Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2381Visninger
AA

15. Kapitel 15: "En anden drøm"

 

 

*Kira*

 

Vi forlod Chariisys slot efter at have været der to dage. Jeg havde ikke set meget til min gode ven Darkeya i løbet af den tid. Tror han planlagde en masse hemmelige ting sammen med den skøre eks-faldne engel.  Han så altid enormt gnaven ud om aftenen efter at have tilbragt en hel dag sammen med hende.

     "De var engang kærester," sagde Zenia til mig da vi en dag sad og spiste aftensmad efter Darkeya brummende var gået forbi.

     Det var kommet som en overraskelse. "Virkelig? Jeg troede bare, at hun crushede lidt på ham."

     Zenia trak på skuldrene. "Det er bare noget, jeg har hørt. Det er vist meeeget lang tid siden."

     "Hendes galskab fascinerede ham," lød Yasmins stemme bag mig. Det var første gang, hun havde deltaget i en samtale, der involverede mig. Måske skammede hun sig over at vende tilbage til Darkeya efter at have svoret, at hun havde fået nok af ham.

     "Hvornår er "for lang tid siden"?" spurgte jeg.

     "Sådan for flere tusind år siden," svarede Yasmin. "Før de mistede deres vinger."

     To dage senere var vi på farten igen. Men denne gang blev jeg holdt fri så længe jeg lovede at blive lige ved gruppen og ikke prøve med noget. Jeg tror, at de alle sammen efterhånden havde fundet ud af, at en kitsune ikke kunne gøre noget mod en flok faldne engle.

     Som vi bevægede os op ad dalen, strejfede mit blik kløften, der gik mod den anden. Jeg kom til at tænke på James, ville sådan ønske, at jeg kunne kontakte ham eller de andre. Fortælle dem, at jeg havde det godt og ikke var død. Endnu.

     "Darkeya!" råbte jeg og satte farten op, kom op på siden af ham. Han skævede til mig ud af øjenkrogen, men sagde ikke noget.

     "Hun skal til at gå i krig med den anden dal, ikke?" spurgte jeg.

     Darkeya svarede imod al forventning. "Jo."

     "Mine venner er der!"

     Langsomt vendte den faldne engel sine mørkegrønne øjne imod mig. Kiggede koldt på mig. "Tror du virkelig, at jeg bekymrer mig om det?"

     "Cat er der! I er familie!"

     "Ikke en skid vi er."

     Familien Lucifer er umulig at tage stilling til. "Du har haft alle chancer for at slå hende ihjel, men du har ikke gjort det! Jeg tror ikke på det. Og - og - "

     "Og hvad?"

     "Hvis hende Charissydamen dér skader nogen af dem - "

     "Hvad så?"

     "Så vil jeg måske ikke hjælpe dig!"

     Darkeya stoppede op. Det samme gjorde de andre. Dannede en slags rundkreds om mig. Men jeg kiggede kun på Darkeya, holdt stædigt fast i hans blik.

     "Rævepige, hvor mange Seere findes der i denne verden?" spurgte Darkeya.

     Jeg hævede det ene øjenbryn.

     "Der findes flere end der findes hemmelighedsspottere, så meget kan jeg i hvert fald fortælle dig," fortsatte manden.

     Jeg hævede nu begge øjenbryn.

     "Vores lille aftale." Darkeya smilte skævt. "Er det eneste, der holder dig i live. Du kan erstattes så let som ingenting. Så pas på med hvad du siger."

     Så gik vi videre og talte ikke mere om det.

 

Et virvar af svanevinger. Hvide fjer, der faldt til jorden. Gyldne rustninger og hvide kapper. En blå himmel. For der var altid blå himmel. Fuglesang. For der var altid fuglesang. Men selv med alt det i baggrunden følte ingen nogen glæde. Der var intet glædeligt over scenariet.

     "CATRIANA!" udbrød en stemme, som jeg kendte et eller andet sted fra. Og navnet. Cat! Uden at tænke videre over det, løb jeg, pressede mig mellem engle, der sloges. Slog hinanden ihjel. Én efter én faldt de. Som jeg så flere af de faldne, opdagede jeg, at ikke alle bar gyldne rustninger. De faldne bar sorte. Mange af de kæmpende bar sorte. Hvad i alverden foregik her?

     Englene blev færre og færre. Jeg ankom til et sted, hvor ingen sloges. En ganske lille lysning, som krigerne havde dannet. Inde i cirklen var der kun tre personer. To siddende, en stående. Den stående havde rødligt, skulderlangt hår og fuldskæg. Hans blik prøvede at være hårdt, men tårerne trillede langsomt ned ad kinderne, som han betragtede de to siddende.

     Da gik det op for mig, at de ikke sad begge to. Den ene lå i den andens favn. En kvinde. Hun havde brunt, tykt hår. Og var død. Hendes øjne var åbne, men de så intet. Som var de lavet af glas.

     Manden, der holdt om hende, var Lucifer. Også han græd stille. Jeg gispede, da jeg opdagede, at hans øjne ikke var sorte, men brune. Brune som mælkechokolade.

     "Er du tilfreds nu, Lucifer?" Stemmen kom fra den rødhårede engel. "Er du tilfreds, bror? Efter al den død og ødelæggelse, du har spredt? Du har tilintetgjort vores hjem. Du... du har sat dig imod din egen skaber. Du... du har dræbt Catriana."

     Et kort øjeblik stivnede Lucifer. Så knyttedes hans hænder, og langsomt løftede han blikket imod den engel, der havde kaldt ham "bror". Der var så mange følelser i det blik. Sorg, vrede og... uforståelse?

     "Hvorfor gør du det, Mikael?" spurgte han hæst med en stemme, der var så ung. Den Lucifer, som jeg kendte, hans stemme var så vis, tilhørte en mand, der havde set imperier rejse og falde. Denne stemme tilhørte en mand, der ikke havde set mere end nogle få årtier. "Hvorfor bliver du ved med at støtte Ham? Hvorfor kæmper du for ham?"

     "Han er min skaber, Lucifer," sagde Mikael. "Jeg vil aldrig støtte andre end Ham. Du... du er en Satan. Du har... gjort Catriana til en Satan."

     Sorgen og uforståelsen blev erstattet af kun vrede. Lucifers brune øjne glødede næsten. "Catriana døde for hvad hun troede på! Hun nægtede at være en slave! Og jeg nægter at være en slave!"

     "Det er vores skæbne, Lucifer. Vi blev til for at tjene Herren. Og for at tjene Herrens børn! Jeg kæmper for Ham, fordi han er min skaber og min herre. Det er min plads i verden. Og det burde også være din."

     "Jeg tror det er, fordi du er bange for ham," næsten hviskede Lucifer. "Jeg tror, at det i virkeligheden er derfor, du kæmper for ham. Du er bange for, at du vil ende som mig, at du vil ende som Catriana, hvis du trodser Ham. Fordi du ved, at Han kan udslette dig, hvis du ikke adlyder hver en ordre." Lucifer lukkede øjnene, og nogle tårer dalede ned ad hans kinder. "Du tjener Ham ikke, fordi Han er din skaber og din herre. Du tjener Ham, fordi Han er din skaber og dermed kan tilintetgøre dig så let som ingenting."

     Mit blik faldt på den døde englekvinde. Jeg havde aldrig hørt om hende. Nogen steder. Og jeg havde heller aldrig hørt, at Lucifer og Mikael skulle have været brødre.

     Og hvor var Darkeya?

     Scenariet blev mindre og mindre. Englene forsvandt i mørket, blev til skygger. Så kom der et meget stort lys. Et lys der blændede alt.

 

Jeg vågnede op til en høj snorken. Omkring mig var teltene slået op. Jeg selv lå ude i det fri, så de kunne holde øje med mig. Ved siden af mig lå Karl. Det var ham, der fik hele skoven til at buldre med sine mundlyde.

     Et suk undslap mine læber, og jeg betragtede stjernerne mens jeg overvejede, hvad det var, jeg lige havde drømt om. Alle mine Seerinstinkter sagde mig, at det havde været et syn, ikke en drøm. Jeg havde lige set noget, der var sket for flere tusind år siden.

     "Du sover ikke?"

     Yasmin sad på en træstub i udkanten af lejren. Hendes smukke øjne var fæstnet på mig. Langsomt satte jeg mig op og svarede:

     "Jeg havde bare en drøm."

     "Du har aldrig bare "drømme". Hvad var det om?"

     Jeg trak på skuldrene, rejste mig op og gik hen og satte mig ved siden af hende på træstubben. "Hvorfor sover du ikke?"

     Yasmin tøvede lidt. Så svarede hun dog: "Jeg er bekymret for Darkeya. Og den aftale, som han har lavet med Chariisy. Hun... er ikke ligefrem en sikker investering."

     "Hvorfor gør han det så?"

     "Jeg tror, at han er begyndt at blive desperat. Han har ingen rod længere. Flere af de faldne engle er ved at miste ambitionen om at tage tilbage til Himmelen. Men Chariisy er lige så opsat på det som han er. Hun er vist den eneste, han har."

     "Hvorfor tog du tilbage til ham? Du virkede ret så træt af ham for nogle måneder siden. Du ved - da du gav mig mine syner tilbage."

     Yasmin rødmede og så væk fra mig. "Jeg havde heller ikke nogen rod. Ikke uden Darkeya. Jeg... jeg havde ikke nogen steder at tage hen. Så jeg var nødt til at tage tilbage."

     "Hvad med din far i Helvede? Er han ikke en slags rod?"

     Ved benævnelsen af hendes far stivnede Yasmin. Jeg blev bange for, at jeg var gået over stregen.

     "Han forrådte sit folk, da han ikke tog med," næsten mumlede hun.

     "Eller også var han den eneste, der forblev loyal," sagde jeg og rejste mig op. "Efter min mening lyder Himmelen som et enormt kedeligt sted. I Helvede var I i det mindste frie. Frie til at gøre hvad end I havde lyst til." Jeg rejste mig og gik tilbage mod min sengeplads. "Og fordømte endda. I havde jeres helt egne tjenere og I valgte at leve som nomader."

     Yasmin gloede på mig med et ansigtsudtryk, som jeg ikke lige kunne tolke. Jeg valgte at ignorere det og lægge mig til at sove.

     Faldne engle var lige så bindegale som engle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...