Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2161Visninger
AA

37. Epilog

 

 

Cat var gået ind på sit værelse den dag efter at have betragtet udsigten i længere tid end hun havde lyst til at indrømme.

     Hun var både frustreret og vred. Frustreret og vred, fordi hun ikke havde kunnet stoppe med at græde. Fordi de alle var her, og fordi hendes far af en eller anden grund havde tilgivet dem. Tilgivet ham.

     Men hun ville aldrig tilgive hende. Det nægtede hun. Hun kunne aldrig leve sammen med ham. Der var sket for meget, hun havde set for meget.

     Da hun kom ind på værelset, stod hun lænet op ad døren med lukket øjne i lidt tid, bare for at føle, hvordan verden blev lukket ude. Men da hun åbnede dem, gispede hun.

     Hendes værelse lignede noget, dæmondragen havde slæbt med ind. Som om en seriemorder var gået amok herinde (hvilket godt kunne ske i Helvede, faktisk). Hendes seng var ødelagt, tilsølet i blod, hendes dyne og pude kradset og revet i, så der lå fjer over det hele. Hendes bøger var revet i stykker og lå hulter til bulter på gulvet. Det samme var at sige om hendes notespapirer fra skolen. I væggene var der aflange rifter fra klør.

     Langsomt kom hun tilbage til den nat, hvor hun havde set dragerne komme løs. For det var selvfølgelig det eneste, hun kunne tænke på, da hun så dette værelse. Dragerne. Det hele kom tilbage til dragerne.

     I hendes seng lå der blodige skæl. Cat gik hen og samlede et op med rystende hånd. Jo, det var et skæl. Et drageskæl. Sort som kul.

     "Hallo?" hviskede hun ud i intetheden. Men der kom intet svar. Dragen var her ikke længere. Men døren ud til balkonen var på vid gab. Cat løb derud, så ud over byen. Men nej, dragen var ikke at se nogen steder. Hun vidste ikke, hvad hun skulle tænke om det. Skulle hun være lettet? Rædselsslagen?

     I lang tid blev hun derude, spejdende efter dragen. Hun overvejede at tilkalde nogen. En fordømt, måske endda hendes far. Han kunne altid berolige hende, fordi han selv var så rolig evigt og altid.

     Så tænkte hun på Darkeya. Det kunne ikke være et tilfælde, at han var i Helvede på samme tid, som hendes værelse var blevet ødelagt af Mørkets Drage!

     Netop som hun drejede om på hælen og skulle til at storme ud af værelset, fik hun øje på noget hvidt på sin seng.

     Alt hvidt skillede sig i den grad ud i Helvede. Her var det nærmest en forbudt farve, fordi den symboliserede Gud og engle. Så ja, noget hvidt strålede som solen, når det lå i Helvede.

     På hendes hovedpude lå et lille sammenfoldet, hvidt papir. Cat gik hen til det og løftede det op. Der var blodpletter på, men hun kunne også se, at der var skrevet et eller andet på indersiden. Hun tog en dyb indånding, foldede papiret ud, satte sig på sin seng og læste, hvad der stod.

     Da hun var færdig, rystede hendes hænder. Hendes arme. Hendes ben. Selv hendes tæer.

     For nu indså hun, at det ikke var afsluttet med Chariisy. Det var begyndt med Chariisy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...