Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2264Visninger
AA

23. Kapitel 23: "Kaldet"

 

 

*Catriana*

 

"Vi behøver heller ikke tage hjem i morgen, hvis du ikke synes."

     Han reagerede stadig ikke.

     Jeg rømmede mig til James' tavse ryg.

     "James?" spurgte jeg. Jeg fik en bange anelse og gik hen ved siden af ham, satte mig på sengen. Men han græd ikke. Han stirrede bare tomt ud i luften, som om der ikke længere var en døjt, der sagde ham noget.

     Igen rømmede jeg mig og snerrede: "Cult!"

     Det gav et gib i ham, og han vendte sig nærmere skrækslagent mod mig. Jeg smilte beroligende til ham. "Bare mig."

     "For helvede, Catriana," sagde han. "Jeg troede sgu det var din far."

     Jeg kyssede ham. "James, hvis der var noget galt, så ville du sige det til mig, ikke?"

     "Hvorfor tror du, at der er noget galt?" spurgte han. Jeg skævede til det store rod af tøj, der lå overalt på gulvet. Han var gået i gang med at pakke - i sådan fem minutter, må man gå ud fra, for kufferten var så tom som den havde været for flere timer siden.

     "Ja, okay, så jeg er ikke hurtig," sagde James kort for hovedet med et træk på skuldrene.

     "Har du ikke lyst til at tage hjem, James?"

     "Vi kan jo ikke så godt efterlade Kira, kan vi? Hun er derude i verden sammen med Darkeya. Og... måske er hun endda død."

     "Sig ikke det."

     "Men måske er hun! Kira er lille og spinkel, og så god en Seer er hun heller ikke. Hun ville jo ikke... tænk at Darkeya... tænk at Gud..." Han stoppede sig selv, som om han oprigtigt ikke vidste, hvordan han skulle afslutte sætningen.

     "Gud er et røvhul," sagde jeg. Det gibbede i James ved udtalelsen. "Det har jeg faktisk prøvet at fortælle dig i årevis."

     James fnøs bare uden at se på mig. Efter en rum tavshed sagde han: "Det føles bare forkert?"

     "Hvad føles forkert?" spurgte jeg, fordi jeg oprigtigt ikke vidste det.

     "Det hele," sagde han, hvorefter han rejste sig op og gav sig til at pakke videre.

 

Der er intet som en fest til at live op i min søde kæreste. Den aften blev der holdt en stor afskedsfest for os. Jack havde ikke sparet på noget. Han måtte virkelig være taknemmelig. Retterne var udsøgte, og bagefter blev hele gulvet i balsalen åbnet op til dans. Og jeg mener dans af den fedeste facon.

     James bad mig danse med ham som noget af det første efter maden. Selvom jeg aldrig har været den store danseentusiast, takkede jeg straks ja ved synet af hans nyfundne smil. Hurtigt fandt vi en takt, og før vi vidste af det, var der intet i verden der kunne stoppe os. Dansegulvet var vores, og alle andre end os blev glemt. I løbet af den tid, der glemte jeg, hvor ked af det, James havde været tidligere. Det kunne slet ikke ses på ham. Han så så lykkelig ud, som nogen teenager kan være.

     Han trak mig ind i sin favn og kyssede mig på panden. "Og du siger, at du ikke kan danse."

     "Hold kæft," sagde jeg med et grin, da vi begge to udmærket vidste, at jeg havde danset som en skæv pelikan.

     En rømmede sig ved mit øre, og jeg kiggede op og mødte Jacks tofarvede øjne. Han smilte stilet.

     "Godaften, James," sagde han. "Godaften, Cat."

     "Hejsa," sagde James. Smilet forsvandt så hurtigt, som det var kommet.

     "Hygger du dig?" spurgte jeg ham.

     Jack smilte imødekommende. "Ja. Ja, det gør jeg. Må jeg låne min søster, James? Til den næste dans?"

     James brummede og holdt mig endnu tættere ind til sig. Jeg rystede mig løs. "Jo, hvis det bare er en dans." Jeg kunne nemlig fornemme, at der var et eller andet, han gerne ville snakke med mig om. Noget alvorligt.

     "Så... snakker jeg bare med Matt eller noget." James gav slip på mig og forsvandt i mængden. Lige lovlig hurtigt. Jeg så efter ham og overvejede at kalde på ham i mine tanker, men gjorde det ikke.

     Jack gjorde an til dans, og jeg fulgte hans trin. Næste sang var rolig, så alle svajede nu langsomt frem og tilbage med deres partnere.

     "Jeg har ikke set far," sagde jeg for at bryde tavsheden.

     "Nej," sagde Jack. "Han sagde, at han ville sige farvel til Lysherren."

     Jeg sank en klump. "Gud? Tager Gud af sted?"

     "Jaer... han sagde, at han lige så godt kunne være i Himmelen som her, når han nu har det princip, at han ikke blander sig i menneskenes affærer." Min bror himlede med øjnene.

     "Og desuden er han blind nu," sagde jeg. "Han aner intet om, hvad der foregår længere."

     I tavshed dansede vi lidt, men jeg vidste, at der var et usagt spørgsmål i luften mellem os. Jeg vendte blikket mod ham, spørgende, og Jack spurgte til sidst: "Hvordan har James det?"

     "Han... "Jeg tøvede. "Han har det godt, tror jeg." Det var en lodret løgn, men jeg skulle ikke fortælle nogen sandheder før jeg vidste, hvor Hans Majestæt var på vej hen med det her.

     "Hvor godt? Jeg mener... er han tilfreds? Med det hele? Han virkede lidt mærkelig efter De Gamle Krigere. Som om det tog på ham - på en eller anden måde."

     "Det gjorde det vist også. Fysisk, altså. Det må være udmattende sådan at være magisk forbundet med en hær af stenkrigere."

     "Jah, det kan der være noget om." Jack så tænksomt ud i luften. I det øjeblik vidste jeg, hvorfor han spurgte om de her ting.

     "Kun en guddommelig kraft kan dræbe Chariisy," sagde jeg. Jack så stadig ikke på mig. "Og nu, hvor Gud er taget af sted, er James den eneste guddommelige kraft, du har."

     Jeg så afventende på ham, og til sidst så han mig i øjnene, som om han skammede sig. "Cat - "

     "Nej," sagde jeg. "James har gjort nok for dig. Han bliver ikke her, bare så Chariisy kan dø. Han... for helvede, Jack, din mor slog hans familie ihjel. Han har allerede fundet dine krigere, mistet alt for denne her krig. Nu må det sgu da være nok!"

     "Hør nu - "

     "Det kan godt være, at du siger, at du er god og retfærdigt, men det er hverken godt eller retfærdigt så meget som at bede ham om at blive. Om du så faldt på knæ for hans fødder. Som om James kan ofre alt, hvad han er, for at du kan beholde din dal. Nu må det være dit problem."

     Jack stoppede med at danse. Hans pande var let rynket, som om han undrede sig over, at jeg overhovedet kunne finde på at sige den slags ting. "Cat, jeg ønsker ikke, at James skal ofre mere for min skyld."

     "Så lad være med at give ham dårlig samvittighed på grund af det. Nævn ikke for ham, at Gud er taget af sted. Vi rejser i morgen tidlig, og sådan er det."

     Efter det var der vist ikke mere at sige. Jeg røv mig løs fra hans hænder. "Jeg får noget at drikke." Så gik jeg og efterlod min bror i mængden.

 

*Kira*

 

Der er ganske få ting i mit liv, som jeg ikke bryder mig om at snakke om. Som jeg ikke bryder mig om at tænke på. Faktisk kan jeg kun komme i tanke om to.

     Jeg bryder mig ikke om at tænke på, at mine forældre aldrig rigtigt accepterede mig som en pige med magi. De viste det selvfølgelig ikke, men jeg kunne mærke det på dem. Og jeg vidste, at de sendte mig til Pijifenas Magiskole af en årsag.

     Den anden ting er de ting, som jeg så, mens jeg sov. Bevidstløs, men drømmende. Så mange drømme. Drømme om de mest forfærdelige, mest forkerte ting. De var forfærdelige og forkerte, fordi jeg vidste, at jeg ingen ret havde til at vide noget om de ting. Som når de finder en af dine læreres personlige ejendele. Det er forkert, det er ikke rigtigt.

     Sådan havde jeg det, da jeg endelig vågnede op. Så kom kvalmen, og jeg brækkede mig - flere gange. Karl havde kun en spand klar til halvdelen af dem.

     Efter det sov jeg noget mere. Somme tider vågnede jeg halvt. Der sad altid en eller anden på vagt ved min side. På et tidspunkt tror jeg endda, at det var Darkeya, selvom jeg tvivler.

 

I sidste ende vågnede jeg op - sådan rigtigt. Lå lidt og fornemmede min egen krop. Min krop, der stadig var i live. Mit sind var stadig i live. Jeg var stadig i live. Jeg havde overlevet.

     "Vil du have noget mad?" spurgte Mirakel, der sad ved min side. Hun smilte stort og varmt, som om hun var min mor. Det var en mærkelig ting at se hos en falden engel.

     "Ja," sagde jeg bare. "Men hvis det er kylling, kaster jeg op igen."

     Imens Mirakel hentede noget mad til mig, dukkede Darkeya op i mit telt. Jeg blev pludselig klar over, at jeg lå i en feltseng med dyne over mig kun iklædt en T-shirt.

     "Godmorgen," sagde han, selvom det var mærkeligt at høre det ord komme ud af en mand med så dunkelt et ansigtsudtryk.

     "Hej," sagde jeg. "Hvor lang tid har jeg sovet?"

     "En uge," svarede Darkeya. "Vi vidste ikke, om du ville overleve. Selv jeg blev i tvivl til sidst."

     "Men jeg overlevede." Jeg sank en klump. Overlevede hvad? Pludselig var det, som om jeg ikke kunne huske det, og jeg ønskede nok heller ikke at huske det.

     Så så jeg noget. Noget meget ubehageligt.

     Som jeg ikke nævnte for Darkeya.

     Kvalmen vendte straks tilbage.

 

Efter at jeg havde spist, kom jeg i tøjet og gik udenfor for at få noget frisk luft. Mirakel gik med mig udenfor, klar til at gribe mig hvis jeg nu skulle blive svag i benene. Som jeg så på hende så jeg endnu en forfærdelig ting.

     Som jeg heller ikke nævnte for hende.

     Så så jeg Karl.

     Flere forfærdelige ting.

     Yasmin.

     Forfærdelige ting.

     Zenia.

     Forfærdelige ting.

     Anubis.

     Åh nej. Stop det.

     Til sidst faldt jeg på knæ ved søen og kastede op igen. Jeg burde ikke se de her ting. Det var for forfærdeligt.

     Jeg så hvordan jorden gik under. Jeg så ind i flere tusind år efter min egen død. Jeg så mine forældres død. Mine venners død. Jeg... jeg så min egen død. Og jeg begyndte at græde.

     "Hvad fanden i helvede?" lød Darkeyas stemme bag mig. "Hvad sker der, barn?"

     "Jeg..." sagde jeg hæst og tørrede mine øjne. Tørrede min mund. "Jeg..." Jeg vendte blikket mod ham, og jeg så noget af det mest forfærdelige. "Jeg har det."

     "Du... hvad?"

     "Jeg har hendes syn. Jeg har Guds øjne!"

     "Selvfølgelig har du da det, hvorfor skulle du ikke have det?"

     "Darkeya, jeg kan se din død!" næsten skreg jeg. Så desperat for, at han skulle forstå den smerte, som jeg gik igennem ved at vide disse ting.

     Der lagde sig en skygge over hans ansigt. "Jeg er udødelig. Jeg kan ikke dø."

     "Du dør," sagde jeg grædefærdigt. "På et tidspunkt vil du dø. Der er ingen vej udenom. Du... vil dø. Vil du vide hvordan?"

     Darkeya var tavs lidt. "Nej," sagde han så.

     "Er du sikker? For jeg kan godt fortælle dig det. Jeg kan fortælle dig det hele! Jeg - "

     I det samme så jeg noget mere. Noget, som var det værste, jeg nogensinde havde set i mit liv. Jeg tog hænderne op for munden og forsøgte ikke at skrige.

 

*James*

 

"Du har dyr på dine arme," sagde jeg, fordi det var sandt.

     Matt viftede musene væk. Pibende forsvandt de mellem hans strittende hår. "Ja, jeg ved det. Bare ignorer dem."

     "Er det noget de har gjort i lang tid?"

     "Jaer. I nogle måneder. Det er virkelig irriterende."

     "Hm," sagde jeg og kiggede ind i mængden i håb om at se Catriana sammen med Jack, så jeg kunne holde øje med dem. Jeg brød mig ikke om, at hun var alene med ham. Ikke at jeg troede, at Jack var farlig, men... nej, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte.

     "Du har dyr i dit hår," sagde Rin, da hun kom og satte sig ved siden af os.

     "Jeg ved det," snerrede Matt.

     "Jamen, hvorfor har du dyr i dit hår?"

     "Det ved jeg sgu da ikke, de prøver vel - "

     Jeg hørte ikke, hvad Matt skulle til at sige, for i det samme fik jeg øje på Catriana, der stod et stykke væk i færd med at hælde en drink op i sit glas. Lucifer sluttede sig til hende, og de begyndte at tale sammen. Sådan startede det i hvert fald. Deres ansigtsudtryk blev mere og mere anstrengte og vrede, og jeg kunne se på deres bevægelser, at de skændtes. Men om hvad dog? Det var ikke til at vide. Lucifer virkede nærmest truende, men Catriana var øjensynligt ikke bange for at skælde ham ud. Lucifer voksede kun i vrede, og jeg blev pludselig bange for min kæreste. Så jeg rejste mig op for at gå hen og redde hende -

     - Hvorefter jeg snublede over et eller andet stort og tungt, og faldt så lang jeg var på gulvet.

     "For helvede da også!" snerrede jeg. Så så jeg, at det var en forbandet puma, der lå og sov. "Matt!"

     "Undskyld!" udbrød Matt. "Det er altså ikke min skyld, jeg sværger!"

     "Men hvor kommer de fra?!"

     "Hvad laver du på gulvet, James?" lød Catrianas stemme over mig. Jeg kiggede op på hende og overvejede at skifte emne til hende og Lucifers skænderi, men gjorde det ikke.

     "Øh, jeg... faldt over en fucking puma." Jeg rejste mig op.

     "Aha." Catriana vendte sig straks mod Matt. "Hvorfor er der en puma på gulvet? Hvordan kom den overhovedet ind?"

     "De... kommer ligesom bare," svarede Matt fortvivlet. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."

     "Prøv at lytte til dem," sagde Rin. Vi gloede alle på hende, som var hun faldet om bag en vogn. Men hun pegede bundseriøst på en rotte, der bed i Matts bukser, som i et forsøg på at hive ham med.

     "De vil vist have dig et sted hen," sagde Rin.

     "Ligesom i den anden dal!" sagde Catriana. "Nøj, det er spændende!"

     "Ej, nu må I holde op," sagde Matt. "Jeg har altså ikke bedt dem om noget." Han så en smule skyldig ud, som om han ikke helt mente, hvad han sagde.

     "Du er fuld af løgn," sagde Catriana. "Hvad har du bedt dem om?"

     Vi så afventende på Matt mens han sad dér og pillede fingre. Til sidst sagde han: "Jo, altså for et par dage siden sagde jeg for sjov til nogle duer, at jeg ville blive glad, hvis de ville fortælle mig, hvad Chariisy havde gang i."

     Det tog noget tid for mig at indånde det, som han lige havde fortalt mig. At forstå, hvad det betød. Så faldt tiøren. "Hvis vi følger efter de dyr, bliver mysteriet opklaret," sagde jeg. "Ikke?"

     "James," sagde Catriana. "Det skal vi ikke til at rode med nu. Vi skal af sted i morgen. Hjem til Brandon, husker du nok?"

     "Og forlade Kira?" sagde Matt og så øjeblikkeligt ud, som om han havde fortrudt sine ord. Jeg smilte til ham, og så til Catriana.

     "Kom, lad os følge efter de dyr," sagde jeg.

 

Vi gik ude i en skov. Langt væk fra slottet og byen. Men stadig i dalen. Fulgte efter pumaen, rotterne, musene og duerne. Langt ind i mørket. Rin havde oplyst en flamme i sin håndflade, så vi havde lys nok. Men det var stadig uhyggeligt.

     Catriana og jeg holdt hånd i hånd. Jeg holdt hende tæt ind til mig, på en eller anden mærkelig måde bange for, at hun ville forsvinde fra mig.

     Vi gik i lang tid. Så lang tid, at vi begyndte at tvivle på, at vi blev ført nogen steder hen.

     "Helt ærligt, lad os gå tilbage," sagde Catriana. "Det er jo bare dumme dyr."

     "Hey, fornærm ikke dyrene," protesterede Matt.

     "Men... der sker jo ikke noget. Og det er vildt sent - og koldt. Lad os nu gå tilbage inden folk begynder at savne os."

     Matt så pludselig ud, som om der ikke var noget, han mindre havde lyst til. Han sagde dog ikke noget, stod bare og gloede på dyrene, der betragtede os med afventende øjne.

     Rin sukkede. "Kom nu. Lad os bare gå tilbage og få noget søvn."

     Jeg skulle til at vende om, da jeg fornemmede det. En mærkelig følelse.

     "Vent," sagde jeg. "Der er... der er noget, der kalder."

     Rin og Matt gloede på mig, som om jeg var skør. Men i Catrianas øjne så jeg kun genkendelse.

     "Nej..." sagde hun.

     Jeg sagde ikke noget, men løb ind mellem træerne og buskene. Og pludselig stod jeg overfor den.

     En hvid drage. Den lignede Mørkets Drage til en forveksling, bare kridhvid. Catriana gispede, da hun så den, og Rin lignede en, der skulle til at dåne.

     I en tid stod jeg bare med øjenkontakt til dragen. Så hørtes en lyd i det fjerne. En sørgmodig men samtidig udfordrende lyd.

     Det er Mørkets Drage, sagde Catriana i mine tanker.

     Åh du gode Gud.

     Lysets Drage strakte hals, den åbnede munden og udsendte en gennemtrængende, skinger lyd, der var så høj, at vi var nødt til at holde os for ørerne. Så spredte den vingerne og lettede fra jorden. Fløj op over trækronerne og forsvandt over bjerget. Mod den anden dal.

     "Nej!" skreg Catriana. "Nej, kom tilbage!" Hun satte i løb, men jeg greb fat i hende.

     "Stop det, du kan ikke nå at fange den!" sagde jeg.

     "Men den ved det ikke! Det er Chariisy, hun lokker den!"

     Mit hjerte bankede hurtigere. Hvorfor ville Chariisy dog fange et par drager? Hvad i alverden skulle hun dog med dem?

 

Vi vendte tilbage til slottet en lille times tid senere. Straks fik vi en audiens med Jack inde i et mødelokale. Der ventede Lucifer også på os.

     "Chariisy har fanget Lysets Drage," sagde jeg som det første.

     Jack og Lucifer vekslede blikke, Jack tydeligvis forvirret. Han vidste vel intet om dragerne. Jeg kunne ikke bebrejde ham noget, siden jeg først havde fundet ud af, at der var en Lysets Drage her til aften. Men Lucifer så på os med et sort blik, der rummede både uro og vished.

     "Det her er kritisk," sagde han som det eneste.

     Catriana så tøvende på mig, og jeg nikkede. Hun trådte frem og sagde: "Hun har også Mørkets Drage. Hun... fangede den for noget tid siden. James og jeg så den."

     "I..." Lucifer var nødt til at sætte sig ned. "Hvad? Nej, det kan ikke passe."

     "Men det har hun altså," sagde Catriana. "Hun har begge drager. Hvad skal hun dog bruge dem til?"

     "Det... ved jeg ikke," sagde Lucifer. "Men det er alvorligt. Meget, meget alvorligt. De drager i de forkertes hænder, det... det kan godt gå hen og blive et problem - for alles vedkommende."

     "Hvor er Gud?" spurgte jeg. "Han må vide det, han er nødt til at vide det. Vi må fortælle ham det så han kan gøre noget ved det!"

     "James..." mumlede Catriana, men jeg ignorerede hende.

     "Hvor er han?" spurgte jeg Lucifer og Jack.

     "Gud er rejst," svarede Jack. "Tilbage til Himmelen. Så han kunne passe på sit eget folk. Nu hvor han er blind er han meget mere sårbar."

     "Men han er da nødt til at komme tilbage..."

     "Han kommer ikke tilbage, Cult," sagde Lucifer. "Vi er på egen hånd."

     Irriteret kløede jeg mig i nakken. Det var virkelig et rod lige nu. Og så tage hjem oven på alt det. Lucifer blev ved med at se på mig, og det var, som om jeg så en sandhed i det mørke, mørke blik.

     "Gud er væk..." hviskede jeg, og det gik op for mig, hvad det betød. "Når Gud er væk, er der ingen andre til at dræbe Chariisy end..."

     End mig.

     "James..." begyndte Jack.

     "Jeg er nødt til at blive," sagde jeg, for det var sandheden.

     "James, du behøver ingenting," forsøgte Catriana sig, og jeg vendte mig mod hende og så hende i øjnene.

     "Catriana, det her handler om mere end bare De To Dale. Kan du ikke se det? Chariisy har fanget Lysets og Mørkets Drage. Gud er blind. Hvorfor tror du, at hun ville gøre Gud blind? Bare for at få en sølle dal?"

     "Nej, men..."

     "Hun vil ødelægge verden! Og jeg er den forbandet eneste, der kan forhindre hende i det!" I min egen frustration sparkede jeg til en af stolene omkring bordet, som væltede med et ordentligt rabalder.

     "Der er ingen der tvinger dig til at blive," sagde Jack. Han havde rejst sig fra sin stol.

     "Har jeg noget valg?" spurgte jeg. Jeg så dem alle i øjnene. Jack, Lucifer, Rin, Matt. Catriana. "Har jeg virkelig noget valg?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...