Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2150Visninger
AA

26. Kapitel 26: "Før slaget"

 

 

*Kira*

 

Det var ikke mange dage efter, at vi ankom til Chariisys slot i Norddalen. Jeg var stadig i ræveform, spærret inde i et lille bur, som Karl bar rundt på. Ingen sagde noget til mig, og på mange måder føltes det præcis som det havde føltes de første dage, hvor jeg havde været i deres besiddelse.

     Forskellen var bare, at jeg havde et mål. Målet at slå Darkeya ihjel inden han kunne nå at forårsage for mange skader. Men hvordan skulle jeg gøre det, når jeg nu engang var en ræv inde i et lille bur? Spørgsmålet virkede uden svar.

     Da vi kom indenfor blev vi modtaget af vagter. Darkeya snakkede lavmælt med et par stykker af dem, hvorefter de, ham selv og Karl førte mig ned ad en trappe og ned til en fangekælder, som var fyldt til randen med folk, hvilket jeg ikke syntes at se ofte. Nogle så ud til at have været her et par dage, andre var så udsultede og blege, at de måtte have været her i månedsvis. Jeg blev smidt ind i den eneste tomme celle, hvor jeg endelig havde plads til at kunne forvandle mig til menneske.

     "Vent!" sagde jeg inden Darkeya og Karl fik mulighed for at gå. "Hvad vil I nu?"

     "Vi skal snakke med Chariisy," svarede Darkeya, hvilket overraskede mig. Jeg troede ellers, at han havde tænkt sig at ignorere mig. Men han mødte bestemt mine øjne.

     "Om hvad?"

     "Strategi. Krigen. Slaget vil finde sted i morgen ved daggry."

     "...Okay." Jeg slap taget i tremmerne og omfavnede mig selv mod en ikkefysisk kulde.

     Darkeya nærmede sig min celle. "Hvad? Har du ikke tænkt dig at forsøge at tvinge mig fra at deltage?"

     Jeg sank en klump og mødte hans grønne blik. "Jeg har sagt alt, der kunne siges. Du gør det her, det er der ingen tvivl om."

     "Korrekt, rævepige," sagde Darkeya. Han rakte en hånd ind og lagde den på min skulder. "Vi ses på den anden side."

     Så trak han sig tilbage og gik tilbage den vej vi var kommet. Og jeg blev efterladt alene tilbage.

 

Der var en rist i min celles loft. Først sad jeg og stirrede på den, hvorefter jeg i sidste ende så mig nødsaget til at tjekke, om den kunne åbnes. Hvilket den kunne. Og da jeg kiggede ind i den, virkede det som om, at der var plads til mig. Jeg kunne jo komme ud, hvad fanden?

     "Der må være en hage ved det her," mumlede jeg.

     "Hun torturerer og myrder dig, hvis hun fanger dig," sagde en hæs, rusten stemme et sted. Jeg kiggede ind i en af de andre celler, hvor en gammel dame sad. Aldrig havde jeg set en dame så tynd, så bleg og med så mange rynker. Hun lignede næsten en mumie.

     "Hvem? Chariisy?" spurgte jeg.

     "Ja."

     "Har I alle rister i jeres loft?"

     Damen nikkede langsomt. "Det er en fristelse. Det er lykkedes hende at fange alt for mange, og straffen for flugtforsøg er... grusomt. For få slipper væk til, at det er risikoen værd."

     Det måtte jeg sidde og tænke lidt over. Jeg blev hængende nogle minutter. Så besluttede jeg mig for, at jeg måtte tage chancen. Og også selvom jeg blev fanget, havde jeg forhåbentligt dræbt Darkeya inden, og så ville det være lige meget, hvad der skete for mig. For mine venner og hele verden ville være reddet.

     Så i sidste ende kravlede jeg op igennem risten og op i skakten, hvor jeg var klaustrofobisk indeklemt, dog kunne jeg med lidt besvær skubbe mig selv fremad. Efter at have kravlet i noget der føltes som uendelige tider kom jeg til endnu en rist, som førte ned til et andet rum. Et stille rum, så jeg besluttede mig for at tage chancen og hoppe derned.

     Det var et tomt våbenlager. Hvilket passede mig helt fint, for så kunne jeg gribe en kniv på vejen. En pistol ville også være nyttig, men den ville nok tiltrække hele slottets opmærksomhed. Kniven var fin nok til mig.

     Jeg gik ud fra våbenlageret. Korridoren, jeg befandt mig på nu, var afbefolket. Men jeg var nu stadig lidt bekymret for pludselig at blive overrasket. Måske kunne jeg se fortid, nutid og fremtid, men den synske gave var stadig for abstrakt til at fortælle mig, om der var en vagt på vej ned ad gangen på den anden side. Så for at føle mig lidt mere sikker, forvandlede jeg mig til en ræv og løb langs væggen i skyggerne.

     Jeg kunne godt huske, hvor Chariisys tronsal lå, så jeg skyndte mig derhen som det første. Og der kunne jeg også høre nogle dæmpede stemmer på den anden side af døren. Dog kunne jeg ikke høre, hvad der blev sagt, så jeg satte mig til at vente. Til sidst blev mine ønsker besvaret, da to vagter kom ud fra tronsalen, og døren lige var åben nogle få sekunder. Her greb jeg muligheden og smuttede ind.

     Darkeya og Chariisy befandt sig henne ved tronen. Chariisy sad i den mørke stol mens Darkeya uroligt gik frem og tilbage.

     "- Dræbe Lucifer," nåede jeg lige at høre ham afslutte en sætning, som jeg sneg mig hen og gemte mig i skyggerne. Jeg brød mig ikke om, hvad jeg hørte, men Lucifer kunne ikke slås ihjel, så jeg gik bare ud fra, at han udtrykte sit dybe had, præcis som han plejede.

     Chariisy var tavs et en stund. Et vinglas balancerede i hendes hånd, som hun sukkede vemodigt. "Kan du huske dengang vi levede i solen?"

     "Gå udenfor," mumlede Darkeya gnavent. "Det er en skøn sommerdag."

     "Jeg mener det ikke bogstaveligt, dit fæ!" vrissede Chariisy. "Men at leve i Guds lys. Få alle de privilegier. Det var..." Hun rystede på hovedet og knaldede vinglasset til marmorgulvet. "Det var et Helvede!"

     "Chariisy - "

     "Jeg siger dig, Darkeya!" Chariisy rejste sig op, og hendes stemme var gået over til det lettere paniske. "Du må ikke bakke ud nu! Vi har aldrig været så tæt på før. Det eneste vi mangler er ynglet. Vi mangler bare Jack. Eller datteren, hvis det absolut skal være." Hun gik hen og tog Darkeyas hænder, lænede sig ind mod ham. "Lov mig, at du ikke bakker ud."

     "Jeg har heller ikke tænkt mig at bakke ud," sagde Darkeya. "Vi må bare være påpasselige med at udfordre skæbnen. Især når..." Han tøvede.

     "Især når hvad?"

     "Kira sagde noget, der foruroliger mig."

     "Hvem fanden i helvede er Kira?!" Chariisys kinder blev så røde, at jeg så orange ud sammenlignet med.

     "Den kitsune, som jeg havde med. Seeren, der nu er Oraklet."

     "Åh. Et barn. Du lytter måske til hvad der kommer ud af et barns mund?"

     "Hun er Oraklet, Chariisy. Og jeg har lært hende at kende på det sidste. Hun ville ikke lyve."

     "Du tager fejl!" Chariisy trak sig væk fra ham. "Hun arbejder for Lucifer, det sagde du selv."

     "Det har jeg aldrig sagt. Jeg sagde, at hun var venner med Lucifers datter."

     "Det er bare to betegnelser for den samme ting. Du kender Lucifer. Han ville gøre alt for at forhindre os i at blive lykkelige. Det ved du. Jeg tilkalder vagten og får barnet dræbt, så hun ikke kan forurene dit sind." Hun gav sig til at gå hen imod døren.

     Jeg havde aldrig set nogen bevæge sig så hurtigt, som Darkeya gjorde det øjeblik, han løb hen og greb fat i Chariisy. "Nej!" sagde han.

     "Og hvorfor ikke, om jeg må spørge?" rasede Chariisy.

     "Hun er Oraklet. Oraklets sjæl vil bare frigøre sig og tilknytte sig en anden Seer. Og den Seer kunne Gud finde, og vi ville miste vores fordel. Det her kan kun lade sig gøre så længe Gud ikke kan se vores næste træk."

     Chariisy sagde ikke noget i lang tid. Men hun rystede, og hun græd stille. Jeg lå passiv i skyggen og ventede på, hvad der skulle ske nu. Men intet kunne forberede mig på, at Chariisy nu vendte sig om og kyssede Darkeya lidenskabeligt på munden. Varmen steg mig til hovedet.

     "Daggry," sagde hun da kysset var ovre. "Kom ikke for sent." Så forlod hun tronsalen, og jeg var alene sammen med Darkeya. Darkeya sank sammen. Han satte sig ned på gulvet og begravede ansigtet i sine hænder i en modløs reaktion. Det var nu. Det her var den eneste chance, jeg nogensinde ville få. Jeg forvandlede mig til menneske, tog kniven frem og sneg mig hen til ham. Da jeg fandt mig selv lige bag ham, hævede jeg kniven, klar til at slå ham ihjel. Det var mit første mord, men jeg vidste, at jeg kunne gøre det. Jeg vidste, at jeg var nødt til det.

     Men det gik op for mig, at jeg ikke kunne. Ikke fordi det var min mordjomfruhinde, eller fordi der ingen styrke var i mine arme. Nej, det var fordi det var Darkeya, og jeg ikke kunne bære det.

     Så jeg stod dér, frosset hævet over Darkeyas ryg, da Karl brasede ind. Han gispede, da han så mig, hvilket fik Darkeya til at vende sig om. Da han så mig, var han næsten lige så hurtig, som han havde været, da han greb fat i Chariisy. Han tog kniven fra mig.

     "Prøvede du... prøvede du at...?" hviskede han chokeret. Jeg mærkede tårerne presse sig på og kunne ikke svare.

     Jeg kunne ikke slå Darkeya ihjel. Ham, som havde gjort så mange forfærdelige ting. Mod James, mod Cat, mod Daniel. Mod Cats far. Mod mig. Og jeg kunne stadig ikke gøre det. Jeg kunne ikke slå den ondeste mand i denne verden ihjel, fordi jeg var kommet til at holde af ham.

 

*Jack*

 

Tidligt ved daggry den morgen fandt jeg mig selv bedende til Gud. Det var første gang, at jeg havde gjort det nogensinde. Og sikkert også den sidste gang. Gud føltes bare nær, som om han betragtede kampen, nervøs for dens udspil. Jeg var nok lidt mere nervøs end han var, siden jeg ville være død ved dens afslutning, hvis ikke jeg vandt.

     Sværdet hang ved min side. Det sværd, som jeg håbede ville slå Chariisy ihjel. Vi havde lavet en lejr ved sletten, hvor våben blev smedet, og lægestationer installeret. Hvad end der skulle til. Min far gik rundt og så til alle tingene med en bekymret rynke i panden.

     "Er James Cult på slottet?" spurgte jeg ham.

     "Ja," svarede Lucifer. "Han vil slet ikke nærme sig sletten. Ikke engang for at heppe."

     Jeg kunne ikke sige noget til det. Jeg kunne godt forstå ham, men det ville jeg ikke indrømme. Ikke højt. Ingen her havde brug for at blive mindet om min mors ondskab.

     "Du kender Chariisy bedre end nogen," sagde jeg. "Kan jeg regne med dig til at hjælpe mig?"

     Lucifer nikkede. "Ja, min dreng. Jeg vil også gerne se hende afsluttet og ude af mit liv for altid. Den ting har vi da til fælles."

     Jeg smilte lettet.

     Ikke så lang tid efter blev hærene stillet op overfor hinanden. I horisonten kunne jeg se Chariisys hær af betvingere nærme sig. Betvingere, der burde være loyale overfor mig. Måske var de også det i deres stille sind, men de viste det godt nok ikke. Men jeg havde mine Gamle Krigere. De stod på ret række bag mig, side om side med mine betvingere. Tilius og hans Ravne, Lucifer, Rin, Matt og Cat var også til stede. Lucifer så ikke for tryg ud ved sidstnævntes tilstedeværelse.

     I det fjerne kunne jeg skue Chariisy. Jeg kunne kende hende med det samme.

     "Vi er rede!" råbte hun. "Er I?"

     Jeg sank en klump. "Giv op nu, Chariisy!" råbte jeg tilbage. "Skån dine mænd. Jeg har De Gamle Krigere, du har ikke nogen chance! Overgiv Norddalen til mig, og jeg vil lade dig leve og forlade De To Dale uskadt!"

     Chariisy lo. Så vendte hun sig om imod sine mænd. Der var nogle grufulde sekunders absolut stilhed. Så løftede Chariisy armen og råbte af hvad der må have været hendes lunger fulde kraft:

     "ANGRIIIB!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...