Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2438Visninger
AA

16. Kapitel 16: "Norddalen"

 

 

*James*

 

"Så hvad laver Gud de her dage?" spurgte jeg, da jeg syntes, at den akavede stilhed havde varet lidt for længe. Det var pudsigt, som der altid kom akavet stilhed, når Lucifer, Catriana og jeg befandt os i samme rum.

     "Nu er det ikke fordi vi er perlevenner," sagde Lucifer uden at se på mig. Han betragtede blomsten i potten gnavent, som om den var alt for smuk og livsrig til at befinde sig i hans nærvær. "Han styrer vel verden som han altid har gjort."

     "Okay," svarede jeg bare, selvom jeg havde alle de her indre frustrationer, som jeg havde lyst til at komme ud med, nu hvor jeg endelig befandt mig uden opsyn af enten Jack eller hans lakajer. Og så oven i købet sammen med en af Overherrerne.

     Catriana strøg Dimonds skæl og undgik at se på hverken mig eller hendes far, som om hun helst ville holde sig udenfor enhver situation med os tre som muligt. Dimond gloede dog intenst på mig, som om han forsøgte at forgifte mig alene med de lysegrønne nåleøjne.

     Rin og Matt holdt sig på pæn afstand af os andre. Selvom de førte en lav samtale kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvordan de ind imellem skævede hen imod enten mig eller Djævelen.

     Lucifer smilte svagt og vendte nu blikket mod mig. "Så du er også vred på ham nu."

     "Selvfølgelig er jeg da vred på ham."

     "Selvfølgelig. Det ville jeg såmænd også være. Det har jeg endda været. I mange, mange år. Sådan er det, når sandheder bliver holdt for én."

     "Du fortalte mig ikke, at jeg havde en mor, før jeg var 14," mumlede Catriana fornærmet, kun højt nok til, at jeg og Dimond kunne høre det.

     "Undskyld?" spurgte Lucifer oprigtigt.

     "Ikke noget," sagde Catriana.

     "Hvorfor tror du ikke, at han fortalte mig det?" spurgte jeg Lucifer. Djævelen trak på skuldrene og prikkede til plantens lyserøde blomster.

     "Måske syntes han ikke, at du var "voksen" nok til at vide, at du skulle arve på Himmelen og Jorden."

     "Men hvordan skal det forstås, at jeg skal "arve" det? Gud er jo udødelig. Er han ikke?"

     Det svarede Lucifer ikke på. Han rynkede dog brynene, og det gik op for mig, at han ikke var klar over det. Også for han var Gud... transcendent. Ikke ligesom os andre. Reglerne gjaldt ikke for ham som de gjaldt for os andre. Hans eksistens var under en anden form for logik.

     De store dobbeltdøre gik op ud til det magelige værelse, vi befandt os i, og ud kom Jack samt Tilius og hans Ravne.

     "Sidste chance," sagde Jack henvendt til os alle sammen. "Vil I stadig gerne med?"

     De nikkede alle sammen. Alle med undtagelse af Lucifer og Dimond. Jack betragtede sin nyfundne far en kort stund, afventende, men sagde ikke noget. Ej heller gjorde Lucifer.

     Djævelen behøvede ikke engang nikke. Alle var klar over, at vi ikke slap af med ham lige foreløbig. Jack kunne heller ikke være bekendt at brokke sig. Ingen her kendte Chariisy bedre end Lucifer. Måske kunne han blive forskellen på liv og død på denne her mission.

     Jeg sukkede dog alligevel ved tanken. Én ting var svigerfædre. Men svigerfædre der var kendt for at være ondskaben selv - ondskabens skabere - det var ikke ligefrem nogen man ville have med på udflugter.

 

*Catriana*

 

Åbenbart var der en temmelig let vej ind til Norddalen. En tunnel, der førte fra Jacks slot her i Syddalen til Chariisys huggede slot. Det var selvfølgelig et problem i sig selv, at vores tunnel førte os lige i hænderne på vores fjender. Men Jack og Ravnene var forberedt på det. Desuden, fortalte Tilius, førte den op til en af katakomberne. Derfor kunne vi forhåbentligt holde os væk fra de fleste blikke. Det største problem var, hvad vi ville finde af forhindringer i løbet af tunnelen, som ingen vidste noget til.

     James og jeg dannede bagtrop. Tilius og Jack fortrop. Rundt om os alle Ravnene, som gav mig myrekryb, som om de hvert øjeblik havde tænkt sig at angribe mig.

     "Er du bange?" spurgte jeg James.

     "Jeg er ikke bange for Chariisy," svarede han modigt. Jeg kunne se i hans øjne, at han ikke løj. Men han var bange. Bare ikke for Chariisy.

     "Er du?" spurgte han mig.

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke helt. Men jeg har hørt så slemme ting om hende. Hun er som en bombe, der kan springe hvad sekund det skulle være."

     "Så... ligesom din far."

     "Hun er slet ikke ligesom mig!" vrissede min far med en kulde, der fik det til at løbe ned ad ryggen på mig. For det var ikke bare hans sædvanlige gnavne personlighed, det her mente han rent faktisk.

     James fnøs trodsigt. "Så slem kan hun da heller ikke være."

     "Man ved aldrig hvor man har Chariisy," svarede min far. "Det er det, der gør hende så skræmmende. Hun har intet filter når det kommer til handlinger. Hun er ikke bange for noget, og hun tøver aldrig. Den eneste grund til, at hun ikke har taget Jacks dal endnu, er fordi hun ikke ønsker den endnu."

     "Eller også er det, fordi vi har et temmelig godt forsvar," forsøgte Jack at argumentere sig med. Jeg kunne dog høre på hans stemme, at det var et spagt forsøg. Han kendte godt selv sandheden.

     "Det tror du jo ikke på," sagde Lucifer. "Ikke med de angreb, der har fundet sted så meget. Hun vil have, at du selv skal overgive dig. Det vil give hende mere magt."

     "Jeg vil aldrig overgive mig."

     "Det ved jeg. Det er jeg udmærket klar over. Du vil hellere dø end du vil lade din dal falde i hendes hænder. Har jeg ikke ret?"

     "Ja."

     "Hm."

     Der blev ikke talt mere i noget tid. Jeg og James vekslede blikke.

     Han minder så meget om min far, sagde jeg til ham. Og kun ham.

     Ja. Han er ikke lige så gnaven, dog.

     Men han har altså virkelig generne imod sig. Hvordan kan han være så rolig?

     Hvad mener du?

     Min far er et stædigt æsel, der ikke tøver med at begå oprør og rædsler, hvis det skulle komme til det. Og hvis Jack ellers taler sandt, så var hans mor næsten lige så sindssyg som Chariisy. Hvordan kan Jack være så almindelig?

     Stoler du ikke på ham?

     Nej. Det tror jeg ikke.

     Har du overvejet, at han måske er din far op ad dage? At der var engang, hvor din far ikke var lige så voldsom, som han blev senere?

     Det overvejede jeg lidt. James så mig ind i øjnene, og jeg trak på skuldrene og så væk. Havde ikke lyst til at snakke om det mere. Alt det her med Jack og min far forvirrede mig.

     "Hvad er det for et lys?" spurgte Matt efter vi havde gået i sådan en halv time. Jeg kunne også se det. Skinnede i den fjerne ende af tunnelen.

     "Vi er ikke ved at dø, vel?" spurgte han og skar grimasse til os andre. Rin smilte svagt og puffede ham i siden. Så blev hun alvorlig og så på Jack.

     "Burde det være der?"

     Jack trak på skuldrene og så på Tilius. Tilius nikkede til sine Ravne. De fik dannet fortrop, og vi nærmede os lyset. Som vi kom tættere på, blev det klarere, at det ikke var et lys. Ikke rigtigt i hvert fald. Det var en slags barriere, en skinnende barriere. Tilius rakte en hånd frem mod det og trak den hurtigt tilbage med et støn.

     "Stød," sagde han og pustede på fingrene. "Det er en magisk barriere. Sat op af Chariisy må man formode. Vi må befinde os ved grænsen nu."

     Min far gik frem og studerede barrieren. "Det er faldne englemagi. Det er et mørkt lys. Det kan kun være Chariisy. Hun ved, at der kun er betvingere i De To Dale. Ingen vil kunne få det ned udover hende."

     "Du kan ikke få det ned?" spurgte Jack.

     "Mig? Næh. Min eneste magi er mine øjne. Den gamle tog alt andet fra mig. Kun de andre faldne engle fik lov til at beholde deres magi. Dybt uretfærdigt, siden jeg ikke gjorde specielt meget mere end dem."

     I vildrede gloede vi rundt på hinanden.

     "Du har ikke magi?" spurgte jeg Jack.

     Han rystede på hovedet. "Min mor var heks, men... jeg har ikke arvet noget." Han vendte blikket mod mig. Jeg så ind i hans tofarvede øjne. Det ene grønt, det andet sort som mine. "Hvad med dig? Du er jo heks."

     "Mig? Men jeg - min magi kan da ikke være stærkere end en falden engels! Og da slet ikke en som Chariisy, som er en falden ærkeengel."

     Min far rettede sig op og så mig i øjnene. "Din mor er nok heks, men hun var også en engel engang. Og en stærk en af slagsen. Du er en af de stærkeste hekse, jeg nogensinde har set. Prøv."

     Jeg tøvede.

     "Jeg kan også gøre det," sagde James. "Jeg er jo Guds arvtager så øh - "

     "Nej," sagde jeg og rakte en arm ud foran ham, før han kunne træde frem. "Du skal ikke stjæle mit øjeblik, Cult."

     James stirrede paf på mig, hvorefter han gav sig til at le sammen med de andre. Jeg smilte skævt og trådte frem. Jo, jeg kunne godt gøre det. Måske. Der var flere besværgelser i mit hoved. Hvilken kategori måtte det her være indenunder? Mit blik faldt på Tilius' fingre, der stadig var en smule røde fra stødet.

     "Berøringsmagi," sagde jeg og rakte hånden frem. "Giv mig din hånd, Tilius."

     "Undskyld?" sagde den høje mand med ørnenæsen.

     Jeg så bare insisterende på hans hånd.

     Tilius vendte blikket mod Jack. "Deres Højhed, jeg - "

     "Giv hende dog din hånd, idiot," sagde Jack og min far i kor med stemmer, som fik tunnelen til at runge.

     Tilius brummede og lagde sin hånd med de lange, knoglede fingre i min hånd. Jeg holdt den op, tog om hans pegefinger. Så mumlede jeg en ganske kort besværgelse. Og smilte. Tilius' fingre blev langsomt blegere. Det røde forsvandt fra dem, det samme gjorde den varme glød. De blev helt kolde.

     "Flot," sagde han foragteligt. "Du har helbredt min hånd. Jeg kan ikke føle smerter længere. Og hvad så?"

     Jeg vendte blikket mod barrieren og gentog besværgelsen. I det samme bristede den. Alle stirrede. Jeg bukkede, og de klappede.

     "Heksemagi er altså spøjst," sagde Tilius.

     "Sludder. Det har bare sin egen form for logik," svarede jeg. Så gik vi derude. Jeg følte mig helt kæk og fløjtende, klar til hvad som helst.

 

*Jack*

 

En halv time senere ankom vi til enden af tunnelen. Over os var der en lem. Støvet og gammel. Gad vide, hvad der ventede på den anden side?

     "Alle, vær stille," sagde jeg og trådte frem. Løftede øret mod lemmen for at lytte. Alt var stille, og jeg havde absolut ingen anelse hvorvidt det var, fordi der ikke var nogen i nærheden eller fordi lemmen var absolut lydtæt.

     Den var ikke låst, og så forsigtigt, som det var umuligt, skubbede jeg den op. Kun nogle få centimeter, så jeg lige kunne se. Mine øjne blev mødt af mørke. Mørke og mere mørke.

     "Jeg kan ikke se noget," hviskede jeg.

     "Det er ikke andet end tunneller," bemærkede Dimond. Hans grønne øjne skinnede i mørket.

     "Kan din drage se i mørke?" spurgte jeg Lucifer. Djævelen smilte skævt.

     "Pas på hvad du siger. Dimond kan blive ret fornærmet når han bliver nedgraderet til et kæledyr."

     "Jeg tilgiver dig kun, fordi du er familie," fnøs Dimond og kravlede op fra lemmen. Ordet blev liggende hos mig. Familie. Sådan en syntes jeg aldrig, at jeg rigtigt havde haft. Måske hos Rin på et eller andet punkt. Men de her var... de var blod. Men det var min mor også, og hun var ikke ligefrem Heras ideelle billede på en mor. Jeg rystede det dog hurtigt af mig, og vi kravlede alle ud af tunnellen. Selvom vi stadig befandt os under jorden, var luften friskere her, og det føltes som en lettelse i lungerne.

     Tilius og hans Ravne tændte alle fakler i over deres håndflader. Katakomberne blev oplyst. Rin skreg i forskrækkelse, som alle væggenes kranier blev oplyst.

     "Nå ja, der var også kranier," tilføjede Dimond tørt. "Det glemte jeg at fortælle."

     "Din - lille - dæmon!" hvæsede Rin. Jeg tyssede på hende. Der kunne meget vel være folk hernede.

     "Du kender vejen herfra, Tilius," hviskede jeg. Tilius nikkede og ledte os gennem de nye tunneller. I lang tid gik vi, og hver en lille lyd sendte stød igennem mig. Det var dog aldrig mere end en rotte eller faldende sten.

     "Hvorfor er der egentlig en tunnel mellem slottene?" spurgte Rin.

     "I gamle dage brugte de kongelige dem til at komme fra slot til slot. Det var altid et ideal, at de royale og pøblen ikke skulle blandes. Man så gerne, at folket så på os som guder."

     "Hvor lang tid har du kendt til det her?"

     "Siden jeg blev konge. Min mor forbød mig at kende til de her ting, før jeg blev konge. Jeg gik til den forbudte sektion af biblioteket i det øjeblik, hun døde."

     Vi gik i tavshed i lidt tid. Så tog Rin min hånd, og hun mumlede til mig:

     "Jeg er ked af, at jeg lod dig være alene med hende i så lang tid."

     "...Jeg er ked af, at min mor er grunden til, at du måtte forlade mig."

     Rin smilte. "Vi er sammen nu."

     "Ja," sagde jeg. "Endelig."

    

At komme ud af slottet var mere stressende end jeg havde troet, men dog lettere end det kunne have været. Vi var nødt til at bevæge os op på de højere etager, hvor vi måtte passe på med at undgå tjenere og vagter. I sidste ende fandt Ravnene en udgang. En ganske lille lem, som førte ud i slotshaven. Derefter måtte vi klatre over muren. Og pludselig befandt vi os i byen. Midt om natten.

     "Hvem går dér?" lød en stemme rundt om hjørnet. Høj og klar.

     "Kom med," hviskede Tilius, og vi løb efter ham. Gemte os i en gyde. Vagterne passerede os.

     "Hvad hørte du?" spurgte den ene.

     "Bare noget larm. Troede virkelig, at der var nogen."

     "Det var der måske også. Men hvad så, hvis vi ikke fanger dem?"

     "Erol. Hun slår os ihjel, hvis ikke vi er lydige."

     "Ikke hvis hun ikke opdager det. Kom nu. Lad os bare gå videre og håbe, at de ulydelige sjæle når hjem i tide."

     I lidt tid blev vi siddende dér, og jeg sad bare og følte, at jeg havde ladet mit folk i stikken. Ladet dem leve i dette mørke under Chariisys styre. Det var nødt til at stoppe, snart.

     Rin, der næsten måtte have læst mine tanker, sagde: "Det er ikke din skyld. Du gør, hvad du kan."

     Jeg svarede ikke og sagde i stedet: "Lad os bare finde de dumme krigere og komme væk herfra."

 

Vi gik igennem byen. Indgangen til hulrummet, hvor de havde stået i århundreder, burde være lidt udenfor. Men som vi kom tættere og tættere på stedet, blev det klart for både mig og Ravnene, at byen fortsatte. Nu med nye, kæmpevillaer.

     "Byen burde være stoppet nu," sagde jeg til Tilius.

     "Se hvor nye, husene er," sagde han. "De er bygget for få år siden."

     "Men hvor er indgangen så?" spurgte jeg.

     Tilius stoppede op og pegede hen imod et kæmpestort palæ omringet af en høj mur. "Dér."

     Jeg stirrede på palæet, der slet ikke burde være der. Ifølge alle vores kilder burde der være skov og tæt buskads her for at skjule indgangen.

     "De ved, hvad det her betyder, ikke, Deres Majestæt?" sagde Tilius.

     Jeg nikkede langsomt. "Chariisy vidste, at jeg ville komme efter dem før eller siden. Og det her er hendes store forhindring."

     Der lød en alarm. Vi holdt os for ørerne, så høj var den. Et sikkerhedskamera ved et af gadehjørnerne var rettet lige mod os. Og et andet et. Og et til. Og ét til. De var alle rettet mod os.

     "Vi må komme væk!" råbte jeg for at overdøve alarmen. Tilius sagde ikke noget. Han gjorde blot tegn til sine Ravne om at lede os væk. Vi skyndte os væk fra dette kunstige villakvarter. Langt væk. Lige indtil vi ankom til et andet fint kvarter, som dog var ældre og med meget mere personlighed. Vi måtte hele tiden skjule os og være på vagt, for gaderne strømmede med vagter. Jeg var så glad for, at vi alle både havde hætter og masker på. Vores ansigter var sandsynligvis ikke blevet identificeret.

     Da vores gade var vagtløs, ledte Tilius os videre. Lige indtil vi ankom til et højt, sammenpresset rækkehus. Det så ud, som om det blev mast mellem de to opadliggende huse. Da jeg så navnet på postkassen, genkendte jeg det.

     Qin Lee.

     "Rin," hviskede jeg. Rin nikkede. Hun havde også set skiltet. Tilius bankede på døren. Lidt efter blev den åbnet, og vi stod foran en sammenbøjet, gammel, asiatisk mand. Han spærrede øjnene op ved synet af os og ved lyden af de fjerne alarmer.

     "I - Hvem?"

     "Hr. Lee," skyndte jeg mig at sige. "Vi har ikke mødtes, men jeg har kendt Deres datter, Hei Lee. Jeg er Kong Jack af De To Dale."

     Jeg frygtede, at manden ikke ville lukke os ind, siden han bare blev ved med at stirre på os. Langsomt vendte han blikket mod Rin.

     "Rin," hviskede han. "Du er Heis datter."

     Rin sank en klump og nikkede.

     "Kom ind," sagde den gamle. "Kom ind og gør det hurtigt. Hvis de opdager jer er vi alle døde."

     Vi skyndte os ind. Den gamle lukkede døren efter os. Den fjerne alarm blev tavs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...