The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10616Visninger
AA

22. The talk

Selena Styles

Jeg var blevet nogenlunde gode venner med Louis. Vi havde stadige vores gnister, men vi havde vores forlovelsesringe på igen, og så kunne vi da også grine sammen. Da de sagde de få ord, der dannede en sætning gjorde det helt ondt i maven på mig, og nok også de andre.
Jeg kunne stadige ikke forstå hvordan vi kunne have regnet det ud, men det havde vi. Liam havde været i Los Angles, så han ikke opdagede det samme som os andre. Med de få informationer Liam havde givet os det, havde vi andre regnet det ud.
”Hvem står bag angrebene?” Cassie og Harry satte sig stille ved siden af hinanden. Louis og jeg kiggede indgående på hinanden. Jeg tro godt vi kunne se der var noget galt, for Harry havde aldrig haft et stort problem med at vise dem han holder af frem.

”Vil i gerne vide det?” Liam kiggede indtrængende på Harry. Nu når vi snakker om Harry, kunne alle og enhver vidste at Harry kunne lide Cassie, selv Liam.

Forholdet mellem Harry og Cassidy var jeg ved at vænne mig til. Det var dog stadige utrolig mærkeligt for mig.

”Selvfølgelig” Harry lagde tøvende hans arm bag Cassidy. Jeg trak kort mine skulder tilbage, i en bevægelse af ubehag. Jeg havde troede jeg havde vænnet mig til det, det havde jeg så ikke. Men de skulle have lov til det, jeg måtte lære at give slip, det mente psykologen også.
”Jeg…” Liam mistede mælet og kiggede hjælpende hen på mig. Jeg og de andre kunne se at han gerne ville have hjælp til sætningen.

Vores vejrtrækninger var nær hivende og det var Cassidys. Nok bare af to forskellige årsager, vi kunne alle se at Harrys nærvær påvirkede hende utrolig meget, på den gode side.
”Da Niall var med i bilulykken” jeg kunne høre Louis stemme dø ud og Liams vejrtrækninger være alt for ukontrolleret til at kunne forstå hvad han sagde. Det efterlod kun jeg tilbage, kun jeg kunne fortælle det.
Jeg tvivlet dog stærkt på det, men jeg ville være tapper.
Jeg ville vise at jeg ikke helt var nede i kulkælderen stadige.
”Var der en anden bil med i ulykken” jeg kiggede sigende hen mod Cassidy. Det så bare ud til at hun ikke kunne huske det, men man husker vel også kun de ting man har lyst til at huske.
”Sammenstødet mellem de to biler var så voldsomt at” min stemme døde fuldstændig hen, og jeg kunne ikke rigtig få min stemme ud af mine stemmebånd. Jeg åbnede munden i ren og skør frustrationer.
Louis kyssede dog bare blidt min tinding inden han tog over. ”Sammenstødet var voldsomt at den anden bil gik i brand” Niall rullede sine finger sammen, sammenflettet det med hans anden hånd.
Vi kunne alle se det gik ham på, og især Liam, Louis og jeg. For han følte at han var skyld det efterfølgende, de mange attentater.

”Der var tre i den. Men den ene er skyld i det hele” Cassidy åbnede munden og snakkede med hendes hæse stemme. Jeg tro godt Cassidy var ved at regne det ud, alle med undtagen Harry. ”Det vil sige at manden der døde var skyld i hvordan London ser ud i dag?” jeg og de andre nikkede stumt og Harry rykkede uroligt på sig.
”Og hvad mener i med det?” Harrys stemme var hæs, som den stemme jeg altid havde kendt. Måske var vi alle ved at bevæge os tilbage til hvor vi kom fra?
”Harry, manden der døde er lederen af det berygtede ISIS” Cassidy og Harry åbnede begge munden af overraskelse. Det kunne jeg godt forstå de gjorde, for vi havde set nøjagtig sådan ud.
Det var uvirkelig.
”Men lederen døde da for fem år siden” jeg og de andre rystede stille på hovedet. Niall sad dog bare og holdte om sig selv, og Liam der kiggede bekymrede på Niall. Louis og jeg sad igen op af hinanden, som vi havde gjort det meste af eftermiddagen.
”Nej, det viste sig at han var gået under jorden” jeg pillede stille ved mine neglerod. Jeg kunne ikke se på dem, det gjorde helt ondt at tænke på at Liam var den eneste der var sluppet let. Alle de andre i rummet havde på en eller anden måde oplevede det på nærhånd.

”Men…” Harry og Cassidy snakkede i munden på hinanden.
”Harry, der er jo intet men… Det er desværre fakta, og vi kan ikke gøre noget ved det” Liam sagde præcis det jeg ville sige. Og jeg kunne da stadige ikke forstå at det var dem der stod bag. Jeg troede at de ikke havde eksisteret i mange år. Men de var vel bare gået under jorden, ventende, latente til at slå til igen.
 

-

 

Natten var gået på hæld og det var blevet morgen igen. Louis sad i sengen imens jeg stod henne ved døren ind til vores skab. Louis kiggede undrende på mig da jeg ikke stressede, og det var han vant til. Ingen af dem vidste at jeg ikke skulle på arbejde, for jeg var sygemeldt på ubestemt tid.
Jeg var på en måde lettet men også nervøs. Nervøs for ikke at vide om jeg blev fyret på grund af min sygemelding.
”Skal du ikke på arbejde?” Louis havde rejst sig og gået lyn hurtig hen til mig. Lagt hans hænder mod min bare mave.
Have jeg sagt jeg elskede at sove halvnøgen?
Jeg rystede nervøs og tøvende på hoved, Louis der lagde sit hoved lidt på skrå inden hans lagde hans hånd mod min kind – kyssede blidt min pande.
”Hvorfor ikke?” han sendte mig et stille smil, jeg gjorde det samme til ham. Jeg havde det ikke særlig godt med at skulle sige det, for det er vel et tegn på svaghed. Jeg vil ikke være svag.
”Jeg er sygemeldt” Louis gik baglæns imens han trak mig hen mod sengen. Inden nogen af os rigtig registreret det var vi begge faldet ned i sengen med et grin. Jeg havde ikke troede jeg kunne grine af det allerede, men det gjorde jeg. Jeg lå i sengen, ved Louis imens vi stadige grinede – hvad vi grinte af var nok sløret en del.

Men bare det at grine rigtig sammen igen, gjorde underværker.
”hvorfor er du sygemeldt skat?” vi satte os begge helt op, kiggende ind i hinandens øjne. Udforskede dem som vi en gang havde gjort – det var befriende.
”Fordi… Fordi” jeg hev efter vejret. Louis greb dog bare fat omkring mine hænder inden han klemte dem svagt.
”Fordi jeg ikke er helt…” jeg hev efter vejret og Louis smilede igen. 
”Stabil?” Louis hjalp mig med ordet. Jeg nikkede med sammenbidte tænder. Det lød endnu værre ind jeg havde troet. Jeg virkede som en svagt menneske, men det ville jeg ikke have lyst til.
”Selena. Ligesom Harry?” han vidste at han havde ramt et rigtig sted for jeg kiggede flovt ned i sengen. Harry og jeg var stadige alt for ens, jeg havde bare ikke indset det før nu.
”Ja som ham” min stemme var dirrende og jeg ville have sværget at min stemme knækkede på et tidspunkt.

”Bare på forskellige måder” han trak mit ansigt op til sig og jeg kiggede undrende på ham. ”Hvad?” han grinede sødt, og jeg rødmet ved hans grin.
”Selena, Harry var indlagt. Det gør meget ved en, psykisk” han kyssede blidt min næsetip. ”Men du oplevede det både fysisk og psykisk” han lagde hovedet på skrå. Jeg hev efter vejret inden døren gik op.
”Maden er parat” Harry kiggede smilende på Louis og jeg. Louis og jeg kiggede kort på hinanden inden jeg nikkede kort.
”Vi kommer”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...