Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2298Visninger
AA

13. Kapitel 13: "Darkeyas veninde"

 

 

*Kira*

 

Hvis der var noget, Darkeya havde styr på, så var det at holde information for sig selv. Han formåede lige netop altid at give mig nok til, at jeg næsten revnede af spænding, men aldrig mere. Resten måtte jeg gætte mig til.

     Gøre Gud blind? Hvordan i alverden blinder man Gud? Og hvorfor skulle han bruge mig til det? Mente han virkelig, at jeg skulle forvandle mig til en ræv og kradse den gamles øjne ud eller sådan noget? For det var bare for tosset.

     Intet gav mening i mit hoved. Ingen fortalte mig noget. Vi blev blot ved med at gå og gå og gå.

     I løbet af de dage kom jeg til at kende mine fangevogtere. Ham, der stadig havde til opgave at slæbe rundt på mig, hed Karl, og han blev kun mere og mere muggen, for hver dag der gik. Det hjalp vist heller ikke, at jeg blev ved med at tale uønsket til ham. Den venlige kvinde, der havde ført mig til Darkeyas telt sammen med Karl hed Mirakel. Hun smilte altid sødt til mig. Det virkede, som om der var en generel glæde for hende. Alle her kunne lide hende. Jeg havde endda set Darkeya smile til hende i ny og næ. Så var der Anubis, som vist var en slags højre hånd for Darkeya sammen med Yasmin. Han uddelte altid ordrer, når Darkeya ikke lige var til stede, og han lagde ikke skjul på, hvor lidt han brød sig om mig. Når han rynkede næsen af mig, hvæsede jeg tilbage. Anubis' bedstefar var en, de alle kaldte Tun. Han lugtede også af tun, så det gav mening. Han sagde ikke særlig meget, gik blot stille for sig selv, og ind imellem kom han med små bemærkninger. Men alle havde respekt for ham og lyttede til hans sjældne råd. En yngre kvinde, der havde tendens til at springe op og ned, hed Zenia. Hun var min yndlings. Gav mig altid lidt mere mad, når ingen kiggede, og hviskede altid svarene til mig, når Karl ikke ville give mig dem. Uriel, opkaldt efter den legendariske ærkeengel, lavede den selvsamme mad, som jeg knap nok måtte få noget af. Han sørgede altid for, at der var mindst kartofler og mest kylling i min portion af hans supper. Ham hadede jeg. De tre sidste havde jeg ikke så meget at gøre med. Bueskytterne, Arach og Arianna, gik altid lidt væk fra os. Ingen af dem havde vist den mest kraftfulde magi, men de kunne skyde alt, der bevægede sig, om det så end ikke var større end en flue.

     Sidst var der Klint. Han var dum som en dør men kunne høre en nål falde til gulvet flere kilometer væk. Det var utroligt.

     Jeg var begyndt at tro på, at vi aldrig ville stoppe med at gå, at jeg aldrig ville stå under en bruser igen, at jeg aldrig nogensinde ville gense barbecue, da Darkeya trådte ud mod en klippe og pegede: "Se."

     Alle kiggede træt. Jeg måbede. Vi stod og gloede udover en enorm dal. Aldrig havde jeg set noget så stort. Der var en hel by dernede. En kæmpestor by. Og marker. Skove. Køer og motorveje. Det var lige godt satans.

     "Jeg synes, du sagde, at vi ikke ville kunne se det," sagde Mirakel. "At det var magisk beskyttet."

     "Det er det også," svarede Darkeya. "Men jeg har fået et frikort. Kom med." Han gav sig til at gå videre langs skranten. Vi andre måtte bare følge med. Mens vi gik kunne jeg ikke lade være med at glo ud over dalen. Ude i horisonten syntes jeg endda, at jeg kunne se en passage. Gad vide, hvor den førte hen?

     De To Dale.

     Stemmen i mit hoved var som min synske stemme. Og den gav mig informationen. Den første information, den havde givet mig, siden den havde forrådt mig. James. Han var her et sted. Darkeya førte mig lige til ham. Måske havde min synske stemme ikke forrådt mig alligevel. Der havde været en mening.

    

Vi endte med at flyve ned.

     Hvilket betød at de andre fløj ned.

     Og jeg blev båret på Karls ryg. Det var han meget utilfreds med. Men jeg tror sgu ikke, at han havde det så slemt som mig, der ikke er vant til at flyve og var ved at falde af hele tiden.

     Da vi var kommet ned gik vi ind i byen, der virkede så meget mere gigantisk når man så den i frøperspektiv. I gaderne kiggede folk ikke engang efter os. For der var ingen folk. Midt på dagen var de alle sammen på arbejde. Jeg kunne se dem i fabriksvinduerne. Der gik dog vagter langs gaderne, men heller ikke de ænsede os. Jeg fik nogle Nordkoreavibes her.

     "Hvad er det her for et sted?" spurgte jeg Zenia.

     "Det - " begyndte Zenia, men Karl sendte hende et tilintetgørende blik.

     Zenia fnøs og lagde armene over kors. "Det finder du ud af om lidt."

     Når selv Zenia ikke ville sige det, måtte det være en big deal at holde det hemmeligt for mig. Men jeg vidste det allerede. Og jeg kunne huske de få ting, Rin havde fortalt.

     Det her var ikke et godt sted. Jeg var sammen med fjender blandt fjender. Men måske kunne jeg være heldig at finde James. Hvis ikke de andre allerede havde fået ham befriet. Det var ikke til at vide.

     Jeg så ikke paladset før vi var drejet om hjørnet og gik direkte imod det. Tårnede sig op over alle højhusene og kastede en lang skygge henover byen. Det var dér, dronningen var. Men Rin havde da sagt, at dronningen var syg, ikke? Hvorfor i alverden ville vi dog opsøge hende? Af alle mennesker!

     Vi blev modtaget af royale vagter, men de gjorde ikke andet end at byde os velkommen og føre os ind af den enorme port. Vi var åbenbart afventede. Vi gik ned ad korridorerne og op ad de enorme trapper, lige indtil vi ankom til en sal, hvor der sad nogle folk og ventede. Mest gamle, svagelige mænd eller koner med små børn. Sveden løb ned ad den, som afventede de deres henrettelse. En gammel mand læste mumlende op fra et papir:

     "Deres Høje Majestæt - nej - De-de-deres Umådelige Højhed." Hans hænder rystede. "J-eg - m-mit navn er Rens Azkasil, Deres Hø-højhed. Det ville glæde mig - jeg ville være usigeligt lykkelig hvis - "

     Mine egne hænder gav sig til at ryste bare af at se på ham.

     "De skal til audiens," hviskede Zenia mens Karl ikke kiggede. "Det er ikke ufarligt, og man gør det kun i den yderste nød."

     Jeg kiggede på hende. "Er Darkeya virkelig så meget ude og skide?"

     Jeg hørte hans fnys før jeg kunne se ham ud af øjenkrogen. "Når vi er inde i tronsalen anmodes rævepigen om at holde kæft med sine smarte bemærkninger."

     Han så ikke nervøs ud, bare utålmodig. Jeg så ham i øjnene, forsøgte at lede efter svar.

     "Hvem er hun?" spurgte jeg.

     "Det vil du tids nok finde ud af." Darkeya løftede blikket og så på de andre. "Det er kun mig og rævepigen, der går derind. I andre må vente her."

     "Darkeya!" vrissede Yasmin. "Bør du ikke i det mindste have Arach eller Arianna med?"

     Darkeya ignorerede hende og vinkede mig hen til sig. Med let rystende skridt gik jeg hen til ham, og han hviskede i mit øre:

     "Hold dig i baggrunden. Sig intet medmindre du bliver talt til. Og kommenter ikke hendes ar."

     Jeg sank en klump. Vagterne åbnede langsomt dørene, og han og jeg gik indenfor, hvorefter de blev lukket bag os. Vi befandt os i en enorm, mørk tronsal med søjler og balkoner. Den var tom, så vores skridt gav ekko. Ret foran os, i den anden ende, var en højrygget trone. Og i den sad en kvinde. Hun var så mager, at det næsten var svært at forestille sig, at hun ikke knækkede over. Hun var hvid som et lagen og havde langt, mørkt hår, der faldt ned ad hendes ryg. Kjolen viste mere end det dækkede, og som vi kom tættere og tættere på, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til dem. Små ar. Over det hele. Fra halsen og helt ud til håndleddene. På brystkassen og helt ned til hendes fødder. Aflange, som var hun blevet skåret. Eller havde skåret sig selv. Normalt ville jeg ikke overveje sådan en ting, men et blik ind i hendes mørke øjne, og jeg kunne se vanviddet. Vanviddet, der dækkede hele hendes ansigt. Hendes blodrøde læber, der var spredt i et forskruet smil rettet imod Darkeya.

     "Chariisy," sagde Darkeya med et smil, der kun så en lille smule tvungent ud. Han bukkede sig ned på knæ og gjorde tegn til, at jeg skulle gøre det samme. Hvilket jeg gjorde uden at tøve.

     "Darkeya, min gamle ven," sagde kvinden silkeblødt. "Tænk engang, hvordan tingene er endt. Du stod så godt som bag oprøret i Himmelen, og dog er du nu den eneste af os tre, der ikke sidder på en trone."

     Os tre?

     Darkeya rejste sig op igen, jeg fulgte efter. "Jeg har lidt højere ambitioner end en simpel trone på Jorden."

     Chariisy rejste sig langsomt fra tronen. Hun gik med slangeagtige skridt hen til Darkeya. Han stod som frosset, da han blidt tog om hans håndled. "Du kunne have dræbt Lucifer. Myrdet ham. Og Helvedes trone ville have været din. Men somme tider er du lige så svag som ham."

     Darkeya svarede ikke lige med det samme, og en del af mig frygtede, at denne kvinde havde taget ham med hænderne i småkagedåsen. Så sagde han til sidst: "Hvis Lucifer var død ville Cat have arvet tronen. Det ville ikke have nyttet noget."

     "Du kunne også bare have myrdet ynglet, hvad ville have forhindret dig?" Chariisy vendte ryggen til, og nu kunne jeg se det. En klump voksede sig i halsen på mig, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at gispe. Der var to kæmpestore ar mellem hendes skulderblade. Uhyrlige, så de ud. Aldrig nogensinde ville hendes ryg blive smuk igen.

     "Du er en falden engel," hviskede jeg. Smagte på ordene.

     Uheldigvis hørte de begge to mig. Darkeya så ud, som om han kunne myrde mig. Chariisy, derimod, gav mig et elevatorblik.

     "En kitsune. Du har taget en kitsune med. Hvad er det, en gave til mig? En gensynsgave? Det skulle du ikke have gjort, jeg har jo ikke noget til dig."

     "Hun er ikke bare en kitsune," sagde Darkeya. "Hun er et orakel. En Seer. En stærk Seer."

     "Hende dér? Hun er jo et barn."

     "Du ville have, at jeg skulle finde en stærk Seer, og dér har du én."

     Chariisy fnøs. "Hvordan ved du, at du kan stole på hende?"

     "Hun har den rette natur."

     "Du kender hende måske? Har du holdt øje med hende hele livet, som du holdt øje med dit eget yngel?"

     Darkeya blev tavs ved det. Han vendte sig væk fra hende og lignede én, der havde lyst til at slå hende. Til sidst sagde han dog: "Hun er ven med Cat. Lucifers datter."

     "Hun er ven med..." gentog Chariisy måbende. Så blev hun rasende: "Af alverdens Seere tager du en af Lucifers yngels venner?! Er du bindegal?!"

     "Forestil dig sødmen, Chariisy. Sødmen ved, at have Cats ven på vores side. Det ville knække hende. Og hvis hun knækkes, knækkes Lucifer."

     "Jeg kender altså slet ikke Cat så godt," forsøgte jeg mig med. De ignorerede mig begge to.

     Chariisy lagde armene over kors. "Fint. Fint, du vinder. Tag hende bare. Tag hende og gør hende til Orakel. Jeg er ligeglad. Så længe det lykkes."

     "Det vil kun lykkes, hvis du også holder din del af aftalen."

     Chariisy smilte. "Vi har Guds kraft."

     "Og Lucifers kraft."

     "Nej. Den kraft, som du fandt, den er for svag. Det yngel, som du stjal den fra, har ikke fået nok af hans gener. Vi skal have noget bedre."

     "Vi kender ingen andre end Cat så. Ved du måske, hvor hun er?"

     "Jeg er ligeglad med hende. Jeg har et bedre mål." Chariisys smil blev bredere, langt mere grotesk. "Vidste du, at kære Kong Jack, der sidder ovre i den anden dal og ryster i bukserne af skræk for mig er Lucifers søn?"

     Darkeya og jeg vekslede blikke. Personligt var jeg bare forvirret. Hvem var Kong Jack nu?

     "Jeg vidste ikke, at han havde flere," mumlede Darkeya.

     "Jeg har overvåget ham, Darkeya. Han er som Lucifer op af dage. Som to dråber vand. Han har, hvad der skal til."

     "Så hvad, du fanger ham Jack, og jeg finder Oraklet?"

     "Ja. Og så mødes vi her igen. Og så tager vi Himmelen." Chariisy gik langsomt helt hen til Darkeya, så ham ind i øjnene, som en elsker ville gøre det. Jeg følte mig pludselig helt malplaceret. "Så tager vi, hvad der er vores."

     "Så tager vi, hvad der er vores," gentog Darkeya næsten monotont.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...