The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10364Visninger
AA

25. The past

Cassidy Stewards

(Cassie)

 

Jeg snøftede og rystede på hovedet. Rystede mange og fortvivlede gange.
"Åh Selena... der noget jeg ikke har fortalt dig," den første tåre ramte min kind, og som det første øjeblik idag, takkede jeg for at Harry ikke var her. Han ville bare være blevet bekymret og panisk. Det var selvfølgelig meget sødt, og var også glad for det, men ikke nu.
"Hvad mener du, Cassie?" Selena tørre forsigtigt tåren væk.
"Det... Harry er ikke min første kæreste."
Jeg var meget taknemmelig over, at Selena ikke var gået i udbrud over Harry og mit forhold. Jeg følte mig for første gang i lang tid lykkelig, og det respekterede hun. Jeg kan stadig huske Niall's historie om Harry der havde flippet over Selena og Louis i den tid, og det var jo præcis det samme der var sket, bare omvendt.
Først var det Harrys tvilling, der kom sammen med hans bedste ven, men nu var det Selenas tvilling, der kom sammen med hendes bedste veninde.
Det måtte være en hård realitet.
"Nej?" Sagde Selena stille.
Selvfølgelig fortjente hun at vide det. Hun havde været der for mig så mange gange, også under lykken, og hun burde vide.
Hun skal vide det.
Også begyndte jeg meget langsomt, dog en anelse lettere end første gang at fortælle hende om Evan. Ligesom dengang med Harry, virkede jeg allerede flere tons lettere, men det var dog stadig svært for mig at sige. Det var også sværere at sige det til Selena, end til Harry. Måske stolede jeg mere på Harry? Eller også elskede jeg ham på en måde, som jeg ikke elskede Selena?

Selena stirrede mundlamt på mig.
"Det er løgn," sagde hun.
Tårerne havde for længst brudt sin barriere og var på vej ned af mine kinder. Jeg rystede på hovedet. Det hele. Alt var sandt.
"Men Cassie... hvis jeg bare havde vidst det-"
Og det sagde hun med det samme som køkkendøren gik op, og Harry, Liam, Louis og Niall kom ind.
Det gamle One Direction. Det var godt at se dem samlet igen. Desværre havde vi ikke Zayn i blandt os længere, men jeg havde aldrig mødt ham alligevel. Men altså, jeg vidste han havde betydet en stor del for Harry. Det kan være det var derfor det gjorde ondt.
"Cassie!" Harry smed sin jakke hurtigt ned på stolen, og skyndte sig hen til mig.
"Er du okay? Hvad-" "jeg fortalte hende det, Harry. Det hele."
Jeg vendte mit ansigt væk fra ham i flovhed, men han drejede det forsigtigt tilbage.
"Hey, det var godt du sagde det."
"Vidste du det?" Spurgte Selena forbløffet.
Harry beholdt dog blikket på mig. Han tørrede forsigtigt tårerne væk fra mine kinder.
Liam og Niall var bakket ud fra køkkenet, og Louis gik langsomt hen til Selena og lagde sine hænder på hendes skuldre. Hun så stadig chokeret ud.
Harry kyssede begge mine kinder. "Jeg er glad for du sagde det."
"Men Cassie," stammede Selena lidt nervøst. "Harry er slet ikke sådan."
Harry vendte sit blik ned i gulvet, flovt.
Jeg sukkede. "Det ved jeg, men jeg kan ikke undgå at være nervøs."
Selena smilede forsigtigt. "Selvfølgelig ikke, Cassie."

-

Jeg lod mig synke dybt ned i puden, og gemme mig ind under dynen, der duftede dejligt af en jeg holdte meget af.
Trygheden lagde sig tungt over mig, og jeg tillod mig at nyde den. Jeg tror ikke, at jeg har følt samme tryghed i mange mange år. Måske jeg følte den som barn sidste gang, dengang min mor puttede mig om natten som lille.
Tanken om min mor, fik mig til at skælve, og jeg lagde tanken bort. Jeg savnede mine forældre inderligt meget, men jeg turde ikke opsøge dem. De hadede mig, troede jeg var på stoffer.
Måske de endda håbede, at jeg var død.
Jeg rullede anspændt mine læber sammen, og nænnede knapt nok, at Harry forsigtigt lod sine fingerspidser glide hen over dem.
"Hvad er der galt, Cassie?" Hviskede han.
Jeg vendte mit hoved imod ham, og så, nej mærkede hans grønne øjne ind i mig. Hvor rolige og skinnende de var.
"Øh... ikke noget."
"Er det det med Evan?" Jeg forgudede ham for, at han ikke holdte igen med at sige hans navn. Han mente - og han havde nok ret - at det hjalp mig at sige det højt. Selena havde stensikkert også fortalt de andre om mig, og jeg var bange for om de ville se anderledes på mig, eller give mig medlidenhed. Den eneste der måtte det, var Harry, for han gjorde det kun fordi han elskede mig. Det var jeg sikker på.
"Måske," svarede jeg.
Han sukkede. "Cassie, jeg er meget stolt af, at du sagde det. Der betyder også meget for mig."
Jeg smilede, og jeg forestillede mig også ham smile, kun for at se hans smilehuller, og jeg efterlod et lille kys imod det.
"Tak. Men... Harry jeg er bange. For ham."
Han rystede på hovedet. "Han kan ikke gøre dig noget. Han er i fængsel."
"Det ved jeg... men du ved hvad jeg mener. Ikke?"
Han nikkede. "Cassie," han fandt min hånd under dynen, og flettede vores fingre sammen. "Vi skal nok finde dine forældre. Det lover jeg."
Jeg gik næsten i panik. "Nej! Harry han slår mig ihjel!" Råbte jeg.
Harry satte sig op i sengen, og holdte mig nede med sine hænder. Hans greb var blidt, men bestemt. Jeg var ikke bange for Harry, kun for Evan.
"Nej han gør ej! Cassidy det er ovre! Han kommer tilbage!"
"Jeg vil ikke se ham igen!" Jeg skreg panisk, for nu var det lidt som om at det hele, hele min flugt fra ham, alle følelserne væltede ned over mig, og fordi jeg aldrig havde sagt højt om det, gik det nu udover Harry.
"Du kommer ikke til at se ham igen! Aldrig! Det lover jeg!"
Han fik mig til at sidde op, imens jeg febrilsk hev efter vejret.
"Rolig," hviskede han. "Du skal ikke være bange."
Jeg hulkede nu mere som et lille barn, med hele ansigtet i grimasse og øjnene helt røde. "Undskyld," hikstede jeg. For det skulle jo aldrig være gået ud over ham. Han tog mig op i sin favn, og vuggede mig til ro, med sit hjerteslag bag mit hoved.
Havde jeg det virkelig så skidt? Var jeg blevet sindsyg?"
Han tyssede blidt på mig og kyssede mig flere gange i håret.
"Undskyld Harry," hviskede jeg. "Det er okay, Cassidy."
Jeg snøftede. Måske var det eneste der virkede for mig, den fact at jeg vidste han elskede mig. Ellers var jeg her nok ikke nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...