Den her roman er et vrag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
"Vi kan ligeså godt få det på det rene: Jeg aner faktisk ikke, hvordan den her bog kommer til at ende. Eller hvad den helt præcis skal handle om."

12Likes
5Kommentarer
452Visninger
AA

2. Kapitel 2

Der dufter af citrus, da jeg træder ind på toilettet. Her er rent, nærmest klinisk, men jeg ved godt, jeg ikke skal lade mig narre af dets ydre.

 Jeg går direkte til vasken og forsøger at duppe colaen med en våd serviet, selvom jeg allerede er nået til konklusionen, at jeg ikke får det af.

Det er også bare typisk mig.

Det er mig, når jeg panikker.

Mig i nærheden af andre mennesker.

Det er mig sådan cirka… altid.

Colaen klistrer og i virkeligheden gør jeg det hele værre.

I det mindste kan jeg bruge det som en god undskyldning for at tage hjem, nu hvor Michelle har fundet andre venner.

Stilheden er opslugende herinde. Jeg kan ikke høre hendes stemme længere eller musikken, der spiller i baggrunden. Det er som om det er et sted, hvor tid og sted ikke findes. Det eneste, der forstyrrer er en summende lampe, der blinker engang i mellem og gøre toilettet til det creepy sted, jeg nok havde forventet, det var.

Så bliver stilheden brudt af en skinger, knagende lyd fra døren, der pludselig går op, og jeg farer sammen. Jeg vender mig om og møder øjnene. De smiler, og mine knæ giver en smule efter.

”Hej,” siger fyren (på det tidspunkt, ved jeg ikke, at han hedder Daniel). Af en eller anden grund får det temperaturen i min mave til at stige. Jeg fanger mig selv i at kigge rundt og undersøge, om der er en anden herinde, som han taler til, for hallo, hvorfor skulle han tale til mig?, men her er selvfølgelig kun mig og min manglende stolthed.

Jeg får fremstammet et hej.

Så samler jeg mig selv og kommer helt tilbage til virkeligheden.

”Øhm… Det her er dametoilettet… er det ikke?” spørger jeg, pludselig i tvivl om det er mig i mit paniske øjeblik, der er gået forkert.

Det vil ikke engang overraske mig.

Mine ører er varme, jeg håber ikke, at jeg er rød i hele hovedet. 

”Jo,” svarer han bare, det brede smil, han sender mig i forbifarten, når ham til øjnene. Han slentrer hen til toiletbåsen, og jeg kan ikke lade være med at stirre og vente på, at han kommer med en yderligere forklaring.

”Det dufter altid bedre herinde,” siger han, lige inden han lukker og låser døren. Overhovedet ikke det svar, jeg forventede. Mine kinder bliver varmere.

Han kan da ikke bare gå ind på dametoilettet, fordi der dufter bedre?

Så mit andet møde, og det første, hvor jeg rent faktisk talte med Daniel, var ude på dametoilettet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...