Long distance Friendship

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 11 okt. 2016
  • Status: Igang
Sophia Smith er 17 år gammel og er bare en helt normal, dansk teenagepige. Hendes bedste ven Benjamin Larsson er taget på musikskole i USA og de ser derfor ikke så meget til hinanden, som de før hen har gjort. Vil afstanden ændre noget mellem dem, eller vil alt være som det hele tiden har været?

1Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

1. Hjemkomsten

Nervøsiteten tyngede mig og føltes som en sæk jord, der lagde sig over mine skuldre. Jeg sad i lufthavnen og ventede på at min bedste ven, Benjamin Larsson, skulle træde ud i ankomsthallen, hvor jeg stod med hans forældre og hans lillesøster, Mille. Det var den 20. December og jeg skulle se ham for første gang, siden han rejste til USA for at gå på den musikskole, han havde drømt om, siden han var 10 år gammel. På den ene side glædede jeg mig virkelig til at se ham igen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg altså også en smule skræmt. 5 måneder er jo lang tid, når man tænker over det. Især når man er på hver sin side af jordkloden, efter at have gået op og ned af hinanden i 11 år. Han kunne have fået nye venner i USA, måske endda bedre venner. Måske var vi vokset fra hinanden og havde ikke nogen fælles interesser længere. Måske ville det blive mærkeligt at sidde sammen igen efter så lang tid. Det var grundene til min nervøsitet. Jeg vidste ikke hvordan det ville blive, når Benjamin stod foran mig igen. Men inderst inde havde jeg en klar fornemmelse af at alt ville blive som det altid havde været.

 

Mine hænder knugede sig kort sammen, da jeg så Benjamins fly lande ude på landingsbanen. Jeg havde stået ved vinduet den sidste halve time og holdt øje med alle flyene, i forventning om at Benjamins fly ville dukke op ud af den blå luft, lige pludselig. Mille sad på en stol ved siden af mig og læste i en af sine fantasy-romaner, mens hun en gang imellem tog en slurk af sin varme kakao. Leif og Christa Larsson stod lidt derfra og snakkede med nogle bekendte, de lige var stødt på. Fuld af forventning og nervøsitet, tog jeg en dyb indånding og gled ned på stolen ved siden af Mille. Om kort tid ville Benjamin komme ud gennem døren i den anden ende af rummet. Tøvende tog jeg en slurk af Milles kakao. Hun løftede kort hovedet ved bevægelsen og sendte mig et smil, før hun vendte tilbage til sin bog. Jeg havde i noget tid grublet over hvordan hun kunne tage det så roligt. Hendes bror kom hjem lige om lidt. Men det var vel netop det. Deres forhold ville aldrig kunne ændre sig. De ville altid være bror og søster. Deres bånd ville ikke pludselig blive brudt. Derudover havde hun jo også været henne og besøge ham i efterårsferien, så det var ikke så længe siden, hun havde set ham.

‘’Så er han her snart.’’ lød en stemme ved siden af mig. Jeg kiggede op og mødte Leifs smilende ansigt. Han og Christa var åbenbart kommet over til os, uden at jeg havde lagt mærke til det. Jeg besvarede kort hans bemærkning med et lille smil og mærkede nervøsiteten røre på sig igen. Uvilkårligt begyndte jeg at knuge hænderne i skødet og holdt blikket rettet mod døren. Det undslap ikke Christas blik.
‘’Han glæder sig til at se dig, Sophia’’ sagde hun beroligende og lagde en hånd på min skulder. Jeg bed mig lidt i læben og nikkede lidt. Inderst inde vidste jeg jo godt at det var dumt at bekymre sig så meget om det, men jeg kunne ikke lade være.
‘’Nu tror jeg at han kommer.’’ sagde Leif. Mille løftede blikket fra bogen og pakkede den ned i tasken, før hun tog den sidste slurk af sin kakao og smed koppen i den nærmeste skraldespand. Jeg rettede blikket mod døren og så Benjamins store blå sportstaske som noget af det første. Det var den samme sportstaske, som jeg havde givet ham i julegave året forinden, da han afslørede at han rejste til USA. Jeg løftede blikket lidt mere og mødte Benjamins varme blik. Pludselig var jeg ikke nervøs længere, men havde derimod lyst til bare at løbe over til ham. Det krævede en stor del af min viljestyrke at blive stående sammen med hans familie, men jeg ville ikke tiltrække mig opmærksomhed. Desuden ville hans familie vel altid have førsteret til at hilse på ham. Jo tættere han kom på os, blev mine øjne mere og mere slørede. Da han endelig stod foran mig og trak mig ind til et kram, rendte tårerne ned af mine kinder. Det var en surrealistisk følelse at mærke hans arme omkring mig. Det føltes så trygt og det var lige det jeg havde manglet de sidste par måneder.
‘’Græder du?’’ spurgte Benjamin tøvende om og slog det lidt hen med et grin. Jeg kunne dog godt høre den grødede undertone i hans stemme og vidste at hvis jeg blev ved med at tude, ville han også snart begynde.
‘’Nej!’’ mumlede jeg stædigt og tørrede kort øjnene, før jeg trak mig ud af hans kram igen. Der lød en kort latter bag mig, som udelukkende kunne stamme fra Leif.
‘’Vi bliver nok nødt til at komme af sted igen. Der er jo en lang køretur hjem.’’ sagde Christa, hvilket jeg kun kunne give hende ret i. Jeg havde været oppe siden klokken 03:00 i nat, for at køre med familien Larsson på en fem timers lang køretur til lufthavnen, hvor vi havde ventet i halvanden time. Leif tog Benjamins sportstaske over skulderen og de startede en samtale om Benjamins skole. Mille fulgte lige i hælene på dem, mens jeg ventede på at Christa havde samlet sine ting sammen og var klar til at gå.
‘’Kom så, panda!’’ sagde hun drillende og lagde armen moderligt om mig, mens hun fulgte de andre hen mod døren.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...