Jeg hader dig, men jeg elsker dig

Hele verdenen skreg i mine øre, det sortnede for øjnene af mig, og jeg skreg, skreg så højt at jeg næsten ikke selv kunne bære det. Normalt gik jeg meget op i at se ordentligt ud, og skulle jeg endelig græde foran nogen, så prøvede jeg på at gøre det pænt, men lige nu var det lige meget. Snottet stod ud af næsen på mig, jeg græd så øjnene blev røde og gjorde helt ondt. Jeg var faldet sammen på jorden, med Kjelds arme omkring mig. ”Nej, nej, nej, nej!” var det eneste ord jeg kunne sammensætte, som fortvivlelsen buldrede ind over mig, som var den hundrede heste der trampede hen over mig i fuld galop. Mit hjerte... det føltes som om det var ved at sprænge, og pludselig kunne jeg ikke få vejret længere. ””NEJ!” råbte jeg, og det var som om at det kun fik det til at gøre mere ondt. Sekunder blev til minutter, minutter til evigheder, og smerten syntes ingen ende at tage. Jeg kunne ikke finde ord længere, jeg kunne ikke finde liv eller luft, det var som om jeg druknede, og ingen hjalp mig op. Jeg kunne nærmest mærke vandet sive ind i mine længer, jeg kunne mærke hvordan livet blev hevet ud af mig. Det var ikke retfærdigt! DET VAR IKKE RETFÆRDIGT!