Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2249Visninger
AA

3. Kapitel 3: "Fangeleg"

 

 

*Catriana*

 

Aftenen var ved at dø hen. Mange var allerede ved at trække sig tilbage til deres boenheder. Vi var dog flere, der stadig var i balsalen til afslutningsfesten. Og især nogle lærere henne i hjørnet blev hængende i lang tid.

     James havde været væk i flere timer nu. Jeg stolede fuldt og fast på James, men det gjorde mig stadig urolig, at han bare sådan forsvandt på denne her måde.

     "Jeg tror, at jeg tager noget vand," sagde jeg og rejste mig fra bordet, som Rin og jeg sad ved. Rin nikkede bare fraværende, mens hun rev sin serviet i stykker.

     Jeg gik op til buffeten, hvor jeg hældte noget vand op i mit glas. Lige i det øjeblik fik jeg selskab af ingen anden end Sally Winters. Da det gik op for hende, hvem hun stod ved siden af, fnøs hun foragteligt. Og det blev ikke bedre af, at vi begge hurtigt indså, at vi havde den samme kjole på.

     "Hvor har du den fra?" udbrød hun og hældte noget øl op i sit glas.

     "Åh, det er det her hyggelige lille sted, hvor jeg kalder mig selv stamkunde," svarede jeg sarkastisk. "De sælger også andre ting, hvis du er interesseret. Blod fra frøer, tryllestave, kedler, genoplivningseliksirer og skrumpehoveder. Hekseting."

     Sally stirrede lidt på mig, som for at regne ud, om jeg lavede sjov eller ej. Til sidst snurrede hun rundt, så jeg næsten fik hendes lyse hår i ansigtet, hvorefter hun rasende trampede tilbage til sin date. En høj dreng, der var engel ligesom hende. Han lignede faktisk James en lille smule. Bare højere.

     "Leder frøkenen efter nogen?" spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig om. Det var professor Ezavia, og han nidstirrede mig på det groveste.

     "James er forsvundet," svarede jeg bare. "Han er sikkert bare på toilettet."

     "Ja," knurrede læreren. "Det ville jo være en skam, hvis nogen skulle til at kidnappe ham endnu engang."

     Jeg blev bleg. Ezavia lænede sig ind mod mig og sagde: "Det ville jo være en skam, hvis folk skulle opdage "fællesnævneren" blandt hans mange eventyr." Så rettede han sig op igen og gik videre. Jeg satte mit glas ned igen, nu med rystende hænder, hvorefter jeg styrtede hen til Rin.

     "Rin, tror du, James er okay?" spurgte jeg hende.

     "Hvad? Ja, ja, selvfølgelig er han det. James er altid okay." Hun så ikke engang i nærheden af mig, som hun svarede.

     Der indså jeg, at hun var fuld. Meget fuld. Jeg satte mig ned ved siden af hende. "Rin, du plejer da ikke at drikke så meget!"

     Rin hostede, hvorefter hun let svajende vendte sig imod mig. "Brandon ville så gerne med til denne her fest, vidste du det? Sidste gang var en fortryllende aften for os. Vi havde sex på badeværelset - "

     "Unyttig information, Rin."

     "- Og vi snavede i din seng."

     "Ad."

     Rin tog endnu en tår af sin øl og så ud i luften uden at se noget som helst. "Jeg troede, at han skulle dø. Jeg var parat til selv at dø for at kunne tage med ham. Kærlighed gør en lettere sindssyg."

     Jeg vidste ikke, om hun på et eller andet sært plan forsøgte at fortælle mig, at jeg ikke skulle være så urolig for James. Men jeg indså, at jeg nok i stedet skulle være lidt mere opmærksom på min veninde. Måske var Brandon ikke overlevet, men det var stadig kommet som et chok for Rin, og jeg ville sagtens kunne forstå, hvis det ville skubbe hende lidt ud på et sidespor i en længere periode.

     "Men I er begge to i live," sagde jeg.

     "Jah." Rin vendte sig om imod mig. "Jeg tager ikke med på ferie, Cat. Jeg er nødt til at blive hos Brandon. Han er mit et og alt." Hun smilte. "Min lille Brandmus." Så faldt hun om ned og ligge på mit skød. Jeg tror, hun faldt i søvn.

     Pludselig kom både Kira og Matt spænende. De skyndte sig at sætte sig ned ved bordet. Kira rettede febrilsk på sit hår, der var utrolig uglet. Hendes kjole sad skævt. Matts bukser var ikke lynet op.

     "Undskyld vi forsvandt i så lang tid," sagde Kira forpustet. "Vi var bare..."

     "Vi var på toilettet," afsluttede Matt, og de flækkede begge to. Jeg rødmede helt fra halsen og op. Hvorfor var alles sociale grænser bare blevet brudt her til aften?

     "Så I så ikke James?" spurgte jeg.

     Kira blinkede. "James? Skulle vi da det?"

     Hvor i alverden var han?

 

En halv time senere ringede det til midnat, og festen var slut. Alle blev gennet tilbage til deres boenheder. Undtagen os, der var med i festudvalget. Vi var nødt til at blive og hjælpe til med at rydde op.

     James var endnu ikke dukket op.

     Bill kom hen til os. Han lignede også én, der havde fået lidt for meget at drikke. "Jeg kryber også til køjs nu. Når I er færdige, så kontakt pedellen. Okay?"

     Rin nikkede. Hun snublede ind i mig, og jeg var nødt til at holde hende oppe.

     "Hvor fuld er den pige?" fnøs Bill.

     "Ikke så fuld som hun kunne have været," svarede jeg. Jeg hviskede til Rin, at hun skulle tage sig sammen. Så blev vi efterladt.

     "Jeg bliver altså nødt til lige at gå op i boenheden," sagde jeg. De andre så spørgende på mig.

     "Næh nej, du flygter ikke fra ansvaret!" sagde Rin og pegede mig lige op i næsen. "Måske vil du hellere læse, men du er en del af et fællesskab! Så du har bare at deltage."

     Jeg skubbede hendes finger væk. "Bare for at se til James. Det kan være, at han bare er gået i seng. Men han svarer ikke på mine beskeder, så jeg vil bare være sikker."

     Rin så stadig pissed ud, men Kira nikkede. Så jeg skyndte mig af sted og ned ad gangene.

     Da jeg endelig ankom til vores boenhed skyndte jeg mig ind. Men der var ingen James i stuen. Heller ikke på nogle af værelserne. Det var da godt nok det mest bizarre...

     Så blev jeg bange. For det, Ezavia have sagt. James havde haft nogle slemme vaner til at blive kidnappet når vi mindst havde brug for det.

     I det samme lød min telefon. Jeg tog den op af lommen og kiggede på skærmen. Der var en sms fra James:

 

Jeg er i grammatiklokalet. Bliv væk

 

*James*

 

Manden i sort gik lige imod mig. Hurtigere og hurtigere. Af panisk refleks, gispede jeg og styrtede ud af lokalet. Ned ad gangen. Langt fra ham. Og pludselig var der ild. Det skød forbi mig, hvorefter der slikkede sig op ad korridoren og spærrede vejen for mig. Af forskrækkelse faldt jeg bagover og var helt nede på knæ, da jeg så, at det var manden, der havde afsendt det.

     Han var betvinger. Åh du store gud.

     "Har du tænkt dig at løbe, James?" sagde han og gik imod mig med hånden rakt ud, klar til at affyre endnu en flamme. "Ligesom sidst?"

     Rystende rejste jeg mig op. Jeg spredte benene og forsøgte at stille mig i forsvarsposition. Men det var, som om alt, jeg havde lært i Praktisk Magiudøvelse var forsvundet fra min hukommelse.

     "Hv-hvad..." stammede jeg. Så sank jeg en klump. "Hvad vil du mig?"

     "Hvad jeg vil dig?" Manden bredte sine arme ud. "Intet som helst. Men det handler ikke om, hvad jeg vil." Så affyrede han endnu en flamme, lige imod mig. Lynhurtigt forvandlede jeg mig til en ravn og fløj ned ad korridoren og drejede om hjørnet. Og nede for enden af gangen fik jeg øje på biblioteket. Det gjorde mig lettet. Biblioteket var det perfekte gemmested. Så der fløj jeg hen. Baskende med mine små vinger fløj jeg derind. Så forvandlede jeg mig til menneske igen og løb ind blandt reolgangene, desperat ledende efter et gemmested.

     Til sidst satte jeg mig omme bag en reol med en skrivepult. Og der ventede jeg. Ventede på, hvad end der måtte ske nu.

     I lang tid var der helt stille. Så lang tid, at jeg troede, han ikke ville finde mig. Men så kunne jeg høre lave skridt et sted i nærheden. Og så stemmen:

     "Jeg ved, du er herinde et sted, James. Og jeg finder dig før eller siden."

     Forsvind, tænkte jeg. Bad jeg. Forsvind og lad mig være.

     "Jeg arbejder for en, ser du. En, som er meget interesseret i at møde dig." Stemmen kom tættere på. Den holdt en lille pause, hvorefter den tilføjede. "Du har kræfter, ser du. Unikke kræfter. Som vi ønsker at tage brug af. Du har bemærket dem, har du ikke? Har du følt deres kraft?"

     Pludselig tør i halsen indså jeg, hvad det her handlede om. De vidste det. De havde hele tiden vidst, at jeg havde kræfterne i mig. Og nu var de kommet efter dem. Det var derfor... derfor de her ting var sket for mig.

     Stemmen var utrolig tæt på, da den fortsatte: "Hvordan føles det, dreng? At være årsagen til deres død? Det kan vel ikke være specielt tilfredsstillende. Men det var heller ikke, fordi vi ønskede, at de skulle dræbes. De... stillede sig bare i vejen. Og så var der den lillesøster dér. Sprællende og skrigende. Slet ikke til at have med at gøre."

     "HOLD KÆFT!" brølede jeg og fór op. Jeg teleporterede mig hen foran ham, hvorefter jeg lod lyset danne sig i min hånd. "Er det de her, du er efter? Så kom og tag dem!" Så affyrede jeg den lige i fjæset på ham. Jeg fremmanede vinger i min ryg, så jeg kunne lette fra jorden og skyde mod ham oppefra. Men han smilte bare tilfredst, mens han yndefuldt undveg dem, som var de vandballoner.

     "Så du har altså udforsket dem?" sagde han. "Hvordan føles de? Magtfulde? Grænseløse?" Han strakte sin arm, og jeg troede, at han skulle til at affyre endnu en ildflamme imod mig. Men i stedet kom der vind. Hård vind, der slog mig ud af kurs og lige ned på gulvet. Måbende, stirrede jeg på ham.

     "Du... du..." hviskede jeg.

     "Mig..." sagde han, smagte på ordet. "Mig. Ja, spøjst, der kun er mig, hva'? Drenge!"

     Omkring mig dukkede fem mennesker op. Alle klædt i sort. De var som uddrag fra mine mareridt. Kommet til live. Og jeg genkendte dem alle sammen. Deres ansigter. Det her var de samme folk. De samme folk, som havde dræbt min familie for alle de år siden. De tog hele mit liv fra mig.

     Det skulle de ikke få lov til igen.

     Så jeg flygtede.

 

Jeg fandt grammatiklokalet. Det var et lille lokale, som sjældent blev brugt, og her regnede jeg ikke med, at de ville finde mig lige med det samme. Det håbede jeg i hvert fald ikke.

     Og jeg fik ret. I lang tid ventede jeg bare her. Det var efterhånden over midnat, og festen måtte være slut nu. Alle var sikkert gået i seng. Det var bare mig. Helt alene på en stor skole midt om natten mod en flok mordere.

     Indtil Catriana kom ind ad døren. Catriana, sammen med Rin, Kira og Matt.

     "James?" sagde Catriana og rynkede panden, da hun så mig. Jeg var ikke overrasket over hendes reaktion. Jeg sad trods alt her i hjørnet, krøbet sammen i knæbryststilling, som var jeg bange for monsteret i skabet.

     "Hvad laver I her?" spurgte jeg og fór op. "Jeg skrev til dig, at du skulle holde dig væk!"

     "Det kunne jeg da ikke når du bare forsvandt på den måde. Hvad i helvede foregår der?!" Hun talte så højt, at jeg frustreret tyssede på hende og holdt hende for munden. De andre stirrede på mig, som om jeg var gal, men de holdt sig stille. Vi lyttede alle sammen.

     Og så kunne jeg høre dem. Skridt.

     "Har I tager nogen med jer?" hviskede jeg. Catriana rystede på hovedet. Hun rev sig fri af mig.

     "James, hvad - ?" hviskede hun. Jeg rystede på hovedet og skyndte mig hen til døren. Jeg låste den.

     "De er her," mumlede jeg.

     "Hvem er her?" spurgte Kira. Lidt for højt. Lige netop højt nok til, at skridtene stoppede. Jeg hørte hvisken derude. Derefter en masse små skridt.

     "Så det er derinde, du gemmer dig," lød lederens stemme ude på den anden side. "Hvad siger du til bare at komme ud, så vi ikke behøver at dræbe dine venner også?"

     "Fuck," mumlede jeg. Så hævede jeg tonen og råbte du gennem døren: "Lad mig være! Tag tilbage hvor I end kommer fra! Lad mig leve mit liv i fred!"

     "James, hvem - "sagde Rin. Jeg holdt en hånd mod hende. Så pegede jeg på døren. Dernæst på hende. Hun nikkede, som om hun forstod. Så sank hun en klump og tog det vand, som hun altid havde i sin taske, hvorefter hun betvang det hen til døren. Med et pust frøs det til is, og døren var nu dermed helt frosset fast.

     "Ah," lød stemmen fra den anden side, en del mere afdæmpet nu. "Så du har en betvinger hos dig, ser jeg."

     "Ja, og jeg er ikke bange for at bruge hende, så bare pas på!" Hurtigt gav jeg mig til at skubbe et bord hen foran døren. De andre så forvirrede på mig. Så vrissede jeg: "Så hjælp mig dog, for fanden!"

     Catriana hjalp mig uden et ord. Det samme med Kira og Matt. Men Rin blev stående. Hun stirrede vagtsomt på døren.

     "Hvem er I?" spurgte hun døren. Der blev ikke svaret lige med det samme. Vi fik skubbet en masse tunge ting ind foran døren, og nu trak vi os bare tilbage og håbede, at det ville være nok for nu.

     Til sidst svarede stemmen: "Mit navn er Tilius. Vi er kongelige Ravne. Og vi er kommet efter dig, James Cult."

     Rin gispede, og hun holdt sig for munden, hvorefter hun forskrækket trådte et skridt tilbage.

     Ingen af os sagde noget. Med Tilius fortsatte:

     "Tro ikke, at vi vil tøve, James. Kan du ikke huske sidste gang? Kan du ikke huske, hvordan vi brændte jeres ynkelige, lille hytte ned? Dine forældre var spærret ind inde i soveværelset. Men du og din søster slap fri. I løb hen over engen. Men vi indhentede jer."

     Jeg kunne se det for mig. Tydeligt, som var det i går. Mit hjerte bankede hurtigere.

     "Vi fik fat i din søster. Så farlig, hun troede hun var. Så fuld af iver og energi. Ikke til at holde på. Tænk, hvis bare hun havde opført sig ordentligt, havde hun været i live i dag. I stedet ligger hun og rådner i jorden et sted."

     Hendes latter. Jeg kunne næsten ikke længere huske, hvordan den lød.

     "Du myrdede hende," hviskede jeg. Catriana vendte sig imod mig. Hun havde tårer i øjnene.

     "Har du også lyst til, at dine venner skal ende sådan, James? For det gør de, hvis du ikke følger med. Det er et faktum. For vi vil dræbe alle, der står imellem os og dig. Så hvad siger du?"

     Jeg knyttede mine hænder. Så fór jeg op og styrtede imod døren. Catriana holdt mig tilbage, mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft: "MORDERE!!"

    

*Kira*

 

Så brød helvede løs. Alting gik så hurtigt, at jeg knap nok opfattede, hvad der skete, før det allerede var sket. Ravnene brød igennem døren, og de sprang alle seks ind. De var høje, magre mænd, alle klædt i sort fra top til tå. Det var utroligt. Det var præcis sådan, som James altid havde beskrevet dem. Og de lignede monstre, præcis sådan som James altid havde beskrevet dem. Og nu var de her. De var virkelige. Det var næsten ikke til at tro.

     De betvang alle fire elementer. Hver af dem. Jeg holdt mig i baggrunden, for jeg kendte ikke nogen magi, der var nyttig i det her tilfælde. Men både Cat, Rin og Matt kæmpede imod. I stede løb jeg hen til James og greb fat i hans arm.

     "Du skal væk!" sagde jeg. Tårerne løb ned ad hans kinder, og han så ikke på mig. "NU!" råbte jeg.

     Langsomt så han på mig. Så nikkede han. Det var meget godt, at de tre andre beskyttede os mod Ravnene, det gav os mulighed for at løbe ud af døren uden at blive grebet. Men ham Tilius dér så godt hurtigt, hvad vi var ude på, og snart var de efter os.

     "CULT!" lød Tilius' stemme bag os. James bremsede op med det samme. Febrilsk forsøgte jeg at få ham videre, men så indså jeg, hvorfor han var stoppet op. Tilius og hans Ravne stod længere ned ad korridoren, og hver af dem havde et godt tag i hver af vores venner. Selv min Matt. Min stærke, modige Matt.

     "Måske skulle du genoverveje dine beslutninger," sagde Tilius silkeblødt, og han gik langsomt frem imod os. James sank en klump og rystede. Jeg var også bange. Lige indtil jeg fik set godt og grundigt på Cat. Vi fik øjenkontakt.

     ...Vi fik øjenkontakt.

     Og jeg lå ikke ned på knæ i smerter. Jeg smilte. Og både min egen geniale logik og mine synske evner gav mig svaret.

     Det var ikke dem. De var illusioner. Men det måtte vi ikke lade dem vide. Så James og jeg gik langsomt Tilius i møde. Indtil vi stod lige overfor hinanden. Tilius smilte.

     "Så du har lært af dine tidligere fejl. Det glæder mig. Kom nu. Tag det som en mand!"

     Et lys dukkede op i James' hånd. Hans hånd var så spændt på handling, at den rystede. Og netop, som min ven skulle til at affyre slaget, gjorde Tilius den første bevægelse.

     En stærk blæst skød imod mig, og jeg røg ind i væggen. Jeg opfattede, hvordan mine kammeraters illusioner forsvandt. Ravnene så nu ikke chokerede ud over det. I stedet løb de alle sammen hen mod os. Klippestykket skød op fra gulvet og klæbede mig fast til væggen som håndjern. Og så mærkede jeg varme.

     Varme lige mod min hals. Flammer, der lige ved og næsten slikkede sig op ad min hud. Næsten brændte mig. Jeg lukkede øjnene.

     "Vi har kæmpet mod hekse før, Cult," sagde Tilius. "Vi har endda tjent dem. Vi ved, hvordan man håndterer dem. Så? Hvad siger du?"

     Jeg åbnede øjnene igen og så på James. Vi fik øjenkontakt. Og jeg kunne se det i hans øjne. Han sagde det ikke, men jeg vidste, at han tænkte det.

     Du er min anden Kira. Min anden lillesøster. Ikke igen.

     Derefter vendte han sig imod Tilius. Så nikkede han.

     Jeg ville gerne have råbt noget til ham. Men jeg gjorde det ikke. Jeg gjorde ikke noget som helst. Rædslen for at blive brændt levende var for stor.

     Og pludselig var jeg fri. Ravnene var til gengæld væk. Og det samme var James.

     Stakåndet faldt jeg ned på knæ. Jeg så mig febrilsk omkring. Men de var ikke til at se. Så kom mine venner løbende ud fra klasselokalet. Matt faldt ned på knæ sammen med mig og omfavnede mig.

     "Er du okay?" spurgte han.

     "Ja," snøftede jeg og omfavnede ham tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...