Bag En Lukket Dør

Den sol som ellers havde stået klart på himlen da vi gik ind i kirken, var nu væk og var blevet erstattet af mørke, grå, kedelige skyer. Den skarpe kulde, bredte sig overalt i kroppen på mig. Den krøb ind under mit tøj, ind under min hud, og frøs mine indvolde til is. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg følte mig kold som is. Jeg følte mig som… som en klump af et menneske der intet formål havde. Jeg følte mig tom. Følte at min hud og mit tøj, blot var et dække over det mørke hul jeg nu var.

1Likes
0Kommentarer
37Visninger

2. Carter

- 1 uge efter.

 

Mennesker her, mennesker der. Det var underligt. Hvordan Dawn sad i sofaen, mellem min moster og tante mens folk gik forbi hende som om hun bare var luft.

Og jeg… Ja, jeg stod i midten af stuen med en brændende varm kop kaffe i den ene hånd, mens jeg trykkede andre folks hænder med den anden.

Jeg havde hilst på alle i hele stuen - nogen havde jeg faktisk hilst på to gange. Og selvom stuen var fyldt med mennesker, følte jeg mig så alene - sammen med Dawn. Jeg følte, at vi var de eneste to i stuen, og selvom hun bare sad, uden at sige noget, uden at gøre noget, uden at vise det mindste tegn på liv; vidste jeg at hun havde det på præcis samme måde som jeg. Jeg vidste at hun var vred, at hun var såret, at hun var… tom? Det måtte hun være, ligesom jeg. Tom indeni. Jeg kunne ikke længere finde et præcist formål med mit liv. Jeg havde ikke længere noget at stå op til. Jeg følte, at mit verden drønede forbi mig med 100 kilometer i timen, og alt jeg kunne gøre var at se på.

“Carter.” Min far lod sin tunge hånd dumpe ned på min skulder. Siden det skete, siden det skete for en uge siden var min far den jeg havde været mest bekymret for. Jeg var bange for at han ville bryde sammen og lukke ned. Men det var ikke sket. I hvert fald ikke indtil videre. Han rømmede sig lavmelt og sagde så: “Hør, når ferien er slut og i vender tilbage til skolen og… Jeg er bare bekymret for Dawn. Mor var den eneste hun....” Hans stemme knækkede.

Inden han nåede at genoptage sin snak, lagde jeg ligeså en hånd på hans skulder og nikkede. For jeg havde forstået hans pointe. “Selvfølgelig. Jeg skal nok holde øje med hende.”

Han smilede taknemligt, klappede mig på skulderen og forsvandt så ud i det mørke hul af en menneskemængde.

Jeg kastede et blik ud i stuen, og forventede at se Dawn sidde mellem min farmor og moster på den grønne sofa, men Dawn var ikke at se nogen steder.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...