Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2366Visninger
AA

17. Kapitel 17: "Herrens øjne"

 

 

*Kira*

 

Der gik ikke længe før det gik op for mig, at den synske del af min hjerne have en plan. En eller anden plan, som den ikke havde tænkt sig at dele med mig. Men der var en plan, hvilket forekom meget tydeligt efter flere nætter, hvor jeg hver gang havde drømt en Seerdrøm.

     En nat drømte jeg om første gang Darkeya og Lucifer satte deres ben i Helvede. I englevinger, unge. De så ikke meget ældre ud end mig på det tidspunkt. Naive og grønne at se på. Lucifer bar på en stav, som lignede Ninanoc til forveksling. Der var ikke meget der gav mening fra den drøm.

     En anden nat drømte jeg om en Valborgsaften, hvor Lucifer og Darkeya var taget op på Jorden og festet. For første gang i årevis kunne jeg fornemme på deres samtaler.

     Nogle af mine drømme foregik i Himmelen, andre i Helvede. Få på Jorden. Nogle indeholdt Cat. Cat som et spædbarn, Cat som en ung pige. Yasmin viste sig også af og til. Men fælles for dem var, at det altid var Darkeya eller Lucifer, der var i centrum.

     Hver evig eneste nat når jeg lagde mig til at sove. Og hver evig eneste morgen, når jeg vågnede, vendte jeg automatisk blikket mod Darkeya, hvor end han måtte befinde sig på det tidspunkt. Efter hver drøm var det, som om et nyt perspektiv blev tilføjet. Så småt begyndte jeg at se den faldne engel i et mærkeligt lys. Jeg turde sjældent tale til ham, bange for at afsløre, at jeg vidste langt mere om ham end han burde.

    

"Lucifer!" udbrød Darkeyas stemme. Jeg fik et sådant chok at jeg spjættede.

     Jeg befandt mig i Helvede. Ingen tvivl om det. I en meget rødlig pejsestue med panoramaudsigt ud over byen, der var fyldt med faldne engle, der levede deres liv. Jeg havde aldrig set den så livlig og beboet i mit virkelige liv. I drømmene var det en anden snak.

     Lucifer sad i en lænestol og læste en bog. Også han fik et chok så han kom til at halvt rive en af siderne over.

     "For helvede, Darkeya!" hvæsede han og lagde den vredt fra sig. "Behøver du RÅBE sådan?"

     Darkeya kom stormende ind i rummet. Stakåndet lænede han sig forover. Lucifer lænede sig afventende tilbage i lænestolen, så utålmodigt på sin ven med øjne sorte som det dybeste hul.

     "Det - er - i - dag..." hikstede Darkeya og fik rettet sig op. Han lænede sig op ad dørkarmen.

     "Hvad er i dag?" spurgte Lucifer. Jeg ledte efter en kalender et sted. Men der var ikke noget. Alle møblerne så også ret umoderne ud. Det her var langt tilbage i fortiden, kunne jeg gætte mig til. Der var heller ingen lamper til at oplyse stedet, kun stearinlys. Lucifer og Darkeya var også begge klædt i kjortler og kapper.

     "Det er Falddag," sagde Darkeya.

     Lucifer gloede på sin ven i nogle sekunder. Så brummede han og tog sin bog op igen. "Nu er det faktisk lykkedes mig at glemme det de sidste par år, og så kommer du løbende og minder mig om det. Hvorfor insisterer du på, at jeg skal huske, hvordan vi mistede sekshundrede og seksogtres venner og familier til Guds engle?"

     "Men Lucifer." Darkeya gik frem og lænede sig ind mod lænestolen. Hans grønne øjne strålede. "Det er tusind år siden i dag!"

     Lucifer stivnede. Han stirrede ud i luften. Så vendte han blikket mod Darkeya. "Virkelig?"

     Darkeya nikkede.

     Lucifer hviskede et eller andet, som jeg ikke kunne høre. Han rejste sig op og tog sig til hovedet. "Hold da op."

     "Ved du, hvad det betyder?"

     "Ja... jeg ved, hvad det betyder."

     "Vi er frie! Vores husarrest er ovre. Vores FÆNGSELSDOM er ovre! Vi kunne forlade Helvede lige nu, hvis det skulle være! Vi kunne bo på Jorden, oppe mellem blomsterne og træerne og den blå himmel. Og Himmelen, Lucifer! Den kan blive vores! Vi kan give det et nyt forsøg!" Aldrig nogensinde havde jeg set Darkeya smile så meget, være så begejstret over noget som helst med undtagelse af kylling.

     Lucifer tog hænderne i lommerne. "Du har ret, men..." Han tøvede.

     "Men hvad?" Darkeyas smil forsvandt brat.

     "Hvorfor skulle vi?"

     "Hvorfor... hvad?"

     Lucifer vendte sig nu om imod Darkeya. Han smilte svagt. "Vi har boet her i Helvede i tusind år. Sammen med de faldne engle. Jeg tror, vi begge ville lyve, hvis vi sagde, at vi ikke var blevet... glade for det her sted."

     Darkeya rynkede panden. "Ja, ja, Lucifer, selvfølgelig. Helvede er fin nok og sådan, og... ja, det er vores hjem. Men... men Himmelen!"

     "Hvorfor vil vi overhovedet have Himmelen, Darkeya?"

     "Hvorfor..." Darkeya måbede. "Lucifer, du laver sjov!"

     "Hvorfor, Darkeya? Og hvordan? Vi blev tævet godt og grundigt sidste gang."

     "Vi har tredobbelt så mange folk, som vi havde dengang!"

     "Men ingen af dem er krigere. De er familier nu. Almindelige folk i et samfund. Hvis vi gjorde noget nu... vi kunne miste det alt sammen. Ønsker du virkelig det?"

     "Hvad i alverden blev der af den trodsige Lucifer, der førte an mod Gud?" Darkeya lød skuffet.

     Lucifer så helt sørgmodig ud nu. Han sank ned i lænestolen med et suk. "Darkeya, jeg... det er så længe siden... Gud var... anderledes. Og vi var anderledes. Omstændighederne var anderledes. Al min vrede... den er forsvundet. Væk."

     Darkeya fnøs og vendte sig om.

     "Giv nu bare slip på det, Darkeya! Vi har alt, hvad vi nogensinde ønskede os. Vi har et kongerige. Og nu kan vi endda komme og gå som vi har lyst til. Hvad mere er der at ønske sig?"

     "...Retfærdighed," mumlede Darkeya. "Hævn."

     "Hævn ville ikke bringe Catriana tilbage. Hævn ville ikke hjælpe Tenna, hvor hun end er i verden. Hævn ville ikke ændre mit forhold til Mikael. Og hævn ville ikke bringe Chariisy tilbage til os. Hævn ville kun bringe mere smerte."

     Langsomt, tøvende, gik Darkeya hen og satte sig i lænestolen ved siden af Lucifer. "Jeg bryder mig ikke om at være under nogen."

     "Det ved jeg, Darkeya. Det gør jeg heller ikke."

     "Men du ved også godt, at Gud stadig har magten over os. Selvom det er i det skjulte."

     "...Det ved jeg også. Men - "

     Darkeya rejste sig op igen og afbrød ham: "Det kommer en dag, hvor vi er nødt til at blive vores egne herrer. Måske er dagen ikke i dag. Men den kommer. Før eller siden." Med de ord forlod han rummet.

 

Jeg vågnede til en stank en ørred. Hvorfor lugtede denne her dumme kro af ørred? I sengene ved siden af mig lå Yasmin og Zenia og brummede søvndrukkent, som der blev banket på døren.

     "Så er det op!" lød Darkeyas stemme. "Det er en stor dag i dag!"

 

Det var en stor dag i dag. Hvad helvede skulle det betyde? Vi havde jo brugt de sidste 100 år bare på at gå og gå! Jeg var så træt af det er du vimmer! Nu var vi ankommet til en lillebitte by, som vist ikke bestod af andet end det værste af Mørkets Slægt. Her var hekse, faldne engle, varulve, vampyrer og hekse. Alskens rakkerpak. Gaderne var små og mørke, man kunne knap nok være bekendt at kalde dem for andet end gyder. Og i skyggerne stod de, krumbøjede, klædt i mørkt, med ravne og sorte katte snoende om sig. Jeg fik nerver, når vi forlod kroen.

     "Det er heller ikke fordi jeg kan lide det," sagde Zenia. "Men vi er trods alt blandt familie."

     "Jeg tror sgu ikke, at de ser på jer som familie," mumlede jeg og skulede til en troldmand med lilla øjne. "De ligner nogle, der har lyst til at myrde mig."

     "De ville hurtigt få hovedet på andre tanker hvis de vidste hvem jeg var," sagde Darkeya og betragtede dem koldt. "Det gør de dog ikke. Og det er heller ikke noget vi skal råbe op om. DMP jagter os trods alt, og jeg vil ikke tiltrække opmærksomhed."

     Det var rigtigt. DMP havde ledt efter Darkeya og hans slæng lige siden han overtog Pijifenas Magiskole for snart et år siden. I mit hjerte håbede jeg, at han snart blev fanget, selvom jeg tvivlede på det. Manden var udødelig og havde kæmpet imod Gud. Jordboere havde såmænd nok ingen effekt på ham.

     "Jeg hader vampyrer så meget," fnøs Karl. "Hvis idé var det overhovedet at opfinde dem?"

     "En eller anden ved navn Sebastian," svarede Darkeya. "Men det var et uheld. Han ville gerne have haft en race, der var udødelig og kunne opsuge engles kræfter ved at suge deres blod."

     "Men det er jo ikke det de gør," sagde Klint dumt.

     "Det har du fuldstændig ret i," sagde Darkeya tålmodigt. "Det er derfor, at jeg siger, det var et uheld. I stedet for en absorber skabte han et udødeligt, blegt væsen der er afhængigt af blod. Og som ikke kan bruges til en skid. Så, nu er vi her."

     Vi stod foran indgangen til et værtshus. Det hed "Den Faldne Engel".

     "Hm, passende," sagde Uriel bag mig.

     "Og hvad skal vi her?" spurgte jeg Darkeya

     Darkeya smilte. "Besøge en gammel ven."

     Vi gik indenfor. Stedet virkede meget større indeni end hvad det havde gjort udefra. I det store rum var der massevis af borde og stole, hvor kryptiske folk sad og drak sig fulde i øl. Der var en lystig, beruset stemning. Alt tav dog, som vi trådte ind, og alle blikke blev vendt mod os.

     Darkeya nikkede let. Alle vendte tilbage til hvad de gjorde før. Han gik frem og fandt os et hjørnebord, hvor vi alle 12 satte os. Jeg fik myrekryb af at være her. En varulv med brunt, snavset hår blinkede til mig. Jeg sank en klump.

     "Darkeya, det her sted er ulækkert," sagde jeg.

     "Her er da skønt," sagde Darkeya sådan en smule fraværende. Hans blik var rettet mod baren, hvor en sygeligt tynd mand var ved at hælde øl op. Han havde ikke ét hår på hovedet, hans skjorte var snavset, og hans hud var næsten helt voksagtig. Det mærkeligste ved ham var dog hans vinger. Hvide svanevinger. Det var en engel. "Her er helt perfekt."

     Vi sad der i lang tid. I meget lang tid. For første gang i flere dage havde jeg det, som om jeg ikke var den eneste uvidende. Alle de andre virkede også en smule forvirrede over, hvad vi lavede her. Efter lidt tid gav vi os til at spille kort. Darkeya sluttede sig dog ikke til os. Han blev ved med at betragte bartenderen.

     Efter flere timer rejste Darkeya sig op og gik op i baren. Vi stoppede brat med at spille kort og gloede på ham.

     "Det er da også på tide, at der sker noget," fnøs Uriel.

     "Ti stille," sagde Anubis. "Du ved, at Darkeya altid ved, hvad han laver."

     Englen blev om nu endnu mere voksagtig efter en kort samtale med Darkeya. Han skævede over mod os og hviskede et eller andet. Som Darkeya drejede om på hælen og med et tilfredst smil gik hen imod os, klappede bartenderen i hænderne og sagde:

     "Vi lukker tidligere i dag! Forlad venligst værtshuset og kom igen en anden gang!"

     Med hundredvis af protester og brok forlod pøblen stedet.

     "I skal også gå," sagde Darkeya til os. "Han vil ikke have, at vi alle er her."

     "Darkeya, hvad handler det her om?" spurgte Yasmin, som vi rejste os op for at gå. Darkeya lagde en hånd på min skulder.

     "Ikke dig, rævepige. Du er desværre vigtig for samtalen."

     Jeg gøs. Jeg var efterhånden træt af at være vigtig. Jeg ville hjem til Matt og se Star Wars.

     "Skal jeg ikke også blive?" spurgte Anubis. Darkeya rystede på hovedet.

     "Han vil ikke sige ét ord hvis vi er andre end mig og hende. Engle er nogle stædige æsler."

     Med et fnys vendte Anubis sig om og gik mod døren sammen med de andre. Yasmin mumlede et eller andet om, at engle var nogle forbandede Gryffindorer og lugtede af tis. Hun mumlede stadig surt, da hun lukkede døren efter sig. Nu var jeg igen alene med to folk, som jeg slet ikke brød mig særlig meget om. Hvorfor blev det ved med at ske?

     Bartenderen satte sig ned ved et af bordene. Han svedte, lagde jeg mærke til. Var han bange eller var han bare typen der ikke kunne holde vandet indenbords?

     "Det her er Kira," sagde Darkeya med et let nik mod mig. "Det er hende, jeg fortalte dig om."

     Bartenderen studerede mig med sine næsten hvide øjne, så lyseblå var de. "En kitsune? Men en kitsune er da ikke...?"

     "Hun er også en Seer. Hun er multimagisk."

     "...Javel." Han blev tavs, foldede hænderne på bordet og stirrede indædt ned på dem. Jeg fik næsten ondt af ham.

     "Jeg går ikke før du har givet mig et svar," sagde Darkeya så hårdt, at jeg havde lyst til at slå ham.

     "Vi engle... at gå imod Herren på den måde... det... det er... højforræderi. Jeg ville blive... blive..."

     "En satan," afsluttede Darkeya. "Som mig. Men se hvor jeg er nu. Ser jeg ud, som om jeg fortryder noget som helst? Du er en falden engel i dit hjerte, prøv ikke at benægte det."

     "Det gør jeg heller ikke," hviskede bartenderen så lavt, som om han var bange for, at Gud ville høre ham. "Jeg ville bare så gerne lægge alt dette bag mig. Posten som ærkeengel tog hårdt på mig."

     "Du bevogtede hende," sagde Darkeya.

     Hende?

     "Ja. Sammen med de andre."

     De andre?

     "Du ved altså hvor hun er. Hvor vi kan finde hende."

     "Jeg ved hvor Hun er. Men det er ikke det samme som at jeg kan fortælle dig det."

     Darkeya slog en knytnæve ned i bordet. "Fortæl mig det lige nu! Eller også er det ikke Gud som piner dig!"

     Bartenderen rystede. Hans læbe bævede, da han sagde: "At myrde Herrens Orakel. Du ville... du ville aldrig kunne blive syndsforladt."

     "Man skal kun bekymre sig om sine synder hvis man er dødelig. Hvilket jeg heldigvis ikke er. Siden jeg var blandt Disciplene."

     "Hvad er Disciplene?" røg det ud af mig.

     Darkeya svarede mig uden brok: "Guds tætteste kreds af Ærkeengle. Hans nærmeste. Mig, Lucifer... Chariisy. Vi var blandt dem. Det er dem, han gør udødelige."

     "Så det er derfor I er det?"

     Darkeya nikkede. "Den del tog han ikke fra os. Han ønskede nok, at vi skulle leve med skammen til evig tid."

     "Du skammer dig ikke," mumlede bartenderen. "Det ved jeg, at du ikke gør."

     "Rigtigt."

     "Men det gør jeg. Jeg skammer mig over, at jeg deserterede. Og jeg har levet i slummen lige siden. I denne beskidte lille by."

     Darkeya smilte svagt, som om tanken tilfredsstillede ham. "Hvis min plan lykkes bliver jeg Himmelherren. Og jeg vil belønne alle, der har hjulpet mig."

     Jeg fnøs. "Du har bare at give mig den pony jeg altid har ønsket mig."

     Han ignorerede mig naturligvis, betragtede blot bartenderen. Efter en del tøven rakte han rystende hånden frem... mod mig. Mig?

     "Giv mig din hånd, min pige," sagde han svagt. Jeg rynkede panden, men gjorde det. Hans hånd var slimet og våd. Vi fik øjenkontakt. "Du er så ung. Knap nok voksen. Og så spinkel... så lille... Har du hvad der skal til for at holde på Herrens øjne?"

     Jeg spærrede øjnene op og så på Darkeya, nu mere end nogensinde nysgerrig efter, hvad i alverden jeg skulle bruges til.

     "Hun ser ikke ud af meget, men hun har, hvad der skal til," sagde Darkeya.

     Bartenderen nikkede. "Du har visdom i dine øjne, unge Seer. Ja... Du kunne godt blive Orakel."

     "...Orakel?"

     Bartenderen vendte sig nu imod Darkeya. "Hendes hytte er på Himmelengen. Hun bliver bevogtet af fem ærkeengle. Én af dem er sandsynligvis en af Disciplene. Så vær på vagt. Hun vil med al sandsynlighed se jer komme. Og forsøge at redde sit liv."

     "Det vil ikke lykkes hende," sagde Darkeya. Han kiggede på mig, hvorefter han gik mod døren. Jeg fulgte med. Da han lukkede den bag os, og vi stod ude på gaden, udbrød jeg:

     "ORAKEL?"

     Darkeya tyssede på mig. "Ikke så højt!"

     "Hvad i alverden er det du pønser på? Hvad er det helt præcist jeg skal? Og hvad er det for et Orakel? Hvem er "Hun"?"

     Darkeya kørte hånden igennem sit hår. "Kira." Det var første gang han kaldte mig mit navn til mit ansigt. "Hvorfor tror du, at Gud er alvidende? Du tror da ikke, at det er, fordi han selv ser alt, gør du? Nej. Gud er såkaldt "alvidende", fordi han har et meget magtfuldt Orakel til sin rådighed. HUN ser alt, HUN ved alt. Og hun fortæller det til ham. Uden hende ville han ikke vide noget som helst om noget som helst. Kira. Jeg vil gøre Gud blind. Det er det jeg vil gøre."

     Jeg sank en klump. "Du... du vil dræbe hende?"

     Han nikkede.

     "Men hvad har det med mig at gøre?"

     "Åh, lille rævepige." Darkeya rystede på hovedet som om han syntes jeg var komisk uvidende. "Hendes evner forsvinder ikke bare med hende. De vil i stedet knytte sig til den nærmeste Seer. Og den Seer vil være dig."

     Jeg måbede. "Jeg... jeg skal være Guds Orakel?"

     Igen rystede han på hovedet. "Nej. Du skal være mit Orakel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...