Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2265Visninger
AA

25. Kapitel 25: "Drageklør"

 

 

*Catriana*

 

De Gamle Krigere gjorde mig ubehagelig til mode. Jeg brød mig ikke sådan om at have en kæmpe flok af stenzombier svingende med sværd rundt om mig.

     Matt syntes nu de var skideseje.

     "Vi vinder denne her krig, jeg kan mærke det," sagde han energisk, da en stenkriger kløvede en klippe med sit sværd.

     "Jah sikkert," mumlede jeg mens jeg ikke kunne lade være med at tænke på James, som tilbragte det meste af sin tid på sit værelse, hvor han så fjernsyn. Jeg var meget sammen med ham, men om dagen havde Jack fået mig sat til at undervise i eliksirer.                     

     "Du kan vel godt lære dem det, kan du ikke?" spurgte Jack dengang han påbød mig opgaven. "Jeg mener, er det ikke lidt ligesom at lave mad? Sådan putte de rigtige ingredienser i og den slags ting? Sørge for det ikke springer i luften?"

     "Jo, men det skal være de rigtige ingredienser," svarede jeg. "Forskellige ting i verden har forskelligt indhold af magisk energi. Og desuden bliver de magiske ting kun aktiveret hvis en heks velsigner det."

     "Så...?"

     "Så nej, de kan faktisk ikke bare lave en masse eliksirer. De har brug for en heks."

     "Jamen, kan du så ikke velsigne det for dem? Du kan vise dem det, og så kan du på skift velsigne eliksirerne. Vi kunne virkelig bruge al den hjælp, vi kan få fat på."

     "Ja, okay." Jeg var alligevel også træt af at se fjernsyn hele dagen.

     Det endte med faktisk at være temmelig sjovt at undervise. Jeg kunne lege Ezavia overfor de mennesker, som jeg ikke kunne lide, og være totalt Kiuna over for dem, jeg syntes var sjove.

     Rin og Matt sluttede sig også til forsamlingen, da de ikke syntes at have så meget andet at tage sig til. Matt havde lidt svært ved at koncentrere sig, siden alle krybdyrene fra akvarierne blev ved med at hamre på glasset for at komme ud og hen mod ham. Rin, derimod, var et naturtalent.

     "Det her er virkelig kompliceret, Rin, så hør godt efter," sagde jeg, da jeg skulle lære hende at lave skrumpeeliksir. "Du skal bruge en tudsehale, men det skal være lige nøjagtig - "

     "En fjerdedel af halen," afsluttede Rin. "Tjek."

     "Og husk, at den næste ingrediens skal være - "

     "Præcis 14,44 gram guldsmedestøv. Og hældt i under omrøringen, cirka ti sekunder før halen er kommet i. Hvis der går mere end tolv sekunder mister tudsehalen sin effekt, og dermed hele blandingen, så man må starte forfra."

     "...Hvordan kunne du vide det?"

     "Jeg fandt det indlysende ud fra de ting, jeg skulle gøre tidligere. Det giver da god mening, synes du ikke?"

     Jeg stirrede bare mundlamt på hende, mens hun talte sekunderne og så dryssede støvet i. Matt kunne ikke lade være med at grine men skreg så op, siden en rotte var sprunget ned i hans gryde, hvilket skabte en eksplosion. Så måtte alle starte forfra, da ekstra meget røg i luften også ødelagde blandingen.

     En dag skulle jeg vise dem, hvordan man tilberedte en anti-magi-eliksir.

     "Det fjerner kun magien i ti sekunders tid, men det er somme tider alt, hvad der skal til, for at man kan vinde kampen," sagde jeg. "Man skal bare kaste den mod sin modstander."

     "Hvorfor lærer du os først den nu?" spurgte en mand på bagerste række. "Slaget kan starte hver dag det skal være."

     "Fordi det er utroligt besværligt at tage magien fra en anden person," svarede jeg. Jeg lærte den først i maj efter mange timers forberedelse. "Og I skulle have en bestemt grundviden først. Men hør nu efter, først skal man skrælle skællene af en drageklo og - "

     "Fordi drageklør er noget vi har masser af," hørte jeg alt for højt den irriterende mand mumle.

     "Det kan ikke blive til særlig mange eliksirer, det ved jeg godt. Drageklør er sjældne, men de indeholder sindssygt mange magiske egenskaber og - "

     Jeg stoppede med at skrive ingredienserne op på tavlen, da en tanke slog ned i mig.

     "Hvad?" spurgte Rin.

     "Ikke noget," skyndte jeg mig at sige og skrev færdigt.

     Mens mine elever arbejdede på eliksiren, satte jeg mig ved et bord og gav mig til at læse op på alle de magiske egenskaber dragekropsdele havde.

     Det måtte da være det, som Chariisy skulle bruge dragerne til! Hvordan kunne jeg ikke have overvejet det før? Det gav jo perfekt mening. Når hjertet fra en normal drage kunne kurere kræft, hvad måtte en simpel lilletå fra en udødelig Lysets eller Mørkets drage ikke være i stand til?

     Chariisy var ved at lave en eliksir. Det var jeg sikker på. Og hvad den eliksir måtte være i stand til, det turde jeg ikke så meget som tænke på.

 

"Okay, men hvad er det mest kraftfulde en kropsdel fra en drage er i stand til?" spurgte Matt. "Teoretisk mener jeg."

     "Altså, der er en teori om, at en drage, der er blevet kogt levende kan vække en død til live, hvis man hælder vandet ind i øret på ham."

     Rin og Matt gøs.

     "Ikke at der er nogen der rent faktisk har gjort det," mumlede jeg, hvorefter jeg hævede stemmen og spurgte: "Hvad skulle Chariisy ellers med drager? Holde dem som kæledyr?"

     "Det ville ikke overraske mig," sagde Matt. "Den kvinde virker skræmmende. Det billede, som vi så af hende. Alle de ar. Uhyggeligt."

     "Hun selvskader sig selv," sagde Rin. "Måske ønsker hun i virkeligheden at dø, men kan ikke. Kan dragekropsdele slå ihjel?"

     "Giften fra giftdrager kan," sagde jeg. "Så... ja, hvem ved, måske indeholder Mørkets Drage gift."

     "Men hvorfor skulle kvinden gå i krig, hvis hun alligevel forsøger at dræbe sig selv?" sagde Matt. Det var der ingen af os der kunne svare på, så i stedet sad vi bare og gloede ud i luften, da Jack kom ind i salen under larmende trompeter, fordi så privilegeret var han.

     "Hvor er Lucifer?" spurgte han os.

     "Hvorfor?" spurgte jeg.

     "Jeg skal tale med ham. Det er vigtigt."

     Så vigtigt kunne det vel heller ikke være. Hvad kunne min far på nogen måde hjælpe med? Men Jack så lidt bleg ud, som om han var lige lovlig presset på grund af situationen.

     "Det ved jeg ikke," sagde jeg og vendte mig om.

     Jack tøvede, men jeg kunne fornemme hans vrede uden at se ham. "Hør her," sagde han så. "Hvis din dumme kæreste ikke havde - "

     "Jack," afbrød Rin med bøn i sin stemme.

     "Fint. Lige meget. Jeg klarer det selv." Han skulle til at vende sig om og gå da Matt sagde:

     "Jeg så ham i biblioteket for en halv time siden. Måske er han der endnu."

     Jack takkede ham og gik. Rasende vendte jeg mig mod min nyerklærede eksven.

     "Forræder," hvæsede jeg. "Vi havde en pagt om ikke at hjælpe ham!"

     "Vi har da ikke lavet nogen pagt!" protesterede Matt.

     "Det gjorde vi indirekte da James gik ned med flaget og nægtede at hjælpe dem, fordi de myrdede hans familie."

     Rin sagde ikke noget. Jeg havde det lidt dårligt over at tale sådan om folk, der på en måde var hendes familie, men så ikke mere, for hold nu op.

     "Må jeg lige minde dig om," sagde Matt, "at ham dér er din bror. Han er din familie. Og desuden er der ingen her, der slog James' familie ihjel. Jack er sgu da på alder med os, han gik i første klasse da det skete. Han har jo intet med det at gøre. Desuden kan vi ikke bare se passive til mens Chariisy vinder krigen. Gud og Lucifer har jo allerede gjort det klart, at det her handler om mere end bare De To Dale. Det handler om hele verden. Og desuden er sejren over Chariisy og over Darkeya den absolut eneste måde vi kan få Kira tilbage!"

     Hverken Rin eller jeg sagde noget. Matt sad lidt og forsøgte at få vejret. Så sagde han: "Få dog prioriteterne i orden. Jeg går over og får noget frokost." Så forlod han os. Ingen dyr fulgte efter ham, så jeg vidste, at han var sur.

 

Den aften var jeg irriteret og træt. Irriteret over, at ting ikke bare kunne være lette. Træt, fordi jeg havde vredet hele min hjerne for at gennemskue dragemysteriet.

     Jeg kom ind på James' værelse. Han lå i sin seng med lukkede øjne. Fjernsynet kørte med lav lyd over en eller anden sitcom. James' vejrtrækning var rolig, så jeg tænkte, at han nok sov. Først forsøgte jeg at finde fjernbetjeningen, så jeg kunne slukke for fjernsynet, men jeg kunne ikke, så jeg gav bare op og krøb under dynen til ham. Lagde mig helt ind til hans varme krop og lukkede øjnene.

     "Hm?" rømmede James sig. Han flyttede lidt på sin arm og lagde den rundt om mig.

     "Hm," svarede jeg. Mere var der ikke at sige. Han spurgte i hvert fald ikke om mere, og jeg sagde ikke mere.

     Så gik døren op, og en anden person rømmede sig.

 

*James*

 

Mine dage var okay. Selvom jeg nu tror, at jeg faktisk havde et problem. Jeg fik set alt for meget Snurre Snup og Friends, men altså, hvad skulle jeg ellers lave? Jeg kunne ikke ligefrem ringe til Brandon.

     Fuck hvor jeg savnede Brandon.

     Og Kira.

     Gad vide om Kira overhovedet stadig var i live. Og gad vide om Brandon stadig sad lænket til en kørestol.

     Det var ikke til at vide for jeg kunne ikke kontakte dem.

     Da Catriana lagde sig ind til mig blev jeg ikke andet end glad. Elskede at have hende så tæt på mig, hvor jeg kunne dufte til hendes hår. Alt var perfekt, fordi jeg ganske kort glemte alle problemerne, der foregik udenfor dette værelse.

     "Hmhm," rømmede stemmen sig. Jeg åbnede øjnene, Catriana stønnede træt. Det var Lucifer, som stod i døråbningen med armene over kors, som om han ikke lige var braset ind på mit privat soveværelse. Han så faktisk ud, som om det direkte modsatte var sket.

     "Et ord, tak?" sagde Lucifer. Han lød en smule gnaven, og jeg mistænkte det for at være fordi hans datter lå op ad min brystkasse.

     "Hvad er klokken?" spurgte jeg.

     "Det er lige meget. Cat, gå tilbage til dit soveværelse."

     "Far, du bestemmer ikke - "

     Lucifer sendte hende et så indædt sort blik, at Catriana lammedes. Hun stirrede først tilbage, men gav så op og kravlede ud af sengen igen. Før hun gik ud kiggede hun tilbage på os, men jeg nikkede svagt for at indikere, at det hele nok skulle gå fint.

     Håbede jeg.

     Da døren blev lukket efter Catriana, gik Lucifer hen og satte sig i lænestolen ved siden af min seng. Jeg rettede mig op, fandt fjernbetjeningen under puderne og slukkede fjernsynet, som stadig kørte ved lav lyd.

     "Hvad er der?" spurgte jeg.

     Lucifer sagde ikke noget først. I stedet fandt han sig en pibe i lommen og gav sig til at proppe tobak ned i den. "Jeg har talt med Jack," sagde han til sidst.

     "Hvorfor?" spurgte jeg, selvom jeg kunne fornemme en kommende fare.

     "Han bad mig tale med dig. Efter at have talt med Gud. Ser du... han er lidt i en vildrede. For som det står nu er du og Gud de eneste, der rent faktisk kan dræbe den forbandede kvinde og - "

     "Jeg har ikke tænkt mig at hjælpe ham, Lucifer," afbrød jeg, hvilket jeg fortrød lige bagefter, for Lucifer sendte mig straks sine farlige øjne.

     Netop som jeg troede, at manden ville slå mig halvt ihjel, sagde Lucifer i stedet: "Det her handler ikke om at hjælpe ham, James. Eller dem. Tro det eller lad være, så er det ikke svært for mig at forstå, at du ikke har lyst til at hjælpe de folk, der myrdede din familie og derefter kidnappede dig til den anden ende af verden. Nej, det her handler om at hjælpe mig."

     "Dig?"

     "Chariisy er sindssyg," sagde Lucifer, og han så mig lige i øjnene som han sagde det. "Det har været klart siden vi var engle. Darkeya kunne lide vildskaben i hende, mens jeg fandt den urovækkende."

     "Er det fordi hun er halvt menneske?" spurgte jeg og huskede tilbage på den samtale, hun og jeg havde haft for mange dage siden. Jeg... Mit menneskeblod har altid skadet mig... på en måde.

     "Det... ja, det er meget sandsynligt."

     Jeg tøvede lidt, men besluttede mig så for at tage risikoen. "Chariisy fortalte mig, at du også var halvt menneske."

     Det var lidt uklart til at starte med om jeg var gået over stregen. Jeg kunne i hvert fald ikke læse det i Djævelens ansigt. Efter nogle øjeblikkes stilhed sagde han med meget lav stemme:

     "Da mennesket gik imod Guds ordre om at spise fra træet, begyndte de at indse ting, som Gud ikke ønskede, at de skulle indse. De havde ikke længere det samme behov for ham, som de plejede at have. Gud ønskede ikke, at det samme skulle overgå englene. Det var betingelsesløst vigtigt, at englene forblev loyale mod ham for evigt. Og derfor var det forbudt at parre sig med mennesker. For de væsner, der kom ud af det var... utilregnelige."

     "Som dig og Chariisy?"

     Lucifer nikkede. "Chariisy blev smidt ud i skoven af sine mor som lille på grund af sit blod. Hendes menneskegener har aldrig gjort noget godt for hende. Det havde den modsatte effekt for mig. Det var, som om jeg så lige igennem alle de illusioner, som alle mine bekendte ikke engang vidste var der."

     "Er det menneskeblodet, der gør Chariisy så farlig?"

     "Ja. Chariisy vil ikke stoppe når hun sidder på tronen. Det vil hun ikke."

     "Det fortalte Gud mig også."

     "Så må du vel også kunne forstå, at det her ikke handler om Jack. Det handler om mig, det handler om Gud, om Darkeya. Om os alle sammen. Om dig, Cat, jeres venner, jeres skole. Hele verden." Han tog en kort pause og tog en dyb indånding. "Chariisy er nødt til at dø. For min skyld især. Jeg har set de ting, hun er i stand til. Og sammen med Darkeya kan hun ikke stoppes."

     Jeg fandt mig selv en smule egoistisk når selve Djævelen sad her og havde mere næstekærlighed end jeg selv havde. "Så du vil have mig til at deltage i krigen? På trods af alt, der er sket?"

     Lucifer rystede på hovedet. "Det ville jeg aldrig bede dig om."

     Jeg hævede det ene øjenbryn.

     "Jo, okay, det ville jeg måske, hvis det var nødvendigt. Men det er ikke nødvendigt. Gud nægter at gøre noget på grund af hans latterlige princip. Jeg og Jack har bare brug for en af jeres kraft. Så det må jo blive din. Ser du... der er en måde du kan give en hånd med - uden at være med i krigen."

     "... Hvordan?"

 

*Kira*

 

De første dage efter jeg havde fået mine nye syner, tog jeg afstand til de faldne engle. Jeg havde besvær med at tale med dem, se på dem, fordi jeg ikke kunne stoppe med at se deres skæbner. Og halvdelen af deres skæbner var langt fra positive. Karl kom til at dø i denne krig, og selvom han syntes, at jeg var irriterende, og jeg var træt af at have ham op ad mig hele tiden, kunne jeg ikke stoppe med at græde en af aftenerne.

     De faldne engle kunne også mærke det. De tog afstand til mig, fordi de vel kunne se det i mine øjne.

     Men så en dag, da jeg sad på stranden og lagde kabale for mig selv, kom Zenia, Mirakel og Yasmin hen til mig.

     "Vi er blevet sat til at købe ind," sagde Mirakel. "Vil du med?"

     "Jeg troede ikke, at jeg måtte forlade lejren," sagde jeg.

     "Det må du heller ikke," sagde Yasmin. Zenia sendte hende et brændende blik, hvorefter hun smilte til mig.

     "Darkeya tilgiver os nok. Han opdager det sikkert ikke engang," sagde hun.

     Der skulle så sandelig ikke meget til at overtale mig. Jeg sprang op så ivrigt, at jeg fik sand i øjnene, og måtte bruge hele vejen ned til landsbyen på at blinke kornene ud af øjenæblerne.

     Mens vi købte ind snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Alt andet end krig i hvert fald. At tilbringe tid sammen med de tre udenfor lejren fik mig til at indse, at jeg sikkert godt kunne være venner med dem, hvis ikke der var det her skel mellem os. Hvis de havde gået på Pijifenas Magiskole er jeg sikker på vi havde været pals.

     Efter vi havde købt ind blev vi lidt i landsbyen og kiggede i butikker.

     "Du bør også have dig noget tøj," sagde Zenia. "Så behøver jeg ikke låne dig noget mere."

     "Tja, jeg ville have pakket mere, hvis ikke Darkeya havde kidnappet mig med så kort varsel."

     Det grinte Zenia og Mirakel af, og selv Yasmin smilte en smule.

     Så vi brugte de næste par timer på at købe tøj til mig, hvilket var fabelagtigt. Jeg følte mig helt ny og fin, hvilket jeg ikke havde følt mig som i uendelige tider.

     Matt ville elske denne her, tænkte jeg, som jeg betragtede mig selv i spejlet. Yasmin havde fundet mig en sommerkjole med små kaninhovedet for neden.

     "Den er meget sød," sagde jeg. "Kan vi købe den?"

     "Selvfølgelig," sagde Mirakel og tog Darkeyas dankort frem. "Det er ikke fordi vi betaler for det selv."

     "Betragt det som din løn," sagde Yasmin og blinkede.

     "Stadig ikke nok i betragtning af at jeg næsten døde." Og kan se præcis hvornår I alle tre dør.

    

Nogle timer senere vendte vi tilbage til lejren, hvor de andre var samlet ved Darkeyas telt.

     "Hvad er der sket?" spurgte Yasmin. Hun satte i løb. Da Darkeya så hende, tog han fat i hendes skulder og sagde et eller andet til hende.

     "Gad vide hvad det er?" spekulerede Zenia.

     "Krigen," sagde jeg. "Krigen begynder nu. Han har fået en besked fra Chariisy."

     "Hvordan vids- lige meget." Zenia rystede på hovedet og himlede med øjnene.

     Chariisy var klar til at slå alle mine venner ihjel. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke lade Darkeya fuldføre det her. Oraklet havde bedt mig redde ham, så jeg var nødt til det. Jeg kunne ikke lade ham begå denne her fejl.

     "Darkeya!" kaldte jeg og stormede mod ham. Mirakel greb ud efter min arm, men jeg undveg. Darkeya løftede blikket mod mig, og jeg kunne se i hans øjne, at han var parat til kamp. Da jeg kom hen til forsamlingen, greb Karl mig i armen og tvang mig til at blive stående.

     "Hvad er der, Rævepige?" spurgte Darkeya.

     Jeg åbnede munden for at argumentere, men vidste alligevel, at jeg ikke havde mere at sige. Alt, hvad jeg kunne sige, havde jeg allerede sagt. Han havde tænkt sig at gøre det her, og der var intet jeg kunne gøre. "Gør ikke det her," hviskede jeg bare. Tryglede jeg.

     "Det her er, hvad jeg har kæmpet for," sagde Darkeya. Han løftede brevet. "Og det er nu, det sker. Intet kan stoppe mig."

     Jeg bed mig i underlæben. Som Darkeya vendte sig om, gik det op for mig, at jeg ikke kunne give op. Jeg trampede hælen ned i Karls skosnude, og han skreg op og slap mig. Så stormede jeg over til Darkeya og greb ham i underarmen.

     "Gør det ikke!" råbte jeg. Darkeya stirrede forarget på mig, men jeg var ligeglad. "Hvis du gør det kommer vi alle til at dø!" råbte jeg så højt, at det da for helvede måtte sive ind.

     "Det du mener er, at alle dine venner kommer til at dø," sagde Darkeya med en farligt kold stemme. "Men hvorfor skulle jeg bekymre mig om dem? Slip mig."

     "Nej!"

     "Slip mig, din forbandede unge!"

     "DU ER EGOISTISK OG OND!" Stærke arme tog fat i mig bagfra. Hev mig væk. Jeg kæmpede og skreg. "DU TÆNKER IKKE PÅ ANDRE END DIG SELV OG JEG HADER DIG! DU ER LIGEGLAD MED VERDEN, DU ER LIGEGLAD MED ALLE UNDTAGEN DIG SELV! DEN TRONE ER IKKE DET VÆRD!"

     "Få hende under kontrol!" råbte Darkeya mens jeg skreg op. Anubus tvang en drik i mig. Jeg gjorde mit bedste for at spytte den ud igen, men der var allerede blevet slugt for meget. Pludselig begyndte jeg at forvandle mig. Mine hænder blev til poter, jeg blev mindre i størrelse. De tvang mig i min ræveform.

     Og da jeg først var i ræveform, kunne jeg intet gøre for at slippe fri. Karl fandt et lille bur frem, hvor de lukkede mig ind. Jeg prøvede desperat at forvandle mig til menneske igen, men jeg sad fast i denne her form. Det eneste, jeg kunne gøre, var at stirre meget intenst på Darkeya indtil han ombesluttede sig.

     Problemet var bare, at han stirrede meget intenst tilbage, som om han var fuldstændig ligeglad med alting med undtagelse af Himmelens trone.

     Jeg hadede ham. Og hvis jeg ikke kunne overtale ham, måtte jeg finde en måde at slå ham ihjel på.

 

*Jack*

 

Jeg spadserede frem og tilbage i det mørke lokale. Ville det lykkes ham? Eller ville jeg være totalt på spanden?

     Sværdet lå på bordet. Langt og skinnende. Det havde været i vores familie mange hundrede år. Et af de fineste sværd, der var. Det havde dræbt mange mennesker. Alt for mange mennesker. Nu håbede jeg, at det kunne dræbe én sidste person, og lad det være den sidste.

     Det bankede på.

     "Kom ind," sagde jeg.

     Døren åbnede, og ind kom Lucifer. Bag ham kom James. Hans hår var redt og strittede ud til alle sider. Han var klædt i en grå T-shirt og nogle løse jeans. Jeg havde ikke set ham så sjusket siden han lige var kommet hertil.

     "Hej," sagde jeg og forsøgte ikke at lyde al for hård. James skævede til mig, men sagde ikke noget.

     "Lad os få det her overstået," sagde Lucifer.

     Det måtte jeg erklære mig enig i. "Ja, det er her." Jeg viste dem sværdet. Lucifer så på James, og James gik hen til det.

     "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," sagde han efter at have stået og stirret på det i nogle sekunder.

     "Den gamle gav mig en besværgelse." Lucifer hev et stykke papir frem fra en inderlomme og rakte det til James. James tog imod det og så lidt på det. Så nikkede han.

     "Okay, fint, lad os gøre det." Han rakte sin ene arm indover sværdet uden at røre det. Så begyndte han at læse op af papiret. Det var et gammelt sprog, som jeg ikke kendte. Men James læste det meget flydende, som om det var hans modersmål. Jeg spekulerede på, om det var guddommeligheden i ham, der gav ham den evne eller om han havde lært sig det et eller andet sted.

     Sværdet begyndte langsomt at lyse. Først skinnede det svagt, og så begyndte det at stråle så kraftigt, at jeg var nødt til at se væk. Da det aftog, kiggede jeg igen. Sværdet lignede sig selv.

     "Er det... sket?" spurgte jeg.

     "Det ved jeg ikke," svarede James. "Jeg sagde det, der stod."

     Lucifer sank en klump. Så løftede han tøvende sværdet og holdt det mod sin hånd, holdt den skarpt mod sin tommelfinger. Det begyndte at bløde, som han skar sig. Han skar en grimasse.

     "Hvad laver du?" spurgte James.

     "Tjekke om det virker."

     "... Virker det så?"

     Lucifer tænkte lidt over det. "Det er ikke, fordi jeg ikke kan bløde, men... ja, det er anderledes. Jeg tror, det virker. Men jeg kan ikke forklare hvorfor." Han lagde langsomt sværdet ned på bordet igen.

     "Vil det ikke være ligesom Ninanoc nu?" spurgte James. "Når jeg har givet det nogle af mine kræfter?"

     Lucifer rystede på hovedet. "Det er en anden besværgelse, der gør det. Det her vil fungere som et helt normalt sværd, men det... det vil kunne slå Chariisy ihjel, som var hun en almindelig, dødelig person."

     Jeg så vantro på sværdet. Med det kunne jeg slå hende ihjel. Jeg kunne få det overstået. "Tak," sagde jeg.

     "Jeg gjorde det ikke for dig," sagde James uden så meget som at skæve til mig. "Jeg gjorde det for alle."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...