The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10360Visninger
AA

17. This Is Me

 Cassidy Stewards

(Cassie)

Jeg vidste ikke helt hvor jeg fik fat i det her fra, men jeg vidste at Selena var ved at ende i en blind vej. Ende i samme spalte, som jeg selv og Harry var landet i. Og den skulle hun ud fra. Jeg måtte lære hende hvordan man bakkede ud af den.
Måske det hele havde flydt lidt over for mig, da Niall tidligere idag, meget forsigtigt havde forklaret mig om begivenhederne, da Selena havde slået Harry. Det der skræmte mig allermest, var at Selena ikke lod til at fortryde det. Hun mente han fortjente det.
Dels fordi jeg holdte rigtig meget af Harry, men også af Selena, var jeg nødt til at få vendt hende. Hun kunne ikke blive ved sådan her.
"Lad så være med den-" hun viftede med armene. "- Tågesnak! Du driver mig til vanvid!"
"Lige nu driver du os alle til vanvid," Louis kom ud med et meget træt blik.
Selena kiggede kort på ham, inden hendes opmærksomhed blev på mig. "Cassidy, jeg forstår dig ikke."
Hendes måde at udtale mit navn, og hendes hårde ord mindede mig så forfærdelig meget om Evan. Det skød bare lige pludselig igennem mig.
Jeg sank en klump, og forsøgte at lappe hullet hun havde lavet igennem min barriere. Hvad var der dog sket med hende?
"Selena," Louis gik hen til hende og trak hende ind til sig. "Du skal slet ikke røre mig!" Skreg hun. Heldigvis var terrassedøren lukket, så hun vækkede ikke nogen.
Louis blev til at starte med ikke irriteret, men da Selena blev ved og ved med at beskylde ham for alt muligt, og råbe og skrige og slå på ham, blev han så vred, at jeg var helt paralyseret og bange for ham.
Han tog meget hårdt fat om hendes håndled, så hun strammede helt i ansigtet.
"Selena," hans ord var hårdt og vredt. "Stop. Nu."
Selena var virkelig bange for ham, og det pinede mig virkelig. Selena elskede Louis meget højt, og hun elsker også Harry højt. Hvordan kunne hun pludselig glemme det hele? Hun mindede mig om en hjernevasket forsøgspatient, eller Peeta fra The Hunger Games, der blev Hijacket af Capitol.
Havde det ødelagt os allesammen? Hver og en? 
Selenas blik flakkede, og hendes pupiller havde sært udvidet sig.
"Selena lyt til mig," hans ord var mere blide, men stadig med vred undertone.
"Vi gør det fordi vi holder af dig. Alle os. Selena ingen har fortjent hvad der er sket de sidste par måneder. Jeg ved godt det er hårdt det her."
"Men hvorfor siger Harry, som ikke engang har set liget på sin søster, at han har det hårdt? At han er ustabil? Han har for fanden da intet lavet overhovedet, andet end at flirte med min bedste veninde!"
Hendes ord gik lige i hjertet, og jeg mærkede tårerne samle sig i mine øjenkroge. Hun havde ret. 
Louis gav langsomt slip på hendes håndled, men lod så sine tommelfingre tørre tårerne væk fra hendes øjne i kærtegnede bevægelser.
"Han var trods alt med i ulykken. Du kan sagtens beskylde Harry for at være en utaknemmelig nar, men det var din bedste veninde der hev ham op fra det hul han var havnet i. Jeg har ikke set ham på denne måde de sidste 2 år, Selena. Og jeg ved du kan se det."
"Han har ikke gjort lige så meget som mig! Hvis han bare vidste hvor meget jeg fortryder at have reddet Cassidy lige nu! Hun har taget ham fra mig!"
Hendes ord var som Evans. Hårde og modbydelige. Før elskede hun mig, så ønskede hun jeg var død.
Louis så lamslået ud. "Selena tænk på hvor meget Harry var igennem for vores skyld."
"Ja! Det eneste gode han har gjort i mange år!"
"Selena!" Denne gang gad Louis simpelthen ikke mere. "Jeg elsker dig, og jeg hader at se dig sådan her. Vil du ikke nok bare lytte til mig? Hvor er du henne? Du er ikke dig selv!"
"Det er sådan jeg er, Louis, og hvis du ikke kan lide det, så skrid!"

Så begyndte jeg at græde. Jeg græd som en lille baby, uden nogen form for styrelse. Tårerne løb kapløb ned af mine kinder, for at falde ned af mine arme og hænder.
"Selena," peb jeg. "Please. Vi vil bare-" "bare hvad? Cassidy hvis du elsker Harry så skide meget, så gå ind til ham! Jeg vil ikke se på dig."
Også gik jeg.

 

-


Efter flere timer rastløs, uden nogen form for søvn, endte det med jeg fik mig selv overtalt.
Jeg ville have en lille morgensnak med Harry. Bare os to.
Forsigtigt rejste jeg mig, og bevægede mig over mod hans soveværelse.
Hvad var der dog sket imellem dem tidligere?
Noget Harry havde gjort for dem? 

Imens disse spørgsmål havde svømmet i mine tanker, var jeg nået til en beslutning. Harry, som den eneste på denne jordklod, skulle vide hvad der var sket imellem Evan og jeg. Jeg havde aldrig fortalt det til nogen.
Så fik jeg pludselig ondt i maven. Jeg havde været rigtig led overfor ham, og det havde han ikke fortjent.
Det var spild af tid at gemme sig, at opbygge mure og barrierer hver dag. Det var nok nu. Nu ville jeg fortælle Harry hvem jeg var, og hvad der gemte sig i mig.
Da jeg gik ind, lå han fredeligt og sov på ryggen. Det var tydeligt at han havde bar overkrop, for jeg kunne svagt skimte hans bare hofte stikke ud fra dynen.
Jeg sank en klump og gik hen til ham.
Skulle jeg bare vække ham? Jeg vidste at Selena hadede at blive vækket, og de var jo tvillinger, men...
Jeg ruskede forsigtigt i ham. "Harry..." jeg pustede ham svagt i hovedet.
Hans næse rynkede sig, og jeg holdte et fnis inde. Kære dreng.
Så lod jeg mine fingre glide hen over hans ansigt. "Harry..."
Jeg tog chancen. Jeg lod mine læber kysse hans pande, og med et åbnede hans kraftige grønne øjne sig direkte op i mine blå.
Han blev lidt forskrækket, men faldt til ro igen. "Cassie...?"
Jeg grinede lidt forfjamsket. "Hej Harry. Du må undskyld jeg vækker dig men... jeg kunne ikke sove."
Han sendte mig et skævt smil, og satte sig lidt op. Han forsøgte at skjule sig ved at putte sin dyne tættere omkring sig.
"Det er okay."
Jeg sukkede. Jeg blev nødt til at give ham en undskyldning. "Jeg er ked af hvordan jeg behandlede dig forleden dag. Det var ikke fair."
"Nej nej," hans hår sad pjusket, og hans spidsede læber sammen med hans morgenstemme gjorde mig ør i hovedet. "Det er okay. Du kunne jo ikke gøre for det. Jeg vidste ikke det gik dig på. Det må du undskylde," han kvalte et gab, og forsøgte at rette hans hår.
Jeg holdte et lille gisp inde over hans tatoveringer. Han havde så mange.
"Men... jeg vil gerne fortælle dig om mine forældre."
Hans øjne sprang næsten ud af hovedet på ham, men ikke at begejstrelse, blot af bekymrelse. "Nej, nej. Det behøvedes du slet ikke, Cassie jeg vil ikke være til besvær eller noget."
Jeg grinende lidt. "Jeg skal jo ud med det. Du må love mig ikke at dømme mig. Jeg har aldrig sagt det til nogen før."
"Men hvorfor så fortælle det til mig?"
"Fordi jeg stoler på dig. Mere end nogen anden."
Han kneb øjnene eftertænksomt sammen. "Hvordan er du overbevist om det?"
Jeg rullede mine læber sammen. Kom nu, Cassie.
"Fordi jeg holder af dig," jeg lagde min hånd oven på hans, der var knuget om din dyne. Han kiggede lidt fortumlet end på min hånd, og nikkede så.
Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle starte, så jeg begyndte med Evans og mit første møde.
Lige fra den dag var alt på røde roser. Alt var perfekt, vi levede sammen i en lejlighed lidt uden for London, jeg var lige blevet færdiguddannet sygeplejerske. Det hele var fantastisk. Jeg elskede ham mere end nogen anden. Men så begyndte han at gå i den forkerte retning. Tog stoffer, drak alkohol i massevis. Til sidst kunne man ikke kende ham længere. Jeg forklarede, at jeg blev ødelagt. At han i stedet for at elske mig, nærmest voldtog mig, og hans kærtegn blev til slag, og til sidst, fandt mine forældre ud af det. De var så skuffede, at de aldrig ville se mig igen.
Og det er 4 år siden.
I løbet af min lange forklaring, havde Harry siddet i selvsamme stilling, og lyttede. Han blev ikke vred, intet. Han sad der bare og stirrede, og lyttede til min stemme, der blev mere og mere faldefærdig. Jeg græd også.
"Også," jeg hulkede næsten, som jeg sad her. "Da jeg så dig, beundrede jeg dig for, ikke at skjule dig selv. Jeg har aldrig vist mig selv, siden mine forældre forlod mig." Jeg snøftede, og lod knap nok mærke til at han hev mig lidt tættere på sig. At hans fingre løb over et af mine sår. Fra Evan. Han havde revet mig så dybt, at der var permanente ar på min krop, udover brændsårene
"Jeg er virkelig ked af det... undskyld."
Jeg rystede og trykkede mine øjne hårdt sammen.
"Jeg er ikke smuk, ikke pæn. Selena har lige sagt, at hun havde ønsket hun havde ladet mig dø. Hvad er der i vejen med mig, Harry? Hvorfor er jeg ikke god nok?"
I stedet for at svare mig hev han mig ind under hans dyne, og holdte om mig imens jeg græd videre.
Jeg var panisk overfor hans berøringer. Hans hjerteslag imod mit hoved. Hans varme fra overkroppen. Jeg udstødte en ynkelig lyd, da han kyssede mig i håret. Jeg fortjente det jo slet slet ikke.
Han holdte bare om mig, imens jeg hulkede ned i hans bryst og gjorde ham våd.
Fuck hvor var jeg dog elendig og sadistisk. Ren idioti.

Da jeg var faldet lidt til ro, sagde han stille: "da jeg så dig, beundrede jeg dig for at kunne skjule det. Det er jeg ikke stærk nok til."

Jeg indså, at Harry og jeg var mere ens end man skulle tro. Jeg var ikke spor eventyrlysten. Han var ikke specielt tavs. Vi var forskelligheder, men havde det tilfælles, at vi begge var gået den forkerte vej, og ikke kunne vende om.
Men nu hvor vi havde hinanden, kunne vi så hjælpe hinanden med at finde vej tilbage igen?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...