Jeg hader dig, men jeg elsker dig

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i ordene fortvivlende smerte. Historien er en historie der dækker over den værste måde jeg kunne miste min mor på. Den dækker over en historie der kunne være sand, der kunne blive sandhed, og alle de følelser bare tanken får til at storme gennem mig. Den beskriver den fortvivlende smerte ved at miste den man elsker højest.

0Likes
0Kommentarer
73Visninger
AA

2. Vi ses på den anden side

”Mor, det bliver ikke noget problem, du har gjort det hundrede gange før,” sagde jeg til hende med et grin, og klemte hendes hånd. Hun smilede til mig, og jeg lod som om jeg ikke bemærkede de små tårer der gemte sig i øjenkrogene. ”Du har klaret den alle de andre gange, selvfølgelig klarer du den også den her gang.” Jeg gav hende et kram og holdt hende tæt ind til mig i et øjeblik. Lugten af cigaretter var ikke i hendes hår længere, hun havde været her på sygehuset for længe til at den holdt fast. I stedet lugtede hun af den hårspray hun altid gik med. Meget velkendt, og helt særlig for hende. Hun tog min hånd og jeg kunne mærke hvor tørre hendes hænder var, de var sprukne, og det var som om de havde givet lidt op for forhånd, men jeg skød tanken fra mig. ”Vi ses på den anden side, ikke?” Jeg gav hende et sidste kram og smilede mit mest opmuntrende smil til hende, om end det nok ikke var til meget hjælp.

”Jeg elsker dig,” sagde hun og løftede hånden til en lille hilsen som de trak afsted med hendes seng, og jeg stod trofast og holdt øje med hende til hun var ude af syne. Da jeg ikke kunne se hende mere, sank jeg sammen på stolen bag mig og kørte en hånd gennem mit halvtørre, røde hår med et suk. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Det skulle nok gå, hun havde været gennem så mange hjerteoperationer, min mor, hun var nærmest udødelig. Og hun var blevet så meget bedre de sidste år, der var ikke dét hun ikke kunne klare. Desuden var hun kun treogfyrre år gammel, det var ingen alder, hun skulle jo nå at blive både mormor og oldemor inden hun en gang skulle herfra.

Jeg smilede ved tanken om det og grinede lidt for mig selv, intet problem, hun var stærk var hun, en klippe uden lige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...