Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2254Visninger
AA

29. Kapitel 29: "Drømmen bliver til virkelighed"

 

 

*Kira*

 

Derefter brød Helvede løs. Der var ingen tvivl om, at Chariisy ikke bare var mentalt ustabil. Hun var komplet og fuldstændig gal i skralden.

     De Gamle Krigere var ikke længere på mine venners side. I stedet gik de nu til angreb på den sorthårede dreng, der havde bragt dem ind i tronsalen. Han forsvandt i mængden. Jeg kendte ikke drengen, men jeg vidste, at jeg bestemt ikke burde være glad for hans død.

     Jeg satte i løb for at komme James og Cat til undsætning, men Darkeya hev fat i mit ærme.

     "Det vover du på!"

     "Slip mig!"

     "Kan du ikke se det? Det er dem, som Krigerne går efter. Hvis du løber derhen, vil du også blive dræbt."

     "Men... men..." Jeg kunne ikke bare lade dem dø. Det kunne jeg ikke bare. De var mine venner, og til dels var det her min skyld, fordi jeg naivt havde fulgt den synske del af min hjerne uden at tænke på følgerne.

     En af betvingerne, som var kommet sammen med drengen, faldt for mine fødder. Han havde et stort sår i brystet, hostede lidt blod op, før han lå helt stille.

     "Kom, vi må af vejen," sagde Darkeya og trak af sted med mig. I chok over mordene og angrebene omkring mig, kunne jeg ikke andet end følge med. Darkeya trak mig med om bag en søjle. En Kriger gik til angreb på os, sit sværd løfter. Darkeya løftede sin hånd, og Krigeren fløj bagud gennem luften og lige ind i væggen.

     I den anden ende af tronsalen hobede de Gamle Krigere sig op i en stor flok. Jeg vidste, at det var der mine venner befandt sig.

     "Vi er nødt til at stoppe hende før hun slår hende ihjel," hviskede Darkeya og stirrede indædt på Chariisy, der stod og lo i den anden ende af tronsalen. "Hvis hun dræber dem tilgiver Lucifer mig aldrig."

     "Ja, for Lucifer er i det hele taget den type der tilgiver folk," mumlede jeg. "Men hvad skal vi gøre? Vil du bare... angribe hende?"

     "Jeg kan ikke gøre andet. Ingen af mine faldne engle er her. De er alle sammen i Koraldalen eller ved sletten. Der er kun mig." Han rettede sig op og skulle til at gå imod hende, da et gisp undslap mine læber, uden at jeg vidste hvorfor. Darkeya vendte sig spørgende mod mig.

     Grunden til gispet kom forsinket. Den synske del af min hjerne lod forfærdelig information hagle indover mig. Jeg stirrede på Darkeya.

     "Hun vil ikke dræbe dem," sagde jeg.

     "Kira, du skal ikke bilde dig noget ind," sagde Darkeya. "Hun skulle kun bruge James til at vende loyaliteten. Cat og Jack holder hun måske i live i håb om at kunne beskytte sig selv mod Lucifer, men ikke længere. Hun har ingen grund til at holde dem i live."

     "Er det, hvad hun har fortalt dig?"

     Darkeya rynkede panden.

     "Darkeya, du er nødt til at dræbe hende!" Jeg kunne mærke panikken sprede sig i min krop. "Hun har en plan, som hun ikke har fortalt dig om. Og det... Darkeya, det er forfærdeligt. Dræb hende nu! Tøv ikke!"

     Darkeya skulle til at spørge ind, men jeg gav ham et skub. "Dræb hende! NU!"

     Den faldne engel blev ikke stående mange sekunder længere. Han nikkede til mig og satte af fra jorden. Hen imod Chariisy. Jeg kunne ikke se, hvad han stillede op med hende, for mit syn blev blokeret af Gamle Krigere og betvingere, som kæmpede på livet løs. Jeg satte mig ned på knæ bag stolpen, i håb om, at ingen ville lægge mærke til mig.

     Jeg vidste ikke, i hvilken grad Darkeya holdt af Chariisy. Men jeg håbede så sandelig ikke, at han elskede hende, for hvis han gjorde, ville vi alle være dødsens.

 

*James*

 

 

Catriana handlede hurtigt. Hun mumlede en besværgelse, og Jack fløj gennem luften, som om han blev grebet af usynlige arme, og han faldt på knæ lige ved siden af os. Det hjalp os dog ikke noget, for nu vendte alle de Gamle Krigere sig mod os. Også her kunne jeg regne med Catriana. Hun mumlede endnu en besværgelse, og et mørklilla skjold dannedes omkring os tre, beskyttede os mod de Gamle Krigere, som nu voldsomt hamrede mod skjoldet. Svedbobler dannedes på Catrianas pande. Jeg vidste, at hun ikke kunne holde den for evigt. Jeg ville gerne hjælpe, men lige nu havde jeg besvær nok med at holde øjnene åbne.

     "Din idiot, James!" udbrød Jack. Han lignede en, der havde lyst til at slå mig, men han gjorde det dog ikke, hvilket jeg tror krævede utroligt meget selvkontrol.

     "Hun havde en kniv mod Catrianas hals," stønnede jeg. "Det var en magisk kniv, og... Jack, hun ville ikke have tøvet med at dræbe hende."

     "Nu dør vi alle sammen," fnøs Jack. "Så ja, det var totalt det hele værd at redde Cat for at dræbe os alle tre nu."

     "Jeg panikkede, okay!"

     Catriana, som var svedig af anstrengelse, fik stønnet frem: "Kan du ikke bare... vende loyaliteten igen? Chariisy er lige der, vi kunne slå hende ihjel."

     Jeg rystede på hovedet. "Gud... Gud sagde, at hvis jeg brugte Lux-besværgelsen for meget, ville det dræbe mig."

     Catriana og Jack gloede på mig.

     "Jeg har brugt den tre gange nu," sagde jeg. "Og jeg kan ikke engang komme op og sidde nu. Der kommer ikke til at blive en fjerde gang, som jeg overlever. Og Krigerne kommer ikke til at være loyale overfor nogen, hvis jeg er død. Deres loyalitet er knyttet til min overlevelse."

     "Hvor ved du det fra?" spurgte Jack. "Fortalte Gud dig også det?"

     Jeg rystede på hovedet. "Nej. Jeg... jeg ved det bare. Uden lyset er der kun kaos. Hvis jeg ikke er i live, vil kaos komme over Krigerne, og de vil bare gå amok."

     Catriana havde tårer i øjnene. Grådkvalt sagde hun: "James, du skulle bare have ladet mig dø... hvordan kunne du dog prioritere mig højere end... end... alt andet?"

     Jeg kendte godt svaret. Problemet var bare, at jeg ikke kunne sætte ord på det. Jeg så for mig, hvordan hun havde taget burgere og Twister med, da jeg havde været ked af det. Hvordan hun havde forsvaret mig overfor Lucifer, overfor Jack, da jeg nægtede at hjælpe dem. Hvordan hun var kommet tværs gennem verden for at redde mig, selvom hun lige så godt kunne være gået i døden.

     Da jeg troede, Daniel var død, og Catriana kom til mig, på trods af de forfærdelige ting, jeg havde sagt til hende.

     Og jeg så hende for mig, første gang jeg mødte hende, bøjet ind over sin taske. Immun overfor min charme, og har været det lige siden.

     Hvilket gjorde hende enestående. Og jeg vidste, at jeg hellere selv ville dø, end jeg ville se hende dø for mine øjne.

     Langsomt, meget, meget langsomt, og med utrolig lidelse, kom jeg på benene. Jeg kiggede på Jack.

     "Uanset hvad der sker," sagde jeg til ham. "Holder du Catriana tilbage. Du lader hende ikke gå nogen steder. Forstår du det?"

     Jack, der aldrig havde spildt tiden på dumme spørgsmål, nikkede. Catriana, derimod, spurgte: "Hvad snakker du om?"

     "Når det her er overstået," sagde jeg uden at se på hende. "Så find Kira. Fortæl hende, at jeg er ked af det."

     "Nej, vent - "

     "Og fortæl også Brandon, at jeg indrømmer, at han er bedre til skak end mig."

     "Men - "

     "Og Rin er god nok. Tsunami er en ok god film, faktisk. Det skal nok gøre hende glad. Og..."

     "James! Du vover på at gøre noget!"

     "Catriana, fortæl Celina, at jeg elskede hende. Vil du ikke nok?"

     "... Elskede?" Det var Jack, der spurgte nu. "Men, James, du vil vel ikke...?"

     Jeg svarede ikke. I stedet løftede jeg armene op, holdt dem mod skjoldet. Skjoldet lod mig passere, fordi mine kræfter overgik alt andet. De Gamle Krigere rørte mig ikke, faktisk ignorerede de mig. Jeg kæmpede mig længere frem. Ind midt i tronsalen. Her kunne jeg se alle. Chariisy henne ved vinduet, i kamp med Darkeya. De var begge sårede. Men da Darkeya så mig, holdt han brat inde. Jeg nikkede let til ham, og han vidste vist med det samme, hvad jeg havde for. Han satte i løb, væk fra Chariisy, hen i den anden ende af tronsalen, hvor Kira stod. Hun stirrede på mig med tårerne løbende ned ad sine kinder, vidende.

     Så så jeg Catriana i øjnene. Catriana, der blev holdt tilbage af Jack. Ind i de smukke, sorte øjne, som jeg havde elsket siden jeg så ind i dem for første gang.

     Catriana, der er noget, jeg må fortælle dig, fortalte jeg hende.

     James, vil du ikke nok lade være? Catriana rystede på hovedet.

     Catriana, jeg har aldrig fortalt dig, at du er min yndlingsperson i hele verden. Og at jeg ikke vidste, hvor meget jeg behøvede dig, før du ikke var ved min side. Sådan har det været lige siden jeg mødte dig. Vil du ikke godt love mig, at du tilgiver mig?

     Catriana græd tydeligt. James, jeg tilgiver dig ikke, hvis du gør det her.

     Jeg elsker dig. Men jeg er nødt til at gøre det her. Farvel.

     Jeg kiggede væk fra hende. Lukkede øjnene og dannede lyset i mine hænder. Det voksede, og krøb langs min hud, til det til sidst dækkede mig. Så svævede jeg op i luften.

     "JAMES! NEJ!" skreg Catriana af sine lungers fulde kraft. Jeg ignorerede hende, for jeg vidste, at hvis jeg kiggede på hende nu, ville jeg ikke have styrken til at gøre det, jeg var i færd med.

     Da jeg svævede langt op i luften og kunne skue ud over hele tronsalen, tænkte jeg kun ét enkelt ord:

     "Dø."

     Så steg lyset i kraft. Det lyste stærkere og stærkere, lige indtil absolut alt lyste op. Alt blev hvidt, og ingen kunne se noget som helst.

     Først kom lyset. Så kom mørket.

     Og så forsvandt også det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...