Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2420Visninger
AA

31. Kapitel 31: "Tilbage"

 

*Kira*

 

Lucifer og dæmondragerne brugte næsten en halv time på at komme igennem muren af klippesten med hjælp fra dæmondragerne. Darkeya hjalp også til, hvilket Lucifer kun lod ham gøre med rasende fnys.

     Til sidst måtte vi alle indse, at hverken Cat, Chariisy eller ham Jack var her. De var heller ikke under stenene, hvilket Lucifer kun var lettet over.

     "Jeg er nødt til at tage efter dem," sagde Lucifer.

     "Nej!" sagde jeg. Lucifer så lige på mig, så jeg var nødt til at se væk. Ned på James. "Vi er nødt til at få James tilbage. Gud kan måske genoplive ham, men så... så er det nødt til at være snart."

     "Gud kommer ikke til at genoplive nogen, barn," sagde Lucifer dystert. "Han har ikke genoplevet eller helbredt nogen i mange hundrede år. Det bliver ikke ændret på nu."

     "Men..." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste bare, at James var død, og at jeg ikke kunne bære at skulle tænke på Cat og Chariisy lige nu. På nuværende tidspunkt ville jeg bare gerne hjem og lægge alt dette bag mig.

     Lucifer sukkede dybt. "Fint. Lad os tage tilbage til Syddalen. Så kan vi også forklare de andre situationen. Gud er der vist."

     "Gud..." hviskede Darkeya og blev pludselig meget bleg.

     "Ja, du kommer ikke med," snerrede Lucifer.

     "Hm, ærgerligt," sagde Darkeya. "Jeg ved ellers hvor Chariisy er taget hen."

     Det vidste jeg nu ellers også. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var ret sikker på, at Darkeya forsøgte at vinde tillid hos Djævelen.

     Lucifer fnøs. "Jeg hader dig." Han gik hen til James og løftede ham op i sin favn. James så så lille og skrøbelig ud i armene på ham. Det var nok det, der for alvor fik mig til at tude. James ville aldrig lade sig bære af nogen. Aldrig nogensinde, selv ikke da han var lille. Engang, da vi var børn, begyndte han at tude og sparke da Celina løftede ham op. Til sidst havde hun været nødt til at sætte ham ned igen, og han havde måttet gå ved siden af hende.

     Lucifer stirrede næsten forarget på mig, men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Bare tanken om, at jeg aldrig mere skulle høre James grine, høre ham fortælle om, hvor dum Sally Winters var, spille Mario Cart med ham eller drikke mig i hegnet sammen med ham. Aldrig mere lytte til hans forfærdelige jokes, aldrig grine sammen med ham når vi så sit-coms. Aldrig mere noget som helst med ham, og jeg var ikke klar.

     Nogle stærke arme blev lagt om mig, og der gik overraskende lang tid, før det gik op for mig, at det var Darkeya.

     "Nu må du lige tage dig sammen, rævepige," sagde han. "Alle dør før eller siden."

     "Du skal bare holde kæft," tudbrølede jeg mod hans skulder. "Det skal I begge to. I kommer aldrig til at dø, og det er James' skyld."

     Darkeya og Lucifer vekslede blikke ved den bemærkning, men i sandhed ved jeg ikke engang helt, hvorfor jeg sagde det. Der var et eller andet, som jeg vidste, men det var så tåget, at jeg ikke helt kunne sætte ord på det.

    

Syddalen var meget pænere end Norddalen. Det var som om der var lagt en skygge over Chariisys kongerige, mens Kong Jacks var badet i sollys. Alle var også forfærdeligt lettede, fordi de havde vundet slaget. Mange betvingere fra Norddalen var også blevet forenet med deres familier langt om længe. Der var endnu ingen der havde gjort dem opmærksom på, at kong Jack var forsvundet og Chariisy ikke var død.

     Da vi kom ind på slottet blev vi mødt af en ung dame med en mappe under armen. Da hun så os, rynkede hun panden. Lucifer forklarede hende, hvad der var sket, og med en klump i halsen smuttede hun ned ad gangene. Vel for at give ordet videre.

     "Hvor er Ravnene?" spurgte Lucifer hende inden hun forsvandt rundt om hjørnet. Jeg havde ingen idé om hvem Ravnene var, og jeg var også ligeglad.

     "De er alle omkommet," svarede damen. "Under kampen."

     "Selv Tilius?"

     "Ja, selv Tilius. Lysets Herre er i biblioteket sammen med nogle af Hans Majestæts gæster, hvis De er interesseret."

     Lucifer nikkede. Han førte os ned ad gangene indtil vi kom til en dør, hvor to ærkeengle stod på vagt. Da de så os, rettede de sig op, og da de så James, faldt de sammen igen.

     "Det her bliver Herren ikke glad for at høre," sagde den ene.

     Den anden ærkeengel skævede til Darkeya. "Det dér bliver Han nok heller ikke for begejstret for at se."

     "Jeg er en person," fnøs Darkeya så kun jeg kunne høre det. Vi blev lukket indenfor og fandt os i samme rum som Gud, et par ærkeengle, Rin og Matt.

     Så mange ting. Så mange reaktioner. Alt var nærmest et helvede fra start, fordi James var død, Darkeya var ikke bag tremmer, Chariisy var ikke død, ingen vidste hvad der var blevet af Cat og kongen - og her var jeg, i levende live.

     Meget af det andet opfangede jeg slet ikke. For lige så snart jeg trådte ind i rummet, så jeg kun Matt og Rin for mig. Jeg styrtede ind i deres favn, og vi græd sammen, over at være sammen, over sejren, over Cat, over James. Der var alt for mange ting at græde over, og det var ikke til at beslutte sig for, hvad der var værd at prioritere.

 

Ærkeenglene lagde et tæppe på et læsebord, hvor de derefter ømt lagde James der. Han så om nu endnu mere lille ud, her blandt de høje reoler og store bøger. Matt, Rin og jeg satte os ved bordet rundt om ham. Jeg tog hans hånd, stadig ude af stand til at forstå, hvorfor den var kold, eller at den aldrig ville blive varm igen.

     "Gud kan da helbrede ham," hviskede Rin. Hun lød vred.

     "Lucifer siger, at hans princip er for stærkt," sagde jeg. "Kan I huske med Brandon? Ham ville han heller ikke redde."

     "Men er det her ikke anderledes?" spurgte Matt. "James er hans arving eller sådan noget."

     Rin og jeg trak på skuldrene.

     Efter et par minutters tavshed sagde jeg: "Undskyld, at jeg bare forlod jer. Og at jeg lod jer tro, at jeg var død i så lang tid. Jeg... jeg havde ikke selv kontrol over det."

     "Det ved vi," sagde Matt. Han lagde en arm over mine skuldre og kyssede mig i panden. Varmen steg mig til hovedet med det samme. "Gud forklarede os, hvordan det hang sammen."

     "Vi er glade for, at du i det mindste er uskadt," sagde Rin og tørrede en tåre væk.

     I den anden ende af biblioteket havde Gud henvendt sig til Darkeya og Lucifer, der havde givet sig til at skule til hinanden.

     "Nå, men nu hvor I er sammen igen, foreslår jeg, at - "

     "Bare fordi han er blevet forrådt af Chariisy betyder det ikke, at han er tilgivet," sagde Lucifer.

     "Nej, det var heller ikke det, jeg mente - men - "

     "Jeg forventer heller ikke, at du skulle tilgive mig, Lucifer," sagde Darkeya. "Jeg ville heller ikke tilgive mig, hvis jeg var i dine sko. Men ser du, jeg ved, hvor Chariisy har taget dem, og jeg kan hjælpe dig med at finde dem."

     "Hvorfor skulle jeg stole på dig?"

     "Fordi du ved, at jeg ikke lyver, når jeg siger, at jeg ikke gider have hverken Himmelen eller guld og grønne skove længere."

     Lucifer var tavs. Så spurgte han: "Hvorfor ikke? Det så ellers ud til at betyde alt for dig for bare et årti siden."

     Darkeya trak på skuldrene. "Det er ikke det værd. Lad bare den gamle beholde stedet. Der er alligevel ikke andet end røvkedelige engle der."

     Ærkeenglene til stede i rummet begyndte at råbe op, men Gud fik dem hurtigt til at tie stille.

     "Jeg foreslår, at I tre," han kiggede på Lucifer, Darkeya og Mikael, "lægger alle jeres fejder bag jer. I hvert fald i dag. For ingen kender Chariisy som I gør. Chariisy er nødt til at dø, og det er hurtigst muligt." Gud gik hen til bordet og betragtede James sørgmodigt. "Hun har mistet retten til at leve."

     "Hvad med ham?" spurgte Rin og pegede på James. Hun rejste sig op og så Gud lige i øjnene.

     Gud, forbløffet over ligefremheden, sagde: "Hvad med ham?"

     "Har han måske ikke fortjent retten til at leve? Jacks mor myrdede hans familie, Tilius kidnappede ham og førte ham hertil. James blev tvunget til at kæmpe for sin families mordere, og han... han ofrede sig for sin families mordere. Han fortjener sgu at leve!"

     "Han døde som en helt," sagde Gud. "Men han tog selv beslutningen om at udføre Lux-besværgelsen en fjerde gang efter jeg havde frarådet ham til at have brugt den en anden."

     "DU KAN HELBREDE HAM!" skreg Rin. Det gav et gib i ærkeenglene. Mange af dem trak deres sværd, men Gud holdt en hånd ud.

     "Rin, som jeg også gjorde det meget klart for kun nogle få måneder siden, så blander jeg mig ikke længere i jordslige affærer. Det komplicerer omstændighederne for meget."

     "Jeg er ligeglad!" sagde Rin. "James er din egen arving! Og han... han... han har gjort så forbandet meget for os alle sammen! Han har stoppet ham dér fra at ødelægge verden flere gange." Hun pegede på Darkeya.

     "Ja, men - "

     "Og så er han Cats kæreste. Og Cat er ikke bange for dig. Hvis hun finder ud af, at du havde chancen for at helbrede ham, vil hun myrde dig, uanset konsekvenserne."

     Gud var tavs. Han skævede til Lucifer, der nikkede enigt med, hvad Rin sagde. Men Lysets Herre gjorde intet. Jeg så ned på James og tørrede mine øjne. Intet af det her var fair. Intet i verden var fair.

     "Jeg helbreder ikke mennesker," sagde Gud så til sidst. Nu råbte absolut alle. Rin, Matt, Lucifer, Darkeya. Selv jeg råbte skiderik et par gange.

     "STILLE!" råbte Gud. Langsomt blev der stille. Han vendte sig mod mig. "Jeg helbreder ikke mennesker. Men, Kira, som Oraklet har du evnen."

     Jeg tabte underkæben. "Hva'?"

     "Oraklet viste dig syner fra gamle dage, er det ikke sandt?"

     "Jo... men - "

     "Og du viste selv Darkeya de samme syner, som du havde set, ikke?"

     "Jo, men hvad har det - "

     "Orakler kan dykke ind i andres sind, Kira." Han lagde en hånd på James' kind. "Selv de afdødes. Og der kan de også... finde folks sjæl." Gud løftede blikket og så mig lige i øjnene.

     "Kira, du kan redde James."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...