The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10765Visninger
AA

20. Wales

Selena Styles

Harry og Cassidy var gået ind på værelset efter jeg var gået fra dem, uden nogen form lyd. Jeg stod indeni Louis og mit walk-in-closet. Jeg havde for længst fundet en taske inden jeg kastede tøj og andre vigtige ting ned i min taske. Jeg var så skuffet, både på Harry, Cassie, Louis – men også på mig selv.
Jeg var nok allermest skuffet at det var mig der skulle sige undskyld, for vi var vel alle lige gode om det – uanset hvad du laver.
”Selena hvad laver du?” Niall stod i døråbningen og jeg trak tasken snor over skulderen. Jeg rystede på hovedet og Niall trak fat i mit håndled inden han stoppede mig i min bevægelse. ”Det kommer ikke dig ved Niall!” jeg vrisset mig fri af hans greb inden jeg halv løb ned af trapperne. Jeg kunne tydelig høre at Niall eller en anden var løbet efter mig – men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hele mit krop, mit hjerte gjorde ondt.
Jeg havde aldrig troede at det ville gøre så ondt som det gjorde.
”Selena!” Nialls stemme var høj og tiltrak også hurtig Harry og Cassies der kom løbende ned til os. Jeg rev i arrighed min ring af inden jeg kastede den hen ved siden af Louis. Jeg kiggede vredt på dem, både Harry, Cassidy og Niall kiggede overrasket og en anelse skuffet på mig.
Jeg var dog ligeglad, jeg havde set deres sårendende blikke mange gange før – Så hvad gjorde et sårede blik mere?
”Hvad helvede har du gang i?” Harry rev hårdt fat i min håndled, hvilket gjorde at jeg røg modvilligt lidt tilbage. Jeg stirrede bare vredt og såret på ham.

”Det kommer ikke dig ved!” jeg prøvede at vrisse mig fri, men Harry strammede bare grebet om mit håndled. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et lille forpint støn – det gjorde ondt, men ikke selve hans stramning af håndledet. Men det blik han sendte mig efterfølgende.
”Selena. Lad nu være med at gøre noget du kommer til at fortryde” Harry kiggede rolig på mig. Jeg kiggede først bag ham hvor Cassidy og Niall stod, og efterfølgende kiggede jeg en anelse såret på ham.
”Er du ikke bedøvende ligeglad?!” jeg råbte ordene i vrede og Harry gav kort slip på mit håndled, hans befippede blik sagde alt. Jeg skulle da også ødelægge alt, det er noget alle hele tiden skal pointerede.
Jeg ved det godt, jeg er ikke god for nogen.
Det havde de fortalt nok så mange gange i det sidste stykke tid.

”Selvfølgelig er vi ikke det Selena” Cassidy trådte op ved siden af Harry. Jeg hev advarende min pegefinger op foran mig, da jeg tydelig kunne fornemme at de ville komme hen til mig igen.

Jeg ville ikke have det.
”Du skal ikke snakke sådan der til mig!” mine øjne kunne næsten skyde ild. Måske havde Harry ret, jeg havde brug for hjælp. En professionel hjælp, en psykolog, en psykiater?
”Hvordan Selena?” Harry havde jeg ikke lagt mærke til havde været henne ved bordet før han stod med min forlovelsesring i hånden. Det yderste af hans fingerspidser holdte den blidt.
Jeg kiggede stille ned på Haarrys hånd hvor min forlovelsesring hang så elegant.
”Som om du bekymre dig om mig!” min gråd havde for længst overtaget min stemmebånd, og efterladt min stemmebånd helt ødelagt.
Jeg var vel bare generelt ødelagt.
”Jeg bekymre mig da mig om dig” jeg hev hivende efter vejret og trak et par skridt tilbage. Cassidy gik dog stille, men tøvende mod mig. Jeg gik videre tilbage, og denne gang fulgte Harry og Niall trop bag Cassidy.
”Selvfølgelig gør du det ikke Cassie” Cassidy kunne ikke lade være med at trække lidt i smilebåndet da jeg havde brugt hendes kælenavn, efter lang tid hvor jeg havde kaldt hende ved hendes rigtige navn.
”Selena, du er min bedste veninde” hun var kommet helt hen til mig – det kunne måske skyldes at jeg ikke rigtig kunne komme længere tilbage, for væggen afbrød min prøvende. ”Og du er min” jeg hev grædende efter vejret og som jeg ikke havde forventet det så svang Cassidy sine arme rundt om mig og favnede mig stille.
Jeg kunne også denne gang mærke Cassidys tårer, hendes tårer der forvandlede sig til små våde pletter på mit tøj.
”Så bliv” Cassidys stemme dirrede for første gang. Jeg stod stadige frosset fast i nogen sekunder inden jeg lagde mine arme rundt om hende.
”Det vil jeg ikke” Cassidy trak sig væk, grædende inden hun snøftede kort. Harry og Niall stod helt stille og sagde intet. Måske skyldtes det at Cassidy og jeg faktisk snakkede sammen, og vores begynde nedbrud af den væg der var kommet mellem os.

”Hvorfor ikke?” jeg trak tøvende min hånd op til hendes kinder og tørrede tårerne utrolig blidt væk. Jeg kunne svagt skimte Niall og Harrys undrende men også smilende ansigter.
”Fordi jeg… jeg har brug for at komme væk” hun græd denne gang uhæmmet, og jeg var for første gang ved at tø helt op.
Det skræmte mig helt.
”Hvad med mig? Selena, du er den eneste med Harry jeg kender rigtig” jeg kiggede bedrøvede på hende, mine tårer var for længst tørret ind og efterladt hvide streger i mit ansigt.
”Så lær de andre at kende. Jeg har brug for at komme væk” hun trak min hånd hen til hende. Måske var jeg ikke helt tabt bag en kørerne vogn for jeg kunne da stadige smile en smule ægte.
”Men…” Harry kom op til siden af Cassidy.
”Ellers har du Harry” jeg kiggede på dem inden jeg greb fat om bilnøglerne og kiggede hen mod den lukkede dør.
”Selena. Din ring” Harry strakte min forlovelsesring hen mod mig. Jeg rystede på hovedet i frustrationer. Jeg var så såret at jeg nok ikke helt tænkte klart for Harry tabte ringen i ren overraskelse inden jeg havde åbnet døren.
Jeg forsvandt som solen under en solformørkelse.

 

-

 

Jeg skulle til indlogeret mig på et hotel i Wales. Jeg havde helt brug for at komme væk, og det forstod min afdelingschef også da jeg havde ringet til ham. Han havde bare ventet på jeg ville ringe og sige det – for han vidste at toget var kørt for mig for længst.
Han havde set hvordan det havde ændret mig, og han ville gerne have mig tilbage til den gamle Selena. Det ville alle, selv også mig selv.
Min stilling forblev min, men det var ikke det jeg bekymrede mig mest om – for jeg havde så mange andre ting at tænke på, at det halve burde være rigeligt.

”Ms. Styles?” jeg kunne mærke stikket i mit bryst da mit efternavn blev sagt. Det var som om jeg fik stukket et par dusin knive i mit hjerte.
Bare tanken om at jeg skulle blive ved med at hedde Styles, og ikke Styles-Tomlinson.
”Ja?” min stemme var hæs og ødelagt. Receptionisten kiggede bare undrende på mig, men kommenterede det ikke yderlig.

”Hvor mange dage?” han sendte mig et neutralt smil. Jeg hev febrilsk efter vejret, for hvor mange dage skulle jeg være her? Jeg strammede grebet om mine sammenflettede hænder.

”Det ved jeg ikke endnu” jeg kiggede ned mod tasken der stod på gulvet ved mig.
”Så du…” han ledte underlig nok efter ordene inden han kiggede ned mod sin skærm. ”Hvis det er muligt, vil jeg gerne tjekke ud når jeg ved hvornår jeg tager hjem” jeg kunne ikke klare at høre på min dirrende og hæse stemme.
Det gjorde så psykisk ondt.
”Okay. Du har 505” jeg nikkede kort inden jeg fik nøglekortet udleveret og jeg sendte ham et anstreng smil. Han nikkede kort inden han gestikulerede hans hånd mod elevatoren. 

 

-

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg bare havde ligget i min seng. Jeg havde enkel gange haft besøg af en psykolog der også havde skrevet en lægeerklæring til mit arbejde. Psykologen havde med det samme spurgt til om han skulle udskrive en lægeerklæring da han hørte hvad jeg havde lavet.
Psykologen havde sagt at det var utrolig at jeg ikke var knækkede sammen før, end hvad jeg gjorde. Han havde også sagt at det ville være godt at jeg havde nogen jeg stolede på, nogen jeg kunne snakke med.
Der var jo bare lige det at jeg ikke havde mange tilbage, jeg havde ødelagt alt for jeg, og alle omkring mig. Jeg var overrasket over at Harry og Cassidy havde kunne finde hinanden i denne her tid. Nok fordi Louis og jeg havde mistede grebet om hinanden, jeg vidste ikke hvor vi var længere.
For Louis havde lagt sin ring og afblæst vores forlovelse. Jeg havde efterladt min ring, som en hentydning til at jeg også ville afbryde vores forlovelse, men det ville jeg jo ikke. Jeg havde gjort det i frustrationer og afmagt.
Og nu var jeg nervøs for at tage hjem.
Hjem og se mine dæmoner i øjne.
Jeg kunne ikke undgå at høre nogle bankende lyde, hvilket fik mig til at rejse mig langsomt op og åbne døren. Jeg vidste hvem det var, psykologen – hjernevriderne.
”Ms. Styles, godt at se du er oppe” han vidste at jeg havde haft problemer med det. ”Jeg havde jo ikke noget valg når du banker på.” jeg satte mig ned på den uredte seng og foldede mine ben over hinanden.
”Nå Selena. Har du snakkede med din forlovede?” han vidste at det var det der nagede mig mest. Men han er vel ikke hjernevrider for ingenting.
”Nej. Jeg er bange for det” jeg kiggede ned mod mine hænder der lå kramagtig på mine ben. ”Hvorfor er du bange?” han vidste godt selv svaret, for vi havde været igennem det så mange gange før.

”Det ved du godt” jeg kiggede tøvende hen på ham. Han sendte mig bare et stille smil.
”Selena. Jeg vil gerne selv høre dig sige det” han lagde sine ben over skrævs. ”Jeg er bange for han ikke elsker mig” mine tårer var igen begyndt, jeg var ellers så sikker på at jeg havde opbrugt mine tårer for mange år.
”Og hvorfor er du det?” jeg vidste at han ville hjælpe mig hen mod den rigtige vej. Jeg følte bare det stik modsatte, for hvorfor var jeg så uduelig.
”Fordi jeg elsker ham” jeg kiggede ned på min tomme ringefinger, og fik endnu en af de bekendte tomme følelser jeg var så vant til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...