Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2265Visninger
AA

12. Kapitel 12: "Tilgivelser"

 

 

*Catriana*

 

Dimond lå sovende på min hovedpude. Let snorkende. Trak vejret ind og ud. Sekund efter sekund, minut efter minut. Jeg lå og betragtede ham i jeg ved ikke hvor lang tid efter jeg selv var vågnet op. Til sidst gav jeg mig til at skimme mit gemak. Det var første gang jeg så det i dagslys. Da jeg i nat var blevet ført herind, kunne jeg ikke rigtig se andet end den enorme himmelseng, som stod foran mig. Nu var det tydeligt at se, hvor stort rummet faktisk var. Meget større end mit værelse på min fars slot. Det var kunstigt indrettet med sofaer, borde og bogreoler, der kun indeholdt billige, kedelige bøger som ingen alligevel gad læse.

     Efter så at have gloet bogryggene igennem i en stund, stod jeg op. Jeg tog et bad i det enorme soveværelse, redte mit hår hvorefter jeg klædte mig på i mit nyvaskede tøj, mens jeg overvejede, om døren mon var låst. Ikke at jeg for alvor troede på det. Ham kong Jack havde jo kaldt os gæster. Men var vi mon virkelig det? Det kunne være svært at tro på, situationen taget i betragtning.

     Jeg gik dog hen og prøvende tog i håndtaget. Det gik ned, og døren gik op uden besvær. Så jeg var dog en gæst alligevel. Korridoren var giga og med lysekroner i loftet og malerier langs væggene. Et par vagter troppede frem og tilbage ned ad gangen. De ignorerede mig fuldstændig, hvilket sandsynligvis havde noget at gøre med, at jeg havde fået ham Tilius til at falde skrigende på knæ. Hvilket jeg ikke havde været i stand til med Jack. Han havde stået halvt med ryggen til, og jeg havde stirret ind i hans grønne øje. Og intet var sket. Hvorfor var intet sket? Jeg rystede tanken af mig og gik ned ad korridoren. For enden af den lå en stor spisesal. Et aflangt bord dækket med morgenmad stod midt i rummet. Og ved det sad James og gnavede fraværende på et stykke toast.

     "James," sagde jeg.

     Han blinkede og vendte så blikket mod mig. "Catriana." Han nærmest fløj op af sin stol, hvorefter han gav sig til at gå hen imod mig. Hurtigere og hurtigere. Og jeg næsten løb ham i møde, hvorefter jeg sprang ind i hans favn og kyssede ham. Kyssede ham i så lang tid, at jeg glemte at trække vejret.

     Til sidst var vi nødt til at stoppe. James kluklo og knugede mig bare ind til sig. "Jeg fatter ikke, at I rent faktisk kom efter mig. Er I klar over, hvor farligt det kunne have været?"

     "Jeg er ligeglad," mumlede jeg og så ham i øjnene. "Jeg elsker dig, så jeg er ligeglad."

     James var tavs lidt. Så sukkede han og sagde: "Jeg er glad for, at I er her. Kom, få noget mad. Der er mere end rigeligt."

     Jeg gik sammen med ham hen og satte mig ved bordet. Så begyndte jeg at tage for mig af alskens typer morgenmad. Pølser, spejlæg, frugt og pandekager. Der var det hele. I lidt tid sad vi bare og tavst spiste, uden at det gjorde nogen af os noget. Det var bare rart at være sammen igen. Da vi endelig havde spist op begge to, spurgte jeg:

     "Så, hvad er planen?"

     "Der kommer nogen om lidt og henter mig. Jeg skal undervises i mine kræfter."

     "Dine... dine nye kræfter? Lyskræfterne?"

     James nikkede. Han sank en klump. "Catriana. Jeg... jeg har dem af en årsag."

     "...Hvilken årsag?"

     "Du ved hvordan vi kan se hinanden i øjnene? Og... hvordan vi har den dér telepatiske forbindelse? Din far fortalte mig engang, at kun hans eller Guds familie ville være i stand til at se ham og dig i øjnene."

     Jeg nikkede, og automatisk kom jeg til at tænke på Jack uden at jeg kunne placere ham. Intet gav mening. Hans øjne havde været grønne. "Ja?"

     "Jeg er ikke i familie med jer. Og heller ikke med Gud. Men... men jeg blev udvalgt. Gud har udvalgt mig, for lang tid siden, til at..." Han tøvede, hvorefter han tog en dyb indånding. "Jeg er åbenbart Guds arvtager. Lysets Hersker, kaldte Jack det."

     Du godeste hvor havde jeg hørt meget om Lysets Hersker. Det var en gammel legende der havde eksisteret lige siden min fars engletid. Og da Jesus var kommet til var alle gået ud fra, at det havde været ham. Og der blev aldrig snakket om det igen. Men det blev nævnt i flere af min fars bøger, og min far havde flere gange nævnt for mig, at han ikke troede på, at det var Jesus.

     "Hvorfor?" havde jeg spurgt.

     "Fordi Jesus' magi fungerede på samme måde som englenes. Han var nødt til at bede Gud om lov først. Før han kunne gøre det mindste overnaturlige"

     "Og sådan er det ikke med Lysets Hersker?"

     Han havde rystet på hovedet. "Lysets Hersker skulle være lige så magtfuld som Gud. Hans magi eksisterer selvstændigt. Uden Guds tilladelse."

     Jeg sad og tænkte tilbage på samtalen, som James fortalte mig det. Han kiggede på mig i lang tid, vel for at måske kunne gennemskue mine tanker.

     "Ironisk," hviskede jeg til sidst.

     "Hvordan ironisk?" spurgte James.

     "Vi er kærester. Vi har vores tankekontakt. Vi er som bestemt til at være sammen. Men samtidig burde vi være arvefjender. Jeg er min fars arvtager, og du er Guds."

     Det smagte James lidt på. Han nåede dog ikke at sige noget, før Rin og Matt kom ind i spisesalen.

     "Nå, hvad er planen?" spurgte Matt som det første ligesom mig.

     "Jeg skal undervises om lidt," svarede James endnu engang. "Nogen kommer og henter mig. I kan jo tage med, hvis I vil."

     Matt himlede med øjnene. Han satte sig ned og tog en kæmpe stak pandekager. Rin forholdt sig tavs og tog noget frugt. Hun så ikke på nogen af os.

     "Det var ikke det jeg mente," sagde Matt. "Jeg snakker om flugt!"

     "Flugt?" spurgte James.

     "Ja, vi skal vel væk herfra! Du havde vel ikke regnet med, at vi skulle holde ferie her."

     "De To Dale har faktisk de solrigeste sommerdage og den smukkeste natur. Alle søerne er så rene, at man kan drikke af dem," påpegede Rin. Alle øjne blev vendt mod hende. Hun trak bare på skuldrene.

     "Det her sted er farligt," sagde Matt. Han pegede på Rin. "Rin var nødt til at lade, som om hun var død for at komme væk herfra." Han pegede på James. "Og de dræbte rent faktisk din familie for at få fat på dig. Lyder det som et badehotel?"

     "Han har en pointe," mumlede jeg.

     James hældte noget appelsinjuice op. "Jeg er allerede gået med til at hjælpe dem. Med at bekæmpe Chariisy."

     "Chariisy er jo skidefarlig, James!" Rin sprang op af sin stol. Hun så chokeret på James. "Hun er farlige end dronningen! Hun - hun - hun har dræbt jeg ved ikke hvor mange soldater! Min moster, som også var fuldbetvinger, hun blev dræbt af hendes soldater. Hun finder og dræber folk næsten hver nat. Civile folk. Børn. Små børn. Der er endda rygter om, at hun var falden engel engang."

     "Engang?" spurgte Matt.

     "Ja. Det siges, at hun skar sine vinger af. Og det har kun gjort hende stærkere."

     Matt sank en klump.

     "Jeg er ligeglad," sagde James. "Jeg er åbenbart den eneste, der kan hjælpe dem. Og de har brug for det."

     "Hvorfor ville du dog hjælpe nogen, der gjorde dig forældreløs?" spurgte Matt. Jeg havde selv tænkt det samme, men havde ikke kunnet få mig selv til at spørge om det, siden jeg vidste, hvor meget James hadede at snakke om sin familie. Men da jeg så efter hans reaktion, viste han ingen følelser.

     "Jeg har tilgivet dem," sagde han. "Jeg har tilgivet dronningen. Og Jack har ikke noget, jeg skal tilgive ham for. Han var ikke meget ældre end mig, da Ravnene slog min familie ihjel."

     "Hvad med Ravnene?" hørte jeg mig selv spørge. "Hvad med Tilius?"

     "...Jeg... prøver at tilgive ham." Jeg kunne høre på hans tonefald, at det gik hårdt imod hans instinkter.

     "Hvorfor skulle du dog?" spurgte jeg, pludselig fjendtligt. "Det ville jeg i hvert fald aldrig gøre."

     "Vil du virkelig fortælle mig, at du aldrig kunne tilgive Darkeya?"

     Hvorfor i alverden handlede samtalen nu om Darkeya af alle mennesker? "Aldrig," sagde jeg. "Aldrig nogensinde. Han har gjort ting, der er utilgivelige."

     "Du ville ikke engang forsøge?"

     "Nej."

     "Heller ikke hvis jeg nu tilgav Tilius?"

     Jeg lænede mig ind imod ham. "Kan du tilgive Darkeya? Han har gjort lige så slemme ting mod dig, som han har gjort mod mig. Måske endda værre."

     Det bankede på den store dør ind til gæstegemakkerne.

     "Kom ind," sagde James. Han vendte blikket væk fra mig. Døren blev åbnet. Ind trådte hende hofsekretær. Og ingen anden end Tilius selv. Han smilte giftigt.

     "Vær hilset," sagde hofsekretæren. Er du klar til træning, hr. Cult?"

     "Øhm..." James tøvede. Hans blik var fæstnet på Tilius. "Ja? Er det okay, hvis mine venner tager med?"

     Hofsekretæren nikkede. "Alle er velkomne. Du vil blive undervist af Tilius, hvis ikke det er til for meget besvær. Han har dedikeret sit liv til at studere legenderne om Lysets Hersker."

     Det var tydeligt, at det ikke passede James. Ikke det mindste. Jeg kunne ikke lade være med at holde et fnis tilbage.

     Synes du stadig, at jeg skal tilgive Darkeya, James?

     Klap i.

     "Alle de andre gæster er velkomne," sagde Tilius med sin kolde stemme. Han vendte et giftigt blik mod Rin. "Med undtagelse af frk. Lee. Hans Majestæt har anmodet om audiens på sit kontor. Øjeblikkeligt."

     Rin stivnede. Så nikkede hun. "Jeg ser frem til det," sagde hun stift.

     Det var en løgn.

 

*Jack*

 

Det bankede på døren.

     "Ja?" sagde jeg.

     "Rin Lee, Deres Højhed."

     Mit hjerte slog et slag over. "Før hende ind."

     Døren blev åbnet og lukket. Da jeg vendte mig om, stod hun der. Lige foran mig. Som hun stod så tæt på, gik det op for mig, at jeg var højere end hende. Da vi var små havde det været omvendt. Pudsigt som tiden forandrer alt.

     "Rin," sagde jeg stift.

     "Deres Højhed." Rin bukkede. Det kvalmede mig næsten at se hende gøre sådan.

     "Stop det," sagde jeg.

     Rin rettede sig op. "Stop hvad?"

     "Det dér! Jeg er ikke din konge eller din højhed."

     "Bortset fra, at det er lige, hvad du er. Jeg er kun din borger. Din undersåt." Rins stemme var så tilintetgørende, at jeg knap nok kunne genkende den.

     Jeg stirrede forbløffet på hende. Hun havde armene over kors og så ikke på mig. Så, pludselig, smilte hun svagt og kiggede næsten på mig. "Hej, Jack." Hun gik helt hen til mig og omfavnede mig. I chok kunne jeg ikke andet end at kramme hende tilbage.

     "Hej, Rinrin," mumlede jeg.

     Vi stod sådan dér i lang tid. I mere end lang tid. Så mange evigheder, at jeg glemte alt andet end hende. Jeg glemte, hvem jeg var, hvem hun var, skellet mellem os. Vores fortid. Vores fremtid. Der var kun min Rinrin og mig.

     "Hvorfor er dit hår rødt?" spurgte jeg til sidst.

     Rin trak sig tilbage. Hun gik hen og satte sig i den ene af lænestolene. "Jeg tænkte, at jeg ville være sværere at genkende."

     "Det virkede forbløffende."

     Rin nikkede. Derefter var der akavet stilhed i lidt tid.

     "Hvorfor har du tilkaldt mig?" spurgte Rin. "Har du besluttet dig for, at jeg skulle have en straf alligevel?"

     "Hvorfor skulle jeg dog... hvorfor... Rin, hvorfor siger du sådan noget? Kender du mig slet ikke?"

     "Vi har ikke set hinanden siden vi var små. Jeg tænkte... at du havde forandret dig."

     "Hvorfor? Hvorfor tror du, at jeg har forandret mig?"

     "Du gjorde ikke noget, da min mor blev anholdt. Du gjorde intet. Du så bare på. Det fortalte min far mig."

     "Hvad skulle jeg have gjort?"

     "Et eller andet! Du var vokset op, du var ikke et barn længere! Du burde have kæmpet imod. Du kunne have gjort hvad som helst. Du var jo din mors lille elskede. Hendes lille sukkerknald, hendes sorte øjesten! Du havde al tænkelig indflydelse, men du gjorde ikke noget! Min mor slap fri, men det var ikke takket være dig!"

     "Jeg var alt for lettet til at gøre noget!" udbrød jeg før jeg fik tænkt mig om. Rin stirrede forvirret på mig.

     "Lettet? Lettet? Var du lettet over, at din mor havde tænkt sig at myrde min?!"

     "Nej! Jeg var lettet over, at du var i live!"

     Rin blev tavs. Hendes øjne blev pludselig blanke, og hun skyndte sig at tørre dem.

     "Det var derfor jeg tilkaldte dig," sagde jeg stille og satte mig ved mit bord. "Jeg troede du var død. Tænkte du... tænkte I nogensinde på mig, da I tog den beslutning? Om at slå dig ihjel? Jeg troede du var død. Du var min eneste ven i verden. Min bedste ven."

     "Du var også min bedste ven," mumlede Rin grådkvalt.

     "Hvorfor så? Hvordan kunne du gøre det?"

     "Jeg havde jo intet at sige. Jeg var et barn. Det var mine forældres beslutning. De ville ikke have, at jeg skulle være en af Ravnene."

     "Du kunne være blevet en formidabel Ravn. Du kunne have haft Tilius' plads. Ligesom jeg tog min mors. Du kunne være blevet min højre hånd. Vi kunne have gjort De To Dale bedre. I stedet måtte jeg gøre det alene."

     "Du har mig stadig. Jeg er her nu."

     "Ikke rigtigt. Jeg sidder her og er konge for et folk, der hader mig. De tror, at jeg er ligesom min mor, fordi de ikke kender mig endnu. Jeg gør alt, hvad jeg kan. Jeg forsøger at stoppe en krig, som min mor førte mit land ud i sammen med en kvinde, der er endnu mere gal end hende. Og samtidig skal jeg vække den ene halvdel af mit kongerige, som rent faktisk er mit, fra et trauma, der har varet i århundreder. Det er... for meget på en gang. Jeg ved ikke om jeg er stærk nok."

     Langsomt rejste Rin sig op. Hun gik hen til mig, lagde armene om mig og hvilede sit hoved mod mit. "Du har altid været stærk nok. Det mente mine forældre altid. Og det mente jeg også. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Ikke senere i hvert fald. Men nu ved jeg det. Du har ikke forandret dig det mindste. Du er som født til at afslutte denne her krig. Og vi hjælper dig. Mig, James, Cat og Matt."

     Jeg smilte. "Tak."

     Derefter var det, som om vi aldrig havde været skilt ad. Vi var som bedste venner igen. Jeg fortalte Rin om, hvordan det var gået siden hun var taget af sted. Jeg fortalte om min mors død, om James' tilfangetagelse og om hvad jeg havde tænkt mig at stille op nu. Rin til gengæld fortalte om hendes kæreste Brandon og om sit liv på Pijifenas Magiskole. Over en time gik med det. Tiden fløj af sted. Og til sidst sagde Rin, at hun var nødt til at finde James og de andre. Da hun var gået begravede jeg mit ansigt i mine hænder af ren og skær lettelse.

     Det føltes, som om en enorm byrde var blevet løftet fra mine skuldre, fordi jeg havde Rin ved min side igen. Jeg var ikke alene længere. De To Dales skæbne lå ikke længere kun i mine hænder.

     "Har du nogensinde mødt Chariisy?"

     Mit hjerte fløj helt op i halsen på mig, og et gisp undslap fra min hals. "Hvem dér?"

     I en af lænestolene sad der nu en mand. Manden fra i nat. Klædt i sort fra top til tå. Med sorte øjne og med sort hår.

     Sorte øjne.

     Øjne der var lige så sorte som mit ene var det.

     "Hvor i alverden kom du fra?" udbrød jeg, rasende over, at han bare dukkede op og forsvandt som han ville.

     Han trak på skuldrene. "Fra skyggerne. Jeg lever ikke efter Jordens regler. Jeg var en ærkeengel engang, ser du."

     Jeg hævede det ene øjenbryn. "Er du en falden engel?"

     "Tja ja. Det kan man vel godt kalde mig."

     "Hvem er du?"

     "Din far."

     Stilheden faldt over os. Jeg kunne høre mit eget hjerte banke, så stille var der.

     "Nå så det er du?" sagde jeg i et forsøg på at være afslappet og lænede mig tilbage i stolen.

     "Ja, det tror jeg," sagde manden. "Ser du, jeg har været her før. For lang tid siden. Jeg havde hørt, at Chariisy havde overtaget halvdelen af kongeriget, så jeg ville tjekke det ud. Uheldigvis havde jeg ret."

     "Det gør dig da ikke til min far."

     "Se mig i øjnene."

     Ja, jeg havde i hvert fald lyst. Visse personer havde jeg bare lyst til at gøre ondt. Som regel gjaldt de personer dog kun min mor og Tilius.

     "Hvorfor?"

     "Gør det nu bare."

     Jeg tøvede. Så gjorde jeg det. Og til min overraskelse så vi begge hinanden i øjnene uden det gjorde det mindste på nogen af os.

     "Dit ene øje er grønt," sagde manden. "Spøjst som øjnene viser sig forskelligt hos alle de af mine børn, jeg kender til."

     "Øh?"

     "Lige meget. Tror du på mig nu?"

     Gjorde jeg? Skulle den mand forestille at være min far? Jeg gav ham et elevatorblik. Og som jeg så mere og mere af ham, blev jeg mere og mere overbevist om, at han talte sandt. Han lignede mig for meget til, at jeg ikke kunne tro på ham.

     "Kendte du min mor?" spurgte jeg ham i stedet.

     "Ikke meget. Hun lod mig kun blive her på slottet i nogle uger. Så lidt kendte jeg hende vel. Men ikke nok til at hun gad besvære sig med at fortælle mig, at jeg pludselig havde en søn. Ting kunne ellers have været meget anderledes, hvis hun havde gjort det."

     En del af mig havde lyst til at spørge. En stor del af mig. Men jeg var alligevel for stædig. Så i stedet skiftede jeg emne. "Du kendte Chariisy?"

     Manden nikkede. "Ja. Det gjorde jeg i hvert fald en gang. Men for længe siden. Meget længe siden. Men der var en gang, hvor vi var tætte. Så tætte, som man kan være indenfor venskabets grænser."

     "Hvad skete der?"

     "Chariisy havde altid en tendens til at begå oprør. Lige fra hun var en ganske lille engel, der blev efterladt i skoven af sin familie. Men tendensen forsvandt desværre aldrig, ikke engang da hun var blevet smidt ud af Himmelen og havde fået sit eget kongerige i Helvede sammen med nogle af hendes tætteste venner." Han holdt en kort pause, hvilket gav mig lejlighed til at suge det ind. Så fortsatte han: "Hun tog af sted. Alene. Uden at lade nogen af os vide det. Vi så hende aldrig igen."

     "Hvem var de andre af hendes venner? Er det muligt, at de er sammen med hende nu?"

     Han rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke. Min gode ven Darkeya har også en tendens til at begå oprør, men kender jeg ham ret, så holder han sig langt væk fra Chariisy. Det har han gjort lige indtil han indså, hvor gal hun var."

     "Og du tror ikke, at han kunne finde på at slutte sig til hende alligevel? Ikke engang hvis hun havde nøglen til Himmelen?"

     Manden tøvede. Jeg tror, at det gik op for ham i lige netop det øjeblik, at jeg havde lagt to og to sammen.

     "Det håber jeg ikke," mumlede han. "For hver for sig er Chariisy og Darkeya farlige. Men sammen er de uovervindelige. Og de ville tage verden med al den ulykke, der ville følge med."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...