Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2165Visninger
AA

24. Kapitel 24: "Blandt mordere"

 

*Jack*

 

"Træningen?" spurgte jeg.

     "Den er glimrende," svarede Tilius. Jeg vendte blikket spørgende mod mig, fordi jeg vidste, at det var løgn.

     "Hvordan glimrende?"

     "Helt glimrende." Tilius trak på skuldrene. "Hvis ellers barnet ville lystre."

     "Snakker du om James Cult?" Det måtte være James, som han snakkede om. Hvem skulle det ellers være?

     "Nej," svarede Tilius. Jeg hævede mine øjenbryn. "Nej, James Cult er så medgørlig, som man kan forvente. Det er hende jeg snakker om. Deres... søster."

     "Cat," sagde jeg og smagte lidt på navnet. Det var stadig mærkeligt at tænke på. For et par måneder siden havde jeg ingen familie tilbage, og pludselig havde jeg både en far, en søster og min forsvundne barndomsven. "Hvad er der galt med hende?"

     "Hun modsætter mig. Som om hun slet ikke ønsker at deltage i nogen krig."

     "Måske er det heller ikke, hvad hun ønsker."

     "Så kan hun da for helvede tage hjem. Der er ingen, der tvinger hende til at blive her."

     Jeg tsk'ede. "Tilius, du er blottet for følelser og for medmenneskelighed, så jeg forventer ikke, at du nogensinde ville kunne forstå det. Men visse mennesker holder af hinanden, ja, de ligefrem elsker hinanden. Og min søster elsker James Cult. Hun tager ikke hjem før den dag, James gør det. Og det samme gælder vist Rin og ham Matt."

     "Rin Lee burde ikke have valget. Hun hører til her."

     Ja, hun hører til hos mig. "Hun hører til hvor hun vælger at gøre det."

     Vi fortsatte ned ad korridoren og ned mod mødelokalet. Det var tidlig morgen, alt for tidlig morgen, men jeg frygtede, at krigen nærmede sig med hastige skridt. Hvis det virkelig passede, at Chariisy havde fanget Mørket og Lysets Drager, så var vi på den. Jeg brød mig i hvert fald ikke om det blik, Lucifer fik i øjnene, når vi snakkede om det.

     Det smertede mig også at se på James Cult. Han insisterede på at blive her, men jeg kunne fornemme, at det ikke var det rigtige for ham. Noget var i hvert fald forkert. Han var bleg, han svedte, og jeg kunne fornemme, at det tog mere styrke fra ham, lige meget hvad han gjorde. Jeg betragtede dem ofte træne. Disse folk med magi. De var kun børn, og de havde ikke træning som soldater, skønt deres kræfter i den grad var magtfulde. Det var Tilius, der stod for træningen, ham og nogle få af Ravnene. James makkede altid ret, han gjorde præcis som der blev sagt evigt og altid, men aldrig med et smil på læben. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde bemærket, hvordan Cat betragtede ham med bekymring præcis ligesom jeg gjorde det.

     Vi ankom til mødelokalet, og vagterne åbnede for os. Lokalet virkede tomt, netop som vi trådte ind, men jeg kunne ikke lade være med at bemærke en stank. En ubehagelig stank. Tilius prikkede mig på skuldrene, og jeg så imod ham, og så videre hen imod hjørnet.

     I hjørnet, hvor en af Ravnene sad tilbagelænet i en stol. Men der var noget forkert ved hans stilling, og der var... så meget blod. Hans hals var skåret over, og hele hans kappe var tilsølet i rød væske.

     Han var død.

     "Nej," hviskede jeg. Ikke igen. Nej.

     "Det kan ikke være sandt," sagde Tilius. "Da ikke en Ravn!" Tanken om, at Chariisy skulle have kunnet dræbe en Ravn her på slottet virkede umulig. Ravnene var så godt som uovervindelige!

     Tilius skyndte sig hen til Ravnen og mærkede hans puls. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at manden virkelig var død. Så begav Tilius sig til at rode rundt i lommer, lige indtil han fandt, hvad jeg frygtede, at han ville finde. Tilius læste den, hans mine uforanderlig, så jeg på ingen måde vidste, hvad der stod. Jeg kunne kun gætte.

     "Her," sagde Tilius. Han rakte mig brevet. Jeg tog imod det med rystende hænder og tvang mig selv til at læse det:

 

Du Helvedes kryb

 

Du vil se Himmelen og Helvede falde for dine øjne. Og du vil være skyld i det. Intet kan beskytte dig længere. Hverken Mørkets eller Lysets Fædre, for de er snart fortid.

Krig er over os.

Sejren er min.

 

*Kira*

 

Alle lod til at lade mig være. Som om de ikke længere frygtede, at jeg ville stikke af. Det ville jeg heller ikke. Ikke nu. Der var ligesom noget vigtigere at tage sig af.

     Vi havde slået os ned ved en strand. Ankom her i går, og ingen virkede til at ville tage af sted lige om hjørnet. Men stadig, folk ventede på noget. Et tegn fra Chariisy måske. Eller et tegn fra mig.

     Måske skulle jeg bare give tegnet. Måske burde jeg fortælle det til Darkeya.

     Jo.

     Ja, jeg burde helt sikkert fortælle det til Darkeya. Han burde ikke gå ind i det her i blinde. På en eller anden måde syntes jeg, at han fortjente bedre. Af hvilke grunde ved jeg ikke.

     Han sad ved et af de dér folde-sammen-borde, som man kan tage med på camping, lænet ind over kort og papirer, mens han skrev ting. Han så så koncentreret ud, at jeg næsten var ked af at ødelægge det for ham. Næsten.

     "Vil du spille kort?" spurgte jeg og trak en kortæske frem fra min lomme. Darkeya spjættede en smule, fordi han vel ikke havde hørt mig komme. Så stirrede han vantro på pakken.

     "Kort?" spurgte han.

     "Ja."

     "Med dig?"

     "Ja, hvorfor ikke?"

     Darkeya spidsede munden og foldede en mappe sammen. "Du er Oraklet nu. Du kan se, hvordan verden går under, du ved, hvordan Gud blev til, og hvad der var før ham. Men du vil bare gerne spille kort?"

     Jeg trak på skuldrene. "Faktisk er der ikke noget, jeg hellere vil."

     I lidt tid sagde ingen af os noget. Darkeya betragtede bare kortene, som om han aldrig havde set noget lignende. Så trak også han på skuldrene og sagde: "Okay."

     Vi gav os til at spille. Nu var der bare det, at jeg ikke kendte nogen kortspil andet end fisk, så Darkeya var nødt til at lære mig alle dem, han kendte. Vi endte også med at sidde og spille i flere timer, og jeg tror ikke, at nogen af os havde noget imod det. Det hjælp os ligesom til at glemme, hvordan situationen i verden så ud, og hvad vores rolle i den var.

     Så kom jeg i tanke om, at jeg faktisk virkelig var nødt til at fortælle ham det.

     "Darkeya, har du planlagt, sådan, rigtigt, at gå i krig sammen med Chariisy?"

     "Ja," svarede Darkeya uden at se på mig.

     "Hvorfor?"

     "Fordi hun har en plan og hun har midlerne, der kan sikre os Himmelen. Og det er det eneste, vi altid har villet have."

     "Hvad nu..." Jeg tøvede, men tog mig så sammen. "Hvad nu, hvis jeg fortalte dig, at Chariisy ikke ville have Himmelen."

     Darkeya stoppede med at blande kort. "Hvad mener du?"

     "Jo, altså. Hun vil gerne have Himmelen, men... Darkeya, jeg så noget. Et syn, mener jeg. Himmelen er ikke alt, Chariisy vil have."

     "Hvad vil hun ellers have? Helvede? Jorden?"

     "Alt," svarede jeg. "Og jeg tror, at det er farligt, hvis hun får magt. Det er ligesom utydeligt, hvad der sker, hvis I vinder krigen. Og jeg tror, at det er negativt."

     "Hvorfor skulle det være negativt, bare fordi du ikke kan se det?"

     "Da jeg snakkede med Oraklet før vi slog hende ihjel. Hun fortalte mig, at hun havde vidst, at hun skulle dø, alene fordi hun ikke kunne se fremtiden. Jeg tror, at det er det samme her."

     "Så vi vinder krigen, og det betyder, at du dør. Hvorfor skulle det rage mig?"

     "Darkeya!"

     Han trak på skuldrene og lænede sig tilbage i stolen. "Rævepige, måske er du nyttig, men mere nyttig er du ikke. Vi kan godt undvære dig."

     "Det her handler ikke om mig! Det her handler om os alle. Jeg tror, at der sker noget slemt, hvis Chariisy vinder krigen. Noget virkelig slemt."

     "Det kan du ikke vide noget om." Darkeya rejste sig op. Han lagde kortene på bordet og gik sin vej. Jeg vendte mig om efter ham.

     "Du ved ikke hvad du taler om!" råbte jeg efter ham. "Du skal ikke prøve at lyde klog før du selv har prøvet at være synsk!"

     Han reagerede ikke.

     "Kom tilbage eller jeg fortæller dig, hvordan du dør!"

     Han reagerede stadig ikke, forsvandt bare mellem teltene. Jeg overvejede rent faktisk at fortælle ham det, men nænnede det ikke helt alligevel, så surt gav jeg mig til at lægge en af de kabaler, han havde lært mig.

 

*James*

 

Jack fortalte os, at krigen var over os. Meget snart i hvert fald. Jeg følte mig klar. Klar til at dræbe Chariisy som det var min opgave. Men så fik jeg øjenkontakt med Tilius, som betragtede mig nærmest vurderende. Som om han ville se, hvordan jeg reagerede. Det mærkelige var, at jeg reagerede anderledes, alene fordi han kiggede på mig. Pludselig begyndte mit hjerte at banke hurtigere uden at jeg kunne finde ud af hvorfor. Mine ben rystede ganske svagt, og jeg var nødt til at sætte mig ned, så de andre ikke bemærkede det.

     "Jeg siger det en gang til," sagde Jack, og han kiggede på os alle sammen. "Der er ingen, der tvinger jer til at blive her, for... det er nu, det bliver farligt. Det er nu, I for alvor er i fare. Jeg tror ikke, Chariisy vil skåne nogen. Hvis I bliver er det på eget ansvar."

     "Jeg bliver," sagde Rin uden at tøve. Jeg nikkede. Jeg følte også, at det var det rigtige at blive. Det eneste rigtige, jeg kunne forestille mig.

     Jeg synes, vi skal tage hjem, lød Catrianas stemme i mine tanker.

     Det kan vi ikke.

     Hvorfor ikke?

     Jeg fandt hende, stående ved siden af Lucifer, så hende ind i øjnene. For hvem skal ellers dræbe Chariisy? Du kan ikke, Rin kan ikke, Jack kan ikke. Lucifer kan ikke engang.

     Det er ikke vores problem...

     Det er alles problem. Jeg lukkede for kontakten. Alle var nødt til at stoppe med at tro, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Det var virkelig begyndt at være trættende.

    

De følgende dage trænede vi. Om formiddagen var jeg sammen med Jack, hvor vi øvede os i, hvordan man kommanderede De Gamle Krigere. Det var faktisk meget sjovt, fordi de nærmest var ens dukker. Man kunne gøre med dem, hvad man ville. Selv Jack kunne ikke skjule et smil på læben, da jeg fik ham overtalt til at få dem til at danse Sumba.

     Om eftermiddagen var det fysisk træning. Sammen med Tilius og Ravnene. Der blev lavet forhindringsbaner, som vi skulle igennem, illusioner, som vi skulle kæmpe imod. Vi skulle endda kæmpe imod hinanden. Jeg følte mig som en fisk i vandet.

     "I dag laver vi en stor forhindringsbane," sagde Tilius en eftermiddag. "Denne øvelse handler om at arbejde sammen som et hold. I får brug for jeres fælles kræfter for at nå hen til Chariisy." Han pegede hen imod en bakke, hvor der var stillet en træfigur op. "Vi lader i hvert fald, som om det er Chariisy."

     "Fedt mand," sagde Matt, og han mente det virkelig, tror jeg. "Hvornår begynder vi?"

     "Nu," sagde Tilius. Han tog sin kappe af og lagde den henover en bænk, stillede sig ved siden af mig.

     "Skal du være med?" spurgte jeg.

     "Ja. Jeg er også nødt til at træne engang imellem. Krig venter os. Og jeg vil have hævn. Hun dræbte en af mine Ravne, og det slipper man ikke godt fra."

     Gongongen lød, og folk fór fremad. Jeg var lidt langsom til at komme i gang. Der var noget ved det, som Tilius havde sagt, som virkede... mærkeligt. Men hvad kunne jeg ikke lige sætte fingeren på.

     En ildkugle blev fyret lige imod mig, men Rin og Tilius stoppede den med vand, som de skød efter den. Dernæst kom der en mur af opskydende luft. Så kraftig, at vi ikke bare kunne gå igennem den. Catriana dannede en boble, som isolerede os fra luften omkring os. På den måde, kunne vi bare gå over. Vi var alle nødt til at bruge vores kræfter for at komme igennem forhindringsbanen, og til sidst stod vi også overfor træfiguren, der var Chariisy. Jeg lagde en hånd på hovedet, det lyste op og sprængte væk.

     Catriana klappede. Matt og Rin fulgte trop. Jeg kunne også høre Jack og Lucifer klappe fra sidelinjen. Jeg smilte og bukkede for dem.

     "Mange tak, mange tak," sagde jeg. "Vi er jo samlet her i dag for at - " Jeg fik øjenkontakt med Tilius, som havde lagt armene over kors. Hans pande var let svedig, han havde fået et sår på kinden. "At - " For at hvad? Tilius havde brugt sine kræfter for at forsvare mig, og jeg ham. Alene for at dræbe en trædame, der ikke engang var virkelig.

     "James?" spurgte Rin. Hun trådte et skridt frem, og jeg trådte uvilkårligt et skridt tilbage. Mine ben begyndte at ryste igen. Jeg tog mig til panden, fordi jeg nu pludselig indså, hvad det var, der var så galt. Hvad det var, der fik alt det her til at virke så forkert.

     "Cult, hvad foregår der?" spurgte Tilius, og da han også skulle til at træde hen imod mig, strakte jeg mine arme ud mod ham.

     "Stop! Rør mig ikke!" Han skulle ikke komme tæt på mig. Han skulle ikke prøve på noget.

     Hvordan kunne jeg dog bare... glemme dem?

     I chok over min egen opførsel faldt jeg på knæ. Begravede mit ansigt i mine hænder. Hvordan? Hvordan kunne jeg dog gøre det?

     Hvordan kunne jeg arbejde sammen med min families mordere?

     Jack. Jacks mor. Ravnene. Tilius. Mordere. De var mordere.

     Flere begyndte at tale, men jeg opfattede ikke, hvad de sagde. Men jeg kunne mærke dem komme tæt på mig, og jeg forestillede mig det bare, og alt lyste op, så de var nødt til at bakke væk.

     Men én gik ikke væk.

     James. Det var Catriana.

     De er mordere.

     Jeg ved det godt. Hun faldt på knæ ved siden af mig, holdt fast i mig, holdt mig ind til sig. Tårerne begyndte at komme. Jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg havde kæmpet for min familie siden jeg var lille. Min mor. Min far. Kira. Og her var jeg, kæmpede side om side med deres mordere, som om det slet ikke betød noget som helst.

     Catriana lagde sine hænder på mine kinder, løftede mit hoved og vi så hinanden i øjnene. "Kom, lad os gå," sagde hun.

     "Okay," sagde jeg hæst. Der var ikke noget her, som jeg behøvede hos mig. Ikke andet end hende.

 

Jeg havde forsøgt at lægge mig i min seng, men det gik ikke så godt. I stedet sad jeg bare på gulvet, lænet op ad den. Både min krop og min hjerne var mærkelig svag. Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end bare stirre ud i luften i chok.

     Jeg håbede bare, at min familie ville tilgive mig. Og at de måske ville lukke mig ind i deres favn, hvis jeg nogensinde så dem igen.

     Catriana kom ind ad døren. Hun bar på den største taske, som jeg i mit liv havde set. Hun havde sagt, at hun bare skulle hente noget, men indholdet i den taske var vist alt andet end "bare".

     "Så," sagde hun og smilte lige lovlig kækt til mig. Så kækt, at jeg vidste, at hun kun smilte, i håb om at det ville smitte af på mig. Det gjorde det bare slet ikke, og til sidst forsvandt det. Hun rystede på hovedet og satte tasken på gulvet. "Jeg har taget nogle ting med." Hun begyndte at rode i den. Op kom en stor flaske vin. "Man har altid brug for alkohol." Og så en flaske vodka. Shit. Dernæst en masse, masse chips. Og burgere og pomfritter.

     "Hvorfor... hvorfor har du det med?" spurgte jeg hæst.

     Catriana trak på skuldrene. "Har hørt, at ting, der er usunde for kroppen er sunde for sindet. Men det er Rin, som har sagt det, så det er sikkert løgn. Uanset hvad har jeg tænkt mig at følge det princip." Hun tog en kæmpestak bøger op. "Og så bøger, fordi jeg har brug for at læse."

     "Du ved, at jeg ikke kan lide at læse," mumlede jeg.

     "Ja, det ved jeg, men du har det med at lytte, når jeg læser højt. Du skal ikke lyve, du elsker det."

     Det var sandt selvom jeg ikke sagde det.

     "Og sidst, men ikke mindst," sagde Catriana dramatisk. "Ja, bestemt slet ikke mindst." Hun rodede lidt mere rundt i tasken. Det lykkedes mig at rejse mig op fra gulvet. Min røv var øm af at sidde på det hårde træ. Med et smil på læben trak Catriana den sidst ting op fra tasken.

     "Twister," sagde hun, og hendes smil havde aldrig været større eller mere ægte. "Vores yndlingsspil."

     "Siden hvornår er det blevet vores yndlingsspil?"

     "Siden lige nu. Og... ja, det var altså det eneste spil, jeg kunne finde. Folkene her i dalen er vist ikke så glade for sjov. Men vi må bare få det bedste ud af det. Jeg har i hvert fald sagt, at ingen skal forstyrre os nogensinde igen. Værelset er vores, og ingen kommer ind."

     Jeg fandt mig selv stirrende på alle tingene, uden helt at kunne fatte, at det var det, jeg så på. De lavede i hvert fald ikke burgere her på slottet, så Catriana må have fundet dem et sted i byen. Alkohol var låst væk et eller andet sted, så hun måtte virkelig have "dirket nogen låse op" for at få fat på det. Jeg kunne ikke lade være med at grine ved tanken.

     "James?" spurgte Catriana paf. Mere nåede hun ikke at sige, før jeg tog hende om livet og hev hende med mig ned på sengen. Vi faldt så hårdt, at vi hoppede op og ned. Jeg kyssede hende, og hun kyssede mig, hvorefter vi bare lå og så på hinanden, for en gangs skyld isoleret fra verden omkring os.

     "Tak," sagde jeg.

     "Ingen årsag," sagde hun.

     "Jeg mener det."

     Catriana smilte.

     "Catriana," sagde jeg og tog en sort lok om bag hendes ene øre. "Du er den eneste, jeg nogensinde vil være sammen med. Jeg vil dø sammen med dig, en eller anden gang, når vi er gamle og grå. Vi skal sidde på en veranda, og der skal bare være blomster over det hele. Du er den eneste, jeg har lyst til at blive gammel sammen med."

     Catriana sagde ikke noget, hun var vel for forbløffet over det, jeg sagde.

     "Jeg har ikke haft en familie, siden jeg var ni," fortsatte jeg. "Men hvis jeg nogensinde skulle skabe en ny, skulle det være sammen med dig. Og ingen anden."

     "Okay," sagde Catriana. Et kort øjeblik vidste jeg ikke, hvad hun tænkte, men så smilte hun ganske svagt. "Men ikke nu. Om et par år. Efter vi er gået ud af magiskolen."

     Jeg kunne ikke lade være med at grine. Og Catriana grinte med. Vi grinte sammen.

 

*Kira*

 

Solen var på vej ned. Den var orange og kastede et smukt skær på havet, som var stille og roligt så sent på dagen. Nogle måger fløj henover vandet, på vej ud i verden. Jeg stod ved vandbredden og lod mine bare tæer synke ned i sandet.

     Nogen rømmede sig ved min side. Jeg drejede hovedet. Det var Darkeya.

     "Nå," sagde jeg, lukkede øjnene og vendte hovedet tilbage mod hovedet. "Der kommer man krybende tilbage."

     "Hvad i alverden laver du?"

     "Synker. Det plejede jeg at gøre, når min familie tog til stranden om sommeren. De syntes det var ret mærkeligt."

     "Vi synes alle det er mærkeligt."

     "Hvad vil du?"

     Darkeya tøvede. Jeg kunne mærke, at han tøvede. Så spurgte han: "Hvordan dør jeg?"

     Jeg smilte. "Det siger jeg ikke."

     "Bliver det... under krigen."

     Jeg åbnede øjnene og så på ham. Han så faktisk en anelse bekymret ud. "Nej. Det bliver ikke under krigen. Det er... ikke ligefrem lige om hjørnet."

     "Aha," sagde Darkeya. "Men hvis ikke det slår mig ihjel, kan det da ikke være så slemt, det der sker under krigen. Hvad kunne være værre end døden?"

     "En masse ting," sagde jeg. "Hvorfor nægter du at tro på det jeg siger? Jeg er jo Oraklet for Himmelens skyld. Så teknisk set jeg er klogere end dig."

     "Eller også misfortolker du bare dine syner. Du har jo ikke haft dem i mere end nogle dage."

     "Du er bare bange for, at det er mig, der får det sidste grin."

     "Du er jo ikke til at snakke med." Darkeya vendte sig om og gik sin vej.

     "Det er ret slemt at miste dem man elsker," sagde jeg. Darkeya stoppede op.

     "Hvad?"

     "Jeg tror faktisk, at det er værre end døden," fortsatte jeg og så ham lige ind i øjnene. "James mistede sin familie, og det ødelagde ham indeni. Og min ven Matt blev heller ikke ligefrem henrykt, da hans mor døde."

     "Hvad har det med mig at gøre?"

     "Måske slår krigen ikke dig ihjel, Darkeya. Men det kunne slå andre ihjel." Mere sagde jeg ikke. Mere havde jeg ikke lyst til at sige. Han måtte selv træffe sit valg.

     Denne her syge evne til at se de her syge syn, den var ikke sund for mig. Det tror jeg i hvert fald ikke. Ingen burde være i stand til at se de ting, som jeg har set. Men... før kunne jeg ikke se mine venner. Jeg anede intet om, hvordan de havde det eller hvad der var hændt dem siden vores veje skiltes. Men nu, på grund af disse evner, kunne jeg se dem. Jeg kunne se dem så tydeligt, som havde de stået her på stranden sammen med mig.

     I den ene dal sad de. Inde på et værelse. De spiste burgere, pomfritter og spillede twister. Matt faldt så lang han var, fordi han ikke kunne være i bro så lang tid. Rin og Catriana grinte, og han grinte med dem. James sad på sin seng, og jeg kunne se, at han havde haft en hård dag. Men lige nu var han lykkelig nok. Så lykkelig, som man nu kunne være.

     Jeg savner jer mere end I aner, tænkte jeg. Jeg kiggede væk fra havet og over mod lejren, hvor Darkeya var ved at snakke med Anubis. Han så vred ud, men der var også en uro i hans ansigtsudtryk. Som om han pludselig tvivlede på ting. Men det er noget, jeg er nødt til at ordne, før vi kan blive genforenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...