Den her roman er et vrag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
"Vi kan ligeså godt få det på det rene: Jeg aner faktisk ikke, hvordan den her bog kommer til at ende. Eller hvad den helt præcis skal handle om."

12Likes
5Kommentarer
449Visninger
AA

1. Kapitel 1

Vi kan ligeså godt få det på det rene: Jeg aner faktisk ikke, hvordan den her bog kommer til at ende. Eller hvad den helt præcis skal handle om.

Jeg ved bare, at jeg har en historie, jeg vil fortælle, og at den historie begynder i dag. Faktisk lige om lidt.

Og hvordan ved jeg det? Det gør jeg, fordi jeg ved, at jeg i aften for første gang møder Daniel.

For mange er det en bestemt begivenhed, der er skelsættende for deres liv. For mig er det Daniel. Og nej, jeg er ikke synsk – det her er bare et flash forward. Bare for at gøre det lidt mere spændende – og så du ved, hvem, du skal holde øje med hen af vejen.

En anden, du skal holde øje med, er Michelle. Det er min bedste veninde fra folkeskolen. Bedste, fordi hun er min eneste veninde. Hvilket automatisk gør hende til den bedste… I guess.

Vi var uadskillelige engang. Ligesom alle andre bedste veninder i den alder.

Så begyndte vi begge på gymnasiet for to år siden, og endte i hver vores klasse. Michelle fik nye veninder, og jeg fik nye bøger (hvilket svarede til nogenlunde det samme).

Derfor synes du nok også, at det er lidt underligt, at vi er taget på pub sammen i aften. Og tro mig – jeg synes også, det er underligt, for jeg ved, at Michelle foretrækker sine andre veninder over mig, så hvorfor har hun sagt ja? Men det mest underlige er, at det faktisk var mig, der spurgte.

Jeg spurgte, om vi skulle lave noget sammen.

Jeg gætter på, at man på et eller andet tidspunkt i ensomhedens selvgravede hul når et sted, hvor man har brug for at møde de mennesker, man engang omgav sig med. Og hvor ens hjerne glemmer, at du for det meste ikke bryder dig om at være social i offentligheden, fordi det suger mere energi ud af dig end et dobbeltmodul i mat A.

Ja. Jeg er typen, der hellere vil være social foran fjernsynet.

Måske var det også bare tanken om at komme ud af huset for en gangs skyld, der lød fristende. Nogle gange bliver ens trancelignende daglige rutine bare for meget. Nogle gange har man bare brug for at lave noget nyt – også selvom man bliver nødt til at gøre noget, man normalt ikke bryder sig om.

At jeg ofte fortryder bagefter, tager min hjerne aldrig forbehold til.

Men det er vel noget af det essentielle i fortrydelse. Man ved egentlig godt, at den vil komme, men man gør det alligevel.

Spoiler: Senere tager jeg til en fest, jeg selvfølgelig også fortryder.

Men lad os vende tilbage til nuet, hvor Michelle netop hvisker: ”Okay, lad være med at kigge, men shit ham den blonde bag dig er pisselækker.” Og jeg kigger selvfølgelig. For enhver ved, at når man først siger til nogen, at de skal lade være, så gør de det.

Jeg sagde, du ikke skulle kigge!

”Han har ikke set mig,” hvisker jeg tilbage og prøver at finde en blond fyr i den gruppe, der sidder ved bordet bag mig. Der er seks personer, og to af fyrene er selvfølgelig blonde.

”Det er ham i den sorte T-shirt,” hjælper Michelle lidt for ivrigt, mens hun nøje holder øje med, at han ikke ser på os.

Hvis der er noget, der kan rette op på vores næsten-ødelagte venskab, er det Michelles begejstring for fyre, og min mangel på samme.

Så er alting tilbage, hvor det plejede.

”Han er okay,” svarer jeg, selvom jeg ikke kan se det ”pisselækre” over ham. Musklerne er lidt for store, og hans personlighed fylder lidt for meget. Han snakker så højt, at jeg næsten tror, han taler til os, og de store armbevægelser, er ved at slå hans sidekammerater ned.

”Han er okay? Han er pisselækker, Ella.” Michelle ruller øjne af mig, og jeg bider en kommentar i mig om, at hvis hun ikke kan beskrive ham med andet end pisselækker, burde hun måske revurdere ham.

Ja. Vores venskab bliver holdt sammen af 80 % uenighed, 10 % barndomsminder og 10 % tryghedszone og min frygt for at møde andre mennesker.

”Du kan gå hen og tale med ham?” foreslår jeg, selvom jeg håber, hun ikke gør det.

”Er du sikker? Vi kom her jo for at hygge os sammen,” begynder hun eftertænksomt, men jeg ved godt, at hun mere siger det obligatorisk, end fordi hun egentlig mener det.

Der skal ikke andet til end et løftet øjenbryn, før hun er halvvejs oppe af stolen.

”Mine pomfritter holder mig beskæftiget,” mumler jeg, men der er hun allerede henne ved det andet bord.

Jeg kan godt underholde mig selv. Det gør jeg jo i forvejen, når vi ikke er sammen, så hvorfor skal det være noget andet nu? Udover, at jeg sidder helt alene ved et bord på en pub og spiser pomfritter.

Jeg sukker. Vi er selvfølgelig nået til den første fortrydelse i aften.

I virkeligheden bør jeg joine samtalen, så jeg kan rette op på det sociale selvmord, jeg er i gang med.

Men tanken får min mave til at vende pomfritterne en halv omgang.

Du har nok fået et klart billede af, at jeg ikke er typen, der tager initiativ eller som er god til at tale med andre mennesker.

I stedet observerer jeg dem bare. Som en anden creep. 

Michelle er allerede smeltet ind i den nye gruppe. Det er en evne hun har; et pragteksemplar på Survival of the fittest. Hun overlever, fordi hun kan tilpasse sig. I mens er jeg ved at grave min egen grav.

Det er som om, hun bare skal se på folk, og så føler de, at de har kendt hende altid. Det var sådan, jeg havde det, da hun begyndte i min klasse i femte.

På en eller anden måde blev vi venner. Jeg husker ikke, hvordan. Jeg havde andre venner dengang (ja, jeg ved godt, det er svært at forstå, men det havde jeg altså). Men de smeltede langsomt væk fra mig, og Michelle og jeg blev en duo. Man kunne ikke sige Ella uden Michelle. Og man kunne ikke sige Michelle uden Ella.

Nu siger man Michelle, mens Ella for længst er glemt.

Jeg kan høre Michelles stemme tydeligt i samtalen, som egentlig ikke er en samtale, men en tale. For Michelle styrer showet, og gruppen lytter med intense øre.

Hendes armbevægelser er store – ligesom ham den blondes. Men hun gør det mere elegant, og hendes personlighed fylder rummet på en hel anden måde. Fortryllende, vil man beskrive det. Hun kan vikle alle omkring sine fingre bare ved at tale.

Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende. Betragte fortryllelsen, hun langsomt er ved at lægge over dem. Betragte hende, fordi hun er alt det, jeg ikke er.

Måske er det også derfor, jeg vælter min sodavand i dét sekund, jeg møder et par grå øjne, der måske – måske ikke, har holdt øje med mig, mens jeg har gloet på Michelle.

Det kloge hoved har nok allerede gættet, at de grå øjne tilhører Daniel. Så ja. Det første ’møde’, jeg havde med ham, var mig, der væltede cola udover mig selv. Og mig, der er ved at vælte stolen bagover, da jeg rejser mig. Og mig, der flygter ud på toilettet, i stedet for at holde på den smule stolthed, jeg har tilbage et eller andet sted dybt nede i baglommerne på mine gennemblødte jeans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...