Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2434Visninger
AA

14. Kapitel 14: "De Gamle Krigere"

 

 

*James*

 

     "Jeg vidste det! Jeg kunne mærke det i min sjæl!" vrængede Dimond og tog en bid af sit grillede, stort set forkullede firben.

     Catriana, Matt, Rin og jeg havde sat os udenfor, ignoreret vagterne og de høje slotsmurer. Blot fundet et sted med blødt græs og en masse blomster i slotshaven, hvor vi fik arrangeret os en lille picnic. Nød solen. Havde det, som om vi var på ferie for første gang i løbet af denne her sommerferie. Vi var allerede flere uger inde i den, og jeg havde personligt ikke følt mig det mindste smule afslappet før i dag.

     Men mellem boldspillene, tegnekonkurrencerne og 20-spørgsmål-til-professoren-legene var Dimond kommet flyvende og fortalt, at familien Lucifer havde fået et nyt medlem.

     "Ja, så, det vidste jeg godt," havde Catriana så svaret. Alle havde derefter gloet på hende, selv endda mig, for jeg havde regnet med, at hun var fuldstændig uvidende, hvad det angik. "Det var jo tydeligt."

     Derefter havde Dimond sluttet sig til vores skovtur, mens han konstant brokkede sig over, hvordan han altid var den sidste til at få ting at vide.

     "Jeg vidste det altså ikke i min sjæl," sagde Matt så til sidst, næsten mumlende. Jeg smilte.

     "Nu har du heller ikke haft så meget med familien Lucifer at gøre som vi har," sagde jeg. Catriana smilte skævt til mig.

     Vi sad i nogle stunder og bare lyttede til fuglene synge, så på vinden tage i de hvide, gule og lilla blomster. Mærkede hvordan der en enkelt dag ikke blev stillet nogle krav til os. Indtil Matt lagde sig ned i græsset, betragtede den blå himmel og sagde: "Gad vide hvordan Kira har det."

     Fuglene holdt op med at synge, vinden stod pludselig stille og blomsterne mistede deres glans. Det gøs i mig. Faktisk gøs det lidt i os alle sammen, tror jeg.

     "Jeg kom her for at redde hende," mumlede jeg. Huskede den nat. Det føltes som var det evigheder siden. Siden da var vi endt i den anden ende af verden, Catriana havde fået en bror, Rin en benådning, jeg havde lært, at jeg var Guds arving - og Kira var væk. "Og så forsvandt hun mens hun prøvede at redde mig."

     "Gid hun ikke var den synske," sagde Catriana. "Hvis det var en af os, ville vi vide, om hun var okay."

     "Om hun var i live," mumlede Matt. Han lukkede øjnene og sank en klump, så hans enorme adamsæble røg helt op og så helt ned.

     Lidt af den gode stemning blev efterladt ved at tale om Kira, men efter et spil kort blev det hurtigt glemt. Eftermiddagen gik alt for hurtigt hen, himlen blev langsomt dækket af skyer. Men stædigt blev vi udenfor i vores lille frihedszone. Dog kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan folk, der passerede haven, virkede anderledes end de ellers havde virket. I morges havde folk været henrykte, fløjtende og dansende, fordi det var første solskinsdag i De To Dale i dagevis. Nu, en halv dag senere, så jeg dem gå forbi. Ingen fløjtede, smilte eller dansede. Der var endda en dame, der græd.

     Hvem har mon tisset i hendes sukkermad? spurgte Catriana inde i mit hoved.

     Tilius, sikkert, svarede jeg hende. Han tisser i hvert fald i min. Det var dog ikke noget, jeg for alvor troede på. Måske kunne jeg ikke lide Tilius eller hans Ravne, men her blev de respekterede, og der var endda flere kvinder, der sukkede vemodigt af den høje mans ørnenæse. Gud ved hvorfor.

     "James Cult." Det isnede mig ned ad ryggen, som jeg vendte mig om og så på den selv samme ørnenæse, der lige havde rumsteret i mine tanker. "Catriana Cyston, Rin Lee, Matthew Harr."

     Det lykkedes Rin at holde øjenkontakt med manden i lige nøjagtig tre sekunder, så rødmede hun og kiggede ned på sine foldede hænder.

     "Hvad er der?" spurgte jeg og rejste mig op. Der var et eller andet, der var anderledes ved manden. Først kunne jeg ikke lige sætte min finger på det, men så slog det mig. Hans øjne var røde. Som om han havde grædt. Grædt en hel del. Det var det mest mærkelige, jeg havde set, siden jeg kom hertil, og jeg måtte blinke flere gang, før det lykkedes mig rent faktisk at tro på det, jeg så.

     "Hans Majestæt vil se jer i konferencerummet," sagde Tilius. "Med det samme."

     Catriana rejste sig også op nu. "Jeg troede, at vi havde fået en fridag."

     Tilius mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre, mens han viste tænder. Så svarede han køligt: "Ting ændres. Ting er blevet ændret. Følg med."

     Slukørede, men også nysgerrige, pakkede vi vores picnic sammen og fulgte med Ravnen op imod slottet.

    

*Jack*

 

Jeg tørrede mine øjne, som mine gæster trådte ind i rummet. Forsøgte at se bare en smule kongelig ud. Det nyttede dog ikke noget. James spærrede øjnene op, da han så mig. Det samme gjorde Cat og hendes dæmondrageven. Matt hævede blot det ene øjenbryn. De satte sig alle sammen ned ved bordet. Alle undtagen Rin. Hun gik direkte hen til mig og tog min hånd.

     "Fortæl mig, hvad der er sket," sagde hun.

     "Amelia er død," røg det ud af mig. Der var noget ved Rin. Lige meget hvor lang tid det var, siden vi sidst havde set hinanden, var det, som om intet var forandret. Jeg kunne stadig fortælle hende hvad som helst.

     Chokeret satte min barndomsven sig på pladsen ved siden af mig. Jeg tror, at hun gennemlevede de mange øjeblikke, vi begge havde haft med den kvinde, da vi var børn. Når hun greb os i at sjæle æbler fra haven, når vi havde smadret en glasrude eller når hun vejledte os i at være gode, retfærdige mennesker.

     "Hvordan?" hviskede Rin.

     "Myrdet," svarede jeg og tog en dyb indånding, hvorefter jeg fortalte dem det. Hvordan vi alle havde været så lykkelige, fordi der ikke havde fundet nogen mord sted i nat. Alle havde været så optimistiske. Indtil det var gået op for flere af slottets arbejdere, at de ikke havde set Amelia hele dagen. Folk ledte. På hendes gemakker, i haverne, i køkkenet og på kontorerne. Intet. Det var da, at Ravnene fandt hende. Siddende, lænet op ad det store piletræ i en brøndgård, tyve knivstik i maven og i brystet. Stirrende ud i luften uden at se noget som helst. I hånden havde hun haft et brev.

     "Deres Majestæt Kong Jack den første," læste jeg op fra mine tanker. Jeg havde læst brevet så mange gange, at jeg nu kunne det udenad. "Lad dette være Dem en påmindelse om, at jeg har begået oprør i Paradis, at jeg har kæmpet ansigt til ansigt med Gud. Sammenlignet med det er dine slotsmure ingenting. Jeg agter at overtage resten af Deres nuttede, lille kongerige, beboet eller ubeboet. Og der er intet, De kan gøre ved det. De kærligste hilsner, Hendes Majestæt Dronning Chariisy den første af De To Dale."

     Stilheden blev ved i lang tid. Indtil der kom en mærkelig lyd fra den anden ende af bordet. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at det var et fnys fra en dæmondrage.

     "Hun har altid været en rigtig kælling," sagde Dimond. "Lucifer og Darkeya skulle have dræbt hende, da de havde chancen. Det ville have været medlidenhed."

     "Min far fortalte altid, at Darkeya elskede hende," sagde Cat, pillende tænksomt ved en sort hårlok. "Ingen af dem kunne gøre det."

     "Hun er jo sindssyg," sagde Rin rasende. Hun vendte sine brune øjne mod mig. "Værre end din mor, Jack."

     Jeg nikkede langsomt. For det var sandt, det tror jeg, at det var. Min mor var også en diktatorisk tyran, men hun var ikke gal. Ikke som denne kvinde.

     "Er der slet ikke noget, der kan gøres?" spurgte Matt. "Kan Ravnene ikke snige sig ind på hendes slot og... brænde stedet ned? Det har da virket før." Han skævede til James, der hævede det ene øjenbryn. "Det er da rigtigt!"

     "Det er sindssygt, så godt du passer sammen med Kira," hørte jeg Cat mumle ned i sit hår.

     "Jeg har ikke tænkt mig at brænde hendes slot ned," sagde jeg. "Det er mit kongerige derovre, og jeg vil gerne beholde det intakt. Men der er noget, der kan gøres. Det... det har været min plan i lang tid. Og min mors før det blev min. Det var derfor, at vi havde brug for dig, James."

     "Hvorfor?" spurgte James. Hans hænder knyttedes. Jeg vidste, at jeg havde holdt svaret fra ham i lang tid. Nu var tiden inde.

     "Har nogen af jer hørt om en stav, der kaldes Ninanoc?"

     Alle blev tavse, som var der trådt en engel gennem rummet.

     Så sagde de alle sammen i munden på hinanden:

     "Det ringer en klokke."

     "Nogenlunde."

     "Synes jeg har hørt navnet før."

     Jeg himlede med øjnene. "Staven indeholder en del af Guds kræfter. For mange hundrede år siden fik mine forfædre fat på den. De brugte den til at skabe en hær af stenkrigere. Stenkrigere, der ikke kunne besejres. Uovervindelige. Men ved min tipoldemors dødsleje forsvandt staven. Ingen har set til den siden. Og De Gamle Krigere står nu livløse i en grotte i udkanten af den anden dal. Den, som Chariisy nu er herre over. De er loyale overfor dem, der vækker dem. Og kun Guds kraft kan vække dem."

     "Og det er derfor, I har brug for mig?" spurgte James.

     Jeg nikkede. "Hvis vi har De Gamle Krigere kan vi gøre en ende på denne her krig. Vi kan gøre en ende på Chariisy. Og mit folk kan omsider blive forenede, og det kan blive lykkeligt for første gang i mange hundrede år."

     "Hvornår tager vi af sted?" spurgte han.

     "I morgen."

     "I morgen?!"

     "Med Amelia død frygter jeg kun det værste. Det er kun et spørgsmål om tid før hun slår til med en rigtig hård hånd. Det vil jeg ikke risikere. Hun skal stoppes nu." Jeg rejste mig op. "I morgen tager jeg af sted. Og du, James. Og Ravnene samt nogle andre soldater. Vi vil snige os ind i den anden dal og vi vil vække vores Gamle Krigere."

     Der udbrød et hav af protester, som jeg ikke havde set komme.

     "Vi tager med!" sagde Cat.

     "Jeg nægter at sidde her," sagde Rin.

     "I tager ikke med," insisterede jeg. "I er kun børn, og I er ikke trænede soldater. I vil sandsynligvis gøre mere skade end gavn."

     James sagde ikke noget. Han rødmede, da Cat tog hans hånd. Hun tog også Matts hånd. Matt tog Rins. Og de kiggede alle sammen på mig.

     "Vi er et team," sagde Cat. "Vi lader ikke James tage nogen steder hen uden os. Så hellere dø."

     Jeg åbnede munden for at protestere, men det gik op for mig, at jeg ikke kunne. For som jeg stod der og gloede på de fire teenagere, der alle sammen så så beslutsomt på mig, gik det op for mig, at jeg ingen anelse havde om, hvem de var. Men en ting sagde mig, at de havde gået igennem Himmel og Helvede sammen. Og mere til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...