros."

     "Nej, men som - "

     "Gode kammerater."

     "Nej, hør nu - "

     "BFF's."

     "Hvad jeg ville sige, var, at lad os adskilles ikke som fjender, men som ligemænd." Han slap min hånd. "Farvel, Kira."

     "Farvel," sagde jeg.

     Så gik han, og jeg blev efterladt tilbage i biblioteket med liget af min bedste ven. Så tog jeg en dyb indånding og klemte hans hånd.

 

Det regnede. Voldsomt. Så voldsomt, at jeg med det samme gled i en voldsom mudderpøl. Fedt. God start.

     "Har du brug for hjælp?" spurgte en ved siden af mig. Jeg kiggede op og så James. Jeg stivnede fra tæer til næse.

     "Øh," sagde jeg. Så gik det op for mig, at det ikke var James. Denne mand var ældre, mere bredskuldret, og hans øjne var brune. Han gik sammen med en kvinde, der var lyshåret ligesom han, men hendes øjne var blå. De gik med en barnevogn, og det gøs i mig, da jeg pludselig blev klar over, hvem der måtte ligge der. "Jo tak."

     James' far hjalp mig på benene. Jeg blev klar over, at vi befandt os inde i en storby. Ikke en, jeg genkendte, så det kunne ikke have været Pijifena By.

     "Er du sikker på, at du er okay?" spurgte kvinden. "Dine knæ er meget snavsede."

     "Åh, jamen - jamen en ræv skal vel være snavset," sagde jeg med et smil. "Sikke en sød dreng." Jeg kiggede ind i barnevognen. Ind til James, som kun var et spædbarn.

     "Ja, han er skøn," sagde kvinden. "Selvom han hader at blive båret på. Og han skriger hele natten. Hvor jeg dog elsker at være mor."

     Jeg lo. Vi sagde farvel, og de forsvandt rundt om hjørnet. Jeg tog en dyb indånding i et forsøg på at fatte, at jeg lige havde mødt James' forældre, som havde været døde siden før jeg overhovedet havde hørt om nogen ved navn James Cult.

 

Før jeg vidste af det, befandt jeg mig i en trappeopgang i et lejlighedskompleks. Døren ind til et af vinduerne var åbne, og i dørkarmen stod det selv samme par, jeg lige havde talt med. Nu nogle år ældre. James' mors frisure var anderledes, og James' far havde fået et trimmet fuldskæg. 

     En meget lille, lyshåret dreng stod ved siden af sin mor. Han kunne ikke have været mere end to år. James' mor græd. Hun græd voldsomt. Og det var ikke svært at regne ud hvorfor. For de talte med en mand, som stod ude i opgangen. Han var klædt i et lyst jakkesæt for at falde i med mængden, men hans lange, krøllede hår og skæg så ud, som det altid gjorde. Det var Gud.

     "Det behøver ikke have nogen betydning for hans liv," sagde Gud blidt.

     James' mor græd nu endnu mere, og han forsvandt ind i lejligheden sammen med James. James' far blev stående.

     "Selvom De er Skaber af al magi," sagde James' far og så Gud lige i øjnene, "har De stadig ingen ret til at udvælge vores søn til at bære sådan et ansvar på sine skuldre. Farvel. Og kom ikke tilbage her. Aldrig." Han lukkede døren bag sig og efterlod Gud i mørket sammen med mig.

 

Nu regnede det igen. Ikke lige så slemt, bare blød støvregn. Jeg genkendte vejen, som jeg stod på. Det var jo James' og Brandons vej. Men småting var anderledes. Et af husene, der ellers var skjult af hæk, stod her åbent ud mod gaden. Plus et af husene havde en anden postkasse.

     Jeg så en lille dreng komme gående ned ad fortovet. Halvt kravlende og snøftende.

     "James," gispede jeg. Drengen hørte mig ikke. Måske var jeg her slet ikke rigtigt.

     Lille James var klædt i nattøj med en stor hættetrøje udover. Han havde ikke engang sko på, bare våde strømpefødder mod det våde fortov. Han omfavnede sig selv mod regnen, da han bankede på flere af dørene. Ingen åbnede dog, hvilket sikkert havde noget at gøre med, at det var midt om natten. Midt om natten den 4. april. Ja, jeg kendte datoen, men det var ikke på grund af mine synske evner.

     Efter uden resultat at have banket på Brandons hus, bankede han på Celinas dør. Og rigtigt nok, lidt efter blev den åbnet. I dørkarmen stod en ung Celina klædt i cardigan og nattkjole.

     "Hej?" sagde hun en smule spørgende.

     "Hej," sagde James med den mest bedårende, mest hjælpeløse drengestemme.

     Celina kiggede sig lidt omkring, før hun så spurgte: "Kan jeg hjælpe dig med noget?"

     "Undskyld," sagde James. "Men de åbnede ikke nogen andre steder, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen..."

     Celina omfavnede sig selv mod kulden. "Det er såmænd okay, men burde du ikke være hjemme? Med dine forældre?"

     Der kom tårer i James' øjne, og med grødet stemme sagde han: "Jo, men... jeg... der... der kom nogen... og... jeg... de..." Hans øjne flakkede til højre og til venstre, i panik af det trauma, han måtte have oplevet for højst nogle få timer siden. Han tørrede sine øjne og sagde indædt: "Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen!"

     "Så så, det er okay." Celina var hurtig til at komme på knæ og lægge en hånd trøstende på James' skulder. "Kan du fortælle mig dit navn?"

     "James," sagde James grådkvalt.

     "Okay," sagde Celina med et smil. "Mit navn er Celina." Så rejste hun sig op og tog James under amen. Hun førte ham indenfor, som hun sagde: "Kom dog indenfor, du er jo drivvåd. Kom, kom ind."

     Døren blev lukket, og jeg stod tilbage. Jeg havde selv tårer i øjnene. Hvordan skulle jeg dog finde frem til James?

     "Hvordan gør jeg?" spurgte jeg Gud.

     "Du gør, ligesom du gjorde, da du skulle vide Darkeya synerne. Du må rode James' minder igennem."

     "Okay. Og hvad så?"

     "Du må rode og rode, bladre og bladre, lige indtil du finder frem til den rigtige James. Han er stadig derinde endnu. Det tager mere end et par timer for en sjæl at drage videre. Men du har travlt. Det sker snart."

     "Hvordan ved jeg når jeg finder den rigtige James?"

     "Det ved du når du ser ham."

     "Men - "

     "Stol på mig. Du vil vide det når du ser ham."

     "Og... hvordan får jeg ham så ud?"

     "Det vil også komme til dig. Det er sådan noget, man ikke kan forklare, man gør det af instinkt. I situationen ved man det bare. Men..."

     "Men hvad?"

     "Det vil koste."

     "Koste hvad? Da ikke mit liv, vel?"

     "Nej, men... det vil koste ét liv. Oraklets. Dette er ikke blevet gjort før, men jeg ved, at det kan gøres. Hvis man bruger Oraklet til at genoplive et menneske, vil Oraklet selv forsvinde. Ophøre med at eksistere."

     "Så... hvis jeg gør det her... så vil jeg ikke være Oraklet længere?"

     Gud rystede på hovedet. "Så vil ingen være Oraklet længere. Jeg vil være blind for evigt."

     Jeg rynkede panden. "Er du sikker på, at du er klar på at ofre det, kammerat?"

     Gud smilte svagt. "Vi har alle ofret os for denne krig, Kira. Ja, jeg har accepteret konsekvenserne. For unge Rin havde ret. James har vundet rettigheden til at leve. Held og lykke, Kirashira."

     Det her kunne godt gå hen og tage lang tid. Det fortalte mit instinkt mig i hvert fald.

 

*Catriana*

 

Mærkeligt nok var jeg ellers begyndt at forestille mig det. Forestille mig, hvordan livet kunne blive på den anden side af alt det her. Det var mærkeligt, for i det øjeblik, James sagde, at hvis han skulle have børn, skulle det være med mig, havde jeg ikke kunnet stoppe med at tænke på, hvordan de børn ville være.

     Den ene ville selvfølgelig være en formskifter og evigt og altid forvandle sig til en ulv. Altid bide mig i benet. Den anden ville være en sød lille én, som jeg kunne læse børnebøger med fra morgen til aften.

     Jeg så mig og James for mig. Siddende på en bænk en vinteraften. Vores to børn skøjtede inde på en skøjtebane rundt om et stort juletræ.

     Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig en fremtid med James. Sådan en rigtig voksen én af slagsen. Ikke før han selv havde bragt det på bane. Og i det øjeblik vidste jeg, at jeg måtte have den.

     Alle disse fremtidsvisioner var dog forsvundet som aske i vinden. For når jeg sagde James i mit sind...

     ... Var der ikke andet end tavshed som svar.

    

Jack lå ved min side, da jeg kom til mig selv med en enorm hovedpine. Han rynkede panden og holdt en hånd mod min pande.

     "Jeg havde slet ikke set, at du blødte," mumlede han hæst.

     "Hvad skete der?" hviskede jeg, selvom jeg allerede vidste alt, hvad jeg havde brug for at vide. Loftet var braset sammen. De Gamle Krigere var deaktiveret. Og James var død.

     "Jeg er ked af det, Cat," sagde Jack. "Det er jeg virkelig."

     "Det er ikke din skyld," sagde jeg, selvom jeg inderst inde hadede den dreng af hele mit hjerte.

     "Det er min skyld, fordi jeg bragte ham hertil igen, selvom jeg vidste, at jeg ingen ret havde til det."

     Jeg sagde ikke noget. I stedet så jeg til den anden side.

     Vi lå i et slags bur med hjul. Det rullede ned ad en vej, trukket af heste. Rundt om os gik nogle få betvingere. Og det sindssyge kvindemenneske til Chariisy. Da hun så, at jeg var vågen, smilte hun.

     "Har du regnet ud, hvor vi er på vej hen?" spurgte hun "Hvis nogen kan, er det dig."

     Jeg reagerede ikke, for jeg havde absolut ingen anelse. Hvad i alverden ville hun med os nu? Alt var jo tabt, og stadig insisterede hun på, at vi skulle falde sammen med hende? Eller skulle vi bare være en slags trofæer for at straffe min far?

    

Jeg tror, at vi bevægede os nogle få timer til. Så ankom vi til et afsides sted, hvor vi stoppede op. Det var på den anden side af en skov, hvor der var en høj klippeafsats, der ventede på os.

     "Åh gud, hun smider os ud," hviskede jeg da jeg så den.

     "Hvad... er det?" sagde Jack, som ikke kiggede på afsatsen. Jeg kiggede i den retning han gjorde, og kunne heller ikke skjule min overraskelse.

     Ikke så langt fra os var der to bure ligesom vores, bare uden hjul. Og inde i dem...

     "Nej..." hviskede jeg. Det var dragerne. Lysets og Mørkets Drager.

     "Luk dem ud," sagde Chariisy. Det var ikke dragerne, hun snakkede om, men os. Betvingere åbnede døren og førte Jack og mig udenfor. Jeg havde besvær med at holde mig stående ovenpå det hele.

     Chariisy smilte koldt til os. "Lucifers yngel."

     "Stop med at kalde os det," hvæsede Jack.

     "Hvad, du vil måske hellere kaldes Karyas yngel?"

     Jack svarede ikke. Jeg gik ud fra, at det var navnet på hans mor.

     "Og du?" Chariisy kiggede på mig. "Du vil måske hellere kaldes Tennas yngel? Kender du overhovedet søde Tenna? Jeg hørte, at Lucifer stjal dig ud af hendes favn som spæd."

     "Jeg kender godt min mor, tak," hvæsede jeg. "Du tror, du ved så meget om dem, men du kender dem slet ikke."

     "Du tager fejl, søde pige. Jeg voksede op med dem. Jeg kæmpede sammen med dem. Og jeg faldt sammen med dem. Jeg kender dem bedre end du nogensinde vil."

     "Men du kender dem ikke sådan som de er nu," sagde jeg. "Du kender dem kun sådan som de var."

     Chariisy knurrede. "Du er ikke bange af dig."

     Jeg sank en klump. "Jeg har heller ikke noget at miste." Lige i dette øjeblik løj jeg ikke. Der var ikke længere noget, jeg havde lyst til at leve for. Ikke uden James og den fremtidsvision, jeg så for mig når jeg lå de sene aftener og forsøgte at sove.

     Chariisy fnøs. "Der er altid noget at miste." Hun gik nu hen til burene med dragerne. "Ser I... selv for Gud og Djævelen, vil der altid være noget at miste. Men det har de ikke erfaret endnu. Det vil de først erfare efter i aften. Det samme vil I. Kom med lyset."

     En betvinger pilede hen til hende. Han faldt på knæ og rakte et glas op til Chariisy. Inde i glasset var der et lys, ligesom dem, James havde fremmanet.

     James...

     Tavshed.

     Chariisy tog lyset i sine hænder. Hendes ansigt blev forvrænget i et ondt, ondt smil. Så løftede hun lyset mod Mørkets Drage, der nu gav sig til at skrige som kun et krybdyr kunne gøre det. Hun pressede lyset mod dragens ben. Dragen skreg nu endnu højere af smerte. Et stort sår svitsede sig frem, der hvor Chariisy havde presset lyset mod.

     "Hvad laver du?" gispede jeg, fordi den drages smerte næsten var min egen.

     Chariisy smilte til mig. "Det vil du tids nok finde ud af, yngel." Hun rettede sig op mod Jack. "Jack, da jeg først hørte, at du var Lucifers dreng, tænkte jeg, at du var en oplagte til jobbet her. Men... siden er jeg blevet klar over, at du ikke besidder den mindste magi. Ikke andet end det ene øje, men det er desværre ikke nok."

     Jack sagde ikke noget.

     "Så hvorfor har jeg taget dig med, tænker du sikkert. Men ser du... jeg vil have, at du skal se, hvad der er sket her til aften. Du skal dø med dette friskt i hukommelsen." Så vendte hun sig mod mig. "Men du, søde Cat, du er nærmest ønsket. Jeg har hørt mig omkring, og du er... den stærkeste heks på din årgang. Din far er Djævelen, din mor en dygtig heks. Og dine øjne. Præcis lige så mørke som hans." Hun mødte mine øjne, og jeg kunne se, hvordan hun led voldsomt og skulle kæmpe for at holde sig stående. Det lykkedes hende. Hun gjorde ikke andet end at stønne.

     "Se," gispede hun. "Han kan ikke røre mig. Ikke her. Kom med her."

     Jeg blev skubbet frem af betvingerne. De skubbede mig ned på knæ foran buret med Lysets Drage. Den betragtede mig roligt med sine lyseblå øjne. Øjne der var lige så lyse som James'.

     James...

     Stadig tavshed.

     Han var virkelig død. Og hvis han var død, så var der ikke længere noget, der havde mening i denne verden.

     "Vær en skat og brug denne her, Cat," sagde Chariisy. Hun rakte mig en kniv. Det var den kniv, hun selv havde truet mig med. Den magiske kniv, som næsten havde fået mig til at besvime.

     "Hvad skal jeg gøre med den?" spurgte jeg, selvom jeg havde en stærk mistanke.

     "Skad dragen. Skad den, som alt, hvad den repræsenterer, har skadet dig."

     Jeg så forvirret på Jack. Han trak uvidende på skuldrene.

     "Og... og hvad repræsenterer den?" spurgte jeg Chariisy.

     "Lyset, Cat. Lyset. Engle, feer, helbredere. Men især engle. Engle og Gud. Lyset. Hvad tænker du, når du tænker engel?"

     Ezavia og Sally Winters. Som jeg hadede, og som hadede mig.

     "Det er ikke positivt, det der kommer frem, er det?" Chariisy smilte, som om det var juleaften, og hun lige havde åbnet sin første pakke. "Ikke for en som dig. For hekse vil til verdens ende være de onde. Jeg går heller ikke ud fra, at det er gode ting, du har hørt om din far gennem tiderne, er det?"

     Jeg så det hele for mig. Alle de ting, folk havde troet om min far. De ting, man stadig troede om ham. Den opfattelse, der var kommet på grund af englene og Gud, fordi de var sejrherrerne. De havde kunnet fortælle verden lige, hvad de ønsket, og verden havde slugt det råt.

     Men Chariisy ønskede ikke noget godt for mig. Hvorfor end, hun ville have mig til at skade den drage, så var det ikke af årsager, der nogensinde ville komme mig til gode.

     "Skad den selv," hviskede jeg.

     "Skad den så, pigebarn!" hvæsede Chariisy som en hidsig slange. En af betvingerne tog hårdt fat om mit håndled og tvang min arm frem gennem tremmerne og mod Lysets Drages ben. Så hårdt, at kniven skar sig ind i dragens kød. Dragen skreg, lige så højt og hjerteskærende, som Mørkets Drage havde gjort det.

     "Nej, nej, nej!" græd jeg. Hvorfor græd jeg? Selv i dag ved jeg det ikke. Men jeg græd så voldsomt, at det var pinligt.

     Da det var overstået, slap jeg kniven med en rystende hånd. Jeg blev løftet op af betvingerne og trukket tilbage ved siden af Jack.

     "Det her er ikke godt," hviskede Jack.

     Begge drager begyndte pludselig at opføre sig som vilde dyr. De bed og kradsede inde i deres bure. Hvæsede ad hinanden. Chariisy lo. Hun åbnede for burene med en enkel håndbevægelse. Der gik ikke mere end et sekund, før begge drager fløj ud af burene. De så så rasende ud, at jeg troede, de ville slå os alle ihjel, men i stedet fløj de op i luften, blødende fra deres sår. Og de gik til angreb på hinanden i luften. Bed, kradsede og skreg af hinanden som vilde dyr.

     Som de kæmpende forsvandt op i luften, stoppede Chariisy ikke med at le i lang tid. Som havde hun netop fået sit største ønske opfyldt.

     "Hvorfor gjorde du det?!" råbte jeg af hende. Chariisy svarede ikke med det samme, fordi hun grinte så meget. Så til sidst måtte hun stoppe, og hun tørrede sine øjne, da hun svarede:

     "Åh, for hævnens skyld. I to har været til stor hjælp for mig. Det vil jeg altid være jer taknemmelig for. Men nu... nu skal I dø."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...