Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
1Kommentarer
299Visninger
AA

2. Kapitel 2: "Afslutningsfesten"

 

 

*Kira*

 

Vi gik begge to ned ad gangen mod balsalen efter vi omsider havde fuldendt vores sidste årsprøve. Jeg syntes personligt, at det var gået meget godt. Der var blevet lagt en antisnydebesværgelse over den, så jeg ikke kunne bruge mine synske kræfter. Men det gik alligevel. Og Ena var helt oppe og køre. Hun nærmest hoppede op og ned.

     "Jeg glæder mig meget til i aften, Kira! Det er vores første afslutningsfest. Vi skal have de dejligste kjoler på, have håret sat op, og alt muligt make-up. Glæder du dig ikke, for jeg glæder mig?"

     Jeg nikkede bare og kom med et kort: "Jo." Jo, selvfølgelig glædede jeg mig. Det var også min første afslutningsfest. Vores første år på Pijifenas Magiskole var hermed afsluttet. Og alle de ting, jeg havde oplevet i løbet af dette ene år. Og i morgen skulle jeg ikke engang rejse hjem til mine dumme, magiløse forældre. I stedet skulle jeg til Helvede. Jeg vidste faktisk ikke helt, hvad jeg syntes om det alternativ.

     Men så var der drømmen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den. Der var så mange ting, der var sket så hurtigt lige efter hinanden, og størstedelen kunne jeg ikke engang huske klart lige nu. Der var noget med en vej. Og et slot. Og... ja, og Darkeya. Så meget Darkeya. Hvorfor drømte jeg om Darkeya?

     "Hvem har du tænkt dig at tage med til festen?" spurgte Ena og rev mig ud af min tankestrøm.

     "Matt vel," svarede jeg.

     "Har du spurgt ham?"

     "Næh. Jeg... jeg går bare ud fra, at han gerne vil med."

     Enas smil blev bredere. "Er du så sikker på, at jeres forhold er meant to be?"

     Jeg rødmede og så væk fra hende. "Nu må du holde op, Ena. Vi er ikke engang sådan du ved... officielt sammen."

     Ena lo højt. "Men jeg skal i hvert fald til festen med Kim. Han spurgte mig i sidste uge." Hun vinkede hen for enden af gangen, hvor en flok engle stod. Den højeste, mest bredskuldrede, mest lyshårede af dem vinkede tilbage. Det var Kim. Han var virkelig en goodie-goodie, og jeg forstod ikke, hvad Ena så i ham.

     Men i det samme kom ingen andre end den fantastiske Matthew Harr ud af en dør og ud på gangen. Da jeg så ham, og han så mig, rødmede vi begge to, og jeg gispede.

     "Kira!"

     "Matt!"

     Vi løb i hinandens favn. Han løftede mig op og svingede mig rundt, som om jeg var et lille barn, hvorefter han satte mig ned.

     "Hvad laver du her?" spurgte jeg, så overdrevet lykkelig for at se ham.

     "Jeg har bare snakket med Bill," svarede Matt, og han smilte mindst lige så bredt som mig. "Om at jeg skal starte i 1.g efter ferien! Han sagde, at jeg har meget stor chance for at komme ind! Er det ikke dejligt?"

     Jeg nikkede og smilte det største tandsmil i verden. "Vil du ikke med til afslutningsfesten med mig?"

     Matts smil forsvandt. "Må jeg godt komme med? Er det ikke kun for de elever, der går her?"

     "Nej da! Man må godt invitere en med udefra!"

     Matt smilte igen. "Skønt, klart. Vi ses i aften så. Jeg er virkelig nødt til at løbe. Jeg skal være hjemme inden min far. Hejhej!" Så forsvandt han rundt om hjørnet. Jeg stod og kiggede drømmende efter ham. Han var så perfekt på så mange måder. Det strittende pindsvinehår, de brede skuldre, de muskuløse arme. Den søde måde, han talte til dyrene på.

     Jeg hørte et fnis bag mig, og jeg fór om og så Ena. Du godeste, jeg havde helt glemt, at hun stadig var her.

     "Og I er ikke officielt sammen, siger du?" sagde hun.

     Jeg rødmede nu endnu mere.

 

*Catriana*

 

Hele vores vennegruppe var med i festudvalget. Jeg ved ikke engang hvorfor. Det var Rins idé. Så derfor var det vores opgave at pynte hele balsalen op. Det var et stort arbejde, men vi var sådan tredive mennesker om det, så der var også noget hyggeligt over det.

     Men dog ville jeg altså hellere læse en bog.

     Hvilket jeg også gjorde, faktisk.

     Jeg satte mig på et af bordene, godt skjult bag en stor bunke balloner, og så læste jeg lidt i skjul. Rin sendte mig hele tiden utilfredse fnys, som hun hængte ballonerne op under loftet. Mit skjul blev mindre og mindre. Til sidst var det helt væk.

     "Nu kan du vist ikke skjule dig længere, Cat."

     Jeg stirrede olmt på hendes næse. "Hvorfor kan jeg ikke bare læse?"

     "Kom nu, Cat," tryglede Rin. "Det er også din afslutningsfest. Du og James kan have sex ude på toilettet. Det bliver sjovt!"

     "Jeg har ikke lyst til at have sex på toilettet!"

     "Ja, det er heller ikke særlig behageligt," mumlede Rin og rødmede. Så vendte hun sig væk fra mig. "Men kan du ikke gå om i varelageret og se, om der er flere stole? Så er du en skat."

     Jeg fnøs, hvorefter jeg bare gjorde det. Der var alligevel lidt for forstyrrende her. Imens jeg gik overvejede jeg tanken at have sex med James ude på toilettet. Faktisk bare at have sex med James i det hele taget. Det var kun ganske kort tid siden vi gjorde det første gang, og vi havde gjort det utroligt ofte lige siden.

     Hurtigt skyndte jeg mig at slå mit hoved over på nogle andre tanker. Som for eksempel hvor varelageret var.

     Og James for den sags skyld. Jeg havde ikke set ham derinde.

     I det samme stødte jeg ind i en mand, fordi jeg ikke så mig godt nok for. Lige pludselig var han der bare. En smule fortumlet tog jeg mig til hovedet, hvorefter jeg hurtigt undskyldte. Så så jeg på ham.

     Han var garanteret troldmand. For han var klædt i sort fra top til tå. Det var i hvert fald det første, jeg lagde mærke til. Han var meget høj og utrolig mager. Hans ansigt så underligt... spidst ud. Hans hage, hans næse, hans kindben. Alle utroligt spidse som en høgs. Hans hår var også sort og redt tilbage, så det endte i en spids i hans nakke.

     "Se dig for," snerrede han.

     "Wow," mumlede jeg. Uhøflig much. "Undskyld igen." Jeg skyndte mig forbi ham, men jeg nåede ikke langt, før han kaldte:

     "Hallo, pige."

     Det har bare at være en undskyldning. Jeg vendte mig om og så spørgende på ham. "Ja?"

     "Kender du en James Andrew Cult her?"

     Hvordan fanden kender du hans mellemnavn? "Øh... ja? Han er sådan den populæreste dreng på skolen."

     "Ved du hvor jeg kan finde ham?"

     Nu blev jeg mistænksom. Hvorfor ledte denne mand efter James? "Hvorfor? Er du en lærer her?"

     Manden fnøs. "Glem det." Så gik han videre. Jeg stirrede himmelfaldent efter ham. Og nu en smule bange.

 

*James*

 

Det var sært.

     Virkelig sært.

     Og også en anelse foruroligende.

     Rin og jeg var inde i spisesalen og få noget frokost. Der var propfyldt på det her tidspunkt. Rin sludrede om et eller andet, men jeg hørte ikke efter. Hvorfor ikke? Fordi jeg havde fået øje på noget. Noget, som jeg syntes hele tiden at få øje på igen og igen.

     Mænd klædt i sort.

     Hver eneste gang jeg drejede hovedet, blinkede, nyste, tog en bid af min burger, så jeg dem. Først var de der i mængden, og så var de væk. Og som vi forlod spisesalen kunne jeg ikke lade være med at kigge mig over skulderen evigt og altid, som jeg blev mere og mere urolig. For det måtte da være noget, jeg bildte mig ind, ikke?

     "James!"

     Jeg sprang op i luften ved stemmens lyd. Men det var bare Rin. Hun stirrede på mig med store øjne.

     "Hvad er der?" udbrød jeg.

     "Hører du overhovedet efter, hvad det er jeg siger?"

     "Nej. Hvad siger du da?"

     Rin fnøs foragteligt. "Jeg siger, at jeg ikke tager med til Helvede."

     Jeg stoppede op. "Hvad? Hvorfor ikke?"

     "På grund af Brandon. Du så ham i går. Han er ulykkelig. Og at han skal være alene derhjemme sammen med sine forældre i tre uger. Og jeg har heller ikke lyst til at være adskilt fra ham i så lang tid. Jeg har kun lige fået ham tilbage. Det er et mirakel, at han er i live."

     Det kunne jeg selvfølgelig godt se. Men... "Vil det sige, at jeg skal være dernede helt alene med Lucifer?"

     "Og Cat, Kira og Matt. I kan da passe på hinanden."

     "Rin, du skal beskytte mig. Han hader mig jo!"

     "Han hader dig ikke. Han giver dig bare svigerfarbehandlingen. Det er helt normalt."

     Jeg gik videre. Pludselig indså jeg noget. Djævelen var min svigerfar. Jeg var Djævelens svigersøn. Hold da kæft, hvordan var de her ting sket? Måske burde jeg slå op med Cat bare så jeg ikke behøvede være i familie med Satan.

     Rin lo, da hun så mit blege ansigt. "Bare rolig, James, det skal nok gå det hele."

     Jeg skulle til at svare, men så fik jeg øje på en sortklædt person, der gik op ad an trappe for enden af gangen.

     "Vent lige," mumlede jeg. Så forvandlede jeg mig til en falk og fløj så hurtigt mine vinger kunne bære mig. Hen til trappen, op ad trappen. Så forvandlede jeg mig tilbage til menneske og så mig omkring. Men personen var væk. Det var, som om han aldrig havde været her.

     I det samme kom Rin løbende, forpustet. "Hvad fanden laver du, James? Hvorfor gjorde du det?"

     Forvirret så jeg mig omkring. Og som svar mumlede jeg: "Jeg troede, at jeg så nogen."

 

Det var helt klart noget, jeg bildte mig ind. Og som dagen svandt hen, og aftenen begyndte, glemte jeg efterhånden mine små undringer.

     For Bill holdt sin tale. Sin lange, kedsommelige tale mens vi alle sammen sad og lod, som om vi lyttede. Vores vennegruppe havde sat os ved et enkelt, rundt bord. Mig, Catriana, Rin, Kira og Matt. Catriana havde aldrig nogensinde set så smuk ud. Hendes hår var sat helt op denne gang, men hun havde den samme kjole på som sidste år. Jeg forventede heller ikke mere af hende. Det var jo Catriana, vi snakkede om.

     Hun, Rin og Matt forsøgte vist oprigtigt at lytte til Bill. Imens hviskede Kira og jeg til hinanden så stille, som det overhovedet var muligt.

     "Jeg havde en drøm i nat," hviskede hun.

     "Ja? Hvad var den om?" Jeg løftede mit glas op og tog en tår vin.

     "Om alt muligt sært." Hun tøvede. "Om Darkeya."

     Jeg fik næsten min vin galt i halsen. De andre gloede spørgende på mig, men jeg viftede dem væk, som var det en bagatel. Så vendte jeg mig om mod Kira. "Darkeya?"

     "Ja. Og jeg drømte om en eller anden kvinde, og... og robotter af sten. Og Cat skreg."

     "Skreg hun? Hvorfor?"

     "Det ved jeg ikke. Men jeg har bare på fornemmelsen, at der snart sker et eller andet. Igen."

     "Som om vi ikke har haft nok Darkeya i år."

     "Jeg tror snart, at vi får lidt mere. Men det var kun en drøm. Jeg er ret sikker på, at det var et syn, men... måske var det kun en drøm."

     Jeg kunne se på hende, at hun ikke var overbevist. Senere sluttede Bills tale dog, og vi fik en masse mad serveret. Og efter vi havde spist, åbnede dansegulvet. Det var altid det tidspunkt på aftenen, jeg så mest frem til. Men i aften virkede det ikke så tillokkende. Brandon var her ikke til at være fuld med mig. Vi drak os altid så stive sammen. Og som jeg dansede her sammen med Cat kunne jeg ikke lade være med at tænke igen. Og netop, som jeg tænkte... så jeg det.

     En sortklædt person. I den anden ende af salen. Og han så lige på mig. Hans øjne var gullige i det. Det kunne jeg se helt herfra. Mit hjerte bankede hurtigere. Det slog nogle slag over.

     "Nej," hviskede jeg. Det bemærkede Catriana, og hun så på mig.

     "Hvad er der, James?" spurgte hun.

     "Ikke noget," svarede jeg, og kiggede på hende og smilte. Så dansede vi videre. Men hen over hendes skulder kiggede jeg igen på personen. Og nu begyndte personen at bevæge sig. I retning af mig. Han kom tættere og tættere på. Mit hjerte sprang helt op i halsen på mig, og jeg kunne mærke koldsveden.

     Jeg trak mig væk fra Catriana. "Jeg går lige på toilettet."

     "... Okay." Det var tydeligt i Catrianas øjne, at hun vidste, at noget var galt.

     Jeg smilte tilbage, hvorefter jeg forvandlede mig til en chihuahua og spænede gennem salen mellem benene på folk. Først, da jeg ankom til døren, der førte ud på korridoren, forvandlede jeg mig til menneske. Da jeg kiggede ind i den dansende mængde kunne jeg ikke se personen. Men en del af mig vidste, at han var der.

     Jeg brød mig slet ikke om det her. Jeg løb. Jeg løb så hurtigt, som det overhovedet var muligt for mig, mens mit hjerte slog ubehagelig hårdt mod mit bryst. Da jeg fandt døren ind til et tomt klasselokale, styrtede jeg ind ad den og smækkede den efter mig. Der stod jeg, lænet op ad den, og forsøgte at få vejret.

     Efter i flere minutter at have forsøgt at bilde mig ind, at det bare var illusioner, faldt mit hjerte ned. Det bankede langsommere, jeg slappede mere af. Med tunge åndedræt gik jeg med rystende ben hen til katederet og lænede mig ind over det.

     "Tag det roligt, James," hviskede jeg til mig selv. "Tag det roligt. Der er ingen, der er efter dig. Der er ingen... der er efter dig. Det er bare dine øjne, der laver sjov med dig."

     Efter at have sagt det om og om igen begyndte jeg at tro på det. Og til sidst troede jeg helt på det. Faktisk var jeg klar til at gå tilbage til festen, og skulle til at gå, da -

     "Sig ikke en lyd," sagde en stemme. Herinde fra klasselokalet af. Jeg spærrede øjnene op. "Hvis du holder dig i ro, behøver vi ikke gøre det her på den hårde måde. Ligesom sidst."

     Mine hænder rystede. Stemmen. Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg genkendte stemmen. Sveden løb mig ned ad panden. Jeg havde hørt den før. Mine ben kunne knap nok holde mig oprejst. Jeg havde hørt den le, højt og grusomt.

     Langsomt vendte jeg mig om. Imod stemmen. Og jeg så lige på ham.

     I klasselokalet sammen med mig stod en høj, mager mand klædt i sort fra top til tå. Han så på mig med sine ravgule øjne. Og han smilte. Han smilte grumt.

     "James Andrew Cult," sagde han. "Nu er gemmelegen forbi."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...