Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2377Visninger
AA

22. Kapitel 22: "Fint besøg"

 

 

*Jack*

 

Jeg vendte mig om imod James, der så ud, som om han bar hele verden på sine skuldre. Han rystede svagt, var bleg og der var sved på hans pande.

     "James," sagde jeg. Han kiggede spørgende på mig, som om det ikke var tydeligt, at han kunne besvime hvert øjeblik det skulle være. "Du er udmattet. Du har udført Lux-besværgelsen for at vække Krigerne, og nu er de loyale overfor dig."

     "Lu-Lux-besværgelsen?" spurgte han.

     Jeg nikkede. "Du var ikke klar over det selv, men jeg er sikker på, at det var det, du gjorde. En meget kraftfuld besværgelse, der kun kan udføres af engle og... folk som dig."

     "Men..."

     "Du kan også vende loyaliteten. Så de bliver loyale overfor mig. Det er i hvert fald, hvad jeg vil anbefale. Så kan du heller ikke mærke dem hele tiden."

     Cat skævede mellem mig og James, som om hun prøvede at regne ud, om jeg havde nogen skumle bagtanker. "Men vil du så ikke også blive svækket?"

     "Jeg har ikke lige udført Lux-besværgelsen. Det er for stor en byrde at skulle bære alt det på én gang."

     James, der så ud, som om han skulle til at kollapse, nikkede uden særlig meget tøven. "Ja, tag de dumme stenmænd. Jeg gider alligevel ikke have dem."

     "Deres Højhed," sagde John. Jeg vendte mig utålmodigt mod ham. "Gæsten - "

     " - Kan vel vente lidt!"

     "Deres Højhed, det ville De ikke sige hvis De vidste hve - "

     "Jeg er ligeglad med, hvem det er. Det her er mit hjem, mit slot, min dal. Vedkommende kan meget vel vente som enhver forbandet gæst her."

     Det lukkede munden på ham, han forlod rummet, og jeg rettede opmærksomheden tilbage på James, der havde rynket panden, som om han vidste noget, jeg ikke gjorde.

     "Hvordan gør jeg?" spurgte han.

     "Du tager min hånd og siger, at jeg får loyaliteten. Men det er også en Lux-besværgelse i sig selv, så bagefter vil du... nok ikke have det særlig godt. Der vil dog ikke gå lang tid før du er dig selv igen."

     "Okay," sagde James. Han rakte hånden ud, og jeg tog den. "Jeg giver loyaliteten til dig."

     Et kraftigt lys udsprang fra vores hænder, som blændede os et kort øjeblik. Så var det ovre, og James trippede og stønnede. Personligt mærkede jeg ikke nogen besynderlig forskel. Ikke først, i hvert fald. Så mærkede jeg dem. Krigerne. Et sted i mit baghoved, hvor jeg kunne kontrollere dem. I mine tanker beordrede jeg dem til at gå ind i den store sal i slotskælderen, som jeg havde fået forberedt specifikt til dem. Og jeg vidste, at de gjorde det, selvom jeg ikke kunne se dem.

     James pustede ud. "Jeg har det allerede meget bedre."

     Jeg smilte svagt. "Du har hermed gjort alt, hvad jeg forventede af dig. Du og dine venner, I kan tage hjem nu."

     Det kom som et chok for dem, som om de aldrig havde forventet at høre ordene.

     "Tage hjem?" sagde Rin og blinkede. "Men - "

     "Krigen er jo ikke slut," sagde Matt.

     "Nej," sagde jeg. "Men det er min krig, ikke jeres. Og især ikke James'."

     "Jeg bliver," sagde Rin uden at tøve. "Det her er faktisk mit hjem, og du er min ven. De mennesker i den anden dal er også mit folk, Jack."

     Jeg betragtede hende, og et sted kunne jeg ikke lade være med at være taknemmelig, selvom jeg ikke lod det vise. De var uskyldige, og de burde ikke skulle ofre så meget for et problem, min mor havde skabt for mig. "Vi taler om det på et andet tidspunkt. Hvil jer nu, så tager jeg imod min gæst."

     Lucifer rømmede sig. Han havde været så stille, at jeg helt havde glemt, at han var her. "Faktisk tror jeg, at det er bedst, at du tager dem med ind til besøget, Jack."

     "Hvorfor?" vrissede jeg.

     "Fordi det ikke kun er dig, som han er kommet for at besøge."

     "Han? Du ved måske, hvem det er?"

     Lucifer smilte skævt. "Åh, jeg har en fornemmelse."

 

*Catriana*

 

Jack satte sig på sin trone, og vi stillede os for foden af den. Jeg gik tæt op ad James, hjalp til med at holde ham på benene. Han var stadig bleg, som havde han løbet et maraton.

     Er det Lux-besværgelsen, der gjorde det? spurgte jeg ham i mine tanker.

     Det tror jeg, svarede han mig. Selvom jeg ikke kun tror, at det er det.

     Hvad tror du da ellers, det kunne være?

     Jeg ved det ikke... eller måske... men ikke helt. Jeg ved bare, at jeg får kvalme af at tænke på det.

     Han afbrød kontakten selvom jeg gerne ville spørge mere ind. Jeg så insisterende på ham, men han rystede bare på hovedet.

     "Luk gæsten ind," sagde Jack fra sin trone. Dørene blev åbnet og ind trådte...

     ... Gud.

     Gud sammen med fem ærkeengle. Selv i denne enorme hal så han almægtig ud. Vi fandt os selv forstenede, os der kendte ham. Selv Jack sagde ikke noget med det samme, selvom han umuligt kunne vide, hvem han sad overfor.

     "Velkommen til De To Dale," sagde han. "Jeg håber ikke, at du har ventet længe."

     "Åh nej, jeg er lige ankommet," sagde Gud med et letsindigt smil.

     "Jeg er Kong Jack I af De To Dale," sagde Jack. "Og hvem er du?"

     "Jeg har mange navne," sagde Gud. "I gamle dage kaldte man mig Jahve. Men nu til dags kender man mig som Lysets Herre."

     Jeg så op på Jack for at regne ud, hvordan han havde det. Han fortrak ikke en mine, som om det ikke betød det mindste for ham, at han sad foran verdens skaber. "Jaså," sagde han bare.

     Gud skimmede os alle sammen. Hans blik stoppede dog ved Lucifer. "Nå, jamen, du er her også."

     Min far fnøs. "Og du har taget Mikael med."

     "Længe siden, Lucifer," sagde en rødhåret engel, der stod ved Guds side. Hans stemme var kold. Selvfølgelig havde jeg hørt om Mikael. Han var med i alle legenderne som Satans banemand. Engang havde jeg spurgt min far om, hvad der var sket, men han havde aldrig villet fortælle noget. Senere havde jeg spurgt Darkeya, og han havde sagt:

     "Du må ikke sige til ham, at jeg fortæller dig det, men de var meget tætte. Indtil nogle få måneder før slaget."

     "Var de da venner?"

     Han havde trukket på skuldrene. "Nah, det kan man ikke ligefrem sige."

     Mere havde jeg ikke fået ud af ham.

     "Han lod dig spise Livets Frugt," konstaterede Lucifer. "Det overrasker mig ikke."

     "Det overrasker heller ikke mig, at du kan stå dér og ikke engang bukke for din Herre."

     "Han er ikke min - "

     "Nok," sagde Jack og rejste sig fra tronen. "Jeg gider ikke høre på den slags vås. Hvad bestiller du her, Jahve?"

     Ærkeenglene spjættede, som om det gjorde fysisk ondt i dem, da Jack nævnte Guds ældgamle navn.

     Gud smilte bare, som om det her var hans yndlingsprogram. "Jeg er her, fordi der er sket noget. For fem dage siden ankom Mikael til Paradis. Han fortalte, at mit Orakel var blevet myrdet."

     "Dit... Orakel?"

     "Ja. Oraklet har altid været min tro tjener. Mit øje. Det har været gennem hendes syner, at jeg har fulgt med i, hvad der er sket i verden."

     "Jeg troede altid, at det var dig, der kunne se ting," sagde James - lidt for modigt.

     "Nej. Jeg er ikke seer. Oraklet er den oprindelige seer. Den evne kom fra hende, ikke fra mig. Siden hun er død, er jeg blind. Jeg ved intet om, hvad der sker i verden."

     "Men kan du ikke få dig et nyt Orakel?" spurgte Jack.

     "Kraften overføres automatisk til den nærmeste seer tilstede. Og det er grunden til, at jeg ankommer her. Ser I, Oraklets mordere var Darkeya og hans faldne engle."

     Stilheden faldt henover salen. Man ville kunne høre en knappenål falde til gulvet, så stille var der.

     "Hvem er Darkeya?" spurgte Jack.

     "En gammel fjende," sagde Lucifer. "Han er ude efter Paradis."

     "Javel. Og hvad ellers? Hvilken interesse havde han i at myrde dit Orakel?"

     "Jo, for at gøre mig blind. Så jeg ikke ville kunne se hans næste træk. Hvilket jeg heller ikke kan."

     "Men hvad med kraften? Oraklets kraft? Man må vel kunne finde den seer, der var tættest på."

     "Jo, det er så nu, det bliver relevant. Mit Orakel vidste mange dage i forvejen, at de ville komme og myrde hende. Mig og hende havde planlagt det i lang tid, da vi vidste, hvad Darkeya var ude på. Men det var ikke hans eneste mål at blinde mig. Han ville også have det nye Orakel i sin beskæftigelse. Så derfor var han i lang tid på jagt efter en seer. En stærk seer. Og mit Orakel havde allerede en i tankerne. Hun lokkede hende til at finde Darkeya gennem drømme og syner. Og hun var også sammen med Darkeya den dag, Oraklet endelig mødte sit endeligt."

     "Hvem?" spurgte jeg, selvom jeg allerede havde en stærk, frygtelig fornemmelse.

     "En kitsune. Kirashira Rumholdt."

     "KIRA?" gispede Matt. Han blev så chokeret, at han faldt baglæns og smadrede en potteplante. Så lo han af glæde, hvorefter han blev vred igen. "Du sendte Kira ind i armene på det uhyre?"

     Gud så ned, da han svarede: "Ser I, Kira er... unik, det lagde jeg mærke til, i det øjeblik, jeg mødte hende. En interessant pige, og takket være hende kunne der ske et... interessant resultat. Mig og mit Orakel tror nemlig på, at hun kan stoppe Darkeya."

     "Stoppe ham?" spurgte James. "Hvordan skulle hun kunne gøre det? Hun er lille og spinkel og har ingen muskler!" Han var også vred, kunne jeg se. Hvilket jeg sagtens kunne forstå.

     "Jeg tror på, at hun vil kunne stoppe ham med ord. Hun vil overbevise ham om det, som ingen andre nogensinde har kunnet."

     "Stoppe ham fra at forsøge at overtage Paradis?" spurgte Lucifer. Gud nikkede. "Hvordan skulle en teenager kunne gøre det, når ingen andre nogensinde har været i stand til det?"

     "Åh... hun skal nok finde ud af det, tror jeg. Sagen er, at hvis hun overlever - "

     "Hvis hun overlever?" udbrød Matt.

     " - Så vil hun se, hvad der vil ske, hvis Chariisy vinder denne krig."

     Jack lænede sig frem. "Ja?"

     "Ja, jeg ved det ikke, men mit Orakel vidste, at denne krig ville kunne betyde alt. For Chariisy... hun er farlig. Farligere end Lucifer, farligere end Darkeya. Selv farligere end... slangen. For Chariisy er ikke tilfreds før verden ligger i kaos. Det er hendes mål. Og det ønsker Darkeya ikke. Kirashira vil hjælpe ham med at indse sandheden."

     "Din plan virker meget usikker," sagde Lucifer.

     "Det er det eneste, jeg har at stille op. Kira er på nuværende tidspunkt mit eneste håb. Hvis hun altså overlever."

     "Hvorfor bliver du ved med at sige det?" sagde Matt. "Hvorfor skulle hun ikke overleve?"

     "Kun de stærkeste seere er i stand til at se de ting, som Oraklet ser, og overleve."

     "Hvil i fred, Kira," hviskede James dystert. Han tørrede sine øjne. Først der opdagede jeg, at han græd. "Du har myrdet Kira."

     "Der findes ikke krig uden ofre, James," sagde Gud. "Det må du vide af alle."

     James nikkede langsomt. Gud vendte sig om imod Jack og bukkede let. Mikael så forarget ud over handlingen.

     "Hvis ellers Deres Majestæt tillader det, vil jeg gerne tale i enerum med hr. Cult."

     Jack trak på skuldrene. "Vær så velkommen. John, før dem ind i konferencelokalet."

     Gud vendte sig om imod James. "Hvis ellers James vil tale med mig?"

     "Tro mig," sagde James, og der var mord i hans øjne. "Jeg har villet tale med dig i rigtig lang tid."

 

*James*

 

Gud satte sig mageligt i en af stolene. Jeg blev stående, bange for at være den, der først sagde noget. Men vreden forsvandt ikke. Først mine forældre og min lillesøster. Nu Kira. Og alt sammen fordi vi var brikker i Guds spil.

     "James, du bør vide, at jeg ikke vidste det."

     "At du ikke... hvad?" Jeg havde ikke regnet med, at det ville være det første, han sagde.

     "Jeg vidste ikke, at det var dig der var Lysets Hersker. Det blev først klart for mig efter du ødelagde Ninanoc, som var det en sukkerstang. Før det vidste jeg ikke noget."

     "Oraklet fortalte dig det ikke?" spurgte jeg spydigt.

     "Oraklet vidste det heller ikke. Når det kommer til dig, har vi været blinde. Det må være på grund af din store energi af lys. Du er på niveau med mig, og derfor har jeg ingen magt over dig."

     Jeg sank en klump. "Så du udvalgte mig ikke?"

     "Joh..." Gud foldede hænderne. "Jo. Jeg udvalgte dig. Jeg kendte dine forældre. Eller kendte til dem, i hvert fald. Interessante mennesker. Og intelligente. Og da din mor var gravid med dig fortalte jeg dem, hvem du var."

     "De... de vidste det også?"

     Gud nikkede. "Men de forsvandt kort tid efter. Du dannede et ubevidst skjold om dem, så hverken jeg eller Oraklet kunne finde dem. Jeg hørte ikke fra dem igen, og jeg havde ingen anelse om, hvad der var blevet af min arvtager."

     "Men de blev myrdet. Af... af Tilius."

     "Ja. Sådanne skæbner falder over sådanne folk. Det er ikke noget, man kan forhindre. I hvert fald ikke altid. Jeg kunne måske, hvis jeg havde vidst, hvor de var."

     "Du skal ikke bebrejde mine forældre noget! Det er takket være dig, at de er døde! Dig og Tilius og Jacks mor og - og - og - " Jeg satte mig ned. "Og takket være mig. De blev dræbt på grund af mig."

     "Du må ikke bebrejde dig selv, James. Lov mig, at du aldrig bebrejder dig selv. Det var onde mennesker, der slog din familie ihjel - og ingen andre."

     Jeg tørrede mine øjne. "Hvad er overhovedet pointen ved at være din arvtager? Du er jo udødelig."

     Gud svarede ikke først, som om han ikke helt vidste, hvordan han skulle formulere det. "Det... James, i mange år har jeg haft en fornemmelse af, at... nej det er lige meget. Pointen er, at ingen er udødelige. Ikke engang mig. Ikke engang Lucifer eller Darkeya - eller Chariisy. Alle kan dø. Man skal bare finde den rette måde at slå dem ihjel på."

     "Og når du så dør vil du have at jeg skal sidde deroppe på din hvide trone og holde øje med alle de dér døde, der kommer svævende op gennem gulvet?"

     Gud smilte svagt. "Ja, faktisk. Det er desværre din skæbne, min dreng. Som jeg sagde, så kræver krig sine ofre."

     "Du ved godt, at hun ikke overlever, ikke?" sagde jeg. "Kira er lille og svag, og hun har ikke været seer i særlig lang tid. Hun har jo ikke en chance."

     "Jeg tror, at du undervurderer hende, James. Kira er stærkere end du tror."

     "Du bilder dig ind, at du kender hende bedre end mig? Jeg har kendt hende siden jeg var et barn! Hun er... hun er min familie. Måske ikke af blod, men... men ellers ja!"

     "Hav tillid til hende, James. Jeg ville ikke sende hende til Darkeya hvis ikke jeg troede på, at hun ville overleve. Og jeg har trods alt overværet et og alt."

     Jeg fnøs og satte mig i knæbryststilling. Gad ikke engang se på ham.

     "Der er en sidste ting, jeg gerne vil fortælle dig. En advarsel."

     "Skønt."

     "James, jeg mener det."

     Langsomt vendte jeg blikket mod ham, så ind i hans klare, vise øjne. "Hvad er det da?"

     "Du brugte Lux-besværgelsen for at vække De Gamle Krigere. Du brugte den til at vende loyaliteten mod Jack."

     "Ja. Og hvad så?"

     "James, du må love mig, at du ikke benytter Lux-besværgelsen igen."

     "Hvorfor ikke?"

     "Lux-besværgelsen er rent, guddommeligt lys. Det lys, som jeg oprindeligt brugte til at skabe verden med. Man bruger den til at skabe - og til at dræbe. Den er så kraftfuld, at bruger du den i for store mængder, kan den slå dig ihjel."

     "Slå... slå mig ihjel?"

     "Ja. Under Den Himmelske Krig benyttede mine ærkeengle den for at besejre Lucifers hær. Og der var mange døde, ikke kun af Satanerne."

     "Hvorfor skulle jeg også benytte den igen?"

     "Det ved jeg ikke, så længe du lover mig, at du ikke gør det. Du skal ikke også dø på grund af det her latterlige spil. Okay?"

     Et øjeblik havde jeg lyst til at gøre det bare for at trodse ham, men det ville være for fjollet, så jeg nikkede. "Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...