Long distance Friendship

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 11 okt. 2016
  • Status: Igang
Sophia Smith er 17 år gammel og er bare en helt normal, dansk teenagepige. Hendes bedste ven Benjamin Larsson er taget på musikskole i USA og de ser derfor ikke så meget til hinanden, som de før hen har gjort. Vil afstanden ændre noget mellem dem, eller vil alt være som det hele tiden har været?

1Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

2. Gensyn med familien

Første gang jeg mødte Benjamin, var da familien Larsson flyttede ind i huset, skråt over for os. Jeg var fem år gammel og han var seks. Han cyklede rundt på sin nye cykel ude på vejen, mens han forældre slæbte kasser ind fra bilen. Jeg selv stod ved stakittet, med hænderne knuget om træplankerne, mens jeg nysgerrigt prøvede at finde ud af, hvad der skete ovre ved gamle Fru Larsens hus. Fru Larsen havde boet der i over 40 år, men senere fandt jeg ud af at hun var flyttet på plejehjem. Mens jeg stod og iagttog hans familie arbejde, standsede Benjamin sin cykel foran mig.
‘’Hej. Hvad hedder du?’’ spurgte han på den ligefremme måde, som børn er så kendt for. Jeg rødmede, en smule flov over at stå og udspionere en flok fremmede mennesker.
‘’Jeg hedder Sophia.’’ sagde jeg og smilede en smule, mens jeg mødte hans blik.
‘’Jeg hedder Benjamin. Må jeg prøve jeres rutchebane?’’ spurgte han ivrigt. Jeg kastede et kort blik over skulderen. Vi havde kvarterets højeste rutchebane, på lidt over to meter. Tøvende nikkede jeg til ham og løb hen til havelågen, som jeg åbnede for ham. Han smed sin cykel i græsset og fulgte derefter med mig hen til vores lille legeområde i haven.

 

‘’Sophia!’’ lød en stemme og rev mig ud af drømmens tåge. Jeg åbnede øjnene og så ind i Christas øjne. Hun smilede blidt til mig og rakte mig to cheeseburgere fra McDonalds.
‘’Tak.’’ sagde jeg med et træt smil og løftede hovedet fra Benjamins skulder, for at sætte mig ordentligt. Benjamin sendte mig et smil og åbnede den ene af hans cheeseburgere. Det var lidt vores ting. Hver gang vi var på McDonalds, fik vi to cheeseburgere hver. Sådan havde det været allerede siden den første gang, vi var på McDonalds sammen. På en eller anden måde var det en lettelse at se, at det ikke havde ændret sig, mens han havde været væk. Det føltes som om han aldrig havde været væk. Med et smil åbnede jeg min cheeseburger og tog en bid af den. Da jeg kom til min pickel, pillede jeg den ud, med en svag rynken på næsen og pakkede den ind i burger-papiret, før jeg fortsatte min spisen.
‘’Vi er snart hjemme.’’ sagde Leif og sendte os et kort blik gennem bakspejlet, da vi havde spist op og allerede sad og hang igen. Mit hoved var igen landet på Benjamins skulder, mens hans hoved hvilede op af mit. På Benjamins anden side, sad Mille godt fortabt i en Harry Potter bog. Man kunne svagt høre musikken fra hendes høretelefoner og ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme, at hun sad og mimede med på teksten til en af Cimorellis nyeste sange. Jeg kunne mærke Benjamins åndedræt blive tungere og kunne nærmest føle, da han gled ind i søvnen. Mine øjne forblev åbne, mens jeg sad og kiggede ud på vejen, gennem forruden.
Før Benjamin tog til USA, var jeg tit med på familieture med Larsson-familien. Det kunne både være ture i supermarkedet, restaurant, skovture eller endda sommerhusture. Jeg havde altid været en naturlig del af Benjamins familie. Mille føltes som min egen søster, mens Leif og Christa nærmest var et ekstra sæt forældre. De første par uger, efter Benjamin var rejst, kom jeg stadig dagligt og besøgte hans familie, men efterhånden virkede det bare forkert, at jeg så mere til hans forældre, end han selv gjorde. Desuden var der også et eller andet tomrum, efter han var taget af sted. Der blev længere og længere tid mellem besøgene og pludselig gik der op til to uger, før jeg stak forbi deres hus.


‘’Er det dit værelse?’’ spurgte jeg Benjamin, et par timer senere, da vi sad inde på hans værelse, foran computeren. Han var ved at vise mig billeder fra det første halve år, han havde tilbragt i USA.
‘’Jep.’’ svarede han og nikkede lidt, mens han kløede sig på hagen. Jeg fik pludselig øje på noget, jeg genkendte og smilede stort.
‘’Det er din seng!’’ sagde jeg og kiggede på ham, som for at få en bekræftning. Hvis man kiggede godt efter, kunne man se to billeder, der hang på opslagstavlen over hans seng. Det var de billeder, der blev taget til min sidste fødselsdag. Det ene billede forestillede bare Benjamin og jeg. På det andet billede var hele Benjamins familie også med. Det var det sidste billede, der var blevet taget af os, før han tog afsted.
‘’Yes.’’ sagde han med et grin og klikkede videre til det næste billede, der forestillede 2 personer. En dreng og en pige. ‘’Det er Jaz og hans kæreste, Caro.’’ Sagde Benjamin med et lille smil. ‘’Jaz er min roommate derovre.’’ forklarede han, hvilket jeg egentlig godt vidste. Det havde han fortalt, en af de første gange, vi videochattede.
‘’Benji og Soph! Kommer i ned?’’ lød Christas stemme. Benjamin smilede kort til mig og klappede bærbaren i, før han rejste sig og gik hen til døren. Med et stort smil på læben, fulgte jeg efter nedenunder. Nede i stuen sad der et par mennesker, som jeg kunne genkende fra de mange familiefødselsdage, jeg havde deltaget i, sammen med Larsson.
‘’Benjamin!’’ lød en rusten stemme, der kom fra Benjamins bedstefar, som havde indtaget den store lænestol. På hans skød sad en lille dreng med mørkt hår. Benjamins storesøster, Rachel, sad på hug ved siden af stolen og holdt fat i sin søns hånd.
‘’Hej Bedstefar!’’ sagde Benjamin glad og lagde armen om ham bagfra, for at give ham et kram. Det var en af de ting jeg elskede ved Benjamins familie. Mændene havde ingen problemer med at kramme. Hvis man spurgte min far, ville det bare være mærkeligt at kramme en anden mand. Hver gang han sagde det, prisede jeg mig lykkelig over at jeg var blevet en pige.
‘’Hej Benji.’’ sagde Rachel og rejste sig langsomt op, for at trække sin lillebror ind til sig, da han havde hilst på sin nevø, Danny.
‘’Hej Rachel!’’ sagde Benjamin og kyssede hende kort på kinden, før han gik over mod de sidste personer i rummet. Det var Rachels kæreste, Matt og deres datter, Simone.
‘’Åh gud, Sophia!’’ sagde Rachel med et stort smil, da hun lagde mærke til mig. Jeg smilede glad tilbage og tog nogle tøvende skridt hen mod forsamlingen. Det var jo efterhånden så lang tid siden at jeg havde set dem alle sammen.
‘’Hej!’’ sagde jeg og blev mødt af Rachels varme kram. Da Benji, Mille og jeg var mindre, holdt Rachel ofte øje med os, når hendes forældre var i byen. Hun var godt nok kun fem år ældre end Benjamin, men vi elskede at blive passet af hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...