Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2428Visninger
AA

11. Kapitel 11: "Den tilbagevendende"

 

 

*James*

 

Vi blev ført ind i tronsalen. Her var helt tomt, og alt der blev sagt eller hvisket gav genlyd mod murene og kuppelloftet. Vagterne fik os til at stille os på række. Mig, Catriana, Matt og Rin. Og så Dimond på Catrianas skulder. Han så ud, som om han var ved at få et føl på tværs over at blive behandlet som en fange.

     Jacks skridt var langsomme og trætte. Og da han satte sig ned i tronen, sukkede han og gned sine øjne.

     Salen faldt til ro og alle vagterne havde stillet sig ved døren og ved vinduerne. Ved tronens fod stod Amelia og Tilius. Tilius stirrede skiftevist skummelt på mig og mine venner. Gad vide om han også havde lyst til at slå dem ihjel. Det ville i hvert fald ikke komme som nogen overraskelse. Hvis Tilius var den, der sad på tronen, og ikke Jack, ville jeg være blevet tortureret indtil jeg var gået med til at hjælpe i krigen, og mine venner var blevet henrettet på stedet. Det var jeg sikker på.

     "Okay," sagde Jack og lænede sig tilbage i tronen. Han betragtede os alle. Jeg lagde straks mærke til, hvordan han var påpasselig med ikke at se hverken Matt eller Rin i øjnene. Han kiggede i lang tid på Catriana. En del af mig tænkte, at han nok allerede havde regnet den ud. Catriana stirrede arrigt tilbage. Hun fattede ikke en bjælde, det var tydeligt. "Navne?"

     Amelia tog en mappe frem og bladrede papirerne igennem. Så læste hun højt:

     "Matthew Harr. Fe. Catriana Cyston. Heks." Hun tøvede, hvorefter hun sagde: "Rin Lee. Fuldbetvinger."

     "Javel." Jack rynkede panden. "Men hvor er ham manden?"

     "Hvem?" spurgte Amelia.

     "Ham som vi fandt sammen med James Cult selvfølgelig!"

     Jeg stirrede på Catriana. Hun trak bare på skuldrene.

     Ingen havde noget svar at give Jack, så den unge konge vendte sig om imod mig: "Fint. James Cult. Jeg kan forstå, at du kender disse mennesker?"

     Jeg nikkede og trådte nogle skridt frem. "De går på min skole. De er mine venner. Meget... tæt på mig."

     "Og jeg går ud fra, at de kom her for at befri dig?"

     Jeg nikkede. "Catriana siger, at du forsøgte at slå dem ihjel. Selvom du havde svoret, at du var på min side."

     Jack gjorde store, forvirrede øjne. "Jeg har ikke givet nogen sådan kommando!"

     Catriana stod pludselig ved siden af mig. "Dine soldater skulle til at dræbe os! Jeg så det, du skulle til at give kommandoen!"

     "Tal kun når du bliver talt til!" vrissede Tilius.

     Jack rystede på hovedet og ignorerede Tilius. Hans øjne var rettet mod Catriana. "Jeg havde aldrig tænkt mig at give dem tilladelse. Jeg..." Han skævede til Rin, hvorefter han så hurtigt fokuserede og kiggede på os. "Jeg ønskede ikke, at I skulle dø. Ingen af jer." Han rejste sig op og glattede sin kappe. Så foldede han hænderne foran hvorefter han tilføjede med myndig, klar stemme: "Jeg kan forsikre jer for, at jeg ikke ønsker at nogen skade skal tilkomme James Cult. I hvert fald ikke for min hånd. Nogensinde. Og heller ikke for dem, der er under min kommando. Han er ingen fare, og han kan frit gå som han vil."

     "Men du - " sagde Catriana. Jeg tog hendes hånd og hviskede til hende:

     "Det er kompliceret. Jeg skal nok forklare dig det senere."

     Catriana så vantro på mig.

     Han slog dine forældre ihjel, James.

     Jeg rystede på hovedet. Det var hans mor. Engang for længe siden. Jack er ikke som hende.

     Vi lod det blive ved det. Jeg nikkede let til Jack. Han sagde:

     "Det er sent. I vil hver blive tildelt gæstegemakker i gæsteafdelingen. Lad os snakke videre i morgen. Det er nok for en nat. Det mener jeg i hvert fald."

     Flere nikkede enigt. Men Tilius trådte utilfredst frem.

     "De glemte vist noget, Deres Højhed."

     Jack vendte sig irriteret om mod ham. "Hvad?"

     Tilius løftede armen og pegede lige hen imod os. På Rin.

     Det gik op for mig, at Jack havde vidst mere, end han havde fortalt mig. Rin stammede ikke bare herfra. Hun havde boet her engang. Og det gjorde hende til en forbryder, fordi hun var fuldbetvinger, men aldrig havde været i hæren.

     "Hvad med hende?" spurgte Jack. Hans stemme var spag og afvisende.

     Tilius gjorde tegn til Amelia, og hun bladrede igen i sin mappe. Så rømmede hun sig og læste op:

     "Rin Lee. Født 3. oktober 1992. Fuldbetvinger og opskrevet til værnepligt når hun fyldte 18 år. Datter af Hei Lee, tidligere hofsekretær. Erklæret død den 30. januar 2000. Mistænkelige papirer blev fundet i familiens hjem den 21. december sidste år, der antydede, at dødsfaldet havde været iscenesat. Hei Lee blev fængslet og forhørt omgående. Flugt blev rapporteret nogle dage senere."

     Tavshed blev lagt hen over salen. Rin stirrede ned i gulvet. Det samme gjorde Jack.

     Ingen sagde noget.

     Ingen andre end Tilius, til sidst: "Denne pige har brudt De To Dales vigtigste lov. Det samme har hendes forældre. Og det har bestemt ikke gjort det bedre, at familien har stået så nær Deres egen. Det er højforræderi."

     "Loven er blevet annulleret," næsten mumlede Jack. Han så stadig ikke på nogen af os.

     "Men det var den ikke ved forbrydelsens sted," insisterede Tilius. "Rin Lee var en af de stærkeste fuldbetvingere jeg længe havde set i den alder. Hun kunne være blevet en Ravn. Det ville have været en stor ære." Han vendte sig imod Rin. "Hun burde henrettes."

     Rin blev bleg. Hun bed sig i læben, hvorefter hun langsomt trådte et skridt frem. Hun så på Jack.

     "Jack," næsten hviskede hun.

     "Deres Majestæt," rettede Tilius. Rin ignorerede ham. Hun så kun på Jack. Til sidst så Jack op. Han mødte ikke hendes blik. Men næsten.

     "Jeg er Kongen," sagde Jack til sidst. "Mit ord er lov. Rin Lee skal ikke stilles for nogen straf, da der ikke længere er nogen lov, der går imod hendes handlinger. Hun skal behandles med respekt som enhver gæst burde blive det." Så vendte han sig om mod vagterne. "Vis gæsterne til deres gemakker. Omgående."

     Vagterne bukkede, hvorefter de gik hen til os og førte os ud af tronsalen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på Rin, som så sig tilbage over skulderen på Jack.

     Som vi gik ned ad korridorerne lagde jeg først mærke til, hvad der manglede. Hvad der rigtigt manglede.

     "Brandon? Er han... er han blevet tilbage?"

     De andre nikkede tavst.

     Andet forventede jeg heller ikke.

     "Hvad med Kira? Blev hun for at tage sig af ham?" Det var mærkeligt at forestille sig Kira blive tilbage for at lege sygeplejerske. Hun ville ikke kunne holde det ud.

     Der blev lagt en skygge over alles ansigt, og jeg vidste med det samme, at det ikke var tilfældet.

     "Hvad?" spurgte jeg. Bange for at høre svaret.

     "Kira forsvandt," svarede Matt. Han så ikke på mig. "Hun blev kidnappet af faldne engle. Og vi... vi ved ikke hvor hun er lige nu. Hun er væk."

 

*Kira*

 

Det føltes som om jeg var blevet forrådt. Ikke af nogen bestemt. Selvom det føltes, som om det var én.

     På en måde var jeg to personer i én. Jeg var Kira, der var kitsune og hadede kylling. Men jeg var også en lille synsk stemme, der somme tider fortalte mig om ting, jeg ikke burde vide noget om.

     Og den stemme havde forrådt mig. Den havde ledt mig lige ind i armene på Darkeya. Selvom den burde være på min side. Den havde fået mig til at tro, at jeg havde gjort noget meningsfuldt. At den ledte mig mod noget, som jeg kunne bruge til noget. I stedet var jeg nu blevet en fange.

     Det var ikke engang særlig mange faldne engle. Det var Darkeya, Yasmin og så ni andre. Det var det. Og de var på udflugt. En udflugt, som de havde slæbt mig med på. Dagene gik med at vandre. Darkeya forrest, typisk førende samtale med en eller flere om noget, som de talte for lavt til, at jeg kunne høre. Jeg gik bagerst i geleddet. Bundet. Ingen snakkede med mig eller sagde noget til mig. Faktisk blev jeg meget ignoreret. Det var ved at drive mig til vanvid, for jeg brød mig ikke om sådan at være blevet taget til fange uden at vide hvorfor.

     "Er du klar over, at det regner?" spurgte jeg den faldne engel, der gik med mig, en dag hvor det regnede noget så kraftigt.

     Den faldne engel brummede som svar.

     "Det er ikke ligefrem det bedste vejr til en gåtur, er det?" sagde jeg med et stort smil. "Så hvorfor er I ude at gå? Ville det ikke være bedre bare at blive hjemme? Og hvorfor har I mig med?"

     "Ti nu stille," brummede han. Og det var det sidste han sagde til mig.

     Som regel forsøgte jeg at komme i kontakt med en af de faldne engle flere gange om dagen. Somme tider fandt jeg endda mig selv kaldende på Darkeya. Men han ignorerede mig altid. Ingen af de andre lod mig nogensinde komme tæt på ham.

     Det her var i den grad mystisk.

     De ville ikke engang fortælle mig, hvad de havde gjort med Matt. Matt, som var blevet lokket lige med ind i fælden sammen med mig, fordi han var den mest trofaste skid nogensinde. Havde de dræbt ham? Det håbede jeg virkelig ikke, at de havde. Men det var umuligt at vide. Jeg forsøgte altid at finde frem til svaret om aftenerne, når jeg havde ro og overskud til at tænke, så min synske del af hjernen ligesom kunne komme i gang. Men der var aldrig andet end stilhed. Den var måske passiv aggressiv over, at jeg havde misforstået dens "mulige advarsel". Det passede mig fint, dog, for jeg var også passiv aggressiv på den over, at den ikke bare kunne have fortalt mig, at det var en advarsel i første omgang.

    

Til sidst kom dagen, da jeg endelig fik svar. Vi havde slået lejr for natten. Alle teltene var op. Jeg var blevet bundet til et træ. Hygge.

     To faldne engle kom hen til mig med hænderne tomme. Normalt havde de en skål med mad til mig eller sådan noget. Men ikke i dag. Jeg skulle åbenbart sulte.

     "Helt ærligt," sagde jeg vantro. "I laver sjov, ikke? I sidder alle sammen og spiser, og jeg får ikke noget? Er det virkelig en måde at behandle en fange på?"

     Den ene faldne engel fnøs træt af mig. Det var ham, jeg havde gået med så mange dage i træk. Han måtte være usigeligt udmattet af det. Den anden faldne engel smilte bare. Hun havde endda et rigtig sødt smil. Ikke ligefrem ondt.

     "Faktisk er du blevet inviteret til middag. Ved Darkeyas bord."

     Det kom bag på mig. Gee. Mig spise sammen med Darkeya. Det skulle nok blive behageligt. Den brummende bandt mig op. Helt fri for første gang i dag. Så tog han min arm, og de førte mig hen til lejrens største telt i den anden ende. De åbnede "døren" og gjorde tegn til, at jeg skulle gå ind. Det gjorde jeg.

     Darkeya sad ved et ydmygt bord. For mere var der ikke plads til. Ved bordet var der dækket op til to. Lam og kartofler. Kartofler. Omg, jeg havde savnet kartofler.

     "Jeg synes, at du skal vide, at jeg holder meget af kylling," sagde Darkeya og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned. "Men jeg hørte en lille fugl synge om, at en pige, der er halvt ræv ikke kunne fordrage det."

     Jeg tøvede lidt, men satte mig så ned. "Hvordan i alverden har du hørt det? Nu er det ikke, fordi vi har de... stærkeste kontakter."

     Darkeya smilte. "Yasmin stalkede dig på Facebook."

     Imponeret lænede jeg mig tilbage i stolen. "Kunne hun lide billedet af min lasagne?"

     Darkeya trak på skuldrene. "Hun fortalte mig ikke om andet end kyllingen. Men i hvert fald er der lam. Og kartofler. Og salat. Og en eller anden sovs."

     "Du forkæler mig," sagde jeg studst og gik straks i gang med kartoflerne. Så lammet og resten, hvorefter jeg begyndte at spise. Grovæde næsten. Når man har levet af dåsemad i så lang tid, som jeg havde, bliver man lidt sulten.

     Darkeya var lidt mere delikat, da han spiste. Det kom nok af at have været så højt på ranglisten i så mange tusind år, som han havde. Han havde endda været ærkeengel engang. Guds personlige livgarde.

     "Så..." sagde jeg efter en tid. "Er det så nu, at munden kommer på geled, eller må jeg finde mig i at blive slæbt tværs gennem landet uden at vide hvorfor?"

     Darkeya smilte. "Vi to skal nok blive fine venner."

     "Ha. ha. Ved du hvad, det tror jeg ikke."

     "Tror du ikke?"

     "Jeg kunne aldrig blive venner med en, der holdt af kylling."

     Darkeya fremdrog en vinflaske. "Vin?"

     "Jeg er ikke atten endnu."

     "Du blev atten den 19. juni."

     Wow, han havde virkelig lavet research. Nu kunne jeg ikke andet end at række mit glas frem. Man fortjener jo nærmest en belønning.

     "Du ved godt, at jeg faktisk var i gang med noget, ikke?" sagde jeg efter at have taget en bitter slurk.

     Darkeya rynkede panden. "Undskyld?"

     "Da du - øh - krævede min opmærksomhed. Jeg var faktisk i gang med noget selv. Som du afbrød. Noget vigtigt."

     "Det beklager jeg," sagde Darkeya i en tone, der antydede, at han ikke beklagede noget som helst. "Men det her vigtigere."

     "Hvad ved du om det?"

     "Siden det er mit behov vil det altid være vigtigere. Ser du, vi blev ført sammen af skæbnen. Jeg sad og manglede en med synske evner. Et... orakel. Og så kommer du løbende ind af døren. Netop som Anubis havde ytret sig om, hvordan sådan en ville blive svær at finde."

     Aha.

     "Det ville selvfølgelig have været langt nemmere, hvis Yasmin ikke havde fået medlidenhed med dig og givet dig dine evner tilbage. Men sådan var det jo. Og alt gik jo fint alligevel."

     "... Hvad skal du bruge et "orakel" til?"

     Darkeya smilte. Han betragtede sit vinglas, som var det en krystalkugle, hvor han så hele verden. "Til at gøre Gud blind."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...