Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
1Kommentarer
267Visninger
AA

1. Kapitel 1: "Drømmen"


 

*James*

 

Det var dagen før årets sidste skoledag. Okay, den sidste skoleSKOLEdag var i maj, men i morgen var den sidste dag, hvor man var tvunget til at sidde ved et bord og have årsprøver, og hvor der var så stille, at det var pinefuldt bare at drikke af en juicekarton. Jeg havde ikke selv nogen årsprøver i morgen, men det havde Kira og Ena. Det var i dag, at jeg havde haft min sidste årsprøve. Den i Magiens Historie. Med Ezavias ørneblik i nakken på mig hvert sekund. Det havde været pinefuldt.

     Men nu var det ovre. Catriana og jeg befandt os i en lysning i skoven lige ved Celinas og Michigans huse. Alle var kort taget hjem fra Pijifenas Magiskole for at fejre en ganske bestemt begivenhed.

     Brandons hjemkomst fra hospitalet. Omsider. Det havde været en evighed. Hans krop havde brugt ugevis på at komme til hægterne igen efter, at den slet ikke var blevet anvendt i et halvt år. Min bedste ven sad stadig i en kørestol, fordi hans ben stadig ikke lystrede så meget, som lægerne ønskede det, men det var småting. For nogle uger siden havde han besvær med bare at løfte sine arme.

     Men i hvert fald befandt Catriana og jeg os inde i lysningen. Catriana havde lavet et slags skjold, der svævede i luften foran hende, mens jeg beskød hende med lyslasere, som jeg var begyndt at kalde de mærkelige lysstråler, som jeg kunne sende af sted. Utrætteligt skød jeg dem af sted efter min kæreste, mens hun en anelse stakåndet beskyttede sig selv med sit perfekte skjold. Jeg blev ved og ved og ved, lige indtil Catriana udbrød:

     "Hold inde!"

     Jeg holdt, en anelse forvirret, inde. "Hvad?"

     Catriana sukkede. Hun gjorde en håndbevægelse, og hendes skjold forsvandt. "Er det ikke nok træning for i dag?"

     "Jeg kan da aldrig få nok træning!"

     "Det kan man, når man ikke engang har fortalt til nogen endnu, at man har de kræfter, som man optræner." Catriana strøg sin hånd igennem sit tykke, sorte hår, hvorefter hun gik hen og tog min hånd. Hun så mig ind i øjnen, gav mig et kys, hvorefter hun omfavnede mig. "Har du nogensinde tænkt dig at fortælle nogen om det her?"

     Jeg trak på skuldrene, som jeg så ind i hendes ibenholtsorte øjne. "Hvorfor skal jeg absolut fortælle det til en masse folk? Det rager da ikke dem, hvad jeg kan og ikke kan."

     "Det ved du lige så godt som jeg, er noget vrøvl. Du er bange for, at det er et eller andet sindssygt noget, som ingen nogensinde har set før, og pludselig bliver du lige så omtalt som Jesus."

     "Ja måske," fnøs jeg og trak mig væk. "Og hvad så? Jeg vil bare gerne holde dem for mig selv. Jeg har jo ikke ligefrem lyst til at være verdens centrum."

     "Brandon ville være død, hvis det ikke var for dig. Han sagde det, Kira siger det, Rin siger det og jeg siger det: De her kræfter er for kraftige til, at du kan holde dem skjult på den måde."

     "Nu har du ikke tænkt dig at gå bag om min ryg igen, vel?" Ligesom med Daniel. "Og fortælle alle, hvad det er, jeg har holdt skjult."

     Catriana vidste udmærket godt, hvad jeg snakkede om, jeg kunne se i hendes øjne, hvordan hun følte sig enormt forrådt. "Det her er slet ikke det samme. Og nej, ingen af os har tænkt os at gå bag din ryg. Det er bare vigtigt, at nogen, der har forstand på det, får det her at vide. Bare så du i det mindste ved, hvad der foregår med dig. Jeg ved godt, at du ikke har lyst til at fortælle det til Celina, men hvad med Bill? Du kan da lide Bill!"

     "Fortælle hvad til Bill?" lød en helt ny stemme i lysningen. Catriana og jeg fik et chok og fór om. Og der så vi Celina, der stod i sin forårsjakke med det blonde hår sat op i en stram knold. Hun smilte ganske svagt.

     "Hvad sker der?" spurgte jeg. Hun plejede som regel ikke at opsøge mig på denne her måde.

     Celina rynkede panden, som om hun vidste, at jeg undgik hendes spørgsmål. "Hilda har lige ringet. De er hjemme om fem minutter. I bør nok se at komme tilbage. Brandon vil nok værdsætte, at vi alle er der, når han kommer."

 

Nogle minutter senere befandt vi os alle sammen i stuen i Brandons forældres hus. Der var hængt bannere op, og der var balloner og kager. Kira havde givet os alle sammen nogle af de dér funky festhatte på.

     "Synes du ikke, at vi overdriver?" spurgte jeg og løsnede snoren, der nærmest borede sig ind i under min kæbe.

     "Nej da!" udbrød Kira forarget. "Brandon har ikke været hjemme i et halvt år! Og han døde næsten. Vi går helt igennem, og sådan er det."

     "Jeg er enig med Kira," fløjtede Brandons lillesøster, der var ved at puste balloner op. I det samme kom Kiras mor ind i stuen med den største lagkage jeg i mit liv havde set.

     "Og vi overdriver ikke bare en lille smule?" sagde Catriana, som hun stirrede på det kæmpestore fotografi af Brandon som baby, der var indprentet på kagen.

     Og der skete det. I det samme kunne vi høre bilen parkere udenfor. Så nogle fjerne stemmer. Vi var alle sammen helt stille. Og lidt efter blev hoveddøren åbnet, og ind kom Brandon, siddende i en kørestol, som blev skubbet af hans mor. Ved siden af dem gik Brandons far og Rin.

     "VELKOMMEN HJEM!" råbte flere omkring mig, og jeg fik helt ondt i ørerne bagefter. Brandon blinkede overrasket, så smilte han og betragtede rummet, som han nu befandt sig i.

     "Er det ikke lidt overdrevet?" sagde han. Hans mor skubbede ham ind, så han nu befandt sig midt i rummet.

     "Selvfølgelig ikke," sagde Hilda og gav ham et kys i hovedbunden. "Du er endelig hjemme, min egen."

     "Det er jeg så sandelig," sagde Brandon, og han så vældig tilfreds ud, som han bare sad og betragtede sine omgivelser. Jeg tror ikke, at jeg havde set ham så tilfreds siden han fik 12 i en grammatiktest. Rin lignede sig selv. Hendes sorte hår var blevet farvet rødt til rødderne igen, og hun var klædt i et outfit, der var lige så grønt som en skov. Hun gik hen til kagen og gispede.

     "Åh du godeste. Hvis jeg nogensinde kommer på hospitalet og overlever... lav aldrig sådan en kage til mig. Aldrig!"

     Der var blevet placeret et langt bord, og forberedt en stor middag. Farsbrød, som var Brandons livret. Vi satte os alle sammen ned, Brandon for bordenden. Alle os teenagere satte os nede hos ham, mens de voksne var i den anden ende. De småsludrede allerede med hinanden.

     "Hvordan er jeres årsprøver så gået?" spurgte Brandon og tog en slurk af sin sodavand. Jeg trak på skuldrene og så på Catriana, der nu tog en stor bid af sit farsbrød. Brandon hævede det ene øjenbryn.

     "Hvad er der?"

     "Jeg er nødt til at tage min Magiens Historieårsprøve om," svarede Catriana bittert. "Du har ingen idé om, hvor meget Ezavia var efter mig. Han endte med at beskylde mig for at abe efter, selvom jeg ikke havde gjort noget. Derefter blev jeg smidt ud. Han hader mig."

     "Han er jo også engel," sagde Rin. "Og du er... du ved nok."

     "Ja, ja, men altså. Det er stadig møguretfærdigt."

     "Men se det på den lyse side," sagde Brandon. "Vi kan tage den sammen efter sommerferien. Jeg skal alligevel tage alle mine der."

     Vi var alle lidt tavse derefter. Vi kunne ret tydeligt føle, hvor træls, Brandon havde det over det.

     "Men hey, se lyst på det," sagde jeg halvhjertet. "Du har flere måneder ekstra til at forberede dig."

     Brandon sendte mig et destruerende blik, og jeg spiste bare videre. Hvor var jeg dog glad for, at han ikke var død.

     Brandon tog sig til panden og sukkede. "Jeg har bare haft det særeste halve år i mit liv. Jeg bliver ramt af en sten, eller hvad det nu var, fordi Cats familie er mærkelig - "

     "Darkeya er da ikke min familie," protesterede Catriana.

     "Årh, lyv ikke, du opfører dig, som om han er en eller anden onkel der blev sindssyg. Men i hvert fald. Jeg bliver ramt af en sten. Jeg har ÅH så mange drømme. Hele tiden. Og størstedelen kan jeg ikke engang huske. De blev vildere og vildere for hver gang. En af de senere drømme, der kan jeg ikke huske andet end, at jeg havde nogle bukser på, der var lavet af lava. Det var så bizart. Så vågner jeg pludselig, og der er bare gået et halvt år! Og nu skal jeg bare starte i skole igen, og jeg har ikke fulgt med i sådan to semestre."

     Tavshed. Vi stirrede på ham med medlidenhed.

     "Fuck det," mumlede Brandon og strakte hals. "Mor!" råbte han. Det gav et sæt i alle de voksne, og de kiggede alle sammen hen imod os.

     "Ja, kære?" sagde Hilda med et smil.

     "Jeg tager altså med til festen i morgen aften!"

     Hilda lignede én, der fik noget galt i halsen. Brandons far blev helt bleg. Celina spærrede øjnene op, og Kiras forældre så bare på Brandon, som om de havde lyst til at omfavne ham.

     "Det kan du da ikke!" udbrød Hilda. "Du kan ikke engang , hvordan vil du bære dig ad med at danse?"

     "Det er afslutningsfesten, mor," protesterede Brandon. "Jeg er nødt til at være med."

     "Men du er jo slet ikke frisk nok," sagde Brandons far nu i et så bydende tonefald, at Brandon sank helt sammen i opgivelse. "Og der kommer til at være sprut, høj musik og fulde teenagere. Du kommer ikke med. Og det er jo ikke, fordi det er dit sidste år. Der er stadig én afslutning tilbage, og det er den, der betyder noget."

     "Men..."

     "Ikke noget "men", min dreng. Du bliver hjemme, så du kan blive helt frisk. Ikke flere problemer med dig. Dem har vi haft nok af."

     Det var måske at gå lidt over stregen. Det havde jo ikke være Brandons skyld, at han var blevet involveret i alle de her sære ting gennem de sidste to skoleår. Og det var da slet ikke hans skyld, at han var røget i et koma. Det var ingen af vores skyld. Vi havde bare været molder uheldige.

 

Det nedtonede festlighederne en anelse. Faktisk en hel del. Bagefter spiste vi den kæmpestore kage, og jeg fik et stykke, hvor der var et billede af Brandons næse på. Kira tog et billede af mig, som jeg skar grimasse af den. Det hyggede vi os lidt over. Bagefter ryddede vi op. Jeg kom ud med nogle tallerkener i køkkenet, hvor Celina stod og var ved at vaske op. Hun smilte til mig.

     "Det er rart at have ham hjemme, synes du ikke?" spurgte hun.

     "Jo," svarede jeg og stillede tallerkenerne. "Jeg ville bare ønske, at han kunne tage med til fest. Eller med på sommerferie."

     Der lagde sig en skygge over Celinas ansigt, som jeg nævnte sommerferien. Det var der ikke noget at sige til, siden vi havde planlagt at tage til Helvede - bogstavelig talt. Oprindeligt havde det bare været Catriana, der var blevet tvunget af sin far til at tilbringe tre uger dernede. Så havde Rin tilbudt, at vi alle tog med. Helvede var jo et eksotisk og anderledes sted, sådan som hun udtrykte det. Hun, Kira og Matt var så med på idéen, mens jeg ligesom ikke rigtig var så ivrig. Det var ikke, fordi jeg havde det absolut bedste forhold med min kære svigerfar, Djævelen.

     "Skal I absolut derned?" spurgte hun og vaskede op, meget hidsigt nu.

     "Altså. Nej," svarede jeg. "Men vi gør det jo sådan du ved, frivilligt."

     "Jeg bryder mig ikke om det. Han er Mørkets Herre, ikke den type, man tager på ferie hos."

     "Alt det her Mørkets Herrehejs er altså lidt af en overdrivelse, Celina. Han er bare en sur, knotten mand, der er far til min kæreste."

     "Hvorfor er det nu, at du er kærester med hende igen?"

     Jeg fnøs. "Ej, nu går jeg altså. Catriana er den bedste person i hele verden, og jeg elsker hende." Med de ord forlod jeg hende til hendes opvask.

     Bagefter var det tid for os andre til at tage tilbage til Pijifenas, så vi kunne være friske til i morgen. Så vi tog vores overtøj på og sagde farvel til Brandon, der så ulykkeligt på os.

     "Vi ses jo i overmorgen," forsikrede jeg ham om.

     "Ja, og så tager I af sted igen."

     "Og så ses vi igen om nogle uger. Det skal nok gå det hele!"

     Rin gav ham et kys, hvorefter hun åbnede døren, og vi gik alle ud. Lige inden døren blev lukket, hørte vi Brandon råbe efter os: "Jeg håber, at han koger jer levende!"

 

*Kira*

 

Jeg gik ned ad en vej. En slags sti, nærmere. En landevej, som kun var eksisterende, fordi der havde kørt nok vogne til, at man kunne se sporene i græsset. Langs vejen var der egetræer. Egetræer med så brede kroner, at de næsten dannede et slags tag hen over vejen, så man var dækket af skygge. Jeg gik dér. Sammen med folk. Folk, som jeg ikke kunne sætte ansigter på. Men det var folk, som jeg følte mig tryg ved. I min hånd var en andens. En stor hånd med hård hud, som tilhørte den en smed. Det var en varm hånd, som jeg elskede. Som blommen i et æg, følte jeg mig.

     Og pludselig stod jeg på en eng. Og lidt fremme tårnede der sig et slot. Ikke sådan et af de dér kongelige slotte, som man ser rundt omkring. Det her var et gammelt middelalderslot, og det var så faldefærdigt, at det mere var en ruin end rent faktisk en bygning. Det kom tættere og tættere på, som jeg løb nærmere og nærmere mod det.

     Op ad trapper.

     Ind af døre.

     Ned ad korridorer.

     Og så pludselig et rum.

     Så skiftede scenariet. Jeg så Darkeya. Darkeya og Yasmin. Og andre, hvis ansigter jeg ikke genkendte. De sad i lænestole. Darkeya så så mærkeligt undrende ud. Jeg så ham fra en stol selv. Jeg sad der sammen med dem.

     "Hvad er det, jeg vil...?" mumlede Darkeya.

     "Og hvorfor...?"

     "Og hvordan...?"

     Og pludselig igen var jeg et nyt sted. Jeg fløj igennem luften. Højt oppe. Jeg svævede. Det var den mest befriende følelse i hele verden.

     Ret fremme var der en lille hytte. Bygget op ad det største træ, jeg i mit liv havde set. På taget sad en engel med kastanjebrunt hår og fuldskæg.

     "Hvad laver du her?" spurgte han mig truende og rejste sig op. Bortset fra, at han ikke spurgte mig. Han spurgte en, der stod ved siden af mig. Men hvem, ved jeg ikke.

     Orakel...

     Et orakel...

     "Vi har allerede et orakel," sagde en stemme. En stemme, som jeg genkendte. Darkeyas stemme.

     Og så en kvinde. En kvinde med langt, mørkt hår, der faldt hende ned ad ryggen. Hun gav sig til at skrige højt, som lyset oplyste alt omkring hende. Folk faldt. Bortset fra, at det ikke var folk. Det  var robotter. Robotter af sten.

     Og højt oppe over mig svævede der en person. Jeg kunne kun se vedkommendes silhuet. Men vedkommende lyste alt op. Der var én, der beskyttede mig imod lyset. En person med store, sorte ravnevinger, som omfavnede mig.

     Og så mørke. Det mørkeste mørke, jeg nogensinde havde set.

     Og et brændende hus.

     Et barneskrig.

     Og så et skrig, som jeg genkendte.

     Cats skrig.

     Jeg vågnede op med et skrig. Jeg fór op, så jeg slog mit hoved mod overkøjen. Av. Fortumlet så jeg mig omkring. Nu var jeg på mit værelse. Mit værelse på Pijifenas Magiskole. Der var gardiner trukket for vinduet, så der var helt mørkt. Men jeg kunne se, at det var lyst udenfor.

     "Godmorgen, sovetryne," fløjtede Ena og tog sin ørenring på. Hun var allerede klædt på. "Er du klar til årets sidste prøve før det er sommerferie?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...