Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2257Visninger
AA

27. Kapitel 27: "På slagmarken"

 

 

*Catriana*

 

"CAT!" hørte jeg Rin skrige. Netop det øjeblik mærkede jeg noget vådt bag mig. Jeg vendte mig om og så en af Chariisys betvingere frosset i en stor isblok. Han havde armen hævet, som om han skulle til at slå mig ned. Rin dukkede op bag ham. Hun omfavnede mig.

     "For helvede!" sagde hun og tørrede en tåre væk. "Du er nødt til at passe mere på! Han kunne have dræbt dig!"

     "Jamen - " Jeg kunne ikke rigtig sige noget til mit forsvar. Jeg havde ikke set ham komme.

     Rin og jeg sluttede os tilbage til kampen på denne gigantiske slette. Der var betvingere og Gamle Krigere over det hele, og vi måtte konstant se til alle sider, evigt og altid holde skjold oppe, sende ildinfernoer af sted eller lynkugler. Jeg tror aldrig, jeg har sendt så mange lynkugler af sted i mit liv. Lynkugler var noget af det første, vi hekse lærte på Pijifenas Magiskole. De kan ikke skade nogen for alvor, men de er noget af det eneste, hekse kan lave ud af lutter magi, og de kan fremmanes uden besværgelser. Og jeg, som ikke var alt for kamperfaren, lavede nærmest ikke andet end dem. Dem og så kastede jeg mange af de eliksirer rundt, som vi havde brygget, og planter steg op fra jorden og kvalte betvingere, der kom i vejen for mig.

     Jeg vidste ikke, hvor lang tid kampen havde varet, og jeg vidste ikke, om vi var ved at tabe eller ved at vinde, jeg vidste kun, at jeg havde ondt i både arme og ben, at jeg havde skåret mig i benet, og havde en vabel på min ankel. Mere behøvede jeg heller ikke at vide.

     På et tidspunkt troede jeg virkelig, at jeg skulle dø. Alt for mange betvingere blev gjort opmærksom på, at Jack havde en heks på sin side, og der kom nærmest et helt dusin alene for at dræbe mig. Jeg lavede et skjold, som de alle sammen sendte varme flammer lige imod mig. Jeg skreg.

     Det var Matt, der reddede mig. Han overtalte en masse ørne til at komme ned og kradse og bide dem, og de endte med at løbe skrigende væk, mens de forsøgte at komme af med fuglene.

     "Du er virkelig ved at få tag på de dyr, Matt," pustede jeg, da faren var ovre. Matt smilte. Rin stod ved siden af ham. Et kort øjeblik var vi bare lettede over at se hinanden i live. Men så rynkede Rin panden, da hun så noget bag mig. Jeg vendte mig om, klar til at angribe. Og der fandt jeg mig selv ansigt til ansigt med Darkeya.

     Han havde lige nedlagt en af de Gamle Krigere. Hans hånd lukkede sig om et lille lys, der sivede op fra dens bryst, som om det var dens sjæl. Han løftede hovedet og så imod os. Smilte sit kolde smil.

     "Cat!" sagde han næsten begejstret.

     "Hvad laver du her?" sagde jeg og lavede en lynkugle, klar til at kaste efter ham.

     "Man må vel hjælpe sine venner," svarede han. "Nå, fortæl mig... hvor er kære James?"

     Det kom bag på mig. Hvorfor ville han vide, hvor James var? Han havde aldrig bekymret sig for James. Aldrig. Jeg så spørgende på Rin og Matt, men de var lige så forvirrede som mig.

     "Fortæl os først, hvor Kira er," sagde Matt.

     Darkeyas smil blegnede. "Du er ham feen fra landsbyen."

     "Ja."

     Darkeya kørte en hånd igennem sit lyse hår. "Rævepigen har det fint."

     Jeg vidste, at han løj. Han havde slået hende ihjel. Det var derfor han ikke kunne se os i øjnene.

     "Morder!" skreg jeg og løb frem imod ham. Jeg tyrede min lynkugle lige imod ham. Han nåede kun lige at afværge den med sin arm.

     "Hun er ikke død!" råbte han.

     "LØGNER!" Nu var det Matt, der råbte. Vi gik alle sammen til angreb på ham. Han baskede med sine vinger og fløj op i luften, hvor vi ikke kunne ramme ham. Han samlede noget mørkelilla energi i sine hænder, forstærkede dem og forstørrede dem. Så sendte ham det hele lige i hovedet på os.

     Jeg skyndte mig at lave et skjold, men alt var mørkt og røg i lang tid, og jeg kunne ikke se noget. Først da det fortog sig, kunne vi se, hvad der foregik omkring os. Darkeya var væk.

     "Den kryster," mumlede jeg vredt.

     Matt sagde ikke noget, men tårerne var tydelige i hans ansigt, der var sortsvedet af kampen.

     "Kom nu," sagde Rin. "Lad os få denne her kamp afgjort."

     Så vi kæmpede videre uden at se videre efter Darkeya eller tænke for meget på stakkels Kira. Jeg var så vred, at jeg lod mit raseri gå udover alle jeg mødte i kamp. Alle som én faldt de for min hånd.

     Et stykke tid efter vi havde mødt Darkeya mødte jeg Tilius. Han kæmpede ved min side, hvilket jeg hadede ham for, for han dræbte virkelig mange af fjendens soldater. Så det var svært at se sig sur på ham, når han havde reddet ens liv mere end to gange.

     Så blev han selv ramt af et eller andet. Men det var lysende, ikke noget naturelement. Han lå nede på jorden og tog sig til maven, der stadig gnistrede. Jeg vendte mig om for at se, hvor det var kommet fra, og fandt hurtigt ud af det.

     Kun nogle meter fra os stod James. Og der var mord i hans øjne.

 

*Kira*

 

"Tænk engang at du prøvede at dræbe ham," sagde Karl endnu engang.

     Jeg svarede ikke. I stedet sad jeg bare og græd modløst.

     Darkeya havde beordret Karl til at tage mig op ad klippesiden, hvor der var en lille hytte. Og der skulle han sørge for, at jeg blev. Langt væk fra kampen, og langt væk fra ham.

     Karl havde låst mig inde her. Der var ikke nogen dør, kun en dørkarm, så han havde lavet et magisk felt der forhindrede mig i at gå ud. Han sad udenfor døren på en stol og kiggede efter signal, mens jeg sad på gulvet indenfor og ventede på, at alt det her ville gå over.

     "Hvorfor ville du overhovedet gøre det?" spurgte Karl da jeg ikke svarede.

     "Jeg havde ikke tænkt mig at gøre det!" vrissede jeg. "Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg kunne ikke gøre det."

     "Jeg ville have gjort det."

     Jeg kravlede hen til døren. "Hvad for noget?"

     "Ja. Jeg mener... hvis han havde gjort det mod mig, som han har gjort mod dig. Han torturerede sin egen søn, for helvede. Selv vi syntes, at det var lige lovlig brutalt."

     "Hvorfor vil han overhovedet have Himmelen så inderligt?" sagde jeg. "Jeg ved godt, at det handler om hævn. Og det handler om at vinde en eller anden gammel æressag. Men... det er ikke vigtigere end, at verden overlever."

     "Hvor kommer det nu fra?"

     "Jeg har prøvet at forklare ham, at hvis han og Chariisy overtager Himmelen, så vil verden gå under."

     "Det mener du da ikke!"

     "Jo. Jeg er Oraklet. Jeg har set det. Men han vil ikke tro på mig."

     Karl fnøs. "Sådan en lille ting kan ikke få verden til at gå under. Du er fuld af løgn."

     "I faldne engle er patetiske," sagde jeg surt. "En dag skal jeg nok vise jer at - " Ordene bremsede op i min hals.

     Karl gloede på mig. Og jeg fik en absolut genial idé. Oraklet havde vist mig, hvad der var sket med Darkeya. Hun havde vist mig slagene, hun havde vist mig, hvordan han var blevet som han var. Og hvis hun kunne vise mig det, så kunne jeg måske...

     "Karl, du er nødt til at lukke mig ud!" Jeg kom hurtigt på benene.

     "Du er skør," sagde Karl.

     "Karl, jeg mener det!"

     "Ja, og det samme gør jeg! Jeg lukker dig sgu ikke ud."

     "Karl!" Jeg blev så frustreret, at jeg sparkede til væggen, hvilket gjorde, at min storetå fik et ordentligt slag og næsten døde. "FOR HELVEDE!"

     "Kira, tag det dog roligt."

     Jeg ømmede min storetå, hvorefter jeg tog en dyb indånding og mødte Karls øjne. "Du er nødt til at høre på mig nu, Karl. Chariisy er ikke den, som Darkeya tror, hun er. Hun ved det sikkert ikke engang selv endnu. Men når først de to har tronen, vil hun pludselig finde ud af, at hun vil have meget mere. Og Chariisy er sindssyg, det ved du, at hun er. Vi kan ikke stole på hende i længden. Og det kan Darkeya heller ikke. Han ved ikke, hvad det er, han går ind til. Først vil det være Himmelen. Så Helvede. Og så verden. Og verden vil ikke overleve. Vil du virkelig se hele verden falde?"

     Karl blinkede vantro. Han sagde ikke noget.

     "Karl!"

     "Men... men..." Karl sank en klump. "Hvordan kan du være sikker på, at det vil komme til at ske?"

     "Det er jeg bare! Det er sådan noget, man kun forstår sig på, når man er Seer. Jeg ved det. Jeg ved det lige så godt som at jeg har ti fingre, ti tæer, to ører og én hale. Der er intet i verden jeg er mere sikker på. Stol på mig. Du er nødt til at lukke mig ud, så jeg kan stoppe det."

     "Men... hvis det ikke lykkes dig at dræbe ham, og han finder ud af, at jeg - "

     "Jeg vil ikke slå ham ihjel."

     "Hvad vil du så gøre?"

     "Jeg vil vise ham det."

     Det vidste Karl åbenbart ikke engang, hvordan han skulle svare på. Så han rystede bare på hovedet og fjernede kraftfeltet. Jeg sprang ud og faldt ham om halsen. Kyssede og kyssede ham på kinden.

     "Mange mange mange mange tak."

     "Man er kun så skør, hvis man virkelig mener det," mumlede han.

     Jeg gav slip på ham og satte i løb ned ad klippesiden. Indtil jeg kom i tanke om noget og vendte mig om imod den faldne engel.

     "Karl," kaldte jeg. Karl så på mig. "Bliv her. Nærm dig ikke slaget."

     "Hvorfor ikke?"

     "Bare lov mig det. Okay?"

     En smule paf nikkede Karl og sagde: "Okay."

     Og så løb jeg videre.

     Meget positivt kan man sige om mig, men det med at løbe har jeg aldrig været god til. I hvert fald ikke som menneske. Det var derfor, at jeg forvandlede mig til ræv, hvor jeg automatisk blev hurtigere og mere vedholdende. I lang tid løb jeg. Min adrenalin pumpede så voldsomt i mine årer, at jeg ikke stoppede, og jeg mærkede ikke smerten i mine ben, eller hvordan mit hjerte knap nok bankede.

     Til sidst, efter alt alt for lang tid, nåede jeg til den slette, hvor slaget fandt sted. Og hvor jeg vidste, at de alle sammen var. Det smertede i mig, fordi jeg så gerne ville finde Matt, James, Cat og Rin. Fortælle dem, at jeg var lige her, og at jeg var sikker. Men det kunne jeg ikke. Ikke endnu. Jeg vendte mig væk fra kampen og løb ned imod teltene, som Chariisys lejr bestod af. Og der fandt jeg Darkeya i et af de store telte, hvor han drak en masse alkohol for at drukne en eller anden tilbageholdt følelse.

     Jeg forvandlede mig tilbage til menneske. "Darkeya."

     Darkeya vendte sig mod mig. Han spærrede øjnene op, da han så mig.

 

*James*

 

Jeg havde ikke tænkt mig at deltage i slaget. I stedet havde jeg ligget i min seng, snavset og træt i øjnene. Andet havde jeg ikke gjort i flere dage. Hele verden var blevet så uoverskuelig.

     Jeg havde forsøgt at ringe til Brandon. Næsten desperat, men signalet kunne ikke nå hertil på grund af kraftfeltet. Så jeg måtte ligge i min egen ensomhed.

     Mens jeg lå der, så tænkte jeg på årsagen til, at jeg var i denne her situation. Det hele kom tilbage til Gud, der havde udvalgt mig til at være hans hypotetiske efterfølger. Og tilbage til mine forældre, der var gået under et andet navn, havde skjult sig, og som så var blevet myrdet af Jacks soldater. Af Jacks mors soldater, var jeg nødt til at minde mig selv om. Myrdet af Tilius. Tilius, der gik rundt her, som om han aldrig havde gjort noget som helst. Og som jeg endda i mange dage havde fortrængt. Jeg havde arbejdet sammen med ham. Jeg havde ubevidst tilgivet ham.

     Det var den tanke, som til sidst fik mig til at rejse mig op. Den tanke der fik mig til at gå i bad, skifte tøj, rede mit hår og putte deodorant på. Den tanke der fik mig til at iklæde mig adræt tøj, vandrestøvler og en jakke. Den tanke der fik mig til at gå ud af døren og ned ad korridoren mod hoveddøren.

     Nu, havde jeg besluttet mig for, skulle Tilius bøde.

 

"James... tag det roligt," sagde Catriana. Hun havde rettet sig op, stod med armene mod mig, som for at beskytte sig selv. Mod mig. Det var jo ikke hende, jeg var kommet efter! Jeg skævede kun kort til hende, vendte så mit blik mod Tilius, der stønnende kom på benene. Han rejste sig op ved siden af Catriana og... og smilte til mig.

     "Så du har endelig besluttet dig for at hævne dig, Cult."

     "Hold kæft," sagde jeg. Jeg dannede et lys i min hånd. Det voksede i størrelse. Catriana rystede vildt på hovedet, da hun så det.

     "James, det her er ikke måden," sagde hun.

     Nu så jeg på hende. Jeg følte mig faktisk en smule såret over, at hun ikke kunne forstå mig. "Catriana, du ville dræbe Darkeya, hvis du fik chancen, ville du ikke?"

     Catriana så ned ved den kommentar, så jeg vidste, at jeg havde ret. Og Darkeya havde på ingen måde begået forbrydelser på det niveau, som Tilius havde.

     "Tilius," sagde jeg og vendte blikket mod den høje, mørke mand. "For mordet på min far, min mor og min søster... skal du selv dø." Med de ord tyrede jeg lyset lige i fjæset på ham. Han undveg det og sendte en flamme efter mig. Jeg forvandlede mig til kæmpeulv og sprang henover den, hvorefter jeg sprang på ham, bed fast i hans arm. Han skreg i smerte.

     "James!" skreg Catriana. "STOP!"

     Jeg ignorerede hende fuldstændig. Raseriet var for voldsomt. Det fik mit blod til at boble, og jeg opfattede intet andet end Tilius' smerte og den glæde, jeg følte ved lyden af hans skrig.

     Tilius satte en hånd mod min hals, og pludselig mærkede jeg sådan en varme, at jeg var nødt til at give slip på ham. Jeg lugtede lugten af brændt kød og pels. Jeg knurrede og snerrede ad ham, klar til at flænse hans hals og bide hans ansigt af.

     Han kunne tydeligvis se alle disse tanker i mine vilde ulveøjne. Hans smil blegnede, og Tilius' øjne blev spærret op i skræk. Jeg kunne se i hans øjne, at han vidste, at dette var hans sidste time. Hvilket det var.

     Jeg skulle lige til at springe på ham og sætte mine tænder i hans hals, da nogen hev fast i mig bagfra. Jeg var sikker på, at det var Catriana, og jeg vendte mig mod hende for at få hende væk.

     Men det var ikke Catriana. Det var nogle folk, jeg slet ikke genkendte. Også betvingere. Men disse var ikke soldater, de var klædt i andet tøj. Og en af dem havde fat i Catriana. Hun hev for at komme fri, men kvinden havde bundet hende. Jeg forvandlede mig tilbage til menneske og dannede et lys i min hånd.

     "Hvem er I?" spurgte jeg.

     "Forsøg ikke at gøre noget," sagde en mand, der stod overfor mig. "Følg med os - eller også dræber vi Lucifers yngel."

 

*Kira*

 

Jeg drak også følelser væk i whisky da Darkeya endelig kom til sig selv. Jeg havde fået ham til at sove og til at drømme det, jeg ville have, at han skulle drømme. Jeg aner ikke, hvordan jeg gjorde det. Det føltes så let som at klø sig i nakken. Som når man bevæger sin lillefinger. Man ved ikke, hvordan man gør det, man gør det bare.

     "Tror du på mig nu?" spurgte jeg, da han lidt smadret kom på benene. Han gloede vantro på mig, hvorefter han satte sig i den anden stol ved bordet.

     "For helvede," mumlede han. "Du løj ikke."

     "Selvfølgelig løj jeg ikke," sagde jeg og tog en slurk whisky til. Darkeya stirrede på glasset, så på mig.

     "Du forsøgte at slå mig ihjel!" udbrød han så.

     Jeg svarede ikke med det samme. Varmen steg mig til kinderne. Jeg skammede mig faktisk ret meget over det. Så nikkede jeg.

     "Godt du ikke gjorde det," sagde Darkeya med et suk. "Hvis du havde gjort det, havde Chariisy bare vundet krigen på egen hånd. I stedet har du nu mig til at overtale hende til at lade det ligge."

     "Du... du har tænkt dig at tale med hende?"

     Darkeya rejste sig op. "Jeg er nødt til at gøre et eller andet."

     "Men... Darkeya, du kan da ikke tale hende fra det. Kampen er i gang lige nu."

     Et kort øjeblik så Darkeya vred ud over det, jeg antydede. Men så rystede han på hovedet. "Chariisy er ikke den, I tror hun er. Hun er mentalt... ustabil, ja. Men hun er også fornuftig. Hun ville ikke gå igennem alt det her, hvis hun kendte konsekvenserne."

     "Men - "

     Darkeya lagde en hånd på min skulder. "Stol på mig. Jeg skal nok tale hende fra det."

     Jeg kunne ikke andet end nikke, som Darkeya stormede ud af teltet. Jeg løb med.

     "Yasmin!" kaldte han.

     Lidt efter kom Yasmin ud af et af teltene ved siden af. Hun var ved at spise af en frugtskål. Da hun så mig, hævede hun øjenbrynene.

     "Skal jeg finde Karl?" spurgte hun.

     Darkeya rystede på hovedet. "Kira er god nok. Yasmin, jeg går ud fra, at du stadig har Jesus' lys?"

     Yasmin rynkede nu panden. "Selvfølgelig. Du sagde, at du ville rive huden af mig, hvis jeg skilte mig af med det."

     "Ja, okay, men du skal skille dig af med det nu."

     "Hva'? Skulle Chariisy ikke bruge det?"

     "Det er netop pointen. Chariisy må ikke få fat på det lys. Jeg vil have, at du flyver væk herfra. Langt, langt væk, hvor hun ikke kan finde dig. Jeg er ligeglad med hvor. Og det samme med Lucifers datters mørke. Skil dig af med det hele!"

     "Men - "

     "Bare gør det, Yasmin. Jeg vil ikke tage nogen chancer. Tag af sted nu."

     Mere kunne Yasmin vist ikke sige til det. Hun gik tilbage til teltet for at pakke sine ting, mens Darkeya skyndte sig videre gennem teltene. Jeg løb efter ham.

     "Hvad skal Chariisy med kræfterne?" spurgte jeg.

     "Det... det er en lang historie, Kira. Og jeg kan ikke lade det ske. Kom, hop op."

     "Hop... hvad?"

     Darkeya bredte sine vinger ud. "Vi kan ikke gå hen til slottet. Vi er nødt til at flyve."

     "Tager... tager du mig med?"

     Nu smilte Darkeya. Ikke koldt, ondskabsfuldt, snedigt eller hvordan han nu ellers plejede at smile. Men venligt. Og det fik mig til at smile.

     "Du er mit Orakel, Kira," sagde Darkeya. "Og jeg regner ikke med, at du forlader min side."

     "Okay," sagde jeg og sprang op på hans ryg. Så lettede han fra jorden hurtigere end en måge, man har forskrækket bagfra. Nej, Darkeya fløj som en missil, der satte af fra jorden på vej mod sit mål.

    

Chariisy havde åbenbart trukket sig tilbage til sit slot sammen med nogle trofaste følgere indtil kampen var ovre. Det passede Darkeya fint, siden han så kunne få mere ro til at snakke med hende.

     Hun var inde i sin store tronsal. Alene. Hun sad i tronen og så ud i luften med sit mørke blik.

     "Darkeya," sagde hun. "Du burde ikke være her."

     "Det burde du heller ikke," sagde Darkeya. "Du burde være på slagmarken - for at give dine mænd støtte."

     Chariisy smilede et meget farligt smil, syntes jeg. "Du har taget dit dumme Orakel med. Det er vel for at dræbe hende?"

     "Ingen rører Kira," knurrede Darkeya. Jeg blev faktisk en smule beæret over at høre det taget i betragtning af, hvad jeg syntes om ham for et halvt år siden.

     Chariisys smil forsvandt. "Hvorfor er du her?"

     "Jeg er nødt til at tale med dig." Darkeya vendte sig om mod mig. "Vil du... måske vente derovre?"

     Jeg nikkede og gik derhen hvor han pegede. Det var i den anden ende af tronsalen. Jeg kunne stadig høre, hvad de sagde, men i det mindste snusede jeg dem ikke i nakken.

     Chariisy rejste sig op, og Darkeya gik hen og tog hendes hænder. Han så hende ind i øjnene, da han sagde: "Vi er nødt til at give op, Chariisy. Give slip på alle vores planer."

     "Hvorfor ville du dog sige sådan en ting?"

     "Chariisy, jeg har... set noget. Noget af fremtiden." Og så fortalte han hende det hele. Alt det, som jeg havde vist ham. Helt ned til mindste detalje. Han talte i lang tid, og Chariisy sagde ikke ét ord under fortællingen. Hun blev blegere og blegere som han fortalte mere og mere.

     "Jeg ved godt, at det bare var et syn," afsluttede Darkeya så. "Men jeg er mere sikker på det her, end jeg har været sikker på noget i hele mit liv. Og jeg har levet et langt liv. Hvis vi gør det her, vil det ødelægge verden, og den vil gå til grunde. Det vil være vores skyld."

     Da Chariisy stadig ikke sagde noget, tilføjede Darkeya: "Vi kan ikke indtage Himmelen. Hvis vi gør det, vil vi ødelægge alt, der nogensinde er blevet skabt."

     Chariisy sagde endnu ikke noget. Hun gav slip på Darkeyas hænder og lagde armene over kors. Så, langsomt, trak hun på smilebåndet. "Alt, hvad Gud har skabt."

     Jeg sank en klump. Pludselig løb det mig koldt ned ad ryggen. Jeg begyndte at nærme mig dem.

     "Chariisy - " sagde Darkeya.

     "Du forstår det stadig ikke, søde Darkeya." Chariisy bakkede bagud. "Det her handler ikke om Himmelen eller om tronen. Det handler om at ødelægge Guds liv ligesom han har ødelagt vores."

     Darkeya sagde ikke noget. Jeg tror han manglede ord, der kunne beskrive den truende stemning, der var faldet over tronsalen.

     "Jeg vil have, at han skal se verden smuldre for hans øjne. Og han vil ikke kunne stoppe det. Mørket, lyset, havet, planterne, dyrene. Menneskerne. Englene. Alt vil blive ødelagt. Alle hans skabninger. Alt, hvad han nogensinde har levet for, vil gå til grunde. Og til sidst..." Chariisy så ned på sine arrede hænder. "Til sidst vil jeg slå ham ihjel, når der ikke er andet end os tilbage. Det vil være den største hævn af alle."

     "Men, Chariisy... du... det mener du da ikke."

     Chariisy løftede blikket og så Darkeya ind i øjnene. Hendes brune øjne så pludseligt sorte ud som det dybeste mørke. "Det her... det her er vores skæbne! Jeg vil ødelægge verden, om det så end er det sidste, som jeg nogensinde gør!"

     "Men hvad med os? Det her er også vores verden!"

     "Vores verden?! Han skabte os ind i den, men den har aldrig accepteret os! Vi blev smidt ned i den losseplads, han kalder Helvede, bare fordi vi ikke passede ind i hans Paradis! Det her er ikke vores verden! Det her er hans og hans engles verden!"

     Jeg kom op på siden af Darkeya, lidt bag ham, fordi jeg ikke turde komme for tæt på hende. Chariisy så direkte på mig, og mine ben rystede af skræk.

     "Du er Oraklet nu, pigebarn. Du kan se, hvad han har gjort. Du kan se, hvad han har gjort mod mig. Hvordan han har ødelagt mig."

     Jeg nikkede langsomt.

     En lille pige, der skar et ar langs sit håndled.

     En teenager, begravet under blade i skoven.

     En ung kvinde, som græd i et hjørne i et mørkt rum.

     En falden engel, som skar sine vinger af med et skrig.

     En kvinde tildækket i ar, siddende på sin trone. Ikke andet end mørke i hendes øjne.

     "Jeg vil ikke hjælpe dig med at ødelægge verden, Chariisy," sagde Darkeya. "Så langt vil jeg aldrig nogensinde gå for at opnå et mål."

     Chariisys ansigt blev forvredet i raseri et millisekund. Så vendte hun sig væk. "Fint! Jeg har heller ikke brug for dig. Jeg har alt, hvad jeg har brug for. Lige her. Jeg har dragerne. Og jeg har kræfterne."

     Men... jeg troede, at Darkeya sendte Yasmin væk.

     "Du har ikke kræfterne," sagde Darkeya. "De er langt væk. Du finder dem aldrig."

     "Jeg snakker ikke om pigen. Tror du virkelig ikke, at jeg ville tage mine forholdsregler? Nej. Bring dem ind!"

     Dobbeltdøren til tronsalen fløj op. Ind kom flere soldater, og de smed to personer ned på gulvet. Personerne så sig omkring, og så fik de øje på os.

     Det var James og Cat.

     "Åh gud," hviskede jeg. Hvordan havde jeg ikke regnet det ud?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...