Den her roman er et vrag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
"Vi kan ligeså godt få det på det rene: Jeg aner faktisk ikke, hvordan den her bog kommer til at ende. Eller hvad den helt præcis skal handle om."

12Likes
5Kommentarer
450Visninger
AA

3. Kapitel 3

”Hvor blev du af?” spørger Michelle, da jeg kommer tilbage. Hun har selvfølgelig slet ikke opdaget, hvorfor jeg smuttede ud på toilettet. Måske har hun ikke engang opdaget, at jeg var væk, før nu.  

”Jeg spildte ud over mig selv, så jeg var lige inde og prøve at tørre det af,” svarer jeg og rækker ud efter min taske for at tjekke, om alt, jeg efterlod, stadig er der. Minder mig selv om altid at have den på mig – selv i de mindre flatterende øjeblikke, hvor jeg flygter ud på toilettet.

Man ved aldrig med folk nu om dage. Og Michelles opmærksomhed kan man ikke bruge til noget.

”Vi er blevet inviteret med videre i byen,” siger hun og nikker mod den blonde fyr, hun sikkert allerede har fået på krogen. Det gigantiske smil på hendes læber fortæller i hvert fald rigeligt.

”Jeg bliver nødt til at springe over,” siger jeg og prøver at lyde ærgerlig, selvom jeg for en gangs skyld er lettet over min klodsethed. Det her er en af de få gange, hvor min hjerne faktisk samarbejder med mig omkring noget, vi begge ved, jeg vil fortryde i sidste ende.

”Det kan du ikke, det er socialt selvmord,” hvæser Michelle, og jeg peger på mine bukser.

”Jeg kan ikke tage i byen i de her. Dét vil være socialt selvmord.”

”Men jeg lovede dine forældre, at vi følges hjem,” sukker hun, selvom hun er ligeglad. Det ved vi begge.

Jeg har ikke lyst til at ødelægge aftenen for hende, men jeg har endnu mindre lyst til at tage med videre.

Det ender alligevel som det plejer – Michelle hænger ud med nogle andre, og jeg sidder i et hjørne og venter på, at vi tager hjem. Det behøver jeg ikke engang et flash forward for at vide.

”De behøver ikke vide, at vi ikke gjorde,” svarer jeg. Faktisk er det nok en meget god idé, at vi ikke følges hjem, for Michelle vil nok først drikke sig pissestiv, før vi går nogen steder.

”Er du sikker? Du kan ikke bare tage med lidt?” Michelle blinker nogle ekstra gange med de mascarabelagte øjenvipper. Jeg holder et suk tilbage.

”Mine bukser er klamme. Det er altså okay, Michelle. Mine forældre opdager det ikke. De er jo ikke engang hjemme.” Hvilket netop er grunden til, at vi skal følges.

”Okay.” Michelle sukker og tager sin taske ned fra stoleryggen. Jeg prøver med et smil, men har det allerede som om, tråden til vores venskab er blevet kappet over. Jeg er ikke bekymret for, hvordan hun kommer hjem, fordi hun er mere vant til det end jeg er. Hun har altid styr på det, eller også kan hun med et enkelt vift få et lift.

”Vi ses,” siger jeg og krammer hende, selvom det af en eller anden grund virker akavet. Jeg venter ikke på at akavetheden bliver mindre – eller værre for den sags skyld, men sætter i stedet kurs mod døren.

En kølig brise omfavner mig, da jeg træder udenfor. Solen er for længst gået ned, og gaden er delvist henlagt i mørke og delvist oplyst af lygtepælene. De er placeret forskudt fra hinanden med mellemrum nok til, at der opstår slugende skygger i mellem dem.

En svag duft af våd jord når mine næsebor, da jeg bevæger mig ned af fortovet. Der går ikke længe, før jeg fornemmer de første regndråber mod mit ansigt. I lyset fra lygtepælene ser jeg, hvordan dråberne langsomt forvandler sig til streger.

Jeg fortryder, at jeg ikke har taget en jakke med hætte på eller en paraply med. Regn er langt fra et sjældent syn her, men i morges skinnede solen så meget, at jeg var sikker på, at den kunne drive enhver nærmende sky væk.

Den har tydeligvis ikke gjort sit job ordentligt.

Jeg vikler armene om mig selv i et forsøg på at afskærme mig fra kulden. Mine skuldre er næsten helt oppe ved mine ører, min skjorte suger sig ind til min krop.

Selvom butikkerne er lukkede, er der en del, der stadig har lys i vinduerne, og det giver mig en form for tryghed.

Da jeg er på vej om hjørnet, forsvinder regnen over mig, og himlen bliver en blå paraply. Mit hjerte springer et slag over, følger så regnens trommen på paraplyen. Jeg vender ansigtet op i mod det for hurtigt velkendte ansigt.

Mit tredje møde med Daniel den aften. Eller fyren, hvis navn, jeg egentlig ikke kender endnu.

”Tak?” Min tydelige undren former ordet til et spørgsmål. Jeg er så uhøflig, når jeg er forvirret.

Der går et øjeblik, før jeg selv kommer frem til svaret på det ustillede spørgsmål.

”Michelle fik dig til at følge efter mig.” Jeg sukker.

Selvfølgelig har hun sendt nogen af sted. 

”Jeg er dårlig til at lyve. Ellers ville jeg godt komme med en anden forklaring,” halvråber han over regnen. Hans mund fortrækker sig i et smil, der straks både smitter af på mig og får mit hjerte til at banke hurtigere.

Selvom jeg ikke bør, giver jeg mig selv lov til at tjekke ham ud. Bare lidt.

Han er kommet op ved siden af mig, så det er nemmere.

Han har brunt hår, ikke ligeså mørkt som mit; mere… som mælkechokolade. Håret klistrer sig til hans ansigt. Han er lidt spinkel, både den hvide T-shirt og den opknappede frakke sidder løst på ham, men det er ikke alt dét, jeg er interesseret i. Det er selvfølgelig øjnene.

Af en eller anden grund kan mine egne ikke lade være med at søge op i mod dem, selvom jeg har forsøgt at undgå dem hele aftenen. De er så grå og klare.

Der er et eller andet livsbekræftende over dem.

Det lyder åndssvagt. Det ved jeg godt.

”Det må du virkelig undskylde,” mumler jeg og skæver til ham, mens jeg forsøger at undgå hans altopslugende blik.

”Hvad?” Han bøjer hovedet, så han kommer tættere på mig. Den pludselig bevægelse får min krop til at vige tilbage, og jeg stopper mig selv lige inden, jeg hopper ud af paraplyen.

”Jeg sagde: Det må du virkelig undskylde,” prøver jeg højere.

Jeg bryder mig ikke om Michelles ”magt” over andre, og jeg hader, når hun bruger den til at hjælpe mig på den her måde.

”Det er okay. I gjorde mig en tjeneste – jeg manglede en undskyldning for ikke at tage med videre,” svarer han og sender mig endnu et smil, der buer mere op i den ene side.

Jeg holder vejret og føler en behagelig varme i min krop. Jeg er i det mindste ikke den eneste, der leder efter undskyldninger for at slippe uden om.

Det er altid noget.

”Bor du i nærheden?” spørger jeg og kigger over på nogle lejligheder på den anden side af gaden. De fortsætter langt ned og forsvinder til sidst i mørket.

”Nogle gader herfra,” svarer han og nikker i den modsatte retning. Jeg følger hans blik uden forventning om at se noget. Regnen er allerede stoppet med sin trommen på paraplyen. Vi behøver ikke længere tale så højt.

”Fedt,” er det eneste, der finder min tunge – smalltalk er ikke min ting, ikke med folk, men det har du nok også opdaget.

”Hvad med dig?”

”Jeg bor ti minutter herfra med bussen.” Jeg spejder utålmodigt efter min bus, da vi når stoppestedet.

”Jamen det er jo ikke så langt væk. Det kan være, vi ses,” siger han. Hans nærhed fylder mig med en speciel varme. Jeg kan ikke længere føle kulden fra mit våde tøj.

”Ja, det kan være,” siger jeg og bliver både lettet og skuffet, da jeg ser to lyskegler dukke op.

Hvor er det typisk mig at ombestemme mig netop i det sekund, hvor det er for sent.

”Mit navn er for resten Daniel,” siger han.

”Jeg hedder Ella,” fortæller jeg og lader mit tredje møde med Daniel være der, hvor jeg efterlader ham i regnen.

I det mindste har han sin blå paraply. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...