Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2439Visninger
AA

28. Kapitel 28: "Krigernes loyalitet"

 

*Jack*

 

Der var ikke nogen tvivl om, at vi var ved at vinde. Jeg kunne juble af glæde. Krigerne var det bedste, der nogensinde var sket for mig. Chariisys betvingere havde ingen chance mellem mine både betvingere og Gamle Krigere. Der blev færre og færre, og vi mistede absurd få.

     "Glæd dig ikke for tidligt, Jack," mindede Lucifer mig om, da jeg vist viste lidt for meget entusiasme.

     "Nej, nu må du lige," sagde jeg. "Chariisy kan ikke komme tilbage på det her."

     "Hm." Lucifer så ud over sletten, som om han var bange for et eller andet.

     "Hvad er der?" Jeg tænkte, at når først Djævelen havde noget på tankerne, måtte man hellere lytte.

     "Det ligner bare ikke Chariisy at... gøre noget så simpelt. Et slag ved daggry på en slette. Det er den klassiske krigsførelse."

     "Og?"

     "Og Chariisy hader alt, der starter med "klassisk". Der overrasker mig, at hun ikke... prøver på noget."

     Han havde tilsyneladende ikke tænkt sig at sige mere, så jeg blev efterladt i undren, som han sluttede sig tilbage til kampen sammen med sine dæmondrager.

     Der gik ikke lang tid før jeg indså, at han havde ret. Måske var det på grund af alle mine egne erfaringer omkring den kvinde. Eller måske var det på grund af Tilius, der kom halvt kravlende hen imod mig. Jeg havde aldrig set hans øjne så vilde, hvilket straks bekræftede, at der var noget helt galt her.

     "Hvad har hun gjort?" spurgte jeg og holdt vejret.

     "Deres Majestæt," hikstede Tilius. Han blødte over det hele. Det lignede, at han var blevet angrebet dels af lynnedslag og af en stor ulv. Nogle af mine soldater, der alligevel ikke lavede noget, kom hen og støttede ham.

     "Hvad er der sket, Tilius!" råbte jeg, da det lignede, at manden var ved at besvime.

     Tilius pustede, da han meget langsomt fik ud: "Hun - har - taget - Cult - og - heksen."

     Absolut al sejrsrus, der havde præget mit sind for bare nogle minutter siden, forsvandt, som om det aldrig havde været der.

     James og Cat.

     Chariisy havde dem.

     "Okay, så må vi efter dem," sagde jeg. Mine soldater kiggede på mig. "Vi er nødt til det! Jeg ved ikke, hvad hun vil med dem, og det vil jeg helst heller ikke finde ud af."

     Jeg vendte mig mod en af mine soldater. "Find Lucifer og informer ham om situationen."

     Så lukkede jeg øjnene og kaldte på de Gamle Krigere i mit sind. Og rigtigt nok, nu stoppede de alle sammen, hvad de havde gang i, og de gav sig til at marchere væk fra sletten. Mod Norddalen. Mod Chariisys slot.

     Det var tid til at invadere min gamle dal tilbage, så jeg for alvor kunne kalde mig selv kongen af De To Dale.

    

*Catriana*

 

Så mange tanker løb igennem mit hoved da jeg så Kira stå dér sammen med Darkeya.

     Han havde hjernevasket hende.

     Hun var blevet ond.

     Han havde lænket hende med usynlige lænker.

     Uanset hvilke muligheder, der var, kunne jeg ikke andet end blinke en hel masse gange i håb om, at det på en eller anden måde var en illusion, at Kira stod dér sammen med Darkeya, ved hans side, som om hun var hans livslange kammerat.

     "Kira?" hviskede James. "Du er ikke død?" Hans stemme knækkede over, og jeg kunne ikke bebrejde ham, da jeg havde det på stort set samme måde. Lettelse sammen med forvirring skyllede ind over mig. Hun var i live på trods af alt.

     En soldat kom over og hev James op og stå. Han trak ham hen til kvinden, som stod lidt væk fra Kira og Darkeya.

     Kvinden.

     Hendes hår var mørkt og langt, hendes øjne næsten mørkere. Hun var så tynd, som man kan blive uden at knække over. Hendes kjole faldt yndefuldt ned ad hendes krop uden at skjule alt for meget. Og så var der den detalje, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Ar. Hundredvis af ar. Over det hele. På halsen, skuldrene, armene, hænderne, selv et par stykker i panden.

     "James Cult, så rart at se dig igen," sagde hun og holdt sin blege hånd mod James' kind. James rystede.

     "Chariisy, hvad vil du med dem?" spurgte Darkeya. Han skævede til mig, og jeg anede en smule bekymring, hvilket bare forvirrede mig endnu mere. Hvad var der ved at ske med verden?

     "Du skuffer mig, Darkeya," sagde Chariisy. "Tænk, at du ikke kan regne det ud selv. James og Ynglet er som skabt for hinanden. Det indså de ved første møde. Det er deres skæbne at være sammen til deres død. Det er forudbestemt. Kære James her ville gøre alt for Ynglet."

     "Er det mig du kalder for Ynglet?" knurrede jeg. En soldat tog straks hårdt fat i mig, hvilket nok var meget klogt gjort af ham. Chariisy vendte blikket mod mig.

     "Du er da Ynglet, er du ikke? Afkom af Lucifer og Tenna. Resultat af deres korte kærlighedsaffære."

     Mit hjerte bankede hurtigere, fordi jeg nu indså, at jeg var bange for denne kvinde. Hun var ikke stabil. Man kunne ikke vide, hvad hun ville gøre. Og jeg kunne se i hendes øjne, at hun hadede mine forældre. Hun hadede dem af hele sit hjerte.

     "Jeg kendte dem godt," sagde hun. "Og din navnefælle. Er det ikke rigtigt, Darkeya?"

     "Snak nu ikke om Catriana, Chariisy." Darkeya så ned. "Hun er død og borte."

     Hvem snakkede de om?

     "Catrianas død..." hviskede Chariisy. "Den tragedie var hvad der hjalp os alle til at indse, at vi aldrig kunne regne med Guds nåde. Der var ingen nåde. Ingen."

     "Hvem var Catriana?" spurgte jeg.

     "Catriana var vores ven," svarede Darkeya. Der var ikke andet end sorg i hans stemme. "Vi mødte hende først gennem Tenna. De var gode veninder. Hun var oprindeligt loyal mod Gud, men da... hendes far døde... vendte hun sig mod ham. Hun døde under slaget. I Lucifers arme. Han... holdt også meget af hende. Som en søster."

     Det havde han aldrig fortalt mig. Ingen havde nogensinde sagt til mig, at jeg var opkaldt efter en, de kendte i fortiden.

     "Er det i hendes minde, at I kæmper?" spurgte jeg og så fra Chariisy til Darkeya. Jeg bad til, at det var grunden. At der var noget menneskelighed i dem. Pludselig ønskede jeg det mere end noget i hele verden.

     "Det var det," sagde Darkeya. "Engang." Han så på Kira, der sank en klump.

     Dørene til tronsalen fløj op. Ind kom et par soldater.

     "Deres majestæt!" råbte den ene og faldt på knæ.

     "Ja?" sagde Chariisy.

     "Kong Jack nærmer sig slottet. Han har de Gamle Krigere med sig."

     Chariisy sagde ikke noget. Mit hjerte sprang et slag over af glæde og lettelse. Jack skulle nok redde os. Især hvis han havde min far med sig.

     Chariisy gik hen til et af vinduerne. Jeg måtte gå ud fra, at hun kunne se hæren, for da hun kiggede tilbage på os, så hun rasende ud.

     "Det er simpelt," sagde hun. "James Cult, du vender loyaliteten hos de Gamle Krigere, så de kæmper på min side." Hun pegede på mig og på Kira. "Eller også dør Ynglet og kitsunen."

     "Jeg har sagt, at du ikke rør Kira!" sagde Darkeya vredt. "Hun er Oraklet, og hendes sjæl vil - "

     "Spar mig," sagde Chariisy. "Jeg er ligeglad med, hvad der sker med hendes sjæl. Gud kan ikke nå at gøre noget før det er for sent. Hvad bliver det til, James?"

     Jeg kiggede på James, der i vildrede så på mig. Så på Kira. Så tilbage til mig.

     "Du skal ikke gøre det, James," sagde Kira. "Det er ikke det værd. Hvis Chariisy får de Gamle Krigere, er slaget tabt, og så - "

     "STILHED!" skreg Chariisy. "Svar mig, Cult!"

     James svarede ikke. Han stirrede ud i luften, mens hans bryst hævede og sank sig vildt. Hans hjerne kogte, så meget kunne jeg tyde.

     Han havde endnu ikke taget en beslutning, da vi kunne høre, at Krigerne var kommet ind på slottet.

 

*James*

 

Gud havde sagt, at jeg ikke måtte udføre Lux-besværgelsen igen. Hvis jeg gjorde det, var der al for stor chance for, at jeg kunne dø. Dette havde jeg ikke fortalt nogen endnu. Så det var klart, at Catriana og Kira kun frygtede for deres eget liv, ikke for mit.

     Lettelsen over, at Kira var i live, var så stor, at jeg ikke kunne bære, hvis hun skulle dø nu. Jeg kiggede på Darkeya, der så på mig. Det var egentlig noget sært noget, men jeg lagde mærke til, hvordan han havde den ene arm foran Kira, som om han beskyttede hende mod Chariisy. Den ene stilling overbeviste mig om, at der var noget, jeg ikke vidste. Det eneste, jeg pludseligt vidste med sikkerhed, var at Kira var sikker. Selv uden min tilstedeværelse.

     Og Catriana skulle nok klare sig.

     I det samme kom Krigerne gennem dørene. De gik til angreb på Chariisys soldater. Blandt dem var Jack. Han bar på sværdet, klar til at bruge det.

     Nu sprang Chariisy frem. Hun hev fat i Catriana og holdt en mærkelig, sort kniv mod hendes hals. Den skinnede, og jeg vidste, at det ikke var nogen almindelig kniv. Catriana blev blegere med det samme. Hun vendte det hvide ud af øjnene.

     "Vent, stop!" råbte jeg. "Jeg... jeg skal nok gøre det."

     Nu må du ikke dø, James, tænkte jeg for mig selv. Jeg kunne ikke dø endnu. Så jeg tog en dyb indånding, indsamlede kræfter. Jeg måtte have så mange, det var mig muligt. Det var ikke i dag, at jeg skulle dø.

     Så jeg samlede lyset i mine hænder. Jeg lukkede øjnene. Mærkede lyset tage over. Mærkede de Gamle Krigere.

     Og jeg skiftede loyaliteten. Hvilket gjorde mig til den største idiot i hele verden.

     Jeg døde ikke. Men jeg faldt ned på knæ med åndebesvær. Catriana kom hen til mig, holdt om mig.

     "Det var ikke klogt," hviskede hun.

     "Undskyld," hviskede jeg tilbage.

     Vi kiggede på Chariisy, der gav sig til at le højt og sindssygt. Det tog ikke mange sekunder, før Jack vidende spærrede øjnene op. En af de Gamle Krigere tyrede sit sværd lige imod ham, og han nåede kun lige af afværge det med sit eget.

     Vi havde tabt kampen. Jeg håbede bare, at det endte med at være det værd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...