Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2149Visninger
AA

10. Kapitel 10: "Indbrud"

 

 

*Catriana*

 

To dage efter ankom vi til en lille flække ved navn Elgsborg. Navnet kom af en gammel ruin oppe på toppen af en bakke. Det var ikke mere end nogle murbrokker af, hvad jeg kunne se hernede fra. Flækken bestod ikke af mere end en lille hovedgade og nogle bondegårde spredt rundt omkring ved de små marker. Lige op til byen lå en stor skov, der gik så langt, som øjet rakte.

     Vi var virkelig ude hvor kragerne vender. Det var derfor, både Matt, Dimond og jeg måbede, da Rin med et dybt åndedræt sagde:

     "Så er vi her."

     Helt paffe stod vi lidt bare og ventede på, at hun skulle uddybe, men Rin sagde ikke mere. Hun stod bare dér og så umådeligt udmattet og lettet ud på samme tid.

     "Øh, Rin," sagde Matt. "Jeg kan altså ikke se nogle dale."

     Rin himlede med øjnene. "Selvfølgelig ikke. Det er et magisk, skjult kongerige. Man kan ikke se dem eller gå ind i dem."

     Hun fik det til at lyde, som om det var det naturligste i verden. Jeg var stadig forvirret. Dimond fnøs.

     "Jeg er så glad for, at denne her opgave er så ligetil," sagde han med stemmen hæs af sarkasme. Normalt havde jeg lyst til at slå ham, men lige nu nikkede jeg bare.

     Rin sukkede og gned sine øjne. "Jeg ved, hvordan vi kommer dertil, okay. Kom nu." Hun gav sig til at gå ned ad hovedgaden. Vi andre fulgte efter og forsøgte ikke at se alt for barbaragtige ud. Folk stirrede nu på os alligevel.

     Rin ledte os hen til et hotel. Det hed "De To Badeværelser". Matt stirrede på mig, og jeg skævede til ham. Gad vide om De To Dale var sådan presset sammen inde i det lille hotel dér.

     Da vi kom derind blev vi mødt af lugten af kloak og støv. Jeg havde lyst til at løbe ud igen, og jeg kan forestille mig, at enhver anden ville gøre det samme, lige meget hvor meget de havde brug for en seng.

     "Det er meningen," hviskede Rin, som om hun kunne læse mine tanker. Hendes næse var også ubehageligt rynket. "Formålet er at holde folk væk, så de ikke kommer for tæt på."

     Vi befandt os i en ganske lille forhal. Ret fremme var der en endnu mindre reception, hvor der blot sad en gammel, krumrygget mand der ikke havde flere end et par hår på hovedet, og de var så hvide, at man knap nok kunne se dem mod hans blege, næsten grå hud. Han kiggede på os med nogle blege, grønne øjne og smilte nu et bredt, slesk smil.

     "Mine damer. Unge herre. Firben."

     "Firben," udbrød Dimond, "min unge ven, jeg er en drage!"

     "Åh," sagde manden affejende. Han vinkede os tættere på. "Hvad kan jeg byde jer? Et varmt måltid mad - med næsten ingen maddiker i? Eller kunne I hellere tænke jer en seng for natten? Vi kan garantere næsten ingen rotter på værelset. Og kun meget få kakerlakker. Så få, at I ikke engang vil lægge mærke til dem. Højkvalitet, det hele."

     "Det er så fristende," mumlede Matt. "Jeg glæder mig til at høre, hvad toiletterne har at byde på."

     "Åh, toiletterne!" udbrød manden begejstret. "Ja, vores toiletter er næsten helt hvide, folk rammer næsten hver gang, så der er næsten intet - "

     "Ja, tak, det er godt," afbrød Rin forarget. "Vi er her ikke for at leje en seng. Vi er på et familiebesøg."

     Mandens begejstrede ansigt blev lagt i dystre folder. "Jaså. ID?"

     Rin nikkede. Hendes hånd rystede let, da hun tog et paslignende hæfte frem fra sin taske og gav det til ham. Han tog det og studerede det nøjsomt. Så kiggede han intenst på Rin.

     "Du er Hei Lee?"

     Rin sank en klump og nikkede.

     "Du holder dig godt, må man sige." Han rakte ID'et tilbage. Rin lagde det ned. Så rejste han sig op. "Følg med mig, frøken Lee. Hvem er de andre?"

     "De er mine venner," svarede Rin. "Jeg kan sige god for dem."

     "Ingen ID?"

     "De er ikke herfra."

     Manden tøvede. Så sukkede han. "Hvis ikke du var Hei Lee og en nær ven af den royale familie, ville jeg aldrig tillade, at du tog udefrakommende med hertil. Men... jeg vil gøre en undtagelse."

     Rin nikkede fåmælt.

     Manden gjorde tegn til, at vi skulle følge med. Om bag receptionen og ned ad en lang, smal gang fyldt med spindelvæv i loftet. For enden af den gang var en dør, hvor der stod: "Kun adgang for personale". Han tog en nøgle frem fra under sin skjorte, hvorefter han låste døren op. Så åbnede han den med et langtrukkent, gennemtrængende knirk. Og pludselig stirrede vi alle ud i en anden gang, der lignede denne her til forveksling, med undtagelse af, at den var sådan skinnende, poleret og ren.

     "Wow," mumlede Matt.

     Varsomt trådte vi gennem døren. Lige så snart Matt var trådt over dørtærsklen, blev den lukket bag os. Lukket og låst. Rin tog en dyb indånding.

     "Rin," hviskede jeg.

     "Ja?"

     "Hvem er Hei Lee?"

     "Min mor."

     Vi kom ud i en forhal, en ren tvillingebror til den, vi lige havde været i. I receptionen sad dog en kvinde, klædt i jakkesæt og med det glatte, skinnende hår opsat i en stilet knold. Hun smilte bredt til os, da vi kom ind. Rin nikkede bare let, og vi skyndte os forbi hende. Vi gik hen til døren, ud af døren. Ud på gaden.

     Og der fandt vi os selv i en dal. I en by i en dal. Byen var tydeligvis stor, det var tydeligt at fornemme, selvom vi kun kunne se den gade, vi stod på. Der var højhuse til alle sider. Selv var vi kommet ud af et sort, højhus, hvor der med skinnende sølvbogstaver over indgangen stod: "Hotel Elgsborg". På den anden side af højhusene var der høje bjergsider, så der ingen tvivl var om, hvor vi befandt os.

     "Velkommen til De To Dale," sagde Rin. Så drejede hun hovedet og så mod venstre. Matt, Dimond og jeg gjorde det samme. Og jeg måbede. Foran os, i den anden ende af byen, tårnede der sig et kæmpe palads op, det strålede mod aftensolen.

     Det var der, James var.

     "Så det er vores destination?" spurgte Dimond. Rin nikkede.

     "Det er der, den royale familie bor. Og der, hvor de holder James fanget. Går jeg ud fra."

     "Okay," sagde dæmondragen og lettede fra min skulder. Han forsvandt i luften. Paf stirrede jeg mig omkring. Det samme gjorde Matt og Rin.

     "Hvad fanden?" spurgte Matt. "Blev han træt af vores selskab?"

     De kiggede begge to på mig, som om jeg skulle vide det. Men jeg havde ingen idé. Dimonds veje var uransagelige. Så jeg trak bare på skuldrene.

     "Kom," sagde Rin med et suk. "Jeg ved, hvordan vi kommer ind." Derefter gik hun ned ad fortovet. Vi fulgte efter hende.

 

*Jack*

 

Det føltes, som om jeg knap nok havde lukket øjnene, da jeg blev vækket igen.

     "Hv-vad?" mumlede jeg søvndrukkent. Et kort øjeblik vidste jeg ikke, hvor jeg var. Jeg kunne kun høre den gentagende banken et eller andet sted.

     Så fattede jeg mig. Jeg lå i min seng. Det var mørkt udenfor. Gardinerne var trukket for, så jeg kunne knap nok se andet end silhuetterne. Og nogen bankede på min dør.

     "Hvem er det?" spurgte jeg og fik sat mig op i min seng, gned mine trætte øjne.

     "Det er Amelia, Deres Højhed."

     "Kom ind."

     Amelia kom ind. Hun var fuldt påklædt, men hendes ellers perfekte hår var lidt til den ene side. "Der er uroligheder på slottet."

     "Hvad slags uroligheder?" spurgte jeg, knap nok vågen endnu.

     Amelia tøvede. Så svarede hun spagt: "Det er et indbrud, Deres Højhed."

 

"Har nogen set noget til dem siden?" spurgte jeg Tilius. Han tårnede sig op ved siden af mig, klædt i sit sorte tøj som altid. Bag ham gik Ravnene. Bag og foran mig gik royale vagter.

     "Nej, ikke det mindste," svarede Tilius. "De er som forsvundet ind i skyggerne."

     "Hvorfor skal jeg besværes med noget så enkelt som et indbrud? Jeg skal faktisk til et møde meget tidligt i morgen og - "

     "Undskyld, at jeg afbryder, Deres Højhed," sagde Tilius. Han var den eneste, der kunne tillade sig at afbryde kongen. Den eneste, der nogensinde havde gjort det i hele mit liv. Og jeg blev overrasket hver gang. "De kom ind gennem den hemmelige passage."

     Jeg stoppede op og stirrede vantro på ham. "Hvordan skulle de have fundet den?"

     "Vi må formode, at det gjorde de heller ikke. De må have vidst om den i forvejen."

     "Men... kun folk fra hoffet kender til den!"

     "...Præcis."

     Der blev stille i korridoren. Det her var ikke godt. Det måtte betyde, at der var en spion i blandt os. En forræder. "Find dem," sagde jeg til sidst. "Jeg vil have dem fundet, og jeg vil have dem afhørt. Hvem de så end er."

     "Deres Højhed!" var der en, der råbte bag mig. Jeg vendte mig om og så en køkkenpige komme løbende. Mine vagter stillede sig uvilkårligt imellem mig og hende.

     "Lad hende passere," sagde jeg. Jeg kendte hende trods alt. Vagterne stillede sig til side, og køkkenpigen stoppede stakåndet op. "Hvad er der?"

     "Køkkenet er blevet angrebet!"

     "Angrebet? Hvordan?"

     "Hele personalet. De... De er blevet gjort ukampdygtige. Nogle er blevet naglet fast til gulvet med jord, andre er fastfrosset med is!"

     Jeg skævede til Tilius. "Så det er folk fra Dalene. Betvingere."

     "Nej," sagde køkkenpigen. "Det er værre, Deres Højhed. Jeg så det. Jeg gemte mig i et skab. Det er... det var tre unge mennesker. Men det var kun en af dem, der betvang. Hun var fuldbetvinger."

     Slået ud af nyheden bakkede jeg baglæns. "Men... hvordan?" Det gav ingen mening. Ingen fuldbetvinger burde gøre sådan noget her. Enten var de rekrutteret og hjernevasket ind i hæren, eller også var de aldrig nogensinde kommet ind i hæren på grund af mine nye love. "Kan du beskrive dem?"

     "Ja. To piger og en dreng. Drengen var høj og muskuløs. Strittende brunt... øh... nærmest pindsvinagtigt hår."

     "Hvordan pindsvinagtigt?"

     "Alle spidserne var farvet lyse."

     "Okay. Hvad med pigerne?"

     "Den ene var en rødhåret asiat. Hun var fuldbetvingeren. Den anden havde langt, sort hår."

     "De to andre? Havde de magi?"

     "Jeg så dem ikke udføre noget, så jeg ved det ikke."

     Jeg nikkede og vendte mig mod Tilius, Ravnene og Amelia. "Fik I fat i det?"

     De nikkede. Jeg gjorde tegn til, at de skulle tage af sted, og det gjorde de. Så blev jeg efterladt alene med mine vagter og køkkenpigen.

     "Tag du hjem," sagde jeg til køkkenpigen. "Tag hjem og hvil dig. Og tag dagen i morgen fri også. Sørg for, at hun kommer sikkert hjem."

     Den ene vagt nikkede ret, og han fulgte køkkenpigen væk. Hun snøftede svagt. Jeg vendte mig mod den anden vagt.

     "Jeg vil bede dig om at gå ned i køkkenet og få styr på situationen der. Hjælp personalet så godt, som du kan. Tilkald forstærkninger, hvis det bliver nødvendigt."

     Da han var gået, var der kun to vagter tilbage til at bevogte mit liv. Men ærlig talt var det langt fra sikkert, om det var mit liv, der var i fare. De kunne være kommet for at opnå hvad som helst. De kunne...

     Så slog det mig.

     "Er der bevogtning ved James Cults' gemakker?"

     "Ja, Deres Højhed," svarede den ene af mine vagter.

     "Hvor meget?"

     "To vagter udenfor døren."

     Mere kunne jeg vel ikke forvente. Så jeg nikkede. "Er de alarmeret om begivenhederne?"

     "Alle vagterne er alarmeret, Deres Højhed."

     "Fint. Led mig mod mit kontor. Jeg kan lige så godt få arbejdet, nu hvor søvn er udelukket."

     Vi gik i stilhed. Mit kontor lå i den anden ende af paladset, så vi skulle gå langt, igennem den store hall, hvor der var noget så travlt med vagter og tjenestefolk. Tænk, at så få kunne vække så meget uro. Gad vide, om de havde vidst, at hofsekretæren blev underrettet, når den hemmelige passage blev anvendt? For det ved alle fra hoffet. Og den fuldbetvinger... Hvem ville dog være så vovet kun uger efter den tyranniske dronnings død?

     Der lød et bump bag mig. To faktisk. Næsten lydløse. Jeg vendte mig om, og mit hjerte tog farten op, da jeg så mine to vagter ligge bevidstløse for fødderne af mig. De trak vejret, roligt og kontrolleret. Jeg sank en klump, da jeg mærkede en varme lige ved mit øre.

     En pige stod ved min side. Hun var på min højde, min alder endda. Hendes pegefinger var rettet lige ud for mig, og den glødede rødligt. Hendes hår var meget tykt og sort. Det var tilmed også uredt, vildt og uvasket. Det samme med hendes tøj, og hun havde en rygsæk på. Hun stirrede intenst og dybdegående på mig med sine mørke øjne, som om hun ønskede at rive mig fra hinanden. Så til sidst hævede hun øjenbrynene.

     "Øh... Cat?" lød en anden stemme på. Jeg vendte mig om. Til min anden side stod en høj, muskuløs dreng med pindsvinehår.

     "Der sker ikke noget," hviskede pigen. Hun gik tættere på mig, så hendes finger næsten rørte min kind. Det var ulideligt varmt, og jeg bakkede tilbage.   

     "Rør dig ikke," sagde hun.

     Hun var barsk, ingen tvivl om det. Så jeg stoppede op.

     "Er du Kong Jack?" spurgte drengen.

     Skulle man lyve?

     "Selvfølgelig er det Kong Jack," sagde pigen. "Så du ikke de vagter? Og se på tøjet. Nu kender jeg ikke så mange konger, men han ligner fandeme nærmest min far, så aristokratisk er han."

     "Du er heks," sagde jeg, stirrende på hendes glødende finger.

     "Korrekt. Og hvad er du?"

     Jeg hævede det ene øjenbryn. "Hvad mener du?"

     I det samme skreg drengen, som et vindstød slog benene væk under ham. Han faldt så lang han var. Nu opdagede jeg, hvordan der kom flere soldater til fra alle hjørner, deriblandt en af Tilius' ravne.

     "Matt!" udbrød pigen. Så vendte hun sig om imod soldaterne, så på Tilius. Og der var genkendelse i det blik. Så raseri. Og Tilius faldt skrigende om på knæ.

     Det havde jeg set før. Det havde jeg oplevet før. Jeg måbede til pigen, som hun nu også blev holdt fast af soldater, hevet ned på knæ sammen med drengen.

     "Hvordan gjorde hun det?!" udbrød Tilius og ømmede sig.

     Et kort øjeblik kunne jeg slet ikke opfatte noget. Jeg troede, at jeg var den eneste. Den eneste i hele verden. Men nej. Der fandtes andre.

     Så fattede jeg mig: "Sørg for, at hun ikke kan se på nogen!"

     "Deres Højhed?"

     "Jeg ved ikke hvorfor, men hun har øjne ligesom mig! Hvis ikke I alle sammen vil have smerter, så dæk hendes øjne!"

     Vagterne lod mig ikke sige det igen. En vagt fik pigen løftet op, og han tog sin egen arm om hendes hoved, så hendes øjne ikke kunne ses.

     "Tillad os at tage dem med ned i forhørslokalet," sagde Tilius, og han lød kold.

     "Hun genkendte dig," sagde jeg. "Jeg så det."

     Tilius trak på skuldrene og så studst på pigen, der skar tænder, kæmpede for at komme fri. Hun begyndte at mumle noget.

     "Sørg for, at hun heller ikke kan sige noget. Eller bevæge hænderne. Hun er heks," skyndte jeg mig at tilføje.

     Vagterne spærrede hendes hænder inde i en sten. Hun blev mundkneblet. Da det var ordnet vendte jeg mig igen mod Tilius. "Nå?"

     Tilius nåede knap nok at åbne munden, før en drengen sagde: "Vi er her efter James Cult."

     Selvfølgelig. Jeg burde have vidst det. Og da indså jeg det. For alvor.

     "Så skal de elimineres," sagde Tilius. "Mænd."

     Alle gjorde angrebsposition. Jeg tror ikke de ventede på andet end min ordre.

     En asiat. Fuldbetvinger.

     "JACK!" råbte en stemme.

     Rin.

     Alle vendte sig mod stemmen. Alt muligt skete så hurtigt, at jeg knap nok opfattede det. Pigen, der pludselig dukkede frem af skyggerne gav sig til at angribe soldaterne. Og soldaterne angreb hende i retur. Alt var en krigszone i samme sekund. Mine vagter og Tilius ledte mig væk. Men jeg kunne ikke stoppe med at stirre på hende.

     Det var kun hendes ansigt, der var til at genkende. Hun var blevet højere. Mere muskuløs. Hendes ben var lange og slanke. Og hendes hår var vokset og gik hende næsten til numsen. Og det var rødt. Kobberrødt. Men hendes ansigt var lige så aggressivt og barskt, som det altid havde været.

     Min Rinrin.

 

*James*

 

"Hey! Hvad foregår der?!" råbte jeg og hamrede på døren. Jeg fik ikke noget svar. Jeg var blot spærret inde i det her dumme værelse. Paladset var som en krigszone. Alle var over det hele, i gården, på gangene. Jeg kunne høre dem helt heroppefra. Men jeg kunne ikke gøre noget.

     Til sidst måtte jeg give op, og jeg lagde mig bare i min seng og stirrede håbløst oppe i loftet. Måske var det hende Chariisy, der var gået til angreb. Det måtte vel ske før eller siden, sådan som situationen havde været den sidste tid. Det var i hvert fald det indtryk, jeg havde fået.

     "Nå, død er du i hvert fald ikke," lød en stemme i mørket. Jeg fór op med hjertet helt oppe i halsen. Der sad en ganske lille silhuet på mit sengegelænder. Og nogle små, lysende øjne. Grønne.

     "Dimond?" hviskede jeg.

     Jo, det var Dimond. Silhuetten spredte i hvert fald sine vinger, så der ingen tvivl var om, at det var en drage. Og en ganske lille en af slagsen. Men hvordan?

     "Læg dig ikke for godt til rette," sagde en anden stemme nu. Jeg så til siden. Henne ved mit store vindue stod Lucifer og kiggede ud over byen. Så drejede han blikket og så på mig. "Vi skal gå nu."

     "...Gå?"

     "Ja. Kom." Lucifer gik hen til døren. Jeg stod op af sengen og skulle lige til at sige, at vagterne altså havde låst døren, da Djævelen åbnede den. Ude på gangen lå de to vagter på gulvet. De trak ikke vejret.

     "Gjorde du... men..." Paf stirrede jeg på dem. "Du kan da ikke bare gå rundt og dræbe folk!"

     "Hvorfor ikke?" spurgte Lucifer og gik hensynsløst ned ad gangen. Dimond sad på hans skulder og smilte smørret.

     "Hvad er det helt præcist, I laver her?" spurgte jeg.

     Lucifer vendte sig langsomt om imod mig. "Vi befrier dig. Ganske enkelt. Cat og de andre er her også. Lige nu."

     "Hvad i alverden, men det kan de da..." Jeg pausede. "Ååååh... Det er dem der laver alt det ravage!"

     "Ja, de har tiltrukket sig selv lidt for meget opmærksomhed."

     Jeg blev stående. Tøvede. Så begyndte jeg at gå. Jeg var nødt til at finde dem. Finde dem og forklare. Imens vi gik, kaldte jeg på Catriana. Jeg måtte da kunne høre hende.

     Catriana.

     James!

     Luften blev hevet ud af mig. Det kom alligevel bag på mig, selvom der ikke burde være noget imellem os, når vi befandt os så tæt på hinanden.

     Catriana. Er det sandt, at I er her?

     Ja, James. Vi er her. For at redde dig.

     Nej, tag hjem igen. Jeg har ikke brug for at blive reddet. De her folk er farlige. Men de vil ikke gøre mig noget.

     James. De slog din familie ihjel!

     Ja, men det var dronningen. Det her Kong Jack. Han er ikke -

     James. Der var lidt pause. James, Jack har lige forsøgt at slå os ihjel. Vi blev reddet i sidste sekund af Rin, og vi er i midlertidig sikkerhed nu. Men James, den dreng er ikke ufarlig. Han havde slået os ihjel, hvis ikke hun var kommet os til undsætning.

     Jeg svarede hende ikke. I stedet stirrede jeg ud i luften. Jack... han havde løjet for mig. Narret mig. Ført mig bag lyset. Hvis han virkelig havde forsøgt at slå mine venner ihjel, så var det hele et stort kup for at få mig til at hjælpe dem.

     "Cult, du virker lidt ved siden af," bemærkede Lucifer. Han sagtnede ikke farten af den grund.

     Jeg rystede på hovedet. "Lad os bare finde dem. Og komme væk herfra."

     Men i det samme som vi drejede rundt om et hjørne, så vi et dusin vagter - og Jack. De så alle sammen ret udkørte ud, og Jacks kappe var skæv.

     "James," sagde han sammenbidt. "Kom tilbage til dine - " Så fik han øje på Lucifer. "Hvem... i alverden?" Han vendte sig mod vagterne. "Sig mig, hvor mange er brudt ind i aften?"

     "Jeg er ikke brudt ind nogen steder," brummede Lucifer. "Jeg... teleporterede mig bare ind."

     Jack så ud, som om han kunne slå ham. Jeg gloede lidt fra den ene til den anden og ventede på, at en af dem ville regne den ud.

     Så sukkede Jack og vendte sig mod mig. "Vi har lidt af en situation. Dine venner angriber mine soldater."

     Jeg trak på skuldrene. "Du narrede mig. Du forsøgte at slå dem ihjel!"

     "...Undskyld?"

     "Catriana fortalte mig det."

     Jack så på mig, som om jeg var sindssyg. "Jeg kan forsikre dig for, at jeg ikke forsøger at slå nogen ihjel. Jeg - "

     "JAMES!"

     Vi fór alle sammen om. I den anden ende af gangen stod de. Rin, Matt og Catriana. Catriana.

     "Nej..." hviskede jeg. Vagter omringede mig, Lucifer og Dimond. De gav sig til at angribe mine venner. "Nej! Stop det!"

     Matt og Rin gik i modforsvar, mens Catriana gav sig til at løbe. Imod mig. Og jeg forvandlede mig til en fritte og kravlede gennem benene på nogle vagter, hvorefter jeg forvandlede mig tilbage og styrtede imod hende. Og pludselig var hun i min favn. Jeg kunne lugte hendes uvaskede hår. Men det duftede alligevel. Det duftede af Catriana. Hun klamrede sig ind til mig, og jeg klamrede mig ind til hende.

     "NU ER DET NOK!" udbrød en stemme, der var så høj, at alle med det samme stoppede. Vagterne stoppede med at angribe. Rin og Matt holdt inde. Ganske langsomt trak jeg mig væk fra Catriana og så hende ind i øjnene. Så vendte jeg mig om mod stemmen. Det var Jack. Og han så eddermame rasende ud. "Nu er det nok med det her kaos! Der skal ikke dræbes nogen i nat! James, tronsal. Og I tre - og dig!" Han pegede på Lucifer. "I fire I kommer med. Vi snakker om det her! Og sådan er det!"

     Alle mistede lysten til at slås med det samme, virkede det som om. Matt og Rin overgav sig i hvert fald med det samme og fulgte med vagterne. Jeg gav Catriana et kys.

     "Jeg elsker dig," hviskede jeg.

     Catriana smilede. "Det ved jeg." Så fik hun øje på sin far og rynkede panden. Lucifer gloede på Jack, der nu stormede mod tronsalen sammen med vagterne.

     "Sikke en knægt," mumlede han og vendte sig om imod os. "Jeg er imponeret."

     Nu var det min tur til at glo. Catriana nikkede bare enigt. Og så gloede jeg på hende. Hvordan kunne nogen være så dumme?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...