Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2370Visninger
AA

19. Kapitel 19: "Oraklets budskab"

 

 

*Kira*

 

Den nat drømte jeg om Daniel. Jeg drømte om hans skrig, som han blev tortureret. Hvilket var ubehageligt. Selvfølgelig var det ubehageligt. Men tingen var, at jeg stod lige ved siden af Darkeya under hele forløbet. Så ind i hans grønne øjne, der betragtede den skrigende dreng med en hård, ligegyldig kølighed. Så stoppede det. Torturen. For en tid. I løbet af den pause så jeg Yasmin snøfte for så at løbe væk. Darkeya blev stående lidt. Daniel var besvimet. Rummet henlå i stilhed. Med et suk vendte den faldne engel om og gik op ad trapperne. Jeg fulgte efter ham. Ned ad gangene og ind i hans gemakker. Hvor han satte sig ned i en lænestol og kiggede ud af vinduet. Ikke mere end det. Bare stirrede ud i luften, som om der ikke længere var noget tilbage i verden, der kunne få ham til at føle glæde.

     Hvilket fik mig til at tænke. Tænke en hel masse.

 

     Vi tog en bus.

     De faldne engle og mig, vi tog en bus. Gik om bagerst, satte os mageligt for så at kigge ud af vinduerne eller med musik i ørerne. Yasmin hørte musik, der var lidt for højt, og jeg kunne tydeligt høre noget heavy metal komme ud af høretelefonerne. Zenia fløjtede lidt for sig selv. De fleste kiggede bare ud af vinduerne. Karl læste i "Vi Unge" mens han smilte lidt smågrumt. Han sad lige ved siden af mig, og da han var lidt af en kraftkarl, følte jeg at jeg blev presset helt op ad vinduet.

     "Hvis vi tager toget i Riskøbing kan vi være der i morgen," sagde Anubis. Han holdt sin telefon op. Darkeya betragtede kortet på skærmen med et ansigt, der så lidt utålmodigt ud.

     I morgen. Vi havde vandret i ugevis og ugevis, men vi var der næsten. Næsten. Mit dumme, pessimistiske hoved kunne dog ikke lade være med at tænke på, hvad der ventede mig, når vi nåede frem.

     "Først i morgen," sagde Darkeya.

     "Efter så lang tid, denne her har taget, så er det om meget kort tid," sagde Anubis.

     "Det kan du selvfølgelig have ret i," sukkede Darkeya. Han lagde armene over kors, lænede sig tilbage i sædet og lukkede øjnene udmattet. Jeg betragtede ham. I lang tid. Ledte efter tegn. Bare tegn på et eller andet.

     Som bussen kørte tværs over landet, Darkeya sov og jeg betragtede ham, gik det op for mig, at jeg var nødt til at vide det.

     Jeg var simpelthen nødt til det.

     Nogle timer senere stoppede bussen op med nogle host. Darkeya - og flere andre efterhånden - blev revet ud af deres døsen med et hump.

     "Hvad fanden i helvede," brummede Karl.

     Chaufføren trådte frem. "Vi har nogle problemer med motoren. Jeg forsøger at ordne det. Hold jer nær bussen i mellemtiden. Jeg regner med, at vi snart kan fortsætte." Han trådte ud af bussen.

     Darkeya bandede. "Netop som vi var ved at være fremme. Typisk."

     Folk begyndte at forlade bussen. Flere af de faldne engle gjorde det samme. Darkeya deriblandt. Karl brummede noget om, at han skulle slå en streg, så jeg sad pludselig uden fangevogter. Den chance tog jeg selvfølgelig, og jeg smuttede også ud af bussen.

     Darkeya stod lidt længere ned ad vejen. Jeg løb hen til ham.

     "Du, Darkeya," sagde jeg. Det gav et sæt i ham.

     "For helvede, rævepige. Burde Karl ikke holde øje med dig?"

     "Han er lidt træt af mig, tror jeg."

     "Hvem ville ikke være det? Hvad vil du?"

     "Jeg tænkte bare, at nu hvor jeg er blevet udvalgt til at være dit Orakel eller hvad det nu var, siden du skal til at være Gud."

     "Jeg skal ikke være Gud."

     "Whatever. Der er bare noget jeg gerne ville spørge om."

     "Og hvad er det?"

     "Hvorfor gør du det?"

     Darkeya vendte sig imod mig. "Undskyld?"

     "Hvorfor vil du have Himmelen? Jeg mener, hvad er det, der er så lokkende?"

     "Hvad får dig til at tro, at det skulle være noget der kommer dig ved?"

     "Fordi jeg er sådan super meget indblandet nu," blev jeg stædigt ved. "Hvorfor bliver du ved? Lucifer har da ikke lyst til Himmelen længere. Hvorfor har du så?"

     "Lucifer... Lucifer er bare kommet ud på et sidespor. Han ved ikke længere, hvad han selv vil."

     "Men - "

     "Kom, lad os tage en taxa. Denne her bus kommer ikke til at køre lige om lidt. Jeg har ikke tid til at vente."

 

Jeg stoppede dog ikke. Vi fik bestilt nogle taxaer, og så var vi ellers på vej igen.

     "Er det på grund af frugterne?" spurgte jeg. "Jeg har hørt, at de skulle være gode.

     Darkeya ignorerede mig. Yasmin sendte mig et advarende blik.

     "Eller er det, fordi det altid er sommer? Jeg mener, vinter er noget af det værste."

     Timerne gik. Mørket faldt henover os. Men vi kørte videre. Lige indtil midnat.

     "Det kan også være," sagde jeg til sidst, "at du vil have Himmelen, fordi du stadig er vred på Gud. Du har endnu ikke tilgivet ham."

     "Hold så kæft," vrissede Darkeya. Han vendte blikket imod mig, og det var et blik, der kunne myrde. 

     "Jamen hvorfor ?" spurgte jeg.

     "Måske er det bare, fordi jeg er en ond skid, der gerne vil have verdensherredømmet!"

     "Hold dog op, Darkeya! Det er jo ikke sandt! Ikke engang Hitler var en ond skid, der bare gerne ville have verdensherredømmet. Sådan fungerer den virkelige verden ikke."

     "Hvad ved du dog overhovedet om, hvordan den virkelige verden fungerer?"

     "Vi er her," sagde Anubis.

     "Endelig," hviskede Darkeya åndeløst. Vi stod ud af taxaerne, og de kørte videre. Vi befandt os nu i lidt af en ødemark. Bakker og grantræer til alle sider. Ikke et eneste lille vinduelys.

     "På den anden side af den bakke," sagde Anubis. "Hvis vi går derhen nu er vi der om et kvarter."

     Mit hjerte sprang op i halsen. "Et kvarter?" Mit liv kunne være forbi om et sølle kvarter.

     "Nej," sagde Darkeya. "Vi venter til i morgen. Så lidt, som jeg har lyst til det, så har vi brug for at være udhvilede. Slå teltene op."

     Vi slog teltene op. Hvilket vil sige, at de andre slog teltene op. Jeg lavede ikke en skid, fordi jeg ikke kunne tænke på andet end, hvad der ventede mig i morgen. I morgen blev jeg til et Orakel, som muligvis ville ende med at slå mig ihjel.

     De kom hen med noget aftensmad til mig, som jeg spiste i stilhed. Darkeya holdt sig i den modsatte ende af lejren end mig, hvilket var forståeligt nok. Indimellem fik vi dog øjenkontakt.

     Hvorfor? spurgte mine øjne hver gang.

     Ikke noget der kommer dig ved, syntes hans øjne at svare hver gang.

     Først lige før sengetid fik jeg mulighed for at spørge ham igen med ord. Pludselig stod jeg ved siden af ham uden at han fik nået at flygte.

     "Hvorfor?" spurgte jeg.

     Darkeya kørte en hånd igennem sit hår og sukkede opgivende. "Hvorfor vil du dog så gerne vide det, barn?"

     "Jeg ved det ikke," sagde jeg, selvom det var løgn. "Måske fordi jeg gerne vil vide om du har en form for forsvar for alle de forfærdelige ting, du har gjort. Alle de personer, du har myrdet og pint."

     Det lukkede tilsyneladende munden på ham. Han var tavs så længe, at jeg nåede at blive helt urolig for, at der slet ikke var noget forsvar.

     "Kira," sagde han så. Mine ører vrikkede, da han nævnte mit rigtige navn og ikke bare "rævepige". "Du har dit eget syn på verden, fordi du blev født i nutiden. Det blev jeg ikke. Jeg har set og oplevet ting, som du ikke engang har drømt om."

     "Har det her noget at gøre med hende Catriana?"

     "Det her har intet at gøre med Cat."

     "Nej, ikke Cat. Catriana. Pigen, der døde i Lucifers arme. Under den Himmelske Krig."

     Darkeya stivnede. Jeg trak på skuldrene.

     "Jeg har faktisk drømt om ting. Mere end du aner. Men... det er lige meget. Bare gør, hvad du vil. Men hvis det her ender med at dræbe mig, så er det dig, jeg kommer og hjemsøger. Jeg går i seng."

     Jeg var nået nogle meter væk, da Darkeya stoppede mig.

     "Rævepige, du kommer ikke til at dø."

     Jeg vendte mig om. "Tror du ikke?"

     "Nej," sagde Darkeya. Han så op imod stjernerne. "Nej, du kommer med garanti ikke til at dø. Du har nemlig karakter."

    

Jeg var tilbage i Himmelen. Lige midt i slagmarken. Men hverken Lucifer eller Mikael var til at se nogen steder. Catriana var bare et minde af noget, jeg engang havde set.

     "CHARIISY!" lød en stemme bag mig. Jeg fór om, fordi jeg genkendte den. Det var Darkeya.

     Nu fik jeg øje på ham. Han var virkelig hvid, var det første, jeg lagde mærke til. I virkeligheden var det bare hans vinger, der var hvide, hvor de ellers normalt var sorte. Han halvfløj og halvløb gennem mængden. Hen til en kvinde, der sad krympet sammen på jorden. Darkeya faldt ned på knæ ved siden af hende. Da hun så op, blev det tydeligt, at det var den kvinde, som jeg havde mødt nogle uger forinden.

     Hun var grædefærdig og rystede. "Vi taber, Darkeya. Vi taber..."

     "Nej," sagde Darkeya. Han kyssede hende på panden og omfavnede hende. I det øjeblik indså jeg, at alle rygterne om deres forhold, de var sande. Darkeya elskede den kvinde - eller han havde i hvert fald gjort det engang. Den snart faldne engel trak sig væk fra hende og så hende i øjnene. "Vi taber ikke, Chariisy," sagde han insisterende. "Hører du mig?"

     Men de tabte. Der var ikke noget at gøre. Jeg så de mørke blive færre og færre. Til sidst havde Guds hær af ærkeengle overtaget. Lucifers hær, som Guds engle kaldte for "sataner" blev sat op på linjer. Der var stadig mange af dem, men de virkede utroligt små i forhold til den vundne flok af engle, der stadig stod stærke omkring dem. Jeg fandt mig selv lige ved siden af Darkeya og Chariisy. De så helt håbløse ud.

     En stemme sagde bag mig: "Hvor mange er faldet af satanerne?"

     Jeg vendte mig om. Der stod to ærkeengle og var ved at gøre regnskab.

     "665," svarede den anden trist. "665 døde forrædere. Det er sørgeligt."

     "666," rettede Mikael. Han kom gående gennem flokken af engle, skubbende til Lucifer, hvis ansigt var skyggelagt. "En til er faldet." Han skubbede Lucifer ned på knæ ved siden af Darkeya og Chariisy.

     "Catriana?" spurgte Darkeya fortvivlet.

     Lucifer rystede på hovedet og lukkede øjnene.

     "Åh gud," hviskede Chariisy. "Vi har virkelig tabt."

     Darkeya sagde ikke noget, men Lucifer rystede på hovedet. "Nej. Vi har ikke tabt. Vi har ikke tabt før vi er døde."

     "Lucifer, de besejrede os," sagde Darkeya.

     Lucifer vendte sig mod sin ven, så ham bestemt ind i øjnene. "Vi har ikke tabt før vi er døde. Jeg nægter at give op. Jeg vil være Satan til den dag jeg dør."

     "Pas på med hvad du siger nu," advarede Darkeya. "Ellers bliver den dag i dag."

     Alle englene blev stille med ét. Et stort område blev ryddet. Et stort lys skinnede hen over mængden. En skikkelse kom frem. Lyset forsvandt, og pludselig stod Gud der. Jeg huskede tilbage til den mand, jeg havde mødt for et år siden. Dette var den selv samme, men anderledes. Strengere i ansigtet, rankere stående.

     Ondere. Der var ondskab i de øjne. Brutalitet endda.

     "Herre," sagde Mikael og trådte frem. Han bukkede. Det samme gjorde alle andre engle med undtagelse af Satanerne, der allerede sad ned på knæ. "Vi har besejret Satanerne. Luxbesværgelsen blev udført. Mange døde under besværgelsen, både af vores og af fjendens."

     "Men de blev besejret. Godt arbejde," sagde Gud. Han sænkede blikket og så ned på sine foldede hænder. Så gjaldede han udover mængden: "LUCIFER!"

     Det gav et sæt i den unge engel. Han blev pludselig bleg, blegere end han ellers var. To ærkeengle løftede ham op og skubbede ham hen og ned på knæ ved Guds fødder. Jeg gik med. Det var mærkeligt sådan at bevæge mig frit, hvor ingen kunne se mig. Det var sjældent, at jeg havde drømme på denne her måde. I hvert fald før jeg stiftede "venskab" med kartoffelelskeren.

     Gud så vurderende på Lucifer. Hans blik viste en form for medlidenhed, medfølelse. "Hvorfor?" spurgte han som et ekko af alle mine spørgsmål. "Hvad er det dog, der har bragt dig i denne situation? Hvad... har ledt dig hertil?"

     Lucifer så ned på sine knæ. I lang tid sagde han intet. Så løftede han langsomt blikket, og med de for mig fremmede brune øjne mødte han Guds hårde blik. "Troen på, at vi er mere end hvad du siger, at vi er."

     Gud rynkede utilfredst næsen. "Din Satan. Oraklet endte med at have ret i sidste ende. Og jeg som ikke ville tro på det."

     Lucifer smilte svagt. "Sekshundrede og seksogtres. Så mange er døde fordi de stod bag mig. Fordi de troede på, hvad jeg tror på. Og hvad jeg altid vil tro på."

     "Og hvad er det helt præcist, at du tror på?"

     "At ingen bør være slaver. Og ingen bør have en herre. Du er ikke vores herre, og vi nægter at have dine slaver længere."

     Gud var tavs lidt. Så mumlede han: "Tænk, at du vover at se mig i øjnene, mens du siger sådanne sataniske ting. Men nuvel." Han trådte væk fra Lucifer og vendte sig mod mængden. "Denne engel," han pegede på Lucifer, "fortjener ikke længere at kalde sig en ærkeengel. Han fortjener ikke engang at kunne kalde sig en engel. Jeg frastøder ham og alle hans andre sataner. Enhver, der følger deres mørke vej, vil blive tilintetgjort. JEG er jeres herre, jeres GUD. Adlyd mig, og I vil få frelse og det evige liv i Paradis. Er det på nogen måde uklart?!"

     Lucifer havde lukket øjnene, som om det var ulideligt at høre på. Alle ærkeenglene bukkede sig ned på knæ. For første gang i mit liv så jeg ting fra Lucifers synsvinkel. Måske var Gud kærlig og god nu til dags. Måske beskyttede han os og bevarede vores verden. Men han tvang disse personer i knæ alene fordi de ikke ønskede at blive tyranniseret.

     Alle satanerne gav sig til at skrige. Skrige, som når De Onde Øjne rammer én. Fjerene på deres vinger blev langsomt mørkere. Så sorte. Sorte som kul.

     Chokeret vendte jeg mig og så på Lucifer. Han græd stille. Men hans vinger var stadig hvide.

     "Og du," sagde Gud stille. "Du fortjener ikke engang at bære vinger." I det samme faldt Lucifers vinger af, som havde de været hæftet på med tape, som ikke længere kunne holde. Lucifer stønnede og gispede, hvorefter han trak vejret stakåndet.

     "Se på mig," sagde Gud. Lucifer tøvede, hvorefter han gjorde det. "Se på mig, for det her er de eneste øjne, du nogensinde bliver i stand til at se ind i. Du vil aldrig kunne være tæt på en anden igen. Det vil du hurtigt lære. Øjenkontakt... det binder folk. Vi vil altid være bundne, det må vi begge acceptere. Men du... du vil være alene. For altid." Gud tog sin hånd frem og lagde den over Lucifers øjne. Lucifer skreg. Vildere og voldsommere end de andre havde gjort. "Mærk smerten! Denne smerte vil du for evigt påføre andre! Dette er din straf. Din skæbne. Satan."

     Da han tog hånden væk igen, var Lucifers øjne lukkede. Men jeg vidste, hvilken farve, de nu havde. Og jeg havde set det ske. Jeg kiggede væk. Det her var alligevel for ubærligt. Da fik jeg øje på hende.

     En kvinde.

     En mørk kvinde med helt hvidt hår, der faldt hende ned ad ryggen. Hun stod som en mørk plet blandt de mange hvide engle. Langsomt nærmede jeg mig hende. Hun drog mig mod sig.

     For hun så mig lige i øjnene. Som om hun forsøgte at sige noget til mig.

     Ser du nu? syntes hendes øjne at spørge mig. Forstå du det nu?

     "Nej," hviskede jeg. Jeg forstod stadig intet. Jeg gik tættere på hende, satte farten op. Men det virkede ikke, som om hun kom tættere på. "Hvem er du? Hvorfor har du bragt mig hertil?!"

     Du skal forstå det.

     "Men jeg forstår det ikke! Hvorfor viser du mig de her ting?! Hvorfor førte du mig lige i hans arme?!"

     Hjælp ham.

     Red ham.

     Jeg løb. Vægten om mine ben blev tykkere. Tungere. Som om jeg bevægede mig igennem noget, der var tykkere end luft.

     Hjælp ham.

     Red ham.

     Kvinden begyndte at forsvinde i den blå luft.

     "VENT!" råbte jeg.

     "Red ham," sagde hun nu. Med sine læber.

     Så forsvandt hun.

    

Plask, plask.

     Vand løb ind i min næse. Jeg gispede efter luft, men kun vand kom ind.

     "KIRA!" lød en stemme, som så druknede i vandet.

     Kulde. Så meget kulde. Og vand. Stilhed.

     Vand.

     Oraklet, nåede jeg at tænke. Hun førte mig ind i det her rod.

 

Så vågnede jeg op. Ansigter var bøjet ind over mig. Bekymrede. Darkeya sukkede lettet. Karl så endda ud til at trække vejret efter at have holdt det længe. Han var gennemblødt. Ligesom mig. Jeg kunne mærke det, fordi jeg frøs så meget.

     "Hvad så?" hostede jeg.

     "Hvad fanden lavede du ude i søen?!" udbrød Darkeya. Han så rasende på mig.

     "Ledte efter Oraklet," mumlede jeg.

     "Hun er sindssyg," hviskede Karl og rystede på hovedet. "Alle Seere er fucking sindssyge."

     De viklede et tæppe om mig og satte mig ved bålet så jeg kunne få noget varme ind i kroppen. Det var dejligt behageligt. Dog kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad Oraklet havde sagt til mig.

     Hjælp ham. Red ham.

     Hvordan skulle det forstås?

     Darkeya kom og satte sig ved siden af mig. "Prøver du at begå selvmord eller sådan noget?" forlangte han at få at vide.

     Jeg rystede på hovedet. "Næh. Jeg... jeg gik i søvne, tror jeg. Jeg havde en drøm."

     "Tro ikke, at jeg ikke har bemærket det. Du snakker altid i søvne. Især Karl brokker sig over det. Er det Seerdrømme?"

     Jeg tøvede. Så nikkede jeg. "Hver nat efterhånden. Det er ved at blive udmattende."

     Darkeya sukkede udmattet. Sagde så ikke mere.

     Hvilket fik mig til at spørge. En sidste gang. Jeg aftalte med mig selv, at det her var sidste gang jeg spurgte. "Hvorfor?"

     Darkeya så hverken irriteret eller frustreret ud. Som havde han forventet, at det var det, jeg ville spørge om. "Der er aldrig nogen, der her spurgt mig om det før. Sandheden er, at jeg..." Han rystede på hovedet og rejste sig op. Han gik væk fra mig.

     Men stoppede op og vendte sig om imod mig igen. Han sank en klump, hvorefter han sagde, så sikker, som om han altid havde vidst det:

     "For at bevise, at jeg kan."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...