Balloner af kanoner

Seriemorderen Jack Zu Manson er fanget i barndommens verden! En simpel og festlig ting, forvandler han til et mareridt. Vil han blive fanget? Balloner af kanoner er mit bidrag til halloween konkurrencen, 2016. Jeg har taget udgangspunkt i Stephen Kings citat (valgmulighed #2).

2Likes
3Kommentarer
157Visninger
AA

2. Balloner af kanoner

Det ny afhuggede hoved ligger i kagen. Jeg tager det overlevende lys, der titter fra den smattede masse. Jeg puster det ud. Han skal indgå i min samling. Jeg er aldrig skør. Jeg har altid bare ville have en ballon, der ikke flyver væk. Løgn. Løgn. Jeg ønsker mig balloner, der aldrig flyver væk. Mine fingrer holder om en krog, som jeg fæstner fast under hovedets hals. Han skreg ikke. Han sov, han sov åh så dybt. Blodet glider ned over mine fingrer, hen over knoerne afsætter jeg min tunge. Bloddråben falder mod min tungespids. Det blod ved at det tilhører min eksistens. Krogen har et lille nålehul. Jeg placerer en snor deri. Trækker i snoren, da jeg binder den fast til krogen. Hovedet falder tungt på gulvet. ”Den virker! Du løj altid over for mig,” siger jeg ekstatisk. Jeg trækker min ”ballon” hele vejen mod hylden. Samler den op, og sætter den ved siden af en kvindes hoved. ”Charme. Kan du bruge det på hende igen?” Bip-bip! En alarm lyder. Det er mine kamera optagelser. Jeg skynder mig ind til værelset ved siden af. Det er nabo-damen med sine børn. Børnene tud-brøler. "Ringer De til politiet, frøken Nilsson? Det er Halloween! Det foran døren skal da være uhyggeligt." Jeg samler en stor mængde spyt i min mund. Spytter på skærmen. "Det kan De ikke byde mig på min fødselsdag. Luder! De knalder chefen bag Deres mands ryg, og så vil De bure mig inde?! TSK!" Jeg må arbejde hurtigt. Jeg tager posen hængende over min observations stol. Går tilbage til dagligstuen. Samler alle mine balloner sammen. Jeg må afhente min lyserøde ballon på verandaen senere. Kunsten af at udhule et menneske ansigt, tager afsindig lang tid. Det er en skam og et utaknemligt publikum mit håndværk mødes af. Dumme nabo! Jeg sniger mig ud gennem bagdøren. Stakittet i baghaven er for besværlig for mig at hoppe over, med alle mine balloner. De er tunge. Tunge som kanoner. De vil ej flyve fra mig. Oktober kulden forfrisker mit sind. Jeg må tænke hurtigt. Skueret! Hele min nye samling skal indgå i den gamle. Jeg trasker stille ned af de tre trin til græsset. Græsset kilder under mine fødder, mens jeg slæber min sæk hen af det duggede græs. Jeg tager fast i håndtaget. Åbner døren. Fisker efter lyskontakten. Se her! Alle mine skønne balloner i alfabetisk rækkefølge. Det bliver ikke bedre. Nogle af ansigterne er intet andet end kranier. Andre ansigter er relativt nye. Øjnene sunket ind i kraniet, udsultet ser ansigterne ud, men de er i virkeligheden blot skrumpet. Hud strimler afskåret, og ædt af diverse insekter. Ingen ansigter er ens. Nogle gamle, andre slidt og nu nogle nye. Skuret har ingen vinduer. Alt der kommer herind, kommer aldrig ud igen. Jeg tillader ingen at gå fra mit show. Jeg trækker sækken ind med mine sidste kræfter. Mine spinkle arme kan ikke holde til disse tunge balloner. Jeg lukker døren efter mig. Det er begyndt at regne kraftigt og det tordner dertil. Alle snorene står fint udenfor posen. Jeg hiver i en af dem. Hvem vil denne ballon ligne? Jeg får næsten trukket ballonen ud, men stopper. Musik. Jeg mangler musik. For enden af lokalet er der på et bord en CD-afspiller, og ved siden af det er skuffer. Skuffer fyldt med diverse bedøvelsesmidler, og kirurgisk udstyr. Play-knappen klikker jeg på. Jeg trykker derefter på replay, da jeg rammer sangen: "Pity Party" af Melanie Martinez. Jeg laver lystige hop til min pose af balloner, der af en eller anden grund lægger af rødt farvet væske. I rytme til sangen, trækker jeg en tilfældig ballon ud. Jeg holder ballonen mellem mine hænder, og mærker den blive koldere og koldere. Kigger på mærkaterne klisteret foran de andre balloner. Blå, familie. Passende! Perfekt. I det jeg sætter ballonen, stormer en mand ind, som har sparket døren ind.
"Jack Zu Manson, De er anholdt for mordet på 23 mennesker samt familie!" Råber han, for at overdøve Martinez sang.
"Vi mødes igen, hr. Zumba!" Jeg tilretter mit slips. Spreder mine hænder ud mod lokalet. "Hvad synes De om min samling?" Spørger jeg smilende.
Zumba peger dirrende med en pistol mod mig, og døren er smækket ovenpå mine nye balloner. På hans afbalancerede næse drypper regnvand ned. Han virker forpustet og udmattet. Jeg griner, da jeg indser at jeg ingen sirener høre, ingen megafon og ingen prangende spoot-lights. Han er kommet alene. Han er ikke iklædt sin typiske uniform. Er han mon blevet fyret? Tænker jeg. Zumba træder forbi døren. Jeg holder hænderne overhovedet. Min latter bliver så høj, at den runger. Den runger sågar i mine egne øre. Uroligt tager Zumba min hånd. I den anden har han både sin pistol og håndjern. Min frie hånd stikker jeg ned i lommen. Han er trådt bag mig, og han når ikke at se sprøjten. Jeg vender mig hurtigt mod ham, stikker nålen i hans hals, og lader bedøvelsen svømme gennem hans vener. Han bliver sløv. Meget sløv. Jeg ser ham vakle. Jeg træder væk, da han forsøger at komme ud af døren. Han falder over den smadderet dør. Vende tilbage til min sorte yndlings ballon, vil jeg. Jeg griber fat om hans ankel. Min arm med håndjern rasler, da jeg fjerner et gulvtæppe. Min lille lydtætte hule. Jeg fjerner lågen i gulvet. Trækker ham ned, og lader ham falde frit i. ”Lillesøster, lillesøster destrueret alt! Halloween-græskarret var for meget, for min kræftidiot at en nabo!” Zumbas hals væsker til, da han er faldet direkte på sprøjten, der er banet sig vej ind i hans hals. Jeg hører ham hoste. Han kvæles af sit eget blod. En skam jeg ikke kan se showet, men jeg må væk. Jeg hører et brag inde fra mit hus. Ser en masse lys tændes. Jeg klasker låget ned, og tilføjer låsen om hanken. Jeg lister mig ud ad skurets manglende dør. Hopper hen over stakittet, og observere det nye SWAT-hold, der ødelægger mine skatte. Mine mesterværker bliver taget fra mig, men det gør intet. Dette er ikke engang halvdelen. Jeg hører en lille stemme bag mig. Jeg vender mig om. En lille pige klædt ud som en vampyr-prinsesse kigger på mig. Jeg smiler skævt til hende. ”Hvad synes du om mit kostume?” Spørger jeg, med blodet afvasket fra mit jakkesæt af regnen. Hun svarer ikke. Jeg tager hånden bag ryggen, og tager min brødkniv frem. Til Martinez overdøvende sang, hyler den lille pige til musikkens klang. Ingen hører hende… Og jeg kan flygte i natten i min bag-nabos hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...