Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2309Visninger
AA

30. Kapitel 30: "Efter"

 

*Kira*

 

Og højt oppe over mig svævede der en person. Jeg kunne kun se vedkommendes silhuet. Men vedkommende lyste alt op. Der var én, der beskyttede mig imod lyset. En person med store, sorte ravnevinger, som omfavnede mig.

     Og så mørke. Det mørkeste mørke, jeg nogensinde havde set.

     Og et brændende hus.

     Et barneskrig.

     Og så et skrig, som jeg genkendte.

     Cats skrig.

 

Bagefter var der stille. Jeg lå krøbet sammen i fosterstilling, beskyttede mit ansigt med mine arme. Et eller andet stort lå henover mig som et tæppe. Så bevægede det sig, og det gik op for mig, at det var en vinge. Da jeg åbnede øjnene, så jeg Darkeya, der kom op at sidde. Han havde støv og småsten over tøj, hår og ansigt. Det samme havde jeg, blev jeg hurtigt klar over. Desuden havde jeg et sår på mit knæ og på mine knoer.

     Loftet i tronsalen var styrtet sammen. Massive klippeblokke lå her og dér, det var et held, at ingen af dem havde ramt os. Ved siden af mig lå der en stor stenmand, som tilsyneladende var så død, som en stenrobot kunne blive. Han var i hvert fald deaktiveret. Og det samme gjaldt alle de andre Gamle Krigere. I hundredvis lå de inde i salen, ikke én rørte sig. Og i den anden ende af salen...

     Åh gud.

     En stor mur af klippeblokke var blevet dannet under sammenstyrtningen. Man skulle næsten tro, at mange af de øvre etager af slottet var styrtet sammen i processen. Selv på denne afstand kunne jeg se lemmer, der stak ud mellem stenene. Menneskelemmer. Mange af betvingersoldaterne må være blevet knust. Darkeya og jeg var i hvert fald de eneste vågne her.

     Darkeya rejste sig op og børstede lidt støv af sine skuldre.

     "Sikke en redelighed," sagde han og rakte hånden ud. Jeg tog den, og han hjalp mig på benene. Mine ben rystede af en form for mental udmattelse.

     Så fik jeg øje på ham og gispede.

     Inde i midten af tronsalen, mellem døde Krigere og døde betvingere lå James fladt på gulvet.

     "JAMES!" skreg jeg og styrtede uden videre tanke hen til ham og faldt på knæ ved hans side.

     Han havde lukkede øjne, men så ellers uskadt ud. Ingen sten havde ramt ham, og der var heller ikke sår fra sværd, spyd eller ild. Han var okay, og jeg åndede lettet op.

     Men så fik jeg en frygtelig tanke, og jeg rakte ud og lagde min hånd på hans bryst. Mærkede efter hans hjertebanken.

     Der var ikke nogen.

     "Da-Darkeya..." hviskede jeg grådkvalt. Af ren og skær skræk begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder. Darkeya kom hen og satte sig også på knæ. Han mærkede også efter hjertet, hvorefter han rystede på hovedet.

     "Cult er død," sagde han.

     "Han er ikke død!" skreg jeg så højt ind i hans øre, at han var nødt til at gnide i det bagefter.

     "Kira," sagde han.

     "HELBRED HAM ELLER SÅDAN NOGET!"

     "Jeg er et mørkevæsen! Tror du virkelig, at jeg kan sådan noget?"

     "Men - men - men - JAMES!" Nu skreg jeg det ind i James' øre. Men han rørte sig ikke. Så nu, i et desperat håb efter resultater, gav jeg mig til at udføre forskellige øvelser på ham. Mund-til-mund, hjertepumpning. Jeg bad endda til Gud efter et mirakel.

     "Nej, nej, nej," græd jeg, da det langsomt begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg lagde mig ind over ham og græd mod hans livløse bryst. "Kom tilbage, James. Du må ikke være død."

     Jeg havde ikke vidst, at det var James. Jeg havde set silhuetten af det svævende, lysende menneske i månedsvis, men jeg havde stadig ikke så meget som overvejet, at det kunne have været James. Hvis bare jeg ikke havde været så dum, havde jeg måske kunnet forhindre det.

     "Vent, hvor er - ?" hørte jeg Darkeya hviske. Men han nåede ikke at blive færdig, for i det samme lød der et stort brag. Jeg så op. Dørene til tronsalen var blevet sprængt væk. I dørkarmen stod Lucifer sammen med tre store dæmondrager. Nogle korte sekunder sagde ingen noget. Lucifer så først til højre, så til venstre, og så fik han vist øje på os. Da han så Darkeya, forvrængede hans ansigt i absolut raseri.

     "Vent, Lucifer, lad mig lige - " begyndte Darkeya, som Lucifer brasede imod os. Heller ikke nu nåede han af afslutte før Djævelens næve var plantet i hans fjæs. Chokeret over, hvad der foregik for øjnene af mig, gjorde jeg ikke noget, som Lucifer gang på gang tæskede løs på Darkeya, som ikke gjorde andet end at forsøge at slippe fri af grebet.

     "DIN FORRÆDER!" råbte Lucifer. "DU ER VÆRRE END CHARIISY!" Darkeya fik én på tuen. "HUN HAVDE I DET MINDSTE DEN UNDSKYLDNING AT HUN VAR GAL I SKRUTTEN!" Nu fik Darkeya endnu én på tuden, bare fra venstre side. "MEN DU VIDSTE UDMÆRKET GODT, HVAD DU GJORDE, OG STADIG GJORDE DU DET! OG SE HVAD DU HAR GJORT!" Til sidst fik Darkeya én i kæben. Først dér lod Lucifer sine blodige knoer få hvile. Han rejste sig op og pustede på dem. "For helvede," mumlede han.

     Omtumlet satte Darkeya sig op. Hele hans ansigt blødte. Han tørrede sin næse og sagde: "Var det ikke lige hårdt nok, Luci?"

     "KALD MIG IKKE LUCI! DET VAR SJOVT DA VI VAR 10, MEN IKKE LÆNGERE!" brølede Lucifer så højt, at det gav ekko i hele tronsalen. Han skulle lige til at løfte sin hånd for at gå løs på den faldne engel endnu engang, da jeg råbte:

     "Stop!"

     Lucifer stoppede. Nok mest af forundring over, at jeg i det hele taget var til stede.

     "Er du ikke død?" spurgte han.

     "Nej?" sagde jeg og tørrede mine øjne. "Men... men det er..." Jeg snøftede. Lucifer kiggede mig over skulderen og fik øje på James.

     "For fanden i Helvede," hviskede han og forlod Darkeya for at gå hen til James. "Ikke Cult. Han er jo - Cat, hun - nej!" Han ruskede i James' skuldre og råbte af ham, men der skete intet. Han gjorde alle de ting, som jeg havde gjort, dog med undtagelse af at bede til Gud. Til sidst måtte han også sande, at drengen var væk.

     "Det var ikke mig, der gjorde det," sagde Darkeya. Han tørrede noget af blodet af sit ansigt.

     "Løgner," sagde Lucifer bare.

     "Du ved, at jeg ikke lyver," sagde Darkeya. "Du har altid pralet med, at du kan gennemskue en løgner på lyden af hans stemme og hvordan han holder sine hænder. Se på mig. Lyver jeg?"

     Lucifer kiggede på Darkeya. I lang tid uden at sige noget. Tror ikke, han behøvede at sige noget. For nej, Darkeya løj ikke, og det vidste Djævelen godt.

     "Gud må vel kunne gøre noget," sagde Darkeya. "Eller har han stadig sit princip?"

     "Det ville du vide, hvis ikke du havde besluttet dig for at køre solo," sagde Lucifer vredt. Så kiggede han sig omkring i salen, søgende. Søgende panisk, da han ikke fik øje på noget.

     "Hvor er de?" spurgte han Darkeya. Darkeya rynkede panden forvirret. "HVOR ER DE?!"

     "Hvem?" spurgte jeg.

     "Ja, hvem tror I? Chariisy! Jack. CAT!"

 

*Jack*

 

Det ringede for mine ører. Der gik lang tid før jeg fik hørelsen tilbage. Og da havde jeg stadig ikke kræfter nok til at røre mig. Men jeg kunne åbne mine øjne.

     Der var store klippeblokke over det hele. En mur af dem, som jeg næsten selv lå lige under. Ved siden af mig lå Cat. Hun var ikke ved bevidsthed, hvilket jeg tror var meget godt for hende, siden jeg ikke kunne gå ud fra andet end, at James måtte være omkommet. Han kunne ikke have overlevet. Han måtte være på den anden side af stenmuren eller begravet under den. Det var ikke til at vide.

     Et skrig lød i mine ører. Min hørelse var stadig følsom nok til, at det gjorde ondt. Med største besvær drejede jeg hovedet, så jeg kunne se, hvor skriget kom fra.

     Det var Chariisy. Hun sad på knæ og skreg så det gav ekko. Nogle få betvingere havde overlevet regnen af klippesten, og de stod fortvivlede omkring hende.

     "Nej, NEJ, vi kan stadig vende det her til vores fordel! Jeg vil hellere DØ end se denne mulighed gå mig forbi," sagde Chariisy sindssygt. Hun kiggede hen imod os. "Ynglene er begge der, vi kan bruge dem. Og - se der ligger en Gammel Kriger."

     En af betvingerne gik hen til liget af den Gamle Kriger.

     "Tag dens lys. Det er det eneste lys, vi får, nu hvor James Cult er død."

     Betvingeren fjernede med rystende hænder en slags låge fra den Gamle Krigers bryst. Den åbnede for et hulrum, og op steg et lys, som var det fra en ildflue. Betvingeren greb efter lyset, men det slap fra ham.

     "GRIB DET!" skreg Chariisy. "GRIB DET ELLER DU DØMMES TIL DØDEN!"

     Nu blev betvingeren langt mere ivrig. Til sidst fangede han også lyset i et glas med låg på.

     "Godt," sagde Chariisy. Hun rejste sig op og tog en dyb indånding. "Find de andre. Vi tager af sted nu inden nogen opdager, hvad der foregår. Og tag ynglene med."

     Jeg kom op og sidde op albuerne, tog mig til hovedet, som blødte. Hvad i alverden foregik her? Jeg var så forvirret. Chariisy var besejret, men hun opførte sig, som om James' mord på de Gamle Krigere, min indtagelse af slottet og sejr på slottet blot havde været mindre forhindringer.

     Nogle betvingere kom og hev mig op og stå. Mine ben rystede så voldsomt. Jeg ville være drattet om, hvis ikke de havde holdt mig oppe.

     "Hvad... hvad...?" hviskede jeg.

     Chariisy smilte ondskabsfuldt til mig. "Deres Majestæt Kong Jack," sagde hun og lagde en iskold hånd blidt mod min kind. "Det er slet ikke slut endnu. Ser du..." hendes smil blev bredere, "dine lidelser er kun lige begyndt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...