Slip mig fri!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Igang
Michael er en mand i 30'erne som arbejder som psykolog - For at finde ud af mere må du læse teksten nedenunder xP

0Likes
0Kommentarer
37Visninger
AA

2. Kapitel 2

Shit. Tænkte han, han havde faldet i søvn, nu måtte han skynde sig, for han skulle hente sin far på plejehjemmet der lå to blokke væk fra kontoret. Han rejste sig, tog sin beige farvede frakke på, tog den brune mappe i hånden, de sorte læder sko på fødderne og forsvandt ud af rummet. Han var nødt til at skynde sig. Normalt tog han den samme kedelige elevator ned, men i dag havde han simpelthen ikke tid til at alle de gamle damer var så langsomme om at  flytte sig, og han havde hellere ikke tid til at høre på garn, og børnebørne der spillede fodboldkamp, eller høre om at nu var der en til der var død på plejehjemmet.

>>Skal du med Jesper?<< Spurgte en af de gamle damer som lige havde været oppe på etagen over ham i den pensioneret fitnesscenter.

>>For syv syttende gang, Gretha. Jeg hedder Michael<< Sagde han og gik lige forbi hende. De gamle damer kiggede fornøjet på ham og smilede mens de nærmest heppede på ham.

>>Skynd dig ned til den gamle!<< Grinede de. >>Han når jo af dø af alderdom hvis du er så langsom<<  Han sukkede og løb ned af trapperne. Da han var nået ud på gaden var det som om  tiden gik i stå. bilerne stod stille på gaden, menneskene stoppede med at gå, det var som om alle kiggede på ham. som om alt kun handlede om ham.

Michael gik langsomt ud på vejen og kiggede op. Selv flyene stod stille. Han rystede på hovedet og var tilbage i den virkelig verden, bilerne kørte travlt afsted, menneskene råbte og skubbede til hinanden for at komme forbi. Ved siden af Michael dyttede en bil af ham.

>>Forsvind fra vejen eller jeg køre dig over!<< råbte taxachaufføren. Michael undskyldede mange gange og gik over vejen. Han fik fat i en taxi cykel og blev kørt ned til hans fars plejehjem.

>>Nå!<< Lød det fra ham da han var nået ind til hans værelse. >>Jeg troede du havde glemt mig<< Michael sukkede og satte sig på sengekanten.

>>Undskyld far, tiden gik fra mig<< hviskede han og gav ham et kys på panden.

>>Ja! Så ligger jeg her og er ved at dø, og så kommer du for sent<< snerrede han. >>Tænk hvis jeg så var død!<<

Bare det var så let. Tænkte han. han rejste sig fra sengen og gik ud på gangen.

>>Hey<< Råbte han hæst. >>Hvor skal du hen<< Michael lyttede ikke. Han var træt af alle de sure mennesker, travle biler og busser som altid råbt og skreg af en, de sure børn som altid spændte ben.

>>Din uforskammet møgunge<< Var det sidste han hørte ham sige inden han var ude af plejehjemmet. Han begyndte bare at gå. Han vidste ikke hvorhen, han skulle bare væk derfra. Væk fra det kedelig liv. Det samme kedelige job, den samme kedelige familie, det samme kedelige liv.

Han undrede sig tit over at han var blevet psykolog. Måske burde han selv tage til en. Men det ville bare være mærkeligt.
Da han kom hjem til den samme kedelige lejlighed og havde fået givet den samme kedelige kat mad, smed han sig i den samme kedelige sofa med det samme kedelige mad.

>>Ved du hvad, sukker?<< spurgte han og kiggede på den kedelige tykke kat. >>Vi burde tage på ferie>> Sagde han og kiggede ind i den kedelige væg. >>Tage langt væk herfra, og aldrig komme tilbage, bare os to.. Hvad siger du til det?<< spurgte han og kiggede hen på sukker som for længst var skredet. Han sukkede endnu engang, ryddede op og lagde sig ind i den overhovedet ikke forandrede seng.

Tage langt væk herfra, og aldrig komme tilbage. Det kørte rundt i hans hovede lige til han faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...