Bag En Lukket Dør

Den sol som ellers havde stået klart på himlen da vi gik ind i kirken, var nu væk og var blevet erstattet af mørke, grå, kedelige skyer. Den skarpe kulde, bredte sig overalt i kroppen på mig. Den krøb ind under mit tøj, ind under min hud, og frøs mine indvolde til is. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg følte mig kold som is. Jeg følte mig som… som en klump af et menneske der intet formål havde. Jeg følte mig tom. Følte at min hud og mit tøj, blot var et dække over det mørke hul jeg nu var.

1Likes
0Kommentarer
36Visninger

1. Dawn

- 1 uge efter.

 

Den sol som ellers havde stået klart på himlen da vi gik ind i kirken, var nu væk og var blevet erstattet af mørke, grå, kedelige skyer. Den skarpe kulde, bredte sig overalt i kroppen på mig. Den krøb ind under mit tøj, ind under min hud, og frøs mine indvolde til is. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg følte mig kold som is. Jeg følte mig som… som en klump af et menneske der intet formål havde. Jeg følte mig tom. Følte at min hud og mit tøj, blot var et dække over det mørke hul jeg nu var.

I næste øjeblik kunne jeg mærke nogen spinkle fingre på min venstre skulder, og jeg vidste med det samme hvem det var.

“Hør.” Hans stemme var grådkvalt.

Jeg vendte hovedet, og kiggede op på ham. Lige ind i hans klare blå øjne. Det var ligesom at kigge ind i et spejl. Vi havde begge to fået mors øjne, og det havde folk bestemt ikke lagt skjul på at påpege.

“Det…” I næste øjeblik brød jeg sammen. Jeg havde ikke grædt i kirken. Det var som om at alle tårerne havde hobet sig op indeni mig. Det var som om at de nuværende tårer, halede op med alle de tårer jeg tidligere burde have grædt. For sagen var den, at jeg i stedet for at græde, bare var blevet omdannet af tristhed. Ren og skær tristhed. Jeg havde lukket mig inde på mit værelse. Tilbragt alle mine vågne timer på en stol ved vinduet. I håb om at hun skulle komme tilbage. I håb om at hendes røde bil ville kom trillende op i indkørslen som den plejede.

“Carter…” Jeg så op på min bror. Hans øjne var røde, hans læber var tørre og sprængte, og hans ansigt var blegt. Næsten hvidt. Jeg lænede min pande mod hans brystkasse. “Hvad skal vi dog gøre?”

Han lagde sine stærke arme rundt om mig, og lod forsigtigt sine fingre køre igennem mit hår. Vi havde aldrig været tætte. Det havde aldrig været Carter og mig. Det havde været Carter og så mig. I modsætning til andre søskende, så havde vi aldrig “dannet par” selvom man næsten skulle tro det. Vi lignede hinanden, vi kunne nemt udgive os for at være tvillinger. Carter var kun 1 år ældre end jeg. Han var en årgang højere end mig. Og alligevel snakkede vi ikke rigtigt sammen. Det havde vi aldrig gjort. Det var som om at vi levede i to forskellige verdener. Han levede i en verden fuld af glæde og farver, mens jeg levede i en sort/hvid verden fyldt med regn. Han havde venner, han havde en kæreste, han havde et social liv, han fik gode karakterer, han kom godt ud af det med alle. Jeg havde venner - få, men jeg havde da nogen, jeg havde intet social liv, mine karakterer var elendige, jeg snakkede ikke så meget til folk, jeg holdt mig for mig selv. Og sådan var det bare.

Han sukkede. “Det hele skal nok gå.”

Og selvom jeg håbede at han havde ret, tvivlede jeg på det. Da jeg tørrede mig under øjnene med bagsiden af hånden, satte min mascara - der grundet tårerne, var løbet - sorte klistrede spor.

 

Udover denne, havde jeg kun været til én begravelse i mit liv. Det var da min farmor døde, og jeg havde erfaret at det ikke var selve begravelsen der var nervepirrende og trist. Det var tiden bagefter.

Alle gæsterne var samlet i lejlighedens stue. Kaffekander, og fade med småkager stod rundt omkring. Der var mindst 40 mennesker. Alle sammen klædt i sort, det gjorde stuen til et mørkt hul.

Jeg sad på sofaen, mellem min tante og farmor som sad og snakkede lavmælt hen over hovedet på mig. På trods af at jeg prøvede at lukke deres samtale ude, var det svært. De snakkede om budgettet for begravelsen. Kisten, gravstenen, kagen. Hvor var det bare… bizart, uhensynsløst, klamt, ondskabsfuldt. Hvordan kunne de tillade sig at diskutere den slags ting til hendes begravelse. De fik det næsten til at lyde som et slags… problem? Det gjorde mig rasende. Rasende.

“Dawn?”

Tårerne - som ellers var hørt op på vej hjem fra kirkegården - trillede endnu engang ned af mine kinder. Mine hænder var knyttede, og mine tænder sammenbidte.. Min tantes hånd, hendes lange røde negle, borede sig ind i min skulder, og på trods af at det gjorde ondt, sagde jeg ikke noget.

“Er du okay?” Spurgte hun roligt.

Er du okay? Er du okay? Hvad i… Hvad i himlens navn var det for noget at spørge om? Hvad regnede hun med? At jeg var okay? Var det ikke åbenlyst at det ikke var tilfældet? Men i stedet for at bryde ud i vrede, som jeg burde, trak jeg på skuldrene og rejste mig. Uden at tage hensyn, masede jeg mig igennem menneskemængden, ind på det nærmeste toilet.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...