Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2154Visninger
AA

20. Kapitel 20: "Krigerne"

 

 

*Catriana*

 

Vi blev klar over, hvad Chariisy havde tænkt sig, nogle dage senere. Qin Lee havde ladet os bo i hans stue længere tid end nogen af os havde forventet. Det var nok mest på grund af det faktum, at en af hans gæster var kongen af De To Dale.

     Fire dage efter, at vi var ankommet til Chariisys dal, kom Rin hjem efter den daglige af vores patruljer. Hun havde et papir i hånden, en seddel af en slags.

     "Det er en indbydelse," sagde hun. "Til en fest i den villa, der er bygget oven på krigerne!"

     "Hvad for noget?" udbrød Jack og sprang op fra lænestolen. Han løb hen til hende og rev indbydelsen ud af hendes hænder. "Du godeste," hviskede han og rakte den videre til min far.

     Min far studerede den kort, nikkede så. "Det her er dét. En offentlig fest for alle dem, der har noget pænt at tage på. Villaens herre har et overskud fra sidste måneds løn. Og derfor inviterer han alle til fest." Han smilte svagt. "Det her er, hvad vi har ventet på."

     "Så Chariisy inviterer os til fest," sagde jeg. "Og det er meningen, at vi bare skal tage til den? Sådan uden videre."

     "Nej," sagde min far. "Jeg, Jack, James og Ravnene tager til den. I tre bliver her."

     Med "os tre" refererede han til Rin, Matt og mig.

     "Undskyld?" sagde jeg.

     "Vi har brug for James siden han skal vække de forbandede stenmennesker. Og vi kan jo ikke bare lade Jack og Ravnene blive hjemme siden det er deres mission."

     Imens min far førte ordet stod Jack lænet op ad væggen med armene over kors. Hans tvefarvede blik sagde: "Og hvem har inviteret dig med på turen?" Hans mund forblev dog lukket.

     "Jeg er faktisk meget god til hekseri," sagde jeg gennem tænderne.

     "Og jeg kan tale med dyrene," mumlede Matt.

     "Jeg falder i det mindste i med mængden," fnøs Rin.

     "I er børn, og I kommer ikke med. Desuden har vi også brug for at kunne kontakte jer her uden for farezonen, hvis noget går galt." Han vendte sig imod James. "Du og min datter har jo... hvad var det, et empatilink?"

     "Kinda," svarede James.

     "Ja, det bruger vi. Imens tager vi til fest og finder krigerne."

     "Men hvad vil I gøre?" spurgte Rin. "Bare fordi I ved, det er en fælde, betyder det ikke, at I har det hele under kontrol?"

     "Bare rolig," sagde min far, som om han var på vej ind til en årsprøve. "Jeg har fuld kontrol over det."

 

Den løgnhals. Det var, hvad han var. Men jeg kunne intet gøre, som han tog min bror, min kæreste og min kærestes mordere med til fest den aften, og jeg blev ladt tilbage sammen med en rødhåret koreaner og en fe.

     Rin lavede mad sammen med Qin mens de hørte noget musik fra 50'erne, siden Chariisy ikke tillod noget, der var nyere.

     "Gjorde hun virkelig det?" spurgte Rin, og jeg tror aldrig, at jeg har set hende smile på den måde, som hun gjorde under den samtale. Det var et smil så fuld af glæde og nostalgi, at jeg aldrig havde set noget lignende.

     "Ja, hver evig eneste sommer," svarede Qin. "Din mor var den eneste, der kunne slippe af sted med det, fordi ser du hun havde et meget specielt smil. Et smil, der kunne få Dronningens vagter til at blive bløde i knæene. Ingen rørte hende, lige meget hvad hun gjorde. Hun var Syddalens guldklump."

     "Det vidste jeg slet ikke," sagde Rin. "Hun fortalte mig aldrig noget om sin barndom. Vi snakkede aldrig om Dalene efter vi tog af sted." Smilet forsvandt. "De lod, som om det aldrig var fundet sted."

     "Men nu er du tilbage. Men som en fri fuldbetvinger. Der er så mange, der ikke har været lige så heldige som du. Du har hele livet foran dig."

     Rin trak en smule på læberne igen. "En dag må vi besøge hende. Du kan lave den jitsukage, som du hele tiden snakker om. Og så kan vi lave jordbærtærte. Med rigtige jordbær i, ikke bare skovjordbær fra søbredden."

     "Det vil jeg se frem til."

     Jeg trak mig tilbage fra dørkarmen, hvor jeg havde lyttet til dem, og gik ind i stuen, hvor Matt sad og læste en selvbiografi af Chariisy.

     "Hvad skriver hun?" spurgte jeg.

     "Hvad?" Matt blinkede. Han var ved at møde mine øjne, men jeg nåede at se væk. "Åh, bogen. Nej, jeg følger ikke med. Jeg øh... jeg venter."

     "Også mig," sagde jeg.

     Matt rejste sig op. Han stillede bogen på plads. "Kom, lad os tage af sted nu. Inden de bliver for mange."

     Han talte sort. "Hvad for noget?"

     "Kom nu," sagde han og trak i sin jakke. Jeg tog også min på, ikke det mindste i tvivl om, at vi skulle snige os ind til festen og redde dagen. Egentlig havde jeg bare prøvet at tage mig sammen hele aftenen. Men jeg blev overrasket, for da Matt åbnede døren ud til gaden, blev jeg klar over, at det slet ikke var, hvad der var tale om.

     Der var ikke tale om en fest.

     Der var tale om duer.

     Duer i massevis.

     På elledningerne, postkasserne og på fortovet. Alle sammen med øjnene vendt mod os. De larmede sindssygt, da de så Matt. Han tyssede på dem.

     "Vi kommer nu, bare rolig." Han tog min hånd og smilte. "Cat, der er noget, som jeg ikke har fortalt dig."

     "Hvad?" spurgte jeg, lidt bange for at høre det.

     "De her duer ved hvor De Gamle Krigere er."

 

Matt udvalgte nogle få af duerne til at følge os hen til Krigerne, åbenbart. Vi gik tæt ned ad fortovet, udenfor gadelygternes lys.

     "Hvorfor tror du, at duerne ved, hvor Krigerne er?"

     "Fordi øh..." Matt sank en klump, som om han ikke havde lyst til at tænke på det. "Din far bad mig om at få dem til at finde ud af det. Meningen er, at de tager til festen og lader, som om de ikke ved noget. Imens finder vi Krigerne, og så kontakter vi dem, når vi står overfor dem. Så kommer James løbende."

     "Wow," var det eneste, jeg kunne få ud. Min far havde virkelig det her under kontrol.

     Vi gik i noget tid i stilhed. Matt var et hoved højere end mig, så jeg følte mig lidt lille, når jeg gik så tæt ved siden af ham. Han havde blikket målrettet fremad, og det gik op for mig, at hans hænder var svedige.

     "Går det godt med dig og Kira?" spurgte jeg for at bløde stemningen lidt op.

     Han rynkede panden. "Lige nu?"

     Jeg smilte. "Nej, selvfølgelig ikke lige nu." Åh gud, bare hun var okay. "Men før. Dengang hun... ikke var forsvundet."

     Matt trak på skuldrene. "Jeg kan rigtig godt lide hende. Det er lidt, som om... hun forstår mig. Forstår de ting, som folk aldrig har forstået ved mig før."

     Den følelse kendte jeg kun. Selvom James var alt andet end en nørd, havde han også givet mig den form for forståelse, siden han rent faktisk var i stand til at forstå ting, han ikke selv interesserede sig for.

     "Hvorfor bestemte du dog for at tage med?" spurgte jeg. Det var måske et mærkeligt spørgsmål, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det. "Også med til Helvede. Du var så på lige så snart jeg tilbød det. Du kender os jo ikke engang særlig godt."

     Matt smilte. "Jeg har altid ønsket mig at se Helvede."

     Jeg hævede det ene øjenbryn.

     "Nej, øh..." Han sank endnu en klump. "Faktisk så... jeg fortalte min far, at jeg ville starte på Pijifenas Magiskole."

     "Ja?"

     "Ja, altså, han spurgte, om det var på grund af 'den mærkelige pige med rævehale, som jeg kom slæbende hjem med' - hvilket det var."

     "Hvad svarede du?"

     "Jeg svarede, at jeg gerne ville bo et sted, hvor jeg kunne være lov til at vær en fe. Ligesom min mor." Hans blik blev lagt i skygger, og jeg var med ét sikker på, hvad der var sket.

     "Han..."

     "Han smed mig ud," sagde Matt. "Han sagde, at han ikke ville have mørk magi i sit hjem. Så hvis jeg ville være en fe, så skulle jeg sige farvel til min søster og pakke mine ting."

     "Men feer er da ikke mørkemagikere!"

     "Sådan ser han ikke på det. For feer blev jo skabt med mørk magi. Bare fordi min race siden har sluttet sig til lysets side ændrer det ikke på, hvad vi blev skabt som." Der kom tårer i hans øjne og han tørrede dem hidsigt væk. "Og min far smed mig ud. Han vil aldrig se mig igen, og jeg har ingen steder at være, før skoleåret begynder."

     Uden at tænke over det lagde jeg armene om ham. Der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min mor, og de ord, hun have sagt til mig dagen før jeg tog af sted.

     Du er hans datter, ikke min.

     "Jeg er så ked af det, Matt," sagde jeg til ham.

     "Jah," mumlede Matt. "Men der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Og desuden får jeg et langt bedre liv nu. Lige så snart vi forlader denne dal tager jeg mine vinger frem, og jeg putter dem aldrig væk igen."

     Jeg smilte, fordi det alligevel var det mest positive og inspirerende, jeg nogensinde havde hørt. Sådan følte jeg det i hvert fald i det øjeblik.

    

En lille time senere ankom vi til stedet, hvor duerne stoppede op. Det var lidt udenfor byen - på en losseplads.

     "Er du helt sikker på det her?" spurgte jeg. "Jeg mener, det er duer."

     "Hey, hey, mine dyr er meget loyale. Jeg er jo dyrefe for helvede." Matt smilte stort.

     Duerne landede på en stor bunke affald, og det så ikke ud til, at de ville fortsætte.

     "Hvad nu?" spurgte jeg og omfavnede mig selv, siden det var blevet temmelig koldt. "Hvad gør vi nu?"

     "Vi..." Matt tøvede lidt. Så gik et lys op for ham, og han faldt på knæ. "Vi graver!" Han begyndte at rode al møget væk.

     "Matt, det er altså - "

     "Stol på mig!" Han gravede sig dybere og dybere ind i bunken af affald. Til sidst sluttede jeg mig til ham, og vi gravede sammen.

     Lige indtil vi stødte på noget hårdt. Nænsomt fejede vi møg væk, og det blev klart. Det var sten. Vi gravede lidt mere, og pludselig lå der en stenmand foran os.

     "Åh gud," hviskede jeg forpustet. "Chariisy har smidt dem ud."

     "I hvert fald ham her," sagde Matt. "Se der." Han pegede på stenmandens bryst, hvor der var indgraveret en udstrakt håndflade." Han lagde sin hånd oven på den, men der skete ikke noget.

     "Det må være der, at James skal vække dem," sagde jeg.

     "Ja," sagde Matt. Han kiggede på mig. Vi så næsten hinanden i øjnene. "Det er nu, du skal kontakte ham og sige, at vi har fundet De Gamle Krigere."

    

*James*

 

Da Lucifer fortalte mig, hvad hans plan gik ud på, tog jeg det meget positivt.

     "Så du fortæller mig," sagde jeg, "at vi er gået direkte ind i løvens hule for at Matt kan finde krigerne et eller andet andet sted?"

     "Ja," sagde Lucifer med et selvtilfredst smil. Han hældte en drink op til mig. Jeg tog surt imod den og bundede. "Chariisy tror, at vi går lige i hendes fælde, men vi er et skridt foran hende."

     "Aha," mumlede jeg. Lucifer skænkede mig endnu en drink, og jeg havde lyst til at smide den i hovedet på ham. "Men hvad, hvis hun fanger os og - jeg ved ikke - dræber os?"

     Lucifer trak ufortrødent på skuldrene. "Den tid den sorg."

     Villaen var stor. Vi var inde i en kæmpestor balsal med plads til hundredvis af mennesker. Hvilket der også var. Jack var forsvundet i mængden. Jeg håbede, at han hyggede sig et eller andet sted.

     Jeg forlod Lucifer og gav mig til at danse for mig selv, hvilket var supersørgeligt, men jeg fandt hurtigt en køn betvingerpige, og vi dansede sammen.

     "Min far har givet mig lov?" sagde pigen.

     "Til at danse?"

     "Nej, til at ægte dig."

     Jeg blev bleg. "Sikke en mærkelig ting at sige."

     Hun rynkede panden. "Er du psykisk syg?"

     Var hun? Jeg trak mig væk, men pigerne overfaldt mig hurtigt. Pludselig ville de alle sammen danse med mig. Og gifte sig med mig. De talte alle sammen om det, som om det var deres førsteprioritet. Ude i siderne stod en masse ældre mænd, som jeg gik ud fra, var deres fædre. Det gik op for mig, hvad det var for et samfund, vi befandt os i.

     En hånd trak mig væk.

     "Undskyld, men han er allerede gift," sagde Jack. Pigen så slukøret på ham.

     "Men han - "

     "Han har tabt sin vielsesring. Han er ikke rigtig i hovedet."

     "Øh..." sagde jeg.

     Pigen så såret på mig, hvorefter hun forsvandt i mængden.

     Jeg vendte mig spørgende mod Jack. Han gav mig dræberblikket. "Er du ude på at få os afsløret?"

     "Nej, jeg vidste ikke, at - "

     "Her betyder ægteskab alt. Her venter man ikke bare, til man er nogle-og-tredive. Her sker det for at man kan flytte hjemmefra, for at man kan blive forsørget. Og siden du er..." Han gav mig elevatorblikket. "Anstændig og uden vielsesring, ville du være den første, de gik efter."

     "Men de piger var da ikke særlig gamle."

     "En pige, som jeg kendte, blev gift som fjortenårig. Det er meget almindeligt."

     Jeg fandt mig selv mundlam.

     Så lød Catrianas stemme i mit hoved:

     Vi har fundet krigerne. Kom til lossepladsen.

     Okay, svarede jeg, og skulle til at sige det videre til Jack, da han pludselig stivnede.

     "Har du lyst til at danse?" spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig om, bange for at møde en teenager, der ville flytte hjemmefra, men stod ansigt til ansigt med en kvinde i en meget nedringet kjole. Hendes hår var langt, mørkt og faldt ned ad hendes ryg. Hun var meget tynd, men det var ikke det mærkelige. Små ar dækkede hendes arme, hendes brystkasse og hendes hals, som om hun havde gjort selvskade.

     Jeg genkendte hende fra portrættet i Qin Lees hus.

     Det var Chariisy.

     "Selvfølgelig," sagde jeg uden at fortrække en mine i håbet om, at hun ikke ville opfatte noget. Hun rakte ud efter mine hænder, jeg tog hendes og vi indtog dansegulvet. Folk trak sig til side for os, og vi havde en stor portion af gulvet for os selv. Jeg havde slet ikke bemærket, at hun var kommet ind. Der var ubehageligt mange vagter langs væggene. Jeg fik øjenkontakt med Jack, som jeg håbede, at Chariisy ikke havde bemærket. Han lignede et får blandt ulve.

     "Du danser bedre end Darkeya," sagde Chariisy letsindigt. Det løb mig koldt ned ad ryggen.

     "Undskyld?"

     "Darkeya. Min gamle ven. Jeg går da ud fra, at du kender ham, siden han var rektor på din skole en periode. Hvad var det nu, skolen hed? Pijifenas, ikke? Pijifenas Magiskole."

     Min hals var tør som en ørken. Jeg kunne ikke få et ord ud.

     "Jeg har altid holdt meget af at danse," fortsatte Chariisy. "Det klarer tankerne. Jeg er overrasket over, at du førte samtale med Hans Majestæt på den måde. Hans Ravne var ellers din families mordere."

     "Under hans mors kommando," hviskede jeg hæst.

     "Åh ja, men gør det virkelig en forskel? De er døde på grund af noget, som Jack vil have fra dig, er det ikke rigtigt? Tænk at tjene sin families mordere."

     "Det er ikke så enkelt - "

     "Gud slog min familie ihjel. Vidste du det? Jeg er halvt menneske, det er derfor. På den tid var det ulovligt for engle at parre sig med mennesker. Lucifer... han var også halvt menneske."

     Det kom bag på mig. Vidste Catriana overhovedet det?

     "Han var anderledes end os andre," sagde Chariisy. "Jeg..." Hun betragtede sin arrede hånd. "Mit menneskeblod har altid skadet mig... på en måde. Men for Lucifer... han så klarere på grund af det. Det er en farlig ting at blande, menneske- og engleblod. Det er den slags blandinger, som Gud frygter. Men han vil dø. Og mørket vil dræbe ham. Ligesom lyset vil dræbe Lucifer."

     Det lød et klik. Jeg gispede, da jeg mærkede en kulde om mit håndled. Et håndjern var fæstnet om mit og Chariisys håndled.

     Hun havde lænket os sammen.

     Hun trak sig helt ind til mig, så vores næser næsten rørte hinanden. Hun så mig i øjnene. "Måske finder I Krigerne, men hvad nytter det, hvis jeg har Lysets Hersker, som skal vække dem?"

     Jeg forsøgte at trække mig væk. "Nej, vent - "

     Chariisy smilte og råbte ud mod publikum. "Kong Jack, kom frem, hvor end du er!"

     Folk flyttede sig væk, og pludselig stod Jack der. Sammen med hans Ravne.

     "Slip ham, Chariisy," sagde Jack - nok mest i et forsøg på at skjule sin frygt.

     "Åh, søde Jack," sagde Chariisy. "Jeg er så glad for, at vi endelig mødes. Du ligner din mor så meget. Og så selvfølgelig din far." Hun smilte grumt.

     Jacks ansigt blev ikke forvredet i chok, som Chariisy nok havde håbet. I stedet smilte han tilbage. "Ja, der er ikke lige så meget af min mor i mig, som der er min far."

     Chariisy så forvirret ud et øjeblik. Så spærrede hun øjnene op, som om hun indså sandheden. "Lucifer, han er - han er - "

     "Her," sagde Jack.

     I det samme skreg folk, og jeg faldt til gulvet, som en ekstrem kraft buldrede ind i mig og Chariisy. Jeg så ind i et par giftlilla øjne.

     En dæmondrage.

     Flere dæmondrager.

     Kæmpestore dæmondrager.

     Chariisy skreg i vilden sky. Folk flygtede ud af salen. Jeg mærkede, at min hånd kom fri, som en af dæmondragerne bed fast i håndjernet

     "Er du okay, Cult?" spurgte en stemme, som jeg genkendte. Jeg mødte Dimonds blik. Jeg nikkede.

     "Ja."

     "Find Jack, overlad det her til os."

     Jeg kom på benene og løb hen til Jack. Chariisy lå sammenkrøbet på balgulvet, omringet af dæmondrager. Rundt omkring sloges hendes vagter med kæmpedrager, som hurtigt dræbe hende. Til sidst var der kun hende tilbage.

     I det samme var Lucifer der. Og han lignede Djævelen. Den ægte vare. Den måde, som han bevægede sig med skyggerne, den måde, hans øjne funklede mørkt. Det her var den onde version af ham.

     "Chariisy," sagde han.

     Da Chariisy mødte hans blik, skreg hun i smerte og begravede sit ansigt i sine hænder. Hun hviskede noget, som jeg ikke kunne høre.

     Lucifer gik hen, så han stod lige overfor hende. "Chariisy, du troede nok, at du kunne slippe af sted med det her."

     Chariisy hviskede noget mere ned i sine hænder.

     "Men jeg fandt dig til sidst. Du vil ikke blive på tronen for længe. Det er straffen for at forråde sine venner."

     Det blev klart for mig, at det, Chariisy hviskede, var skån mig.

     Chariisy var rædselsslagen for Lucifer.

     "Se på mig," sagde Lucifer.

     "Nej, jeg beder dig, nej!"

     "Se på mig!"

     Rystende løftede Chariisy blikket. Der løb tårer ned ad hendes kinder, da hun mødte Lucifers blik. Og hun skreg, som jeg aldrig havde hørt nogen skrige før. Det var sjældent, at jeg havde set De Onde Øjne i værk, men af en eller anden grund kunne Chariisy ikke se ind i dem, som Darkeya kunne.

     Lucifer slap hendes blik til sidst. "Jeg ved, at du har alverdens planer. Men du kan ikke i din vildeste fantasi tro på, at jeg vil lade dig slippe af sted med dem."

     Chariisy rystede stadig, men jeg kunne ane et smil. "Du kan ikke slå mig ihjel." Hun sank en klump. "Tro mig... jeg har prøvet."

     Det gøs i mig, da det gik op for mig, at hun snakkede om arrene.

     "Nej," sagde Lucifer. "Du er udødelig ligesom os. Men der er værre ting end døden. Hvilket jeg tror, at du allerede har erfaret. Er det ikke sandt?"

     Chariisy svarede ikke.

     Lucifer så på mig og Jack. "Tag af sted."

     "Men..." sagde jeg.

     "Hun har kontaktet dig, har hun ikke? Det må hun have gjort."

     "Jo, men - "

     "Jeg skal nok ordne det her, James! Tag af sted, nu!"

     Jack, Ravnene og jeg løb og efterlod Lucifer tilbage sammen med Chariisy.

 

Da vi fandt Matt og Catriana på lossepladsen, var jeg næsten for overrumplet til at gøre det, som Jack ville have mig til.

     Stenkrigeren stod foran mig, klar til at blive vækket til live. Men jeg kunne ikke lade være med at se på Tilius, og huske tilbage til den nat, hvor han havde dræbt min søster. Og min far. Og min mor. Og når jeg så på Jack, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hans mor give ordren.

     "James," sagde Catriana til sidst. "Gør det nu bare, så vi kan komme hjem."

     Det var det vigtige, tænkte jeg. At komme hjem til Brandon igen. Hjem til det normale liv. Og det var derfor, jeg lagde min flade hånd på statuen, hvorefter den lyste op. Og rundt omkring dukkede der andre små lys op. Mange tusind.

     Lucifer fandt os selvfølgelig til sidst. Han fløjtede tilfredst med sig selv. Han snakkede med Jack, mens jeg og Catriana gik lige bag dem, hånd i hånd.

     "Der var ikke så meget, jeg kunne have gjort," sagde Lucifer. "Jeg måtte give slip på hende til sidst. Det er rigtigt, jeg ville ikke have kunnet slå hende ihjel."

     "Hvad kan så slå hende ihjel?"

     "Gud," svarede Lucifer.

     Mine hænder ville ikke stoppe med at ryste. Hæren af Stenkrigere gik bag mig på række, og jeg kunne ikke stoppe med at føle mig så utroligt magtfuld. Ubehageligt magtfuld.

     Rin, som vi havde hentet på vejen sammen med hendes bedstefar, skævede til dem hvert sekund.

     "Så du kontrollerer dem alle sammen?"

     "Jeps."

     "Vor Herre på lokum."

     Catriana smilte. "Jeg er stolt af dig, James."

     "Tak," svarede jeg, selvom jeg ikke havde det på samme måde. Alt føltes pludseligt så utroligt forkert.

     Da vi en uendelighed senere kom tilbage til Syddalen til Jacks slot, blev vi modtaget af en mand, som vi ikke havde set før.

     "John?" sagde Jack.

     "Deres Majestæt. Jeg vikarierer som kongelig visir indtil en afløser kan blive fundet."

     "Javel. Hvad kan du meddele? Er der sket noget?"

     John sank en klump. "Ja... der... ja, der er sket noget, Deres Majestæt."

     "Og?" Jack lød urolig.

     "Vi har fået besøg."

     Jeg åndede lettet op. Var det ikke værre end det?

     "På dette ugudelige tidspunkt? Hvem er det?"

     John svedede, og hans ben rystede. Han åbnede munden, men intet kom ud, som om han var bange for at sige personens navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...