Long distance Friendship

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 11 okt. 2016
  • Status: Igang
Sophia Smith er 17 år gammel og er bare en helt normal, dansk teenagepige. Hendes bedste ven Benjamin Larsson er taget på musikskole i USA og de ser derfor ikke så meget til hinanden, som de før hen har gjort. Vil afstanden ændre noget mellem dem, eller vil alt være som det hele tiden har været?

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

3. Alene-tid!

‘’Jeg ville virkelig ønske, at du kunne komme og se os spille.’’ sagde Benjamin for 10. gang inden for den sidste time. De lagde på hans værelse og han havde fortalt hende om det band, han havde startet med Jaz og to andre drenge, der boede på det samme kollegie som dem.
‘’Jeg ved det, Ben. Og jeg VIL virkelig gerne se jer spille’’ sukkede jeg og vendte mig en smule, så feltsengen knagede svagt under min vægt. ‘’Men der er bare sindssygt langt.’’ Jeg lagde kort min hånd over hans og gav den et lille klem, før jeg lod den falde ned i mellemrummet mellem vores senge. Ben drejede langsomt ansigtet mod mig og blev nærmest oplyst i månelyset, der kom ind gennem sprækken mellem gardiner.
‘’Jeg savner bare at tale med dig hver dag. Det er så besværligt, alt det med at man skal tænke over hvad klokken er hos dig, så jeg ikke ringer midt om natten. Jeg savner det med at vi bare kan sidde om aftenen og evaluere vores dag, før vi ligger os til at sove.’’ sagde han og jeg bemærkede kort, takket være månelyset, at hans øjne blev blanke. Det chokerede mig en smule. Han plejede aldrig at græde. Han havde været min bedste ven i over 10 år og alligevel havde jeg nok kun set ham græde 3 gange.
‘’Benji..’’ sukkede jeg og kravlede over ved siden af ham i sengen. Jeg havde ingen idé om hvad jeg ellers skulle sige, så i stedet lagde jeg bare armene om ham og hvilede min kind mod hans hoved. Sådan sad vi i et par minutter, hvor jeg indimellem kunne mærke nogle små hulk fra Benjamin. Derefter faldt han endelig til ro og rettede sig en smule op i sengen.
‘’Undskyld.’’ mumlede han og kørte hånden gennem sit hår. ‘’Alt er bare så nyt og det er ret svært, at jeg ikke har nogen at dele det hele med i hverdagen.’’ mumlede han sendte mig et lille smil. Jeg nikkede og bed mig i læben.
‘’Jeg vil også gerne være der for dig, Ben. Nogle gange går jeg med en frygt for at du finder en ny bedste ven, du kan evaluere din dag med eller som kan give dig råd med hensyn til pigerne’’ sagde jeg, kun halvt for sjovt, og puffede til ham med min skulder. Han grinede kort og tørrede sine tårer væk med bagsiden af hånden.
‘’Det kommer aldrig til at ske.’’ sagde han, da jeg hoppede ned i min feltseng igen. ‘’Ben&Soph for altid.’’ Han smilede og lagde sig ned i sengen igen.
‘’For evigt og altid’’ svarede jeg og trak dynen op over skuldrene, så den dækkede hele min krop. ‘’Godnat Ben!’’ sagde jeg, da mit hoved ramte puden.

 

‘’Laura og Peter holder fødselsdagsfest her i aften.’’ sagde jeg til Benjamin, næste formiddag. Vi sad på vores yndlingssted i hele byen. Oppe i det sædvanlige træ i byens skov. Fra vores sædvanlige pladser, kunne man efterhånden se ud over trækronerne på de nærmeste træer, men eftersom det var vinter, kunne man sådan set bare se lige igennem dem. ‘’Peter hørte om jeg ikke ville tage dig med.’’ forsatte jeg og kiggede op på Benjamin, der sad nogle få grene over mig. Benjamin havde haft lidt med Laura, før han tog til USA. Nu var hun sammen med Peter, der var en af Benjamins og mine bedste venner.
‘’Hvornår?’’ spurgte han og kørte hånden gennem sit halvlange hår, mens han kiggede ned på mig med et smil på læben.
‘’Det begynder klokken 20:00’’ svarede jeg og begyndte at få en smule ondt i nakken af at kigge op på ham. Da han gav et nik fra sig, sukkede jeg lettet og kiggede ud gennem trækronerne, der plejede at være fyldt med grønne blade, men nu var det bare mørke grene, der nærmest ventede på at sneen skulle ligge sig på dem. Imellem grenene kunne man se den gamle del af byen, med kirken og husene, der var blevet bevaret siden starten af det 20. århundrede.
‘’Skal vi klatre højere op?’’ spurgte Benjamin med et smil i stemmen og fik mig til at kaste et blik op i træets krone igen. Vi var der næsten. Hvis Christa og Leif havde været her, havde de beordret os ned, selvom vi begge var blevet atten og derfor havde rettighed over vores eget liv. Hvis mine forældre havde set det… ville de højest sandsynligt bare gå forbi, uden at bekymre sig om at der var langt over 4 meter ned til jorden. Sådan var forskellen på vores forældre. Ben’s forældre passede på ham OG mig. Mine forældre… var ligeglade med hvad jeg gjorde. De lagde knap nok mærke til, hvis der gik en weekend, hvor jeg ikke var hjemme. Normalt sad de med snuden begravet i hver deres bærbar og arbejdede. Far lavede statistikker og mor skrev nyheder ned, som nyhedslæserne skulle læse op i fjernsynet den følgende dag. Ofte sad der også en telefon klemt sammen mellem skulder og øre, mens hun sad med sine vigtige nyheder.
Uden at jeg havde lagt mærke til det, havde Benjamin rejst sig og var allerede ved at klatre længere op i træet. Med et lille suk, kravlede jeg efter ham. Jeg havde aldrig været særlig vild med højder, men det gik lidt over, da vi fandt træet. Benjamin fik altid de sygeste idéer og jeg ville ikke lade ham være alene, når han gjorde noget farligt, fordi… ja, fordi det kunne gå galt. Derfor vænnede jeg mig selv af med min højdeskræk, da han ville op i træet første gang.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...