Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2148Visninger
AA

21. Kapitel 21: "Oraklet"

 

 

*Kira*

 

Tidligt næste morgen pakkede vi sammen og gik over den frygtede bakke. Darkeya holdt mig tæt ind til sig, som om han pludselig igen var blevet bange for, at jeg ville løbe væk. Hvilket også var fristende. Men også selvom jeg fik muligheden, ville jeg ikke gøre det. Nu, mere end nogensinde, var jeg nysgerrig efter at møde Oraklet.

     På den anden side af bakken, ret fremme, stod et træ. Et træ, der var højere end Pijifenas højeste tårn og mindst lige så bredt som Yggdrasil. Det var så enormt, at det tog mig noget tid at lægge mærke til den lille hytte, som var bygget ved foden. Op ad stammen. En træhytte med stråtag, I forhaven var der buske og blomsterbede, som om huset var beboet af en hyggelig bedstemor.

     "Hold inde!" udbrød en stemme, da vi kom tættere og tættere på. Darkeya og de andre stoppede op, kiggede frem mod huset. Det samme gjorde jeg. Nu lagde jeg også mærke til, at vi ikke var de eneste. I luften over huset fløj tre engle. Altså, ægte engle i Sallystil. Men klædt i guld og hvidt, som om de var...

     "Ærkeengle," mumlede Darkeya bittert.

     Jeg fik pludselig flashbacks til min drøm for så mange uger siden, da jeg fik øje på englen, der sad oppe på stråtaget. Han var høj, muskuløs med skulderlangt, kastanjebrunt hår og fuldskæg.

     "Hvad foretager du dig her, Satan?" sagde han. Det gøs i mig, fordi jeg genkendte ham - både fra mit første syn, men skam også fra flere, nyere. Mange af dem.

     "Mikael," sagde Darkeya. Han mødte hans blik. De andre faldne engle bakkede uvilkårligt en anelse bagud ved navnet. "Lever du endnu?"

     "Herren gav mig Livets Frugt som belønning efter Den Himmelske Krig," svarede Mikael koldt. "Jeg er stadig en af hans næstkommanderende."

     "Sødt."

     "Hvad foretager du dig her, Satan? Blev Lucifer træt af dig?"

     Darkeya fnøs. "Nej. Nå, skal vi gøre det her på den lette måde - eller den hårde måde?"

     Mikael hævede det ene øjenbryn. Han rejste sig op og spredte vingerne ud. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham. Han så uovervindelig ud, som han stod der i al sin glorværdighed. "Er I da kommet for at se Oraklet?"

     Darkeya smilte. "Vi har allerede et Orakel." Han lagde sin hånd på min skulder og jeg blev opmærksomhedens midtpunkt. Det gøs i mig sådan at se ind i øjnene på Mikael mens han så ind i øjnene på mig.

     "En kitsune," mumlede han forvirret. "Du har taget en kitsune med. Et barn. Hvorfor?"

     "Åh, jamen hun er ikke bare en kitsune, min ven." Darkeyas hånd lyste et svagt, mørkt skær. "Hun er en seer."

     Så angreb han. Ramte Mikaels ene vinge. Mikaels ærkeengle angreb igen, og hele min gruppe af faldne engle gik til modangreb. Snart lynede det med besværgelser og lynkugler og vinger til alle sider. Jeg vidste knap nok, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Indtil jeg kom i tanke om, hvad Darkeya havde bedt mig om, før vi tog af sted her til morgen.

     Løb ind i huset, mens vi holder vagterne væk.

     Det var jo enkelt nok. Og huset kaldte også på mig. Der var en stærk magisk energi derinde. Den drog mig til sig. Jeg forvandlede mig til en ræv og pilede mellem benene på ærkeengle og faldne engle, sprang henover en, der faldt ned på ryggen og da jeg nåede hen til døren, tog jeg ned i håndtaget og sprang indenfor i mørket.

     For mørkt var der. Jeg lænede mig op ad døren og tog en dyb indånding. Her var helt stille, lydene fra udenfor kunne ikke høres herinde. Da jeg åbnede øjnene fik jeg lidt af et chok.

     Huset var større end det så ud udenpå. Meget større. Som i meget meget større. Jeg stod i en kæmpestor hall, foran en enorm trappe, der gik op til en etage ovenpå. Efter at have taget mig sammen løb jeg op ad trappen. Oppe på etagen ovenover blev ting ikke lettere, for der var gange og korridorer til alle sider.

     "Hallo?" kaldte jeg, men ingen svarede.

     Jeg prøvede mig frem. Løb ned ad en tilfældig korridor og kiggede ind ad forskellige døre. Ingen døre førte ind til rum, kun til andre gange. Gange og gange, og intet andet end gange. En hel labyrint.

     "HALLO!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da jeg efterhånden mistede tålmodigheden. "ORAKEL!" Jeg ventede lidt, men der var stadig ingen, der sagde noget. I hvert fald ikke lige med det samme. For jeg hørte pludselig en hvisken. Først kunne jeg ikke høre ordene, men med ét var de tydelige for mig:

     "Kirashira."

     Nu blev jeg vred. Ikke nok med, at Oraklet havde lokket mig lige i favnen på Darkeya, givet mig udmattende drømme hver evig eneste nat - nu kaldte hun mig også ved mit fulde fornavn?

     Jeg løb imod hvisken. Videre og videre. Labyrinten syntes ikke lige så forvirrende længere. Det var, som jeg vidste præcis, hvor jeg skulle hen.

     Jeg åbnede en dør for enden af en korridor, og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med hende.

     Rummet var lille, men dog et rum. Langs væggene var der reoler med gamle bøger, papirark og globusser. Midt i rummet stod et lille mørkebrunt bord, ujævnt af ælde. Ved det bord sad en kvinde. Ikke en specielt ung eller gammel kvinde, men det var alligevel tydeligt, at hun havde set imperier rejse og falde. Jeg kunne se det i hendes mørke øjne. Hun var meget mørk i huden, men hendes hår, der var meget langt, var hvidt som sne. Jeg prøvede at spotte, om det var en paryk, men det var det ikke.

     "Kirashira," sagde hun. Jeg sank en klump ved lyden af den stemme, som jeg endelig hørte i virkeligheden.

     "Du er Oraklet," sagde jeg hæst.

     Kvinden nikkede. "Som jeg har været siden menneskets fødsel - og før da."

     Hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig i den tomme stol overfor hende, hvilket jeg gjorde. Jeg var med ét svag i benene. Hendes kraft var så stærk, at jeg blev helt svagelig af det. I nogen tid sad vi bare og betragtede hinanden, før hun så til sidst lænede sig tilbage i stolen og sagde:

     "Så det er i dag, at jeg går mit endeligt i møde."

     "Årh, det er vel ikke sikkert."

     "Jo, det er det. Men jeg har affundet mig med det. Jeg har alligevel... levet længere end man burde have lov til det. Jeg går ud fra, at ud modtog mine beskeder?"

     Jeg nikkede langsomt. "Jo... men hvorfor?"

     "Det tror jeg godt, at du ved."

     Jeg rejste mig brat op igen. "Du sendte mig alle de drømme. Viste mig slottet, viste mig min egen fremtid. Du fik mig til at tro, at det var meningen, at jeg skulle finde Darkeya! Og nu vil han dræbe dig, og han vil have, at jeg skal være din efterfølger! Men det kunne slå mig ihjel - det vil med GARANTI slå mig ihjel! Du har sendt mig lige i døden. Og nej, jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor?"

     "Har du virkelig ikke forstået noget?"

     Jeg tørrede mine øjne, der pludselig var blevet våde, og rystede på hovedet.

     "Husker du ikke, hvad jeg fortalte dig i din sidste drøm?"

     "Du... nej... jo, du sagde... du sagde, at jeg skulle..."

     "Hjælpe ham. Redde ham."

     "Darkeya?"

     Oraklet nikkede.

     "Det kan jeg da ikke. Og desuden ved jeg ikke, hvad jeg skal redde ham fra. Kommer han til at dø eller sådan noget? For så er jeg altså ligeglad. Han rager mig en papand."

     Oraklet sagde ikke noget. Hun ville vist gerne lade det blive ved det.

     "Kommer jeg til at overleve?" spurgte jeg til sidst. "Det kan du vel fortælle mig."

     Hun rystede på hovedet. "Efter i dag er jeg blind. Jeg kan ikke se andet end, at jeg skal dø. Længere går mine syn ikke. Så du må forstå, at det er derfor, at jeg er sikker. Vi seere tolker og forstår det, vi ser. Og siden, jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske i morgen, hvad tror du så, at det betyder for sådan nogle for os?"

     Til det kunne jeg ikke andet end trække på skuldrene, selvom jeg godt vidste, hvor hun ville hen med det.

     I det samme blev døren flået op. Jeg gispede, da jeg indså, at hytten nu var lige så stor indeni, som den var udenpå. I væggene var der pludselig vinduer til udenfor, og i døren stod Darkeya. Han lukkede den efter sig, trådte varsomt frem.

     "Hvad er der sket?" spurgte jeg. Darkeya svarede mig ikke, han så kun på Oraklet, som kun så på ham.

     "Goddag, Darkeya," sagde Oraklet og rejste sig op. "Så mødes vi endelig. Mine vagter?"

     "De smuttede," sagde Darkeya, selvom der var noget i hans stemme, der ikke passede overens.

     Oraklet nikkede, som om det ikke kom bag på hende. "Så er det tid." Hun kiggede på mig. "Selvom jeg ikke kan se det, tror jeg, at du vil overleve. Du har karakter."

     Det havde Darkeya også sagt til mig. Hvorfor var alle så overbeviste om, at jeg ville overleve, at jeg pludselig kunne se jordens skabelse og undergang?

     Jeg gispede, da Darkeya jog en lynkugle ind i Oraklets bryst. Hun sagde selv ikke en lyd, udåndede kun og faldt sammen på gulvet. Død. Darkeya lagde sin skygge ind over hende, holdt vejret, ventede.

     Jeg ventede også. Men intet skete. I hvert fald ikke lige til at starte med. Så kunne jeg se det. Ikke Darkeya, han så intet, men jeg kunne se det så tydeligt, som jeg kunne se mine egne fingre. Et lille lys, der svævede op fra Oraklets ryg, som om det var hendes sjæl. Det svævede højere og højere op, for så at svæve hen imod mig. Og så... så ind i mig. Tror jeg.

     Jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...