Naboen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Charlotte Richardson, kaldet Charley på 17 år, glæder sig som til hvert år, at fejre Halloween, og selv om man er 17 år, så har hun intet imod at klæde sig ud og fejre dagen - særligt når det kommer til skolens årlige Halloweenfest. Charley har bare ikke været heldig med at finde sig en date inden da, men chancen byder sig formentligt, da en mystisk fyr og hans familie flytter ind i nabolaget d. 31 oktober. Han er mystisk, flot og charmerende på den dystre måde - Charley vil prøve lykken... *Mit bidrag på Halloween-konkurrencen*

59Likes
45Kommentarer
12471Visninger
AA

2. 1 kapitel.


Tilflytterne.

Canada, onsdag d 31 oktober, 2012 kl. 9:17

Blikket på kassen var som fastfrosset, og roligt satte jeg mig ned på hug og åbnede låget på den store hvide kasse, der allerede havde samlet en smule støv siden sidste gang - Det ville rent faktisk sige siden d. 31 oktober, 2011.

Jeg sukkede over at se på det samme kedelige kostume, og jeg kunne tvivlsomt stadigt passe den. Jeg trak den langsomt op af kassen, mens jeg rejste mig i samme øjeblik og strakte mine arme op mod loftet og betragtede den hvide gamle brudekjole.

Det var en gammel brudekjole, som jeg havde fået af min bedstemor, da jeg var 12 år gammel, fordi hun mente ikke, at den nogensinde ville blive brugt igen pga den gamle 20'er mode, der bar præg over den, så derfor havde jeg brugt den sidste år på Halloween, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne bruge den igen denne gang igen igen. Sidste år var det lidt a'la Frankensteins brud, og denne gang tænkte jeg lidt i andre baner. Måske noget mere drabeligt?

"Charley?!", blev jeg afbrudt af min mors kaldende stemme nede fra - sikkert fra køkkenet?

Jeg greb ud efter en bøjle fra mit skab og hang kjolen op på den åbne dør til mit tøjskab, hvorefter jeg med et lille suk begav mig ud af mit værelse til jeg kom ud på gangen, hvorefter jeg småløb ned ad trapperne, til jeg kom ned i entreen og fortsatte derefter ud i køkkenet, hvor jeg selvfølgelig havde forventet at finde min mor, som jeg selvfølgelig også gjorde.

Jeg så opmærksomt hen på hende, hvor hun stod og gloede ud af køkkendøren, mens hun pulsede roligt på en cigaret, "Hvad så?", spurgte jeg undrende, hvor min mor stadigt stod og stirrede ud af den skide køkkendør, hvorefter hun så hen på mig, mens hun røg, "Smithers hus... Der er nogen, der er ved at flytte ind..", forklarede hun kort, så jeg rynkede brynene over hendes konstatering og gik selv hen til hende og så selvsamme vej ud af vinduet i døren hen på nabogrunden.

Ja Smithers havde været vores gamle nabo, der døde for knap 3 år siden af alderdom. Jeg havde ikke haft meget kendskab til mr Smithers, fordi han havde været en sur, gammel og pokkers indelukket mand, og havde ikke nogen familie, af hvad jeg vidste af. Siden dengang han døde, så havde huset stået tomt og blevet temmelig trist og nok en anelse skummel at betragte.

Nogen påstod, at Smithers spøgte i huset, men det troede jeg selvfølgelig ikke selv på. Hvad andet var, så var Smithers hus god til at skabe den uhyggelige stemning ved hver eneste Halloween, men nu flyttede der så åbenbart andre ind i det lettere faldefærdige hus, der kunne trænge til en kærlig hånd. 

Det var selvfølgelig ikke råddent og sådan, men kønt var det ikke med krakeleret maling på husets facader og krat og ukrudt var vokset som vildt i både forhave og baghave, og uromagere havde smadret enkelte vinduer i den øvre etage på husets forreste facade, så der uden tvivl var fløjet blade ind ad vinduerne i årenes løb og det kom slet ikke bag på mig, at der måske var flyttet nogle fugle og småkravl ind i husets øvre etage.

Det var sikkert fugle og sådan, der rumsterede i huset, så folk troede der spøgte? Ja, det var da en ret logisk forklaring, ikke?

"Wow, jeg troede seriøst, at kommunen ville rive lortet ned?", mumlede jeg lettere målløs over, at se folk der pludseligt flyttede ind.

"Åbenbart ikke?", mumlede min mor bag mig, så jeg så tilbage på hende, hvor hun pustede røgen ud med et skævt smil.

Jeg nikkede blot med et svagt smil, "Skal du eller jeg?", spurgte jeg med et skævt smil, hvor min mor nikkede, "Du kan godt... Jeg har vidst en nyindkøbt dåse småkager stående et sted i skabet, så kan du jo øse nogle op i en skål til dem..", forklarede hun roligt, så jeg ikke var et sekund i tvivl om, at det bare var så normalt, at vi og nabolagets andre beboer automatisk hilste nybeboer velkommen med snacks, mad og andre godter, og her var det heller ingen undtagelse, selv om min mor og jeg ikke havde alverdens penge, kun fordi min mor arbejdede som fængselsvagt i et fængsel ikke langt fra hvor vi boede.

Ja, min mor var sgu hård af sig, selv om hun ikke var andet end en rimelig slank flot kvinde med sine 42 år på bagen, men hun havde håndelag. Så man skulle såmænd ikke skue hunden på hårene. I dag var hun dog fritaget pga Halloween og hun havde planer ligesom mig, hvor hun skulle til Halloweenfest hos nogle venner hun havde.

Jeg skulle selv til Halloweenfest på skolen i aften og jeg glædede mig faktisk til trods for det ikke havde lykkedes mig at få en date, ledsager - you name it!

Jeg gik hen og åbnede køkkenskabet og straks var der gevinst på en dåse småkager. Yup, min mor huskede godt... eller noget?

Jeg tog dåsen med småkager ud og gik hen til køkkenbordet med dem, hvorefter jeg fandt en lille plastikskål frem fra et andet skab.

"Har du forresten fået dig en date til ballet i aften skat?"

Jeg så straks hen på min mor og rystede svagt på hovedet, "Nej Bryan skulle følges med Emily, og Matt afviste mig blankt, hvad der kommer meget bag på mig? Jeg troede han var interesseret i mig, så det havde været ret oplagt, men Claudia, skolens bitch kom mig i..." "Lille skat, jeg har jo sagt, at du ikke skal tale sådan om andre!", afbrød min mor mig, så jeg sukkede og himlede med øjnene, "Jamen mor! Claudia Hennesy, er virkelig skolens bitch! Hun behandler alle andre, der er knap så smukke i følge hendes øjne, som det rene shit!", forklarede jeg med spændte kæber, så min mor grinede svagt hovedrystende og gik hen til mig.

"Hun tager da så meget fejl skat...", svarede min mor og kærtegnede mig blidt på min kind og nussede den lidt med hendes tommelfinger, "Du er noget af det smukkeste i hele verden... Så naturlig og med en smuk sjæl, og så er du min pige...", forklarede min mor med et skævt smil og gav mig et kys på panden, hvorpå hun så på mig igen, "Forresten, så har en Victor Flammingham ringet og inviteret dig til ballet i aften, men jeg lovede dig, at du ville ringe igen...", forklarede min mor med et skævt smil, så jeg himlede opgivende med øjnene og tog mig hovedrystende på panden, mens jeg vendte mig væk fra hende, for at øse småkagerne op i plastikbøtten.

"Har det da ingen interesse?", spurgte min mor ved min side, så jeg trak sarkastisk på smilebåndet og så op fra plastikskålen med småkagerne og hen på min mor, mens jeg i blinde proppede plastiklåget på skålen, som jeg lænede lidt over, så luften røg ud af den tætlukkede skål, "Mor! Victor er slet ikke noget for mig!", svarede jeg kort og kontant med et skævt smil og tog skålen i den ene hånd og begav mig ud af køkkenet med retningen mod entreen, hvorefter jeg hoppede i mine sorte vans og greb ud efter min jakke, blot for at tage den let på. Ja, jeg magtede ikke at skulle lukke den, eftersom jeg bare skulle hen til nabogrunden, og det var til trods for det ellers var rimelig koldt udenfor.

Vi gik ligesom ind i november måned i morgen..

"Du skal ikke lukke den jakke der Charley?", spurgte min mor lettere fra siden henne ved dørkarmen til køkkenet, så jeg så hen på hende med et skævt smil, "Det er jo kun et smut hen til naboen, ikke? - Jeg er straks tilbage..", fnes jeg med et bid i underlæben, så min mor nikkede med et lille smil og kærtegnede mig hurtigt på hovedet og nikkede.

"Fint skat, bare du ikke bliver syg.. Skal du med ud og køre bagefter?", spurgte hun med et lille smil, så jeg så undrende på hende, "Hvad skal vi da?"

Min mor smilede skævt og lænede sig med armene over kors op ad dørkarmen, "Ja, der er græskarudstilling henne på hestetorvet, så jeg tænkte at du ville med? Og måske få udhulet nogle græskarlygter til nogle af byens unger?", smilede min mor skævt, så jeg nikkede med et smil, "Det lyder som en god idé mor.. Vi ses om lidt.", svarede jeg med et smil, så min mor nikkede, og jeg gik hen til hoveddøren og åbnede den, hvorefter jeg begav mig udenfor og smækkede døren let til.

Det var som en masse isterninger, der blev hældt ned ad ryggen på mig, da den kolde efterårsvind ramte mig, så jeg straks puttede mig i min jakke, selv om jeg ikke magtede at skulle lukke den ordenligt. Der var stadigt en hel del blade, som hvirvlede rundt på veje og stier, selv om kommunens gadefejere, ellers havde fejet mange blade væk de sidste ugers tid, så hjalp det kun lidt, kun fordi der stadigt var en del gule, røde og svagt grønne blade tilbage på træerne, til trods for at flere træer næsten var nøgne.

Vejret var også gråt og overskyet med en sol, der hele tiden kæmpede med at komme frem, men hvor det bare ikke lykkedes den mere end få sekunder, for i det næste, var der atter en kæmpe mørk sky, der gik ind foran den. Mega træls!

Jeg kom ud fra vores gangsti til forhaven og ud på vejen, hvor en lille flyttebil kun med flyttekasser stod. Det undrede mig da lidt, for så havde den nyindflyttet familie måske ikke møbler med?

Jeg gik hen til stakittet, der omkransede forhaven på Smithers gamle grund, hvor jeg så en rimelig ungdommelig mand komme ud af hoveddøren. Han var smuk og måske en anelse bleg i ansigtet, så han tydeligvis var kommet fra et sted hvor solen nærmest aldrig skinnede.

Han smilede svagt, da vores blikke mødte hinanden, hvor ved han stoppede op for enden af stien ved havelågen.

"Hej!", hilste jeg med et smil, så han rakte hånden hilsende mod mig, hvor jeg straks bemærkede, at han havde mørkebrune skindhandsker på. Forståeligt nok. Det var jo pissekoldt i dag! Så bare tanken om at skulle bære flyttekasser, måtte bestemt være koldt for hænderne.

"Dav! Du er måske vores nabo?", svarede manden, så jeg nikkede med et smil, "Ja, jeg bor inde i det gule hus der.", svarede jeg med et smil og hintede lettere bagud med hovedet mod min mors og mit hus, så manden så flygtigt derhen og nikkede, hvorefter han så på mig med et smil.

"Jeg hedder Tristan Bieber og min familie og jeg er tilflyttet fra Alaska - Jeg er lidt familiens overhoved..", forklarede Tristan, så jeg så lettere målløs på ham.

Hold da op! Familiens overhoved? Ham Tristan kunne ikke være mere end maks 28 år med hans udseende? Han fik det til at lyde som om, at de var en stor familie.

Jeg nikkede med et smil, "Okay, jamen velkommen til mr Bieber - Jeg hedder Charlotte Richardson, men kald mig endelig for Charl...", præsenterede jeg med et smil, men jeg forstummede, da en ung fyr dukkede op fra hoveddøren til naboens hus. Fuck, han var jo smuk - Og mystisk!

Han smilede ikke engang, da han gik hen imod Tristan og jeg ude på vejen ved flyttebilen. Gad vide, hvem han var? En bror eller noget til Tristan?

Tristan lo lidt, så jeg atter så på Tristan, "Hvad sagde du jeg skulle kalde dig Charlotte?", spurgte Tristan, så jeg smilede med lettere blussende kinder over, at jeg skulede mod den ret lækre fyr bag Tristan, som gik op i flyttevognen for at tage en flyttekasse, så det lignede at kassen var fyldt med fjer, kun fordi den lækre fyr slet ikke så sig besværet med den. Damn, han måtte vel være godt trænet?

Jeg bed mig usikkert i underlæben, da jeg mødte fyrens rimelig kolde og reserverede blik igen i flere sekunder.

"Charlotte?", lød det fra Tristan, så jeg røg ud af min sekunders trance med den reserverede fyrs kolde blik, så jeg igen så på Tristan, der grinede smørret.

"Hvad ville du kaldes?", spurgte han igen, så jeg smilede forlegent, "Bare kald mig Charley..", fnes jeg og rakte ham bøtten med småkagerne, "De er til jer, som en velkomst. Jeg ved godt at det ikke er meget, me.." "Justin?", afbrød Tristan mig og han så hen mod den lækre reserverede fyr med flyttekassen, der straks stillede flyttekassen på stien foran havelågen, hvorefter fyren, der åbenbart hed Justin kom spankulerende i roligt tempo hen til os.

Tristan smilede skævt, "Charley, dette er Justin, min søn.." "Søn?!", udbrød jeg målløs, så jeg så på skift mellem Tristan og Justin, der umuligt kunne have den største aldersforskel mellem hinanden. Ja, Justin kunne ikke være andet end 17-19 år gammel... Havde Tristan sagt lillebror, så var jeg med på den, men ligefrem søn?

Tristan grinede, mens Justin bare stod og så med et mystisk og køligt blik på mig, så hans blik virkede paralyserende og også en anelse skummelt.

"Ja, altså... Justin er egentligt min adoptivsøn, så vi er ikke blodsbeslægtede..", forklarede Tristan yderligere, så jeg slappede af med et lille fnis, "Nårh, på den måde? Så gav det pludseligt mening..", fnes jeg og rakte hånden frem mod Justin, "Hej Justin, jeg er jeres nabo Charley..", præsenterede jeg og stod ventende og parat til at give ham hånden, men han så bare på mig, som om jeg var mærkelig, uden at give mig hånden eller svare overhovedet.

Han brød sin kolde øjenkontakt med mig vendte sig omkring og gik hen til flyttekassen på stien, som han løftede op så let som ingenting og gik mod hoveddøren.

Kunne man tale om at være reserveret?

"Tag dig ikke af Justin..", afbrød Tristan mit blik efter Justin, der forsvandt ind i huset, så jeg så spørgende på Tristan.

"Sådan er han bare en gang imellem, og særligt også nu.. Han skal bare lige falde til..", forklarede han yderligere, så jeg nikkede med et svagt smil, og Tristan tog imod bøtten med småkagerne, som jeg havde i hånden.

"Tak Charley..", takkede han og så nærmest undersøgende på småkagerne i den svagt gennemsigtige skål, "De ser.. øh.. lækre ud..", forklarede han lettere anstrengt og smilede skævt til mig, så jeg nikkede med et smil.

"Nok ser de ikke ud af meget og er heller ikke hjemmebagte, men det er de bedste småkager man kan købe her i byen - De er virkelig lækre.. Prøv at smag én?", tilskyndede jeg med et smil, så Tristan nikkede med et lille grin.

"Mange tak, men jeg er ikke så småkagesulten lige nu, men de skal helt sikkert smages på et andet tidspunkt..", smilede han, så jeg nikkede og i næste sekund, så jeg en rimelig attraktiv og smuk blondine med fyldigt langt hår, der gik tydeligvis ned til midten på ryggen af hende, og som ikke kunne være mere end 25 år komme hen til os med et lille smil, så Tristan så mod hende med et varmt smil.

Damn, nu jeg tænkte over det, så måtte den familie virkelig ikke have fået særligt meget sol i Alaska, for både hun, Justin og Tristan var rimelig blege i ansigterne, men de var bestemt nogle smukke mennesker.

"Rose, dette er vores nye nabo Charley..", præsenterede Tristan, så Rose smilede og hvor jeg ville give hende hånden, så undveg hun og vinkede med lav hånd, som om det var normalt.

"Dav Charley..", smilede hun og gav Tristan et kys på hans kind og så på ham, "Vi skal lige have familiemøde indenfor.. Både Justin, Leonora, Vic og Holden, vil drøfte nogle alvorsord med dig..", forklarede Rose, så jeg stod og blev lidt overrasket over, hvor mange personer hun nævnte i den familie. Tristan nikkede med et lille smil, "Og hvad så med Alice, Olivier, Rennée og Max? Har de intet de vil brokke sig over?", grinede Tristan smørret og så flygtigt med et smil på mig. Rose fnes og trak på skuldrene, "Nope!", svarede hun med et stramt smil og så smilende på mig.

Wow, hendes orangebrune øjne virkede nærmest dyriske, intense og flotte på én gang, da mit blik fandt hendes.

"Hyggeligt, at hilse på dig Charley.. Måske ses vi igen?", fnes Rose lidt og vendte sig fra Tristan og jeg, hvor ved hun gik tilbage mod husets hoveddør.

Wow, nu jeg tænkte over det, så måtte de virkelig være mange i den familie, og så i et hus, hvor der kun var plads til maks otte mennesker?

"Jeg må hellere dukke op til familiemødet Charley."

Jeg så hurtigt væk fra deres hoveddør, hvor Rose for længst var forsvundet ind ad og så på Tristan og nikkede med et svagt smil og gav ham hånden igen.

"Jo selvfølgelig.. Jeg skal også til græskarudstilling med min mor inde i byen om lidt..", svarede jeg med et lille smil, så Tristan nikkede med et skævt og lettere skulende smil, "Græskarudstilling?", lød det nærmest undrende fra ham, så jeg nikkede med et bredt smil.

"Ja, det er jo Halloween i dag, så min mor og jeg skal ind og udhule græskarlygter til byens børn..", forklarede jeg med et smil, så Tristan nikkede bestemt.

"Nå ja.. Det er det jo også..", svarede Tristan med et smørret smil og lavede et falsk uhyggeligt ansigt i sekunder, "En aften fyldt med uuuuuhygge!", drillede han, så jeg nikkede med et fnis, "Netop!", grinede jeg, så Tristan blinkede med øjet.

"Det lyder uhyggeligt!", blinkede han med øjet og vendte sig omkring og gik mod huset.

Jeg rystede lettere på hovedet med et fnis og vendte mig omkring og skyndte mig tilbage til min mor.

- Hestetorvet og græskarlygterne ventede på mig..

~

Så blev der åbnet for første kapitel til min lille uhyggelige Halloween-novelle.

Giv gerne et like og meget gerne en lille kommentar, om den lyder som noget der er værd at læse?

Ses snart igen -

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...