Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2259Visninger
AA

18. Kapitel 18: "En mørk fangst"

 

 

*Jack*

 

Huset var henlagt i mørke. I starten kunne jeg ikke se noget. Ikke høre andet end de andres stakåndede vejrtrækninger. Så blev en olielampe tændt. Vi stod alle sammen inde i et lille, halvstøvet køkken. Simpelt indrettet. Alle flader var bare. Skabene lukket. Næsten... klinisk. Og gråt. Meget gråt. Det eneste, der beklædte rummet for at give det en smule farve, var et stort fotografi over køkkenbordet.

     Lucifer gispede og gik hen til det. Han kneb sine sorte øjne sammen. "Hun er jo blevet gammel!"

     "Hvem?" spurgte jeg. Men Tilius gloede også på billedet. Det samme gjorde hans Ravne. De eneste andre, der virkede lige så forvirrede som mig, var James, Cat, Rin og Matt.

     "Nej, vent, det er ikke rynker," bemærkede Lucifer. Han prikkede til fotografiet.

     "Rør det ikke," knurrede hr. Lee. Vi vendte alle blikket mod ham.

     "Det er ar!" Lucifer spærrede øjnene op.

     "Hvem? Hvem er det?" spurgte James.

     "Det er dronningen," sagde hr. Lee. "Denne dals dronning. Dronning Chariisy."

     Et lys gik op for de andre. Jeg, derimod, nærmede mig fotografiet. Betragtede det. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske en kvinde, der lignede min mor til en forveksling. I hvert fald ikke det her. Denne kvinde var smuk. Helt utroligt smuk. Langt, mørkt hår der lignede silke. Lys, glat hud. Mørkebrune øjne. Høje kindben. Hendes ansigtstræk var skarpe og mærkeligt spidse, men de fik hende kun til at se endnu smukkere ud. Og fotografiet var ikke koldt og udtryksløst som de fleste royale portrætter var. Man kunne kun se fra brystet og op, men hun havde den ene skulder lidt hævet, et stort tandsmil. Det var et tydeligt forsøg på at se sexet ud. Hvilket lykkedes. Det lykkedes så voldsomt, at jeg næsten rødmede. Men så var der lige arrene. På halsen. Ned over brysterne. Over det hele, som om hun havde skåret i sig selv. Det gøs i mig.

     "Hun er ikke en rigtig dronning, dog," rettede hr. Lee sig selv. "En tronraner. Det siges, at hun var falden engel engang. Der er endda nogle modige sjæle, der påstår, at hun engang var ærkeengel ved Lysets Herres hof."

     Lucifer rømmede sig, men sagde ikke noget.

     "Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro med hensyn til det," fortsatte hr. Lee. "Jeg ved kun, at hun ikke er min dronning. Det har hun aldrig været og det vil hun aldrig blive. Det er De, Deres Majestæt." Han vendte sig om imod mig. Så mig dog ikke i øjnene, men det var af ærefrygt mere end af nogen andre grunde. Han faldt på knæ for mine fødder. Og græd. Græd stille. "Tilgiv mig, Deres Majestæt. For jeg har fejlet. Jeg tog til denne dal i håb om at starte oprør, gøre en ende på hendes styre. Men i stedet var jeg tvunget til at bo her. Og leve under hende som en af hendes hjernedøde undersåtter. Tilgiv mig." Han begravede sit ansigt i sine hænder og hulkede.

     De andre vendte blikket mod mig, afventende min handling. Jeg kunne ikke gøre andet end betragte den lille, gamle mand, der lå for fødderne af mig. Det øjeblik indså jeg, at manden ikke kendte mig. Men han havde kendt min mor. Han troede, at jeg var min mor. Han elskede mig ikke, han respekterede mig ikke. Han frygtede mig.

     Det var altid min mor. Altid...

     "Qin Lee," sagde jeg i et forsøg på at lyde myndig. "Rejs dig."

     Han rejste sig langsomt, men ville stadig ikke se på mig. Jeg lagde en hånd på hans skulder.

     "Der er ikke noget at tilgive," sagde jeg blidt. "Du er havnet i midten af en forfærdelig krig. Jeg er her for at gøre en ende på det. Vi håbede, at du kunne hjælpe os."

     Qin ee tørrede sine øjne. "Selvfølgelig, Deres Majestæt. Alting."

     Jeg gjorde et hovedkast mod Rin. Rin trådte et skridt frem. Hun var helt bleg.

     Qin vendte sig langsomt om imod hende. Han så på hende uden genkendelse.

     "Jeg..." Rin rømmede sig. "Min mor er Hei Lee. Din datter. Mit navn er Rin."

     "Rin... du er mit barnebarn?"

     Rin nikkede stumt. "Min mor fortalte mig altid, at du var død. Måske troede hun det også, det ved jeg ikke. Men her er du. På den forkerte side af passagen."

     Qin nikkede. "Du ligner hende. I har de samme øjne." Han vendte sig nu igen om imod mig. "Hvad har De brug for, Deres Majestæt?"

     "Husly. Indtil vi finder ud af, hvad vi skal gøre."

     "Jeg har ikke meget plads, men jeg har tæpper og puder. Og De kan få min seng til hver en tid."

     "Nej, jeg er ung og du er gammel. Der er ikke nogen grund til, at jeg skulle sove i en seng og du på gulvet."

     "Du er virkelig dårlig til at være kongelig," mumlede Lucifer. Jeg ignorerede ham.

     "Sov i din seng, Qin Lee. Vi vil sove i stuen."

     Qin nikkede tøvende. "Som De ønsker, Deres Majestæt. Men lad mig i det mindste sørge for noget mad til jer."

     Jeg smilte svagt. "Mad ville være rart, tak."

 

*Catriana*

 

Min hjerne var ikke synsk. Kiras hjerne var synsk. Det var min ikke. Så hvorfor i alverden lå jeg her på gulvet, i ske med James, og syntes at jeg var nødt til at stå op og gå udenfor?

     Et eller andet trak i mig. Noget mørkt. Som om det var nogen her i dalen, som jeg var nødt til at møde.

     "James," sagde jeg.

     "Hm?" mumlede han søvndrukkent.

     Jeg sukkede irriteret. James?

     Jeg er altså søvnig, Catriana.

     Jeg er ligeglad, der sker et eller andet. Vi er nødt til at stå op.

     Nej, jeg vil gerne sove.

     Jeg blev liggende lidt. Bare lå dér og led lidt. For her var virkelig varmt i James' favn, og jeg ville bare gerne blive liggende til evig tid. Men denne her fornemmelse var ligesom når man skulle tisse. Man var simpelthen nødt til at stå op!

     "Nej, James, vi skal op." Jeg vendte mig om og skubbede til ham, så han rullede halvt ind i Matt. Han gned sig i øjnene.

     "Hvorfor?"

     "Der... kom nu, James. Det er vigtigt."

 

Vi klædte os på og gik udenfor. Det var meget tidligt om morgenen, kun ganske kort tid efter udgangsforbuddet var blevet ophævet. Kun ganske få mennesker var stået op. Ellers var det bare os.

     "Kan du huske sidste gang en pige fik mærkelige fornemmelse og jog hendes kæreste udenfor før Fanden fik sko på?" sagde James surt bag mig.

     "Jeg er ikke Kira," sagde jeg irriteret. "Det her ikke ligesom med Kira. Jeg kan... der er et eller andet der trækker i mig."

     "Var der ikke også et eller andet, der trak i Kira?"

     "Det er ikke det samme!"

     Som vi gik ned ad gaderne forsøgte jeg at forklare ham det. Problemet var bare, at jeg ikke engang selv har helt sikker på det.

     "Noget mørkt... der kalder på dig..." mumlede James. "Det er altså uhyggeligt."

     "Det synes jeg også," sagde jeg. "Men jeg er nødt til at finde ud af det."

     "Og det er ikke, fordi der er en stemme eller noget?"

     Jeg rystede på hovedet. "Ikke direkte en stemme. Bare... ligesom et nødblus."

     "Så noget har brug for hjælp?"

     Jeg nikkede. "Det tror jeg."

     Vi gik i lang tid. Det var nemlig en stor by. Omkring os stod folk op og gik på arbejde. Flere og flere vagter kom også til syne. Dem undgik vi pænt. Efterhånden fik vi også øje på efterlysningsplakater. Med billeder af os. Eller nærmere. Os i masker og hætter og ikke til at genkende.

     Vær på vagt overfor alle fremmede, stod der under billedet. Jeg sank en klump.

     "De finder os ikke," sagde James. "Ikke når de ikke har ansigter på os."

     "Det er stadig ubehageligt. Her er vi så tæt på Chariisy. Lige i hendes hule hånd. Hvis hun opdager os kan vi ikke slippe ud."

     James strakte sig og lagde en arm om mig. "Du tager ting for tungt, Catriana. Find smilet frem og lad være med at se så bekymret ud! Vi er på ferie! Og ikke hos din kære far eller hos min kære papmor. Vi er på eventyr. Bare os to. Jeg er personligt meget taknemmelig for at - "

     Jeg gispede og pegede. "Se!"

     Frem for os, ned ad en stor hovedgade, var en kæmpe skare af mennesker. Mennesker i royale vagtuniformer. Og de bar alle spyd. De omkransede en kæmpestor jernvogn. Kun med ganske smalle vinduer under loftet. Det brølede derinde. Brølede ulykkeligt, håbløst.

     "Åh du kære Gud," hviskede jeg.

     "Er du syg?" spurgte James. Uden helt at ønske det, ignorerede jeg ham og gik tættere på skaren uden så meget som at tænke på, om han fulgte med. Som jeg kom tættere på og blev blokeret af den nysgerrige menneskemængde, blev den mørke fornemmelse inden i mig til en stemme. Til et råb.

     HJÆLP MIG! DATTER AF MØRKET HJÆLP MIG!

     Råbet var så hjerteskærende at jeg begyndte at græde. James kom op på siden af mig. Han lagde armene om mig.

     "Catriana, hvad... hvad er det?"

     Jeg snøftede. "Det er Mørkets Drage."

 

*James*

 

Vi fortæller dem ikke noget, sagde Catriana til mig som vi kom ind ad døren til det lille rækkehus.

     Hvorfor ikke? spurgte jeg.

     Jack har andet at tænke på lige nu. Jeg synes vi skal vente til vi har fundet krigerne. Okay?

     Okay.

     Da vi kom indenfor vendte alle deres blikke mod os. Matt og Qin havde lavet morgenmad. Ved bordet sad Jack, Lucifer og Tilius. I lænestolene inde i stuen sad Ravnene. Rin var ved at finde tallerkner frem.

     "Hvor i al helvede har I været?" knurrede Lucifer vredt og rejste sig op. Han så direkte på mig, og jeg vidste, at jeg ville ligge og skrige lige nu, hvis ikke det var, fordi jeg var Guds efterfølger.

     "Vi gik bare en tur," forsvarede Catriana sig.

     "I - gik - bare - en - tur?!" Lucifer blev helt rød i hovedet. "Er I vanvittige? HER? Lige for næsen af Chariisy?"

     "Der skete jo ikke noget," sagde Catriana.

     "Det var ikke fordi vi - "

     "Hold kæft, Cult," vrissede Lucifer. Han tog sig til panden og satte sig ned igen. "Chariisy ved at jeg har en datter. Og hun ved at James Cult er hos Jack. Hun ved sikkert også, at Jack er min søn. Hun ved ting. Og I skal ikke gå ind i farezonen bare fordi I havde brug for frisk luft."

     Måske burde du fortælle ham det.

     Catriana ignorerede mig.

     "Hvordan ved du, at hun ved noget som helst?" spurgte Jack.

     "Hun dræber dine folk hver nat. Hun dræbte din kongelige visir så sent som i forgårs. Hvis hun har midler til det tror du så ikke, at hun har midler til at sende spioner ud?"

     "Men... ville hun så ikke også vide, at vi er her?"

     Lucifer smilte. "Jo. Jo, hun ved sandsynligvis, at vi er her. Og hun ved med største sandsynlighed også, hvad vi er ude efter."

     "Jamen hvad er så pointen?" rasede Jack.

     "Morgenmad?" sagde Matt med et stort, falsk smil. Der kom æg og bacon på bordet. Ravnene kom straks ud i køkkenet. Tilius begyndte straks at spise. Lucifer og Jack rørte dog ikke maden.

     "Pointen er," sagde Lucifer, "at vi tager krigerne alligevel."

     "Hvad?"

     "Chariisy tror, at hun er så smart. Hun ved, at vi er her, hun ved, hvad vi er ude efter. Og vi vil gå lige i hendes fælde. Men vi vil tage krigerne alligevel. Lige for næsen af hende."

     "Og hvordan vil vi gøre det?" spurgte Jack.

     Jeg vekslede blikke med Catriana. Hun trak på skuldrene.

     "Hun ved alt. Men hun ved ikke, at jeg er her."

     "Og hvorfor skulle hun ikke vide det?"

     "Hvis hun havde vidst det," sagde Lucifer. "Så ville hun have sat vagter ved det hus."

     "Er hun bange for dig eller sådan noget?" spurgte jeg. Det var lidt mærkeligt at tro på. Ja, ja, den normale pøbel var bange for Djævelen, men hvis Chariisy virkelig havde været ven med Lucifer, havde kendt ham lige fra de var ærkeengle, så burde hun da ikke være specielt rædselsslagen. Darkeya virkede da ikke specielt angst.

     "Chariisy er ikke Darkeya," svarede Lucifer som om han havde læst mine tanker. "Ja. Chariisy er bange for mig. Hun forsøger at lade, som om hun ikke er. Men det er hun. Måske har I Ravne, royalitet, feer, hekse og... lysherskere." Han skulede til mig. "Men jeg er jeres bedste våben."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...