Prisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2016
  • Opdateret: 10 okt. 2016
  • Status: Færdig

5Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. Prisme

Tiden opfører sig ikke på samme måde om søndagen som resten af ugens dage. Min alarm ringer ikke, men i stedet vækker solen mig om morgenen, da den sniger sig forbi gardinet. Jeg ligger ofte i sengen søndag morgen og tænker, krøller lagenet mellem tæerne; jeg tænker på Luis og når vi går ture og blæser luftkys til ænderne og til himlen. Luis siger, der er havfruer i Damhussøen.

Jeg tænker også på min mormor, på skuffedariet i hendes entre, hvor jeg fandt en glasprisme fra en gammel lysekrone og proppede den i lommen. På vej hjem i bussen knugede jeg prismen i min hånd, imens vi kørte forbi Herlev Hospital og buschaufføren fortalte, at det var Danmarks højeste bygning.

Dagen efter blev hendes dødsbo ryddet, og prismen gav jeg til Luis. Han fortæller mig smukke historier hver dag; de handler om fugle og lande, jeg aldrig har besøgt. Om blomster, der kun vokser nær floder i Indien og om sommerfugle, der kysser hans fingre.

Hjemme i Luis’ forældres store villa er der mørkt, men rent. Der dufter svagt af mug og noget sødt, ligesom bunden af en bedstemors håndtaske. Marisol, rengøringsdamen, sidder i køkkenet med avisen hver onsdag, når vi laver lektier hos Luis. Hun hænger altid vasketøjet op bag huset. Jeg ser det for mig, hvordan det blafrer dovent i vinden, og bliver liggende lidt endnu.

Alex er kommet hjem, jeg kan høre ham skramle med en kuffert nedenunder, hans strømpesokker mod trappetrinene. I løbet af det sidste år er min bror som forvandlet til en solfregnet fitnessinstruktør.

“Gider du lige?” spørger jeg ham, da han kryber ned under dynen ved siden af mig. Hans tæer er kolde. Min bror er brun som vådt sand efter en surfingtur til Australien med en kammerat; så brun at han knap nok ligner sig selv. “Du har kolde fødder.”

“Folk på din alder er så følsomme,” siger han.

“Jeg er ikke følsom,” siger jeg, selvom det er løgn.

Alex fnyser. Jeg har savnet at sidde med ham i haven og sige ingenting. Måden, han trækker ukrudt op af græsplænen med sine lange fingre, knoerne der bliver hvide. Jeg kan godt lide, når Alex ikke taler.

“Du skal ikke tage det personligt,” fortsætter han. “Jeg husker tydeligt dengang, jeg var lige så gammel som dig. Der var nogen, der havde spist alle krydderbollerne. Jeg var ret ked af det.”

Jeg skubber ham nær ud af sengen. “Det var for fem minutter siden,” siger jeg. “Du er fem minutter ældre end mig. Det svarer til den tid, det tager at spise den sidste krydderbolle.”

 

Senere tager jeg bussen hjem til Luis på udkig efter selskab. Jeg deler en chokoladebar med manden, der sidder ved siden af mig. Min mor er ikke hjemme, jeg har ringet til hende seks gange i dag.

Søsterens kæreste fra 3.g sidder i køkkenet og spiser en ostemad, da jeg bliver inviteret indenfor. Loftslampen kaster lange skygger hen ad klinkegulvet, og moderens parfume hænger i luften som et spøgelse. Jeg ser Luis holde glasprismen op for øjet og betragte lyset, der sælsomt danser over fliserne.

I have been waiting for you, Obi Wan,” siger han og hopper op på køkkenbordet, mens han kigger mig i øjnene. “Jeg ser frem til hver gang, du kommer og besøger mig.”

“Vi ses jo hele tiden,” svarer jeg fjollet. Jeg er blevet solbrændt af morgenerne i havestolen og langs søerne, hvor livsnyderne holder til i den spæde forårsluft: vi kysser og vi flirter, kæler og drikker i solen. At kigge på vandet gør så godt. Men jeg bliver aldrig mørk som Luis, så varm at man skulle tro, jeg glødede indeni.

Luis vinker mig tættere på, han hiver lidt i min fletning. “Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig,” siger han.

“Hvad?” spørger jeg.

Sommetider føler jeg mig så ubetydelig. Især om søndagen. Især når Luis kigger på mig for længe. Jeg føler mig lille i et skalaforhold, jeg ikke kan bestemme; en lille fugl i munden på en stor hund. Den fortærer mig hel, og jeg er mindre end en prik i et univers, der ikke synes at vente på mig.

Drømme venter ikke, det siger min mor. Jeg forestiller mig hende glad og smilende på dækket af et skib, slugt af sollys og med skyhøjt hår på grund af vinden. En gul kjole, hvide sko. Jeg drømmer om hende om natten, og vågner med følelsen af at have bidt i en citron.

Når jeg drømmer om Luis smager det bedre. Vi er ikke kærester. Vi er ikke ikke-kærester. Han ligner et beskidt gadebarn, der leger udenfor hele dagen. Jeg kender ingen, der er smuk som ham.

“Hvem slukkede solen?” mumler jeg. Det er begyndt at støvregne. Træerne i haven bølger i vinden, der rusker sådan i grenene.

Vi løber ovenpå. Jeg er ikke sikker på, hvorfor vi skynder os, men jeg smider mig på gulvtæppet på Luis’ værelse, forpustet. Over hans seng hænger en trofæhylde af ting, vi har fundet på bussæder eller loppemarkeder. Luis er ligesom en skade, han elsker ting, der skinner: en perleørering, et mistet nøglebundt, en konkylie.  

Kærlighed er et trofæ, det siger min mor. Et løfte. Et ønske fra et mælkebøttepust. Jeg har aldrig troet på kærligheden, men jeg føler mig alligevel som et fødselsdagsbarn, når jeg er hjemme hos Luis. Som om hans værelse altid venter på mig og er faldet i søvn i mellemtiden, men vågner, når jeg træder ind af døren.

“Hvad ville du vise mig?” spørger jeg ham. Vi kan tale om alting, men vi kan bedst lide at drøfte tegneserier, jazz, te og Paradise Hotel. Vi drømmer sammen, mest om hinanden.

Jeg ser på Luis, der fisker prismen ud af lommen og lægger den på min pande. “Ikke noget, egentlig,” tilstår han. Han prikker mig på næsen. Prismen er fedtet, så jeg giver den tilbage. Den føles symbolsk, men jeg kender ikke til dens betydning; som spaltningen af en følelse, der engang fandtes, men er blevet væk fra mig.

Luis tager den igen op til øjet. Jeg ved ikke, hvad han ser, men jeg spørger heller ikke.

“Min bror siger, jeg er følsom,” siger jeg.

“Det er der ikke noget galt med,” siger Luis.

“Men han sagde det på en måde, der fik det til at lyde som om, jeg er styret af det, jeg føler.”

“Det er der stadig ingenting i vejen med,” insisterer Luis. “Tværtimod synes jeg, det gør dig vældig beundringsværdig.”

Jeg føler mig solbrændt indvendigt. “Beundringsværdig? Næppe,” siger jeg og ruller om på maven. Der er hul i Luis’ ene strømpe. Jeg bider ham i tåen.

Foden er en legemsdel af lav hierarkisk status, det siger min mor. Jeg kan alligevel godt lide mine fødder. Jeg kan også lide, når Luis rører ved mine kinder og ved mit hår, som er jeg Braille-alfabetet, han forsøger at tyde. En flue summer ensomt i vindueskarmen.

Tiden opfører sig anderledes på en søndag, en usammenlignelig følelse. Jeg lader Luis holde mig i hånden. Det siger min mor er sundt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...